Kvinder for Fred

Køkkenrullen temanummer 1985

På Kvinder for Freds lands­møde 1984 besluttede vi at udarbejde en pjece, der kun­ne fortælle om baggrunden for vores arbejde og om de mål, vi har sat os.

Selvfølgelig kan der ikke svares udtømmende på alle spørgsmål i et lille hefte som dette, men vi håber, at heftet, om ikke andet, kan blive en appetitvækker til at få mere at vide om Kvinder for Fred. Derfor findes der i heftet en liste med adresser på kontaktkvinder fra de forskellige Kvinder for Fred-grupper, der findes spredt over hele landet, og hvor du kan få flere oplysninger.

Heftet er udarbejdet af Kvinder for Fred i Århus september 1985.

Det er udgivet med tilskud fra Fredsfonden, der ikke dermed påtager sig ansvar for de fremsatte synspunkter.

Kvinder for Fred er en græsrodsbevægelse. vi har ingen egentlig organisation og ingen ledelse. Fælles beslutninger træffes på det årlige landsmøde.

Breve til Kvinder for Fred sendes tillandssekretæren, der fordeler opgaverne.

Kvinder for Fred udsender bladet KØKKENRULLEN, der redigeres på skift af grupperne.

Du kan blive medlem af støttekredsen og få KØKKENRULLEN tilsendt - 10 numre årligt ved at sende kr. 85, - til:

Kvinder for Fred, Dronningensgade 42, 4.
1420 København K.
Giro 5 71 87 08

Kontakt-tlf. (01) 37 13 80
Louise Højlund
eller (01) 71 84 51
Lillemor Hornbech Madsen

Landssekretær:

Dagny Riis,
Tuxensvej 4B,
5700 Svendborg.
tlf. (09) 21 90 99

Hvordan begyndte det?

Programredaktør Bodil Graae

Hvordan begyndte det?

Lyder spørgsmålet.

Det begyndte forunderligt. Det begyndte med et kvindefællesskab, en urkvindelig oprindelighed med usynlighed ens tråde løbende mellem os fra det ene land til det andet.

Det begyndte for os omkring det snart berømmelige blå køkkenbord.

Det, hvis farve videregav navn til Den Blå Køkkengruppe. Der sad vi tre kvinder og oplevede vores egen depression over, hvad det skulle blive til altsammen.

Ville der nogensinde blive en fremtid for vores børn? Havde vi selv levet i den bedste tid? Ville alting fra nu af blot blive værre og værre, indtil den frygtelige dag, hvor den store eksplosion ville udslette alt det, vi holdt af, alle dem vi holdt af?

Så begyndte hekseriet.

Et internordisk kogleri, som man senere kun kan gætte på, om det blot var tilfældigheder, om det blot var noget der lå i tiden... eller......

Vi blev enige om, at der måtte ske noget.

Nu må det være nok, sagde vi desperate.

Uden at ane, at det en dag skulle blive en sætning, som ville blive spredt over landene og skrevet, talt, råbt på mange sprog. Vi tog telefonen og ringede til Norge. Og Berit Ås var overvældet og overrasket. Der er så mange kvinder, der ringer til mig om det samme. Og vi blev enige om at mødes - også med kvinder fra de andre nordiske lande. Berit tog i mellemtiden til Stockholm for at tale i kvindegrupperne, Kvinnokamp for Fred. Det var i de dage, Sverige skulle have afstemning omkring A-kraften. Det var også de kvindegrupper, der senere gled helt ind i Kvinder for Fred.

Og det forunderlige hændte.

På et af møderne fortalte hun om vores henvendelse.

Og da hun fik at vide, at man netop havde modtaget et brev fra Finland. I det brev stod der, at nu måtte det være nok, at nu måtte der ske noget. Nordiske kvinder måtte finde sammen.

Det viste sig senere at brevet fra Finland var skrevet på den selvsamme dag i Åbo, som tre kvinder sad omkring et blåt køkkenbord i København.

Sådan begyndte det.

Det begyndte altsammen den 7. januar 1980 - og der var kun gået godt en måned, så startede kampagnen over hele Norden. I Ågot Jungs brev fra Finland hed det, at nu måtte der tages initiativ til en kvindeaktion mod oprustningen og den overhængende krigstrussel. Og det skete.

Den 14. februar bragede det løs over hele Norden.

En kronik i Politiken 'Kvinder for Fred' - hvor dette slogan for første gang blev brugt offentligt - gaven så voldsom reaktion, som ingen kunne have drømt sig til. I løbet af ganske få timer var der lange ventelister på telefonen, men kvinder meldte sig med nye telefoner, og flere tusinde indsamlingslister til underskrifter strøg ud over det ganske land. Allerede dagen efter var der organiseret et telefonnet af kvinder, der selv meldte sig.

Kvinder der aldrig nogensinde havde været med til at samle underskrifter, begyndte at gå ud på gaderne. Vi blev interviewet til tysk radio - og tre dage efter fik vi en hilsen fra Holland, som ønskede os tillykke. En hilsen fra en hollandsk kvindefredsbevægelse, der kaldte sig Vrouen vor Vrede. Det betyder Kvinder for Fred.

Atter et kvindefællesskab. Usynlige tråde, der bandt kvinder sammen i et ønske om fælles aktion, om kvindefornuft.

Også lidt uforklarligt. I Oslo havde vi snakket længe om, hvad vores aktion skulle hedde - og da nåede vi frem til Kvinder for Fred - uden at nogen af os havde anelse om, at kvinder i Holland kun få måneder forinden havde valgt nøjagtig det samme.

Kvinder i mange lande var begyndt at finde sammen.

Da den halve million underskrifter fra Nordiske Kvinder blev overrakt FN's daværende generalsekretær, Kurt Waldheim ved Kvindekonferencen i København 1980, var det absolut Kvinder for Fred, der vakte den afgjort største interesse. Første skridt på vejen var lykkedes. Vi troede kampagnen var slut.

Det var den ikke.

Den udviklede sig til at blive en bevægelse.

Den lever stadig.

Bodil Graae 1985

NEDRUSTNING FOR EN VARIG VERDENSFRED

VÅBENMILLIARDERNE TIL MAD

NEJ TIL KRIG

Det var de tre krav, som ½ million nordiske kvinder gav deres underskrift. Underskrifterne blev overgivet til FN, fordi Kvinder for Fred mener, det er utroligt vigtigt, at vi har de Forenede Nationer, hvor repræsentanter fra så at sige alle jordens lande mødes og lærer hinandens synspunkter at kende. For at støtte den globale proces i FN, er det nødvendigt, at organisationer og bevægelser virker som lokale meningsdannere og pressionsgrupper i de enkelte lande. Kvinder for Fred ser det bl.a. som sin opgave at holde politikerne fast på de beslutninger, de har stemt for i FN.

NORDISK ALTERNATIVKAMPAGNE

Kvinder for Fred har sammen med ca. 90 andre bevægelser og foreninger i de 5 nordiske lande tilsluttet sig Nordisk Alternativkampagne (NAK), der arbejder for en alternativ udvikling for de nordiske lande i samarbejde med et eller flere U-lande. Det samfund man forestiller sig, skal fungere på basis af fællesskab og samarbejde i stedet for konkurrence. Materielle og økonomiske hensyn skal være underordnede i forhold til international afspænding, retfærdigere global fordeling, miljøhensyn, økologiske og humane hensyn.

Landsmøder - sådan sagde vi -

- i 1982

Vi tager på det skarpeste afstand fra de overgreb, der til stadighed sker på befolkninger rundt om i verden.

For det første er det grusomt og forbryderisk - For det andet er det til fare for verdensfreden: Freden er en sag om etik, og i den sag er vores mening lige så betydningsfuld som de såkaldte eksperters.

- i 1983

Fred er mere end fravær af krig.
Fred er våbenmilliarderne til mad.
Fred er nedbrydning af fjendebilleder.
Fred er at turde begynde Derfor - Begynd i Danmark:

- og i 1984

Ifølge FN's slutdokument fra 1978 om nedrustning har medlemslandene forpligtet sig til at skabe varig international fred og sikkerhed gennem hurtig og effektiv reduktion af både våben og væbnede styrker.

På trods af disse vedtagelser opruster verden i en grad, som man aldrig før har været vidne til.

Vi mener, at dette er katastrofalt, både med hensyn til vor sikkerhed og til troen på demokratiet. Da det demokratiske princip bl. a. bygger på en stadig strøm af relevante oplysninger til befolkningen, har pressen her et stort ansvar.

I betragtning af at menneskeheden i dag står over for valget mellem nedrustning eller total udslettelse, kræver Kvinder for Fred, at ordene i Slutdokumentet efterleves af både politikere og presse.

Kvinder for Freds første mål er:

NEDRUSTNING FOR EN
VARIG VERDENSFRED.

Afspændingen mellem Øst og Vest må fremmes mest muligt. Både forhandlingerne om sikkerhed og samarbejde og nedrustningsforhandlingerne må ubetinget fortsættes for at få våbenkapløbet standset, så der kan indgås bindende aftaler om nedrustning. Aftalerne skal omfatte alle slags våben: stjernekrigsvåben, atomvåben, konventionelle våben, kemiske våben og biologiske våben. Et fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger er en naturlig forudsætning for nedrustningen.

Sikkerhed må gives et nyt og mere omfattende indhold. Sikkerhed i traditionel forstand betyder sikkerhed for nationalstaten, og den sikkerhed har man forsøgt at opnå med militære midler. I atomalderen er det blevet klart, at sikkerhed for nationalstaten er for snævert et mål, fordi alle nationer er afhængige af hinanden. Vor sikkerhed er fælles, og en fælles sikkerhed kan ikke opnås med militære midler men ved samarbejde. Truslerne mod vor sikkerhed er også fælles: det er våbnene, det er uligheden mellem rige og fattige lande, det er ødelæggelsen af naturgrundlaget og rovdriften på ressourcerne, og det er overgreb mod menneskerettighederne.

Kvinder for Freds andet mål er:

VÅBENMILLIARDERNETIL MAD.

Der er en moralsk forbindelse mellem de enormt store militærudgifter og de lave beløb, der bruges på at bekæmpe nøden i udviklingslandene. Forholdet er det, at der i hele verden bruges 30 gange så mange penge til militære formål som til udviklingsbistand (1984). Det er klart, at der er mange vanskeligheder forbundet med at bruge våbenmilliarderne til hjælp til udviklingslandene, så de kan komme til at klare deres tilværelse selv, De rige lande må acceptere, at solidaritet med de fattige lande vil koste dem selv fremgang og vækst, og det er ikke let, men det er nødvendigt.

Kvinder for Fred siger:

NEJ TIL KRIG.

Det er nødvendigt, at vi til stadighed husker på, at krig i atomalderen er blevet en om muligt endnu mere uacceptabel måde at løse problemer på, fordi vi nu ved, at en atomkrig, hvor bare en mindre del af de eksisterende a-våbenlagre affyres, antagelig betyder udslettelse af civilisationen. Og vi vil endnu en gang minde om, at krigen og alt, hvad den fører med sig, står i skærende kontrast til alle moralske forestillinger om, hvordan vi bør behandle vore medmennesker.

Vi skal tænke globalt -

Lad os prøve at tage et overblik over situationen på verdensplan.

Der er så mange atomvåben i verden, at de kan udslette alle verdens beboere mange gange. Derudover er der bunker af konventionelle våben og biologiske og kemiske våben.

Ca. 40% af alle forskere i verden er beskæftiget med at udvikle militært udstyr. Verdens lande bruger ca. 8 billioner kr. om året til våben (1984). Og vi kan jo ikke ligefrem påstå, at alle disse våben, alle disse kloge mennesker og bunker af penge har givet os fred og sikkerhed. De har smarere givet os frygt og usikkerhed.

Vi er gennem mange år vænnet til at bekymre os mest om forholdet mellem øst og Vest.

Men verden er også delt i Syd og Nord, hvor Nord er de industrialiserede lande, hvor ca. 20% af jordens befolkning bor. Vi bruger ca. 80% af jordens ressourcer (råvarer, energi). Syd er udviklingslandene, hvor ca. 80% af jordens befolkning bor. De bruger ca. 20% af jordens ressourcer, og vi hører daglig om den nød og elendighed, som størsteparten af dem lever i.

Fokuseringen på øst-Vest forholdet har betydet, at Nord-Syd problemet i en del lande, f. eks. Afghanistan og Nicaragua, er blevet gjort til et øst-Vest problem af stormagterne, til stor skade for udviklingen i disse lande og for verdensfreden.

Den ulige fordeling i verden begyndte for alvor for ca. 400 år siden, da vesteuropæiske lande skaffede sig oversøiske kolonier, hvor der var rigeligt af råstoffer og billig arbejdskraft. De lande, der ikke havde kolonier, fik del i rigdommene ved at handle med de lande, der havde kolonier.

Den proces er i gang endnu den dag i dag. De rige lande bliver stadigt rigere, de fattige lande bliver stadigt fattigere. Det er umuligt at tro på fred i en verden, hvor rigdommene er så ulige fordelt, og derfor er målet for Kvinder for Fred i alle lande både nedrustning og en ny fordeling af verdens goder.

- og handle lokalt

Nogen gange kan det føles helt uoverkommeligt at tænke globalt. Kan det overhovedet nytte noget? Er jeg ikke bare en lille brik i et stort teater, hvor jeg ingen indflydelse har?

Men vi kan begynde i et lille hjørne, akkurat som med et strikketøj, trævle op og få overblik fra det sted, hvor vi hver især befinder os.

Vi har indflydelse i de minisamfund, som vore familier udgør, og hvor vi gerne skulle være gode forbilleder for næste generation. vi har også· indflydelse på politikerne i det lokalsamfund, som vi er medlemmer af.

Vi kan i vores hverdag, når vi køber ind, tænke på, om vi ved valg af varer og butik støtt~r de fattige lande i verden eller de store multinationale firmaer.

Vi kan prøve at blive mere bevidste om, hvor mange ressourcer vi forbruger i hverdagen. Bruger vi mere end vores andel af verdens samlede formue?

Du kan begynde med at skrive læserbreve til den lokale avis, hvor du f. eks. oplyser om oprustningens følger eller stetter en politiker, som du synes har taget et godt initiativ. Prøv at finde sammen med meningsfæller ved at gå med i en demonstration eller deltage i møder. Gå på biblioteket og find bøger om forsvars- og sikkerhedspolitik og om fredspolitik, så du kan opbygge baggrundsviden, som du kan bruge i diskussioner. Du kan også forsøge sammen med kolleger eller naboer at få din arbejdsplads, din skole eller det sted, hvor du bor, erklæret for atomvåbenfrit område, for på den måde at gøre opmærksom på, at atomvåbnene truer både den store og den lille verden.

Når vi handler lokalt, handler vi i virkeligheden også globalt, fordi vi allesammen på samme tid er borgere både i et lokalt samfund og i det globale samfund. Men vi må begynde i det små med de ting, som ligger lige for: leve med i det samfund, som vi er en del af og viderebringe og arbejde for det, som vi synes er vigtigt.

Kvindefredslejrens betydning-

De får kontakt til en masse mennesker, som kommer der, simpelthen fordi de ved, der er en fredslejr. Presse og TV kommer - selv politikere. Sommetider tænker jeg på, at det måske er helt godt for verdensfreden, at de unge i dag ikke så let ryger ind i uddannelse og arbejde, fordi de så har virkelig god tid til at tænke over hele tilværelsen og verdenssituationen. De rejser rundt i hele verden og skaber kontakter og får en langt videre opfattelse af hinandens problemer og situation. De tror på sameksistens og ved, at de kan lære at respektere forskellige samfundsopfattelser. Min egen generation havde det så let med uddannelse og arbejde, så vi blev opslugt af vores private karriere. Og det føles måske mere tilfredsstillende for den enkelte, men som udviklingen er gået, er vi jo også blevet klar over, at det kan ende galt. Men mange af os føler os magtesløse og kan ikke- netop på grund af arbejde, karriere - overkomme også at få tid til fredsarbejde.

Derfor er det godt, at en masse unge mennesker føler det som en vigtig opgave at uddanne sig til fredsarbejde. En har udtrykt, at hun betragtede det som en form for 'værnepligt'. De er med til at forme fremtiden ligesom kunstnere og andre åndsarbejdere, og man kan kun ønske dem al mulig støtte og medgang.

Grethe West

Litteratur.

Oprustning. omrustning, nedrustning. Fred.
SP forlag 1983. Med bidrag af Ellen Elster, Johan Galtung, Jan Øberg, Gert Petersen, Sten Folke, Else Hammerich, Jens Thoft m.fl.
Artikler om muligheder for alternativt dansk forsvar.

Der er kun et Europa.
Eirene 1982.
Artikler om supermagternes opdeling af Europa, om fredsbestræbelser på tværs af jerntæppet og om fred og demokrati.

FN om nedrustning.
Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg 1983.
Indeholder bl.a. slutdokumentet fra FN's ekstraordinære generalforsamling om nedrustning 1978. Heri erklærer alle FN's lande, at "vi må standse rustningskapløbet og gå over til nedrustning eller imødese udslettelsen."

Nord-Syd: En overlevelsesplan.
FN-forbundet 1980.
Rapport fra den uafhængige kommission for internationale udviklingsspørgsmål under Willy Brandts formandsskab.

Niels Bohr: Åbent brev til De forenede Nationer.
J.H. Schultz forlag 1950.
Indtrængende opfordring fra en af atombombens fædre til at arbejde for en åben verden med samarbejde mellem alle nationer om videnskabens frembringelser.

Bodil Graae: Kvinderne og freden.
Aros 1980.
Hvordan bevægelsen Kvinder for Fred opstod og udvikledes.

Dorothee Sölle: Oprustning dræber også uden Krig.
Gyldendal 1980.
Om atomtidens trussel, om kirken og fredsarbejdet.

Franz Alt: Fred er mulig.
Borgen 1984.
Bjergprædikenens politik. Forfatteren siger: "Politisk etik vil sige at spørge efter mening, mål og værdier i politikken og handle i overensstemmelse med sine svar."

Knud P. Pedersen: Alternativ til Ragnarok.
Grevas 1981.
En analyse af rustningskapløbet og forslag til aktiv fredspolitik.

Fredshåndbogen.
FN-forbundet 1983.
Praktisk opslagsbog med korte fremstillinger af bl.a. sikkerhedspolitik, militær teknologi, krigens virkninger, FN og freden, fredsbevægelsernes historie og arbejde samt adresser på danske og udenlandske bevægelser.

En fyldig gennemgang af bøger om emnerne findes i Bibliotekscentralens foldere, Bertil Heurlin: Krig eller fred? (bøger for voksne) og Inge Lunding og Ida Møller: Snak om fred. (børnebøger).

Pjecer og skrifter, hvoraf mange er gratis,kan rekvireres hos:
FN-forbundet. Kronprinsensgade 9.1.
1114 København K. (01-123939)

Udenrigsministeriets Nedrustningssekretariat,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K. (01-920423)

Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste,
Halmtorvet 20,
1700 København K.(01-312511)

FN's Informationskontor.
H.C. Andersens Boulevard 37.
1553 København V. (01-122120).