Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 8, 1985

Hiroshima 5. aug. 1945

Under mottoet "Thoughts turn to Hiroshima" markerede fredsfolk i Amsterdam 40 års-dagen d. 6. august 1985 således:

På Museum Plein, som er pladsen omkring de tre største museer i Amsterdam, pustede man en mægtig stor ballon op. Den havde form som en paddehattesky - var sort og virkede tung og faretruende.

Til selve den happening, som oppustningen var, var der ikke overvældende mange deltagere, men een ting er gvet: så længe "skyen" står et så besøgt sted vil den vække tanker hos mange mennesker.

Noget om Nagasaki-dagen.

Vi vil gerne fra Odense-gruppen rette en tak til alle de kvinder fra køkkengrupper rundt om i landet, der hjalp med til at gøre Nagasaki-mindehøjtideligheden i Odense til en stor oplevelse for alle os, der deltog.

Tak til jer, der hjalp med at opreklamere arrangementet, til jer, der hjalp med at skaffe penge i kassen ved at sælge mærkater og plakater, til jer, der kom rejsende fra Alborg, Holstebro, København, Kerteminde osv., og tak til Louise Højlund, som fløj hjem fra Holmenkollen for at bringe os en hilsen derfra på Nagasaki-dagen.

Det er jo altid til sidste øjeblik spændende, hvor mange der møder op ti et fredsarrangement, og svært at opgøre antallet af fremmødte, men både Ritt Bjerregaard og Pia Raug skønnede, at der var 1500 - 2000 mens de var på scenen. Så tyndede det ud, da vi kom til "die in", så vi nok var 600 - 800, men i hvert fald nok til, at det også af os arrangører føltes som en stærk og positiv oplevelse, at det var al vores møje værd, og gjorde det finansielle underskud til en biting.

Ialt havde vi af udgifter 30.255 kr., heraf 21.300 til trykning af foldere, plakater og støttemærker.

I forbindelse med Nagasaki-arrangementet i Odense sendte vi først på sommeren en hilsen til brgmesteren i Nagasaki, og har nu modtaget et pænt brev samt et kopi af den tale, han holdt på dagen.

Vi har oversat den og håber, der bliver plads i Køkken­rullen til at ringe dem, så nogle flere kan læse den.

Brug den evnt. til en henvendelse til jeres bys borgmester med opfordring til at tilslutte sig "Mayors for Peace through Inter-city Solidarity". Den engelske kopi kan fås ved at sende en frankeret kuvert til Odense-gruppen.

Fredsdeklaration af Hitoshi Moto­shima, borgmester i Nagasaki 9. august 1985.

Japans folk og verdens folk, lyt til hvad Nagasagi har at sige. Kl. 11.02 på den uforglemmelige dag for 40 år siden blindede det skærende blå-hvide glimt af atombomben alle opadvendte øjne. En voldsom trykbølge på over 500 m/sek. sugede fysiske genstande op i den flammende himmel, frembragte cykloner af jord og murbrokker og piskede menneskekroppe med et bombardement af glassplinter.

Varmestråler, der oversteg 3000 C forkullede øjeblikkeligt ofrenes legemer. En paddehattesky vældede højt op i middagshimlen og mørket sænkede sig over den hærgede by. Mere end 73.000 brændte og lemlæstede ofre lå døde eller døende i ruinerne. En nøgen mand, brændt til ukendelighed, tumlede af sted og prøvede at undslippe ilden. Et blodoversprøjtet barn slæbte liget af sin far gennem murbrokkerne; en gispende ung mor traskede af sted med det hovedløse lig af sin baby tæt knuget i sine arme.

I løbet af de 40 år, der er gået siden den dag, er et enormt antal overlevende døde af eftervirkningerne af radioaktiv forgiftning, og atter andre lever stadig i bitter ensomhed, for stedse berøvet menneskelig lykke og skælvende i frygt for døden.

I dag er de overlevende og de familier, der mistede deres kære, samlede på denne høj nær nulpunktet. Ligeledes er her samlet borgmestrene fra 65 byer i 22 lande, som deltager i Verdenskonferencen for "Borgmestre for fred gennem solidaritet mellem byer", talrige borgmestre fra japanske større og mindre byer og medlemmer af de hjemlige og udenlandske medier. Yderligere har vi modtaget en hjertelig hilsen, underskrevet af borgmestre fra mere end 110 byer i 33 lande. Til borgmestrene fra hele verden, der er samlet her i dag, retter jeg følgende appel. Oplys verden om ødelæggelsen og elendigheden, forårsaget af atombombningen for 40 år siden. En stor del af verdens befolkning er koncentreret i byer, og hvis en kernevåbenkrig bryder ud, er det indlysende, at byer og deres indbyggere vil være de første, der bliver udsat for tilintetgørelse og død.

Beskyttelsen af borgerne mod en atomkrig er en vital pligt for alle borgmestre. Det er bydende nødvendigt, at vi udvider virkefeltet for solidaritet mellem byer ved at udbygge gensidig tillid og venskab, ved at forene vore anstrengelser for afskaffelse af kernevåben og for verdensfreden, og ved at samarbejde om afhjælpningen af sult og løsningen af andre internationale problemer. Til dette formål foresl&r jeg, at denne borgmesterkonference må blive holdt igen i fremtiden.

Toplederne i USA og USSR skal efter planen sidde sammen ved nedrustningsforhandlingerne i Geneve i efteråret. Det er mit brændende håb, at de vil gøre 40-året for atombombningerne til et glædeligt år, hvor atomvåbenkapløbets mørke efterkrigs-historie foretager en skarp vending.

Til Japans regering retter jeg følgende indtrængende opfordringer.

Arbejd på at fremskynde åbningen af FNIs 3. ekstraordinære generalforsamling vedrørende nedrustning, at fremme udenrigspolitik, der sigter mod afskaffelse af atomvåben, øjeblikkeligt at tilvejebringe statserstatning til de overlevende atombombeofre, på strent at overholde "the Threefold Anti-Nuclear Principle", og at etablere Japan og dets omgivelser som atomvåbenfri zone. Ydermere forslår jeg afsendelse af fredsdelegationer til USA og USSR og grundlæggelse af et internationalt medicinsk center for ofrene for atombomber.

Jeg fremsætter mine dybfølte bønner for, at atombombeofrenes sjæle må finde hvile, og for de efterladte familiers og overlevende atombombeofres gode helbred.

Nagasaki skal være det sidste sted på jorden, der bliver udsat for atombombernes rædsel. Vi har på det strengeste protesteret mod alle atomprøvesprængninger og udråbt vores protest mod atomvåben for verden.

Nu, hvor der kun er "3 minutter" tilbage til udbruddet af atomkrigen, erklærer Nagasaki, som en by, der har fordømt alle kernevåben, vor ubøjelige beslutning om at anstrenge os til det yderste for at sikre verdensfreden.

Til

Kvinder for fred.

Vi er en gruppe elever, som arbejder med græsrods­bevægelser i England. Derfor vil vi gerne høre om i har nogle søsterorganisationer i England.

Hvis i har det, vil vi gerne høre om i har noget matriale og nogle adresser til England.

Matrialet bedes i sende til

Tina Rasmussen
Andebølle ungdomshøjskole
5492 Vissenbjerg.

Med Venlig Hilsen Jakob, Tine og Tina.

Kvinder for Fred
på Hjallerup Marked

Siden 1744 har Hjallerup Marked været en vigtig kulturel begivenhed for lokalbefolkningen i Østvendsyssel. Op­rindelig var det et hestemarked, og selvom det stadig betegnes som Europas største hestemarked, er det i dag overvejende de mange handelsboder, der trækker folk til - og ikke bare fra Østvendsyssel, men fra hele landet. I de sidste år er der skabt tradition for, at også organisationer af forskellig observans deltager. Således har også Kvinder for Fred i Dronninglund kommune haft en stand på markedet.

Da vores stand ikke har givet &øslash;konomisk overskud, kan det måske undre, at vi stadig fortsætter vores oplys­ningsarbejde på Hjallerup Marked! Vi har da også hvert år diskuteret vores fortsatte tilstedeværelse på Markedet.

Kvinder for Fred i Dronninglund kommune lægger ikke skjul på, at vi synes, at Hjallerup Marked på mange måder er et kommercielt foretagende, hvor det gælder om at trække flest mulige penge ud af flest mulige folk. på trods af disse betragtninger mener vi alligevel, at de forskellige organisationer af mere eller mindre humanitær art er i stand til at markere sig.

Et af vores problemer er, at vi let kommer til at drukne i handelsboder og større organisationers reklameapparat. Dette har vi vendt til vores fordel, idet vi har bedt om at få en stand, så vi kan sætte vores lille villatelt op i nærheden af Forsvarets kæmpe reklametelt. Stillet over for deres "op/ud-stilling" af kampvogne og kanoner, bliver der mange diskussioner med markedsgæster.

Vi deltager også fordi vi synes, det er vigtigt at engagere sig i lokale arrangementer. Ved disse arrangementer får vi markeret os som gruppe, og vi får pointeret, hvad vi står for.

Det giver erfaringer, som vi kan bruge til fortsat udadvendt arbejde, samtidig med at både den enkelte og gruppen får nogle oplevelser. Vi har for eksempel hvert år bøvl med telt og banner: Forestil jer 10 kvinder, som forgæves forsøger at rejse et specielt konstrueret villatelt med det resultat, at en mandlig markedsdeltager i 120 kilos vægtklassen tilbyder sin hjælp.

Da det lykkes for ham, hoverer han højlydt, idet han ikke undlader at forkynde, at kvinder ikke kan klare sig uden mænd. Alt imens hans meget lille kone udstyret med et kæmpe blåt øje uden et ord lytter til hans "vise ord".

Næste år rejser vi vores telt selv!

Til Kvinder for Fred

Vi vil gerne invitere jer til at komme til vores konference, som vi holder den 28-29/9 på Avedøre Statsskole. Denne invitation er dels en invitation til at komme på selve konferencen, som dele af fredsbevægelsen, og dels til at komme og lave en materialebod.

Når I har fundet ud af hvem der deltager vil vi gerne have det at vide. Da I er der som gæster er det naturligvis gratis.

UNGE FOR FRED
Vesterbrogade 29
1620 V
(01) 23 42 83

KVINDER FOR FRED -
NY TEKNOLOGI

"Til næste år vil 40% af al ny forskning i USA gå til stjernekrigsprojektet", kunne vi for et par uger siden læse i aviserne.

I vore dage er den teknisk- naturvidenskabelige forskning ofte meget nært knyttet til militæret.

I vor civilisation kan der opstilles en meget enkel model, hvor det kvindelige er knyttet til naturen og bevarelse af liv, mens det mandlige er knyttet til kulturen, specielt teknologien.

Da teknologien er blevet en så dominerende faktor i samfundsudviklingen, må vi som kvinder reagere på den, hvis vi vil have nogen som helst indflydelse.

Vi må reagere, men hvordan?

Det var hovedemnet for den konference, der 21.-23. august blev afholdt på AUC (Ålborg), under titlen "Kvinder og teknologisk udvikling".

Og hvad har det så med fredsarbejde at gøre, kunne man spørge? Før jeg prøver at besvare dette spørgsmål, vil jeg prøve at ridse nogle af de problemstillinger op, som blev behandlet på konferencen. I 3 dage samledes ca. 200 kvinder: fysikere, kemikere, dataloger, ingeniører, sociologer, pædagoger og andre, som på en eller anden led er engageret i den teknologiske udvikling - til foredrag, diskussioner og workshops.

Nina Lykke talte om Frankenstein-historien for at påvise forskelle mellem kvindekultur og teknologikultur. Mandens drøm om at skabe kunstigt liv avler kun uhyrer. Denne modsætning gik igen i alle diskussioner og blev kraftigt understreget i den finske fysiker Eva Isaksson's indlæg, hvori hun påviste, at ønsket om at have kontrol over naturen karakteriserer selve den videnskabelige metode. Ønsket om militær og videnskabelig kontrol fostrede atombomben, hvis "fædre" var stolte over deres drengebørn, "LittIe Boy" ; Hiroshimabomben, og "Fat Man", Nagasakibomben!

Da mange videnskabsmænd blev betænkelige, dengang atomprøvesprængningerne på Bikini-øerne kom helt ud af kontrol, udarbejdede man sikrere kontrolsystemer ved hjælp af en mere kompliceret edb-styring. Idag ved vi, at også datamater kan være utilregnelige, og at teknisk kontrol er en umulighed. Det ved vi kvinder ihvertfald. Derfor opretter vi fredslejre og blander os i militærets sager ved med vores kroppe at bryde ind på områder, der tidligere var reservater for våbensystemer og mænd, der er opdraget til at tro på ideologien om kontrol og sikkerhed gennem våbenmagt. Fordi vi kvinder piller ved selve grundlaget for militærvæsnet, anses vi for farlige og ukontrollable, hvor det retteligt var de dødsensfarlige våbensystemer, mændene burde vende sig mod.

Eva understregede, hvor vigtigt det er at ændre holdningen til, hvad videnskab er, og hvad den skal bruges til.

De øvrige indlæg handlede også om kvinders utilpashed ved de værdier og normer, der er gældende på det tekniske område. Flere og flere arbejdspladser bliver underlagt teknologiens styring og kontrol; som eksempel kan nævnes kontorautomatiseringen, som kvinder er nødt til at acceptere af angst for at blive fyret.

Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke lide den tekniske udviklings tendenser, men som et panel den sidste dag klart lod forstå: HVIS IKKE KVINDERNE GAR IND OG ÆNDRER DEN MÅDE, TEKNOLOGI BRUGES PÅ, - overalt, også i hverdagen - SÅ ER ALT LIV l FARE FOR UDSLETTELSE.

Kvinderne alene kan naturligvis ikke klare denne umådelige opgave, så vi skal have mændene med.

Alt det her ved vi sikkert allerede. Det, der for mig var nyt eller fremstod mere klart, var fornemmelsen af, at det er en total holdningsændring i stort og småt, vi skal kæmpe for. Ikke blot skal vi kæmpe for en nedrustning i øst og vest og for en anden form for konfliktløsning, for at menneskerettighederne respekteres og for at udrydde sult og fattigdom i verden. Vi skal også gå ind i det tekniske område og ændre det indefra i overensstemmelse med vores livsforståelse.

l det civile liv danner naturvidenskab og teknologi grobund for en holdning, der i sin yderste konsekvens fører til en destruktiv anvendelse af teknologien, så den udgør en trussel mod menneskeheden. Intet mindre.

Elsie Kristensen.