Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 3, 1995

Side 3-4

Danmarks glidetur fra nej til ja til EU-militær - hvad gør vi?

Da Folketinget i 1990 diskuterede Danmarks stilling til den EF-union, som var på vej, blev den daværende, borgerlige regering og Socialdemokratiet enige om en lang række krav, som de kaldte Det Danske Memorandum.

Heri hedder det angående det militære område: "Regeringen afuiser, at det europæiske politiske samarbejde kommer til at omfatte et forsvarspolitisk samarbejde - herunder oprettelse af fælles militære styrker".

Det var fint! En klar modstand mod en Europa-hær!

Derefter hedder det: "Den danske regering tillægger navnlig en øget Tolv'er-koordinering i CSCE-spørgsmål væsentlig betydning",

CSCE er det nuværende OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Sanlarbejde i Europa. Her er alle europæiske lande med. Den startede i Helsinki i 1975, og den har tre hovedpunkter: 1) tillidsskabende foranstaltninger, 2) økonomisk, videnskabeligt, teknologisk og miljørnæssigt samarbejde og 3) humanitært samarbejde.

Altså lutter civile foranstaltninger. Ikke militære. Og det lagde den danske regering altså særlig vægt på. Det var da dejligt at få på tryk!

Men ak! Glæden var kortvarig. For hvad endte det med i Maastrichttraktaten?

Her står i artikel J4: "Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar".

Altså det stik modsatte af Danmarks krav! Og vi kunne ikke engang få at vide, om Danmark havde stemt imod denne artikel. Forhandlingerne var jo hemmelige.

Men Uffe Ellemann kom hjem fra Maastricht og fortalte glædestrålende, at Danmark havde fået alle sine krav opfyldt! Så man kan nok tillade sig at tro, at han har "glemt" det mandat, han havde med hjemmefra og handlet efter sine egne inderste ønsker - og altså tilladt sig at kalde det for ''DalIDlarks ønsker".

Beskedenhed har aldrig været hans stærke side.

Men Maastricht-traktaten faldt jo, først ved afstemningen i Folketinget, hvad mange danskere har glemt, og derefter ved folkeafstemningen 2. juni 1992.

Så burde den sag have været ude af verden, men Folketinget ville ikke respektere afstemningen og flikkede noget sammen, de kaldte "Det Nationale Kompromis".

Her kunne vi have håbet, at de ville bruge det Memorandum, de tidligere havde været enige om, men nej. Nu skriver de: "Danmark skal holdes uden for den militære dimension, der indebærer medlemsskab af Vestunionen samt fælles forsvarspolitik eller fælles forsvar".

Nu er politikerne altså tilfredse, bare Danmark bliver holdt udenfor. I 1990 afviste de, at EU skulle blive en militær-blok.


Glideturen er i gang!

De såkaldte "undtagelser" i Edinburgh-aftalen, som fik et dansk flertal til at stemme ja til Maastricht, var faktisk en forringelse angående det militære. For Danmark afskrev sig dermed muligheden for at nedlægge veto mod et EU-militær. Det havde vi kunnet ifølge traktaten, som i hvert fald på papiret kræver enstemmighed på det område.

Glideturen fortsætter, og vi er nu helt derude, hvor Danmark - når Vestunionen officielt stopper i 1998 og indgår i EU/NATO - bliver medansvarlige for og medbetalende til EUs militærpolitiske beslutninger. Kun skal vi ikke sende soldater til den EU-hær, som Frankrig og Tyskland selvbestaltet har startet.

Og dog, flertallet af de politiske partier, som i 1990 enstemmigt var imod, at ED blev en forsvarsunion, er nu i fuld gang med direkte eller indirekte at forberede danskerne på, at vi nok hellere må være "med ved bordet", dvs med i en EU-militærblok helt uden forbehold.

Og hvad kan vi så stille op mod det?

Vi kan sige nej til endnu mere EU-integration, når vi skal til afstemning igen i '96 eller '97. Vi har ingen tiltro til en stormagt som "problemløser". Enhver stormagt vil pleje egne "interesser" og bruge alle midler - også militære - for at forsvare sin stormagtsstatus.

Vi har erfaring for, at små lande er mere troværdige som konfliktløsere og mæglere. Vi kan forklare, at vi ikke har brug for de nye fjendebilleder, som militærtilhængerne stiller op, og som våbenfabrikanterne fryder sig over.

Vi kan kræve, at våbenmilliarderne bliver brugt til mad. Vi ved nemlig, at den bedste måde at skaffe fred på, er at sørge for ordentlige sociale kår og derudover støtte arbejdet for politisk frihed for de mange undertrykte og nødlidende mennesker verden over.

Derfor er det ikke Danmarks opgave at være med til at "løse" verdens problemer med militær, som kun skaber endnu flere problemer. Vi skal i stedet medvirke til at gå til ondets rod og forbedre de dårlige forhold, der fører til konflikter mellem mennesker.

Og det må da kunne tiltale vore politikere, som også skal bekymre sig om landets økonomi, at det er en meget billigere måde at løse problemer på: 14 dages globale militæmdgifter kan skaffe nok mad, rent vand, uddannelse, læger, sygehuse og boliger til verdens nødlidende befolkninger.

Det vil sige, at en nedsættelse af militærudgifterne med blot 4 % kan skabe rimelige levekår. Og gode levekår er fredsskabende og fredsbevarende.

Vi må påvirke vore politikere, herhjemme og i FN, til at turde begynde med denne beskedne besparelse på militæret og vel at mærke overføre ressourcerne til social og demokratisk opbygning. Så vil det vise sig, at det har en selvforstærkende virkning, og inden længe indser de, at vi slet ikke har brug for militære "løsninger", men kun for civile, menneskeværdige løsninger på de problemer, der altid vil være, hvor mennesker færdes.

Aase Bak-Nielsen

Side 5

PROGRAM

Atomvåbenkonference i København
- samtidig med New York

Lørdag d. 22. april 1995. kl. 12-17
Østerbro Huset. Århusgade 103. København
- få skridt fra Nordhavn station.

Mens 160 landes repræsentanter i New York står midt i forhandlingerne om en ny ikke-spredningstraktat for atomvåben, samles fredsfolk i stort tal i de to byer. Og forøvrigt mange andre steder i verden over.

I København afholder Fredsbevægelsernes Koordineringsgruppe en konference for at fokusere på de videnskabelige resultater, der er nået i kampen for forbud mod alle atomvåben.

Oplægsholder: Otto Carlsen, cand phil.

12.00 - 14.00 Oplæg og debat

14.00 - 14.30 Pause

14.30 - 17.00 Debat og konklusion

Vi erkender, at som fredsfolk er vi nødt til at sætte os ind i aspekter, som til dels er tekniske. Læger mod Kernevåben's 600 siders rapport er den direkte foranledning til, at det er lykkedes at få rejst retssagen ved den Internationale Domstol i Haag om forbud mod brug af kernevåben.

Vi har indbudt udenrigsminister, forsvarsminister og repræsentanter fra de politiske partier til at deltage i debatten på lige foq med os andre.

Vi har søgt nogle fonde om hjælp til denne konference. Hvis vi får økonomisk hjælp, vil entreen være gratis, ellers vil vi tage et lille beløb i entre.

Cafeen har åben fra kl. 11 hvor der kan købes sandwich, kaffe, the, øl, vand, kage m.m.

Madpakker må medbringes.

Fredsbevægelserne består af: Ligaen for Fred og Frihed, Aldrig mere Krig, Kvinder for Fred, FN-Forbundet, Kvækerne, Militærnægterforeningen, Samarbejdskomiteen.

Side 6

Farligt perspektiv

Tak til Politiken for lederen mandag 13.2., hvor opmærksomheden blev rettet mod de vældige atomvåbenarsenaler, der stadig findes hos atommagterne, til trods for at afskrækkelsesfilosofien er afgået ved døden sammen med Sovjetunionens sammenbrud.

Politiken mener, at ingen i dag interesserer sig for atomarsenalerne. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at der f.eks. er meget stille i medierne om den uhyre vigtige retssag, der i øjeblikket behandles ved Den Internationale Domstol i Haag, og som er anlagt af WHO, Verdenssundhedsorganisationen, med henblik på simpelthen at få atomvåben kendt ulovlige.

Hovedæren for, at Domstolen har optaget sagen, må tilkendes den internationale organisation Læger mod Kernevåben, som med videnskabelig dokumentation har påvist, at selv en begrænset atomkrig vil resultere i en ildstorm med efterfølgende atomvinter, der vil lægge det meste af Jorden øde. Sammen med den internationale organisation Advokater mod Kernevåben lykkedes det lægerne at rejse et flertal i WHO med henblik på at få prøvet sagen for Folkeretten trods stor modstand fra atommagternes side.

Domstolens afgørelse vil falde i løbet af 1995 og afventes med stor spænding, også fordi ikke-spredningstraktaten om atomvåben skal genforhandles i 1995.

En juridisk lovliggørelse af atomvåben vil gøre det meget svært at forhindre endnu flere lande i at gå over til at udvikle atomvåben - et uhyggeligt perspektiv - mens et forbud også vil løse problemet med ikke-spredning.

Thyra Hansen
Bragt i Politiken 18.2.95

Hvad laver militæret her?

"Malplaceret!" Det var børnehaveleder Yrsa Madsens dom over militærets stand i Aalborghallens "Slaraffenland", et aktivitetsland for børn i vinterferien.

Aalborg Stiftstidende bad hende om at anmelde foretagendet. Hun havde svært ved at finde ret meget, der var godt, men nemt ved at finde det mest malplacerede: "Jeg forstår ikke, hvad Dronningens Livregiment skal her", sagde hun og lod sig ikke formilde af forklaringen om, at børnene har godt af at se, at soldater er rigtige mennesker, der bare har grønt tøj på!

- Hvad skal militæret her, spurgte Yrsa Madsen undrende.

Side 7-8

KVINNELINK


Klip fra Link - Nettverk for Globalt Fellesskap" nr. 1 95.

Støtt "Komiteen for Soldatmødre"
Russlands største
fredsorganisasjonen!

Den russiske Komiteen for soldatmødre, startet i 1989, er i dag den største fredsorganisasjonen i landet. Siden krigen i Tsjetsjenia startet øker den i styrke og omfang så å si fra dag til dag. Mødrene har i så stor grad påvirket befolkningen mot krigen at makthavnere nå ser på dem som en trussel.

Likevel er komiteen bedre stift i dag enn da . den startet. Dengang måtte de ti arbeide i stil/het. I dag får de full dekning i massemedia, noe som gjør at de når ut til alle avkroker av det store russiske riket. Og ettersom nesten alle familier har en sønn eller slektning som når som helst kan bli innkalt til det militære, får de støtte fra store deler av befolkningen.

Maria Kirbatsova

Da lederen, den tidligere programmereren Maria Kirbatsova, var i Stodkholm siste uken av februar, kunne hun fortelle at Soldatmødrene nå har over hundre lokale avdelinger rundt i landet, fra Murmansk og St. Petersburg i nord og vest og helt bort ttil Sakhalin i det fjerne østen. På en kongress i Moskva i begynnelsen av februar møtte kvinner fra 84 av gruppene opp, og da må vi tenke på de vanskelige økonomiske forholdene i Russland, for ikke å snakke om avstander og transportvanskeligheter.

6000 soldater dør årlig i russiske militærtjeneste - uten at det er krig!

Maria Kirbatsova hadde selv en sønn i Afghanistan: og startet komiteen for å hjelpe krigsveteranene etter hvert som de kom hjem. Siden fortsatte hun å arbeide for de vernepliktiges kår, som er ganske forferdelige. Hvert år blir f.eks. 6000 russiske vernepliktige drept p.g.a. ulykker, vold og trakassering under militærtjenesten - uten at det er krig!

Fred er den enste veien!

Maria er i Stockholm for å få oss i vest til å øke vårt engasjementet og hjelpe til med å sette press på den russiske regjeringen.

- Fred er den eneste veien, sier kvinnen som sammen med 35 soldatmødre dm til Tsjetsjenia for å hindre sine russiske sønner i å delta i krigen gjennom bokstavelig talt å hente dem hjem. For mange var det for sent. De var allerede døde. Men - hundre stykker fikk mødrene faktisk med seg.

Seks soldatmødre drept

Det har imidlertid kostet. Seks av mødrene er selv, såkalt 'savnet' i Tsjetjsenia, hvilket Maria sier betyr drept.

Kvinnene har møtt liten forståelse hos de russiske armeen i Mastok, det russiske hovedkvarteret i Tsjetsjenia.

Da har de faktisk fått mer hjelp av Dudajevs styrker, som villig har gitt dem tilbakekrigsfanger.

Noe har de imidlertid oppnådd på hjemmeplan, der de har stor støtte, ikke bare i befolkningen, men også blant Moskvas parlamentarikere, samt lok'ale politikere utover i landet.

Fikk beskjed om at de skulle på øvelse

Soldatmødrenes komite har f.eks, Iyktes i å få gjennomslag for en ny russisk lov som forbyr førstegangsrekrutter å delta i krig.

(De første troppene som ble sendt til Tsjetsjenia før jul, fikk beskjed om at de skulle på 'militærøvelse'!) De offisielle tallene over drepte er 1200 siden krigen startet for tre måneder siden, men Maria kan fortelle at bare i nyttårshelden ble 4000 unge gutter drept.

På kinoen i det russiske hovedkvarteret har foreldre klistret opp bilder av sine etterlyste og savnete sønner.

To soldatmødre fra Sakhalin som arbeider som frivillige på lasarettet, går hver dag ned på kinoen for å se om noen av de etterlystekan være blant dem de har fått inn i løpet av dagen. Slektninger som ikke har hørt fra sine sønner på en tid, stoler i dag mer på Soldatmødrene enn på myndighetene.

Situasjonen på lasarettet er absurd, fortelIer reporteren på Sveriges Radio.

Operasangere fra Moskva er sendt ned for å underholde de sårete, som lytter til deres sanger med tomme, uyttrykksløse øyne, Men ingen slipper inn på den avdelingen der de virkelig hardt skadde ligger.

- Allerede 17. desember begjærte vi en liste over fanger og sårete, forteller Maria, men vi har ikke fått den ennå.

Hun var selv en måned i Grosny. Slant annet satt hun i kjelleren under presidentpalasset da det ble bombet som verst.

Ikke steng grensene!

Maria Kirbatsova trygler nå Vesten om ikke å stenge grensene mot Russland, men invitere landet med i samarbeid, - La Russland bli med i Europarådet, ja, til og med i NATO, sier hun. Hvis ikke tror hun sjansene for en ny Kald Krig kan være store. Og det betyr bare, sier hun, at de militære igjen får mere m akt.

Hva gjør vi?

Nordiske Kvinners Fredsnettverk - og andre - har en oppgave her! I første omgang bør vi ta kontakt med Soldatmødrene og høre hva de ønsker at vi skal gjøre. Hvem skriver? Føler du deg kaliet?

KONTAKT:

The Soldiers Mothers Committee,
c/o Moscow Research Center for Human Rights,
Louchnikav Lane, doorway 3, rooms 1-6,19, 45,
Moskva, 103982 Russland.
Tel.: 095-7-095-206092,
fax: 2068 8653
(best om natten).


På NGO-Forum havde Center for Konfliktløsning en workshop: Vild og Blodig. Ese Hammerich indledte den mangeartede workshop med en stille stund, hvor vi allesammen sendte vore bedste tanker og ønsker til de russiske soldatermødre på deres vandring til deres sønner i Tjetjenien.

Ikkevold nr. 1 1995

Kommiteen mod Ruslands drab i Tjetjenien

Det gav omgående opbakning til Per Bjerkén, da han fremkom med et forslag om at starte en landsdækkende protest overfor Ruslands bombninger og drab af civile... i Tjetjenien. Hans indlæg i en af P3's morgenudsendelser har nærmest ført til telefonstorm fra personer over hele landet, som ønsker materiale tilsendt.

Blandt andet har den lokale arbejdsgrupper inden for Amnesty International givet tilsagn og tilbudt at være behjælpelig med trykning af det nødvendige materiale. Det søges udarbejdet med dags varsel og vil derefter gennem forskellige kanaler blive udsendt til alle interesserede til underskrift.

Samtidig er der nedsat en arbejdsgruppe, der danner grundlag for Komiteen mod Ruslands drab i Tjetienien.

Målet er på få dage at opnå landsdækning og virkelig få gang i tusinder af kort og breve, der protesterer overfor såvel præsident Jeltsin som overfor det russiske parlament. Som Per Bjerken siger:

"Det haster, for hver dag, ja hver time dræbes uskyldige mennesker, og vi har ikke tid til at vente på, at politikere i EU bliver enige".

Komiteen forestiller sig ikke en centraliseret styring, men at der dannes lokalkommiteer i landets kommuner, som gerne formulerer deres protester efter eget hoved, men også er velkomne til at kontakte komiteens adresser, som indtil videre er:

Per Bjerkén,
Lille Egebjergvej 13,
4560 Vig St.
Tlf 53416582

Bent Ankarfeldt,
Vestergade 15,
4581 Rørvig.
Tlf 59919507

Foreløbig klares udgifterne privat, men bliver det nødvendigt oprettes en konto i bank eller sparekasse med den nødvendige revisionsdækning, hvortil bidrag kan sendes.

Bent Ankarfeldt

Protester mod Ruslands Drab i Tjetjenien. Skriv under på vedlagte underskriftsliste og send den til

Komiteen mod Ruslands Drab i Tjetjenien

c/o Per Bjerkén,
Lille Egebjergvej 13,
4560 Vig.

Ring evt. også på tif. 53 91 95 07 eller på 59 91 95 07 for at få tilsendt flere lister eller komiteens postkort med protest til kommisæren for menneskerettigheder i Rusland.


Komiteen mod Ruslands drab i Tjetjenien

To the members ofthe Duma, art: Mr. Sergej Kovalyov,
The Commissary of the Human Rigths, Moskau, Russia.

Your Excellencies,
the undersigned danish citizens hereby urgently ask You immediately to stop the war and killings of civil people in Tjetjenia and to open negotiations in a demokratic way.

Danish translation: Deres Ekscellencer, undertegnede danske statsborgere beder Dem hermed indtrængende om straks at stoppe krigen og drabene på civile borgere i Tjetjenien og til at indlede forhandlinger på demokratisk vis.

Navn

Adresse

Side 9

Læserbreve - Information 8. marts

En god forretning

6.MAR.- Det er os til stadighed en større og større gåde, at København skal føres frem som en fantastisk og velegnet konferenceby.

Vi har i vores naivitet, gået rundt og troet, at Det Sociale Topmøde skulle afholdes, for at få løst nogle af alle skævhedeme i verden. Der dør, i 1995, 13 millioner børn af sult, nød og elendighed. Hvor mange børn dør af velfærd i Danmark i det samme tidsrum?

Hvorfor skal Danmark berige sig på netop dette projekt?

Mon det er meningen, at alle disse penge som Danmark tjener på Det Sociale Topmøde, skal indsamles og sendes ned til dem der lider nød, dem der ikke kan være med til alle »de herlige festligheder« i Dronningens by. Vi har ikke hørt det nævnt, men kunne det tænkes?

- Til gengæld har vi hørt, at de nødlidende, på grund af Topmødet, får 118 millioner kroner mindre end ellers. De 118 millioner kroner er nemlig taget fra dansk ulandshjælp til afholdelse af Det Sociale Topmøde - det må være det man kalder U-landshjælp till-landsbistand!

Og for at føje spot til skade, demonstrerer vi hvor rige vi er, ved at omdanne et sommer-Tivoli til vinter-Tivoli, for den »nette« sum af 8 millioner kulturbevilgede skattekroner! Gad vide hvor mange af de 13 millioner børn, der kunne være hjulpet for det beløb? Er der mon nogen, der har regnet på det?

Hvad mon børnene dog tænker i Rwanda, Tjeljenien, ex-Jugoslavien, Somalia, Cambodia, Afganistan, Uganda, Angola, Mozambique, Nicaragua.....

Vi tænker på den opfordring vi fik ved årsskiftet.

Vort lands ledere manede til ansvarlighed og omsorg for andre mennesker, men hvis det skal komme til udtryk som det sker i disse dage, så må vi afstå fra yderligere deltagelse. Så siger vi ikke »Godt Nytår«, vi siger »Godt Nødår«!

Birgit Marseen og Poul Hansen,
Kildebakkegårds Alle 157 A,
2860 Søborg


Det Fri Aktuelt 10/3 95

Dansk industri sælger våben - underleverancer og våbendele - til en værdi af 1,2 milliarder årligt, oplyser Ena Bjerregaard, chefkonsulent i Dansk Industri, iflg. Amnestybladet febr. '95.

Statistisk Årbog oplyser, at dansk industris salg af "våben, ammunition samt dele og tilbehør" udgør 250 millioner for 1992 og 162 millioner for 1993.

Man må formode, at tallene i Statistisk Årbog stammer fra de offentlige myndigheder, som skal godkende både produktion og salg af våben fra danske virksomheder.

Dansk Våbenkontrol vil ikke selv oplyse, hvilken produktion og hvor stort salg, de giver tilladelse til, så man kan kun tro, at våbensalg for mere end en milliard går uden om den påbudte kontrol.

Hvor går disse våben hen?

Aase Bak-Nielsen


Eksportforbud af våben

6. MAR. - Er det ikke på tide, at u-landenes ledere bliver spurgt om, hvorfor de bruger to til tre gange så meget på våben som på uddannelse og sundhed for deres folk, og hvorfor de har otte gange så mange soldater som læger?

Er det ikke på tide, at vi beder lederne i de rige lande om at stoppe våbensalg for mere end 35 milliarder dollars om året til lande, som ikke engang kan brødføde sig selv?

Sådan spørger Mahbub ul Haq, rådgiver i FNs udviklingsprogram UNDP, i Mellemfolkeligt Samvirkes blad -Kontakt« nr. 5/1995. Disse spørgsmål vil formodentlig blive stillet til verdens ledere under det social topmøde i Bella Center.

Det vil blive en varm kartoffel på topmødet.

I Amnesty's medlemsblad nr. 1. februar 95 oplyser chefkonsulent Ena Bjerregaard fra Dansk Industri, at Danmark sælger våben for 1,2 milliarder kr. årligt, og at våbnene stort set kun leveres til NATO-lande, men kontorchef Andreas Monberg i Statens Våbenkontrol udtaler i samme blad, at man reelt ikke har mulighed for at kontrollere, om våbnene sælges videre.

Burde Danmark ikke gå i brechen for en god sag og fra talerstolen i Bella Center meddele, at man snarest vil holde folkeafstemning om forbud mod dansk våbeneksport!

Lad underet ske!

Inger Bjørn Andersen
Buegården 9, st.th.,
2880 Bogsværd

Side 10

Kære alle.

Jeg sender dette brev til alle jer, hvis adresser findes i Lis' adresse- og telefonbog som en sidste bulletin om Lis, så alle kan være informeret:

Lis døde i lørdags d. 25. februar ca kl 20 roligt og stille efter næsten et døgns dyb bevidstløshed og delvis lammelse som følge af et alvorligt slagtilfælde, der indtraf fredag aften midt under munter spisning i "Beboerbutikken".

Lis bliver efter eget ønske bisat i stilhed - kun med deltagelse af de allernærmeste venner og familie - og hendes askeurne vil blive anbragt i fællesgraven "Birkelunden" på Frederiksberg.

Et ukueligt, inspirerende og generøst liv er forbi. Savnet og ryet vil vare længe.

De bedste hilsner til jer alle

Preben Føltved

Lis Føltveds ønskedød d.25.2.1995

Vi kan se hende for os. Smil, snak, løben rundt og så faldet. Blodpropper i hjernen. Bevidstløshed ind til døden efter et døgn.

Den begivenhed kunne ikke passe bedre for hende.

Hun havde været ved den tærskel før, frygtede den ikke. vi havde mødeaften i gruppen, hvor hun uventet deltog efter et sådant dødeligt angreb, som hun vandt over. Vi sang og klappede, og hun fældede en tåre ved at være mellem os. Og så fortsatte hun uden at spare på kræfterne tilsyneladende.

Hun er et lysende eksempel på livets kræfter, på at elske glæden ved fred og sammenhold mellem mennesker.

Lad os følge det eksempel i mindet om Lis Føltved.

Ingrid Stade Grethe Møller Karen Henningsen Vibeke Aagaard Anita Petersen Lillemor Hornbech Madsen Louise Højlund Kvinder for Fred Vesterbro.

Side 11

"Kvinde til kvinde" er
startet på initiativ af:

International Liga for Fred og Frihed
Vesterbrogade 10 Mezz.
1620 København V
tlf.: 31 231097 man. & tors. kl. 10-14

Indsamlingen støttes af:

Red Barnet
Danske Kvinders Nationalråd
Dansk Sygeplejeråd
Børne og Ungdomspædagogernes Landsorganisation
Dansk Journalistforbund
Zonta Area International Danmark
Kvinder for fred
Balkan Information
SF's kvindeudvalg
Socialdemokratisk Ligestillingsudvalg
Det Radikale Venstres Ligeretsudvalg
Kvindernes Ulandsudvalg
KFUM og KFUK i Danmark

-og flere organisationer kommer til.

Spred information om

Kvinde til kvinde

til alle, du kender.

Saml penge ind på arbejdet, blandt venner, i organisationer.

Indsæt pengene på giro nr. 067 90 70

Hvad støtter Kvinde til kvinde

"Kvinde til kvinde" støtter langsigtede projekter via kvinde- og menneskerettighedsorganisationer i Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Serbien.

Disse organisationer hjælper krigens ofre uanset etnisk, nationalt eller religiøst tilhørsforhold.

"Kvinde til kvinde" støtter f.eks.:

  • Center for Women War Victims i Zagreb
  • Fredsorganisationen "Kvinder i sort"
  • Mother Theresas hjælpearbejde
  • Mobile sundhedscentre for mødre og børn

"Kvinde til kvinde" opfordrer hver kvinde i Danmark til at give et bidrag til en medsøster, som er offer for krigen. Giver hver kvinde i Danmark 10 kr., bliver det til 25 millioner kroner.


Dette nummer er redigeret af Gladsaxegruppen.

Næste nummer redigeres af Aalborggruppen.

Deadline 7.4.

Tilbage til forrige nummer af Køkkenrullen

Tilbage til 1995

Til næste nummer af Køkkenrullen