Ladeportslegenden - om 26 års dansk flygtningepolitik
Den myte om en socialdemokratisk ladeport for flygtninge, som Karsten
Lauritzen (V) i øjeblikket dagligt forsvarer sig bag, blev smækket i med et
brag allerede i 1986
Klippet
fra Arbejderen http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=58021&TS_ID=5&S_ID=57&C_ID=133
|
|
af Arne Hansen, Frederikshavn
Karsten Lauritzen, MF for Venstre, ordfører for Udlændinge og integration (KL)
skrev i Nordjyske den 18. august, 'at de nordjyske vælgere, der har stemt på
Orla Hav, virkelig må føle sig bedraget.
Ikke nok med, at han ikke står for Socialdemokraternes politik, han vil også
åbne for en fuldstændig uhæmmet indvandring'. Det KL også kalder en
'ladeport'.
Den myte om en socialdemokratisk ladeport for flygtninge, som KL i øjeblikket
dagligt forsvarer sig bag, når han bliver kritiseret for politistorm og
tvangsudvisninger til Irak, må antages at have udgangspunkt i de flygtninge,
som fik asyl i perioden 1982-86.
De fik asyl ud fra beskyttelsesgrunde, defineret i 1951 og senere i de
FN-konventioner, som Danmark som andre lande har forpligtet sig til at
overholde, samt i den helt nødvendige opdatering til nutidens
beskyttelsesbehov, som alt sammen først kom til udtryk i den danske
Udlændingelov i 1983.
Men samtidig med at Danmark i 1983 endelig fik en lov, der levede op til
Danmarks internationale konventionsforpligtelser, ja, så steg tilfældigvis
antallet af iranere, der flygtede fra politisk undertrykkelse og Saddam Husseins
krig mod Iran (med våbenstøtte fra NATO-lande) og søgte mod frihed og fred i de
europæiske lande.
Også tamiler flygtede fra undertrykkelse og borgerkrig.
Men i stedet for at afvente et forsøg på at finde fælleseuropæiske, solidariske
løsninger så lukkede Danmark i 1986 som det første land grænserne for næsen af
de iranske og tamilske flygtninge - igennem indførelse af visumtvang for
statsborgere fra 'flygtningeproducerende lande'.
Og flyselskaber, der medbragte passagerer uden visum, fik bøder. Derved blev på
det nærmeste både konventionerne og 1983-opdateringen sat ud af kraft.
Disse spontane flygtninge fra statsterror og krig var så nødt til at søge til
andre rige europæiske lande, der kunne magte at give beskyttelse. Det medførte,
at disse lande fulgte Danmarks eksempel og også valgte en partiel
flygtningefjendsk, nationalistisk 'løsning'.
Panik
Den såkaldte ladeport var altså i panik blevet smækket i med et brag allerede i
1986. Men ladeportsmyten blev stærkt inspireret af præsten Søren Krarup, der
sendte et så voldsomt flygtningefjendsk læserbrev til Jyllands-Posten, at det
blev afvist. I stedet måtte han indrykke det som annonce.
Det eneste tilbageværende, bitte hul var nu paragraf 7.4, der gav mulighed for,
at forældreløse flygtningebørn kunne søge asyl, hvis de udelukkende havde
søskende, der i forvejen havde opholdstilladelse i Danmark.
Man kunne have fået styr på flygtningestrømmene på en anstændig måde, hvis man
i 1984 havde fulgt Dansk Flygtningehjælp`s Morten Kjærums med fleres forslag
om, at FN skulle sikres ressourcer til at drive kvalificerede beskyttelses- og
sorteringslejre - i det konkrete tilfælde i gennemløbslandet Tyrkiet.
Dér skulle det afgøres, hvilke flygtninge der opfyldte kriterierne for at få
asyl. Og så skulle EU-landene og andre lande med kapacitet til gengæld
forpligte sig til at dele FN-flygtningene solidarisk imellem sig.
Men EU-lederne sagde nej i deres ego-kortsynethed.
Jeg forudsætter i øvrigt, at Karsten Lauritzen ikke med 'ladeporte' tænker på
modtagelsen af bosniske krigsflygtninge først i 1990`erne, hvor Birthe Weiss -
som jeg ikke husker som en slapper - på et tidspunkt organiserede, at Danmark
hentede de mest sårbare og udsatte flygtninge direkte til Danmark.
Et eksempel på en konsekvent og effektiv human flygtningepolitik, som ingen
integrationsminister har gjort hende efter, hverken før eller siden.
Hvis der havde været en 'ladeport', så var der jo heller ingen grund til, at så
mange idealister siden 1986 som frivillige har måttet bruge så mange år af
deres liv på at hjælpe udvisningstruede mennesker med at dokumentere et
konstateret beskyttelsesbehov.
Det var oftest forgæves på grund af udviklingen af en strammere praksis, især
under de sidste socialdemokratiske ministre, Thorkild Simonsen og Karen
Jespersen. Her gik man i gang med at lave en indskrænkende fortolkning af
asylparagrafferne, så asylsøgeren skulle dokumentere at være konkret og
individuelt forfulgt.
Retssikkerheden
Flygtningekonventionen derimod taler om tilhørsforhold til en forfulgt social
gruppe som asylgrundlag. I parantes bemærket er kønsrelateret forfølgelse i
øvrigt aldrig for alvor blevet anerkendt som asylgrund i Danmark.
Men det var altså inden 2002, således at den såkaldte 'ladeport' fra 1983 var
blevet minimeret til musehuller allerede inden DF(VK)-regimet kom til magten.
Som dokumentation herpå og på, at en mangeårig kritik af den manglende
retssikkerhed i asylbehandlingsprocessen ikke var blevet taget alvorligt af
Socialdemokraterne, henvises nedenfor til to links med optagelser fra en
asylkonference afholdt den 3. november 2001, altså mens Socialdemokraterne
stadig var ved regeringsmagten.
Specielt den manglende retssikkerhed i asylprocessen har den nuværende regering
i øvrigt dyrket helt ud i det groteske.
Senest har vi set en vanvittig accept af - under dansk jurisdiktion og med
fravigelse af dansk retspraksis - at lade en fremmed magt afhøre asylsøgere
uden brug af advokater som bisiddere.
Men KL godkender atter engang blankt de danske udlændingemyndigheders
maltraktering af retssikkerheden. End ikke det, at den irakiske
regeringsdelegation har truet de afviste irakiske asylsøgere med fængsel i
Irak, kan ryste KL.
De seks faldgruber, som professor dr. jur. Jens Vedsted Hansen definerer i den
ovennævnte video, har Venstre-ordførerens regering siden uddybet og udvidet.
DF(VK)-blokken er i det hele taget svær at hamle op med i stramninger for
usolidarisk at skræmme alle eventuelle flygtninge til nabolande i stedet.
Således blev muligheden for, at forældreløse børn med familie i Danmark kunne
søge asyl på danske ambassader i udlandet - den daværende paragraf 7.4, sammen
med paragraf 7.2, de facto-paragraffen, fjernet.
Vælgerfrygt
I stedet kom en beskyttelsesstatus med fjernelse af asylbegrundelser, såsom
subjektiv frygt for forfølgelse på grund af tidligere traumatiske erfaringer,
og fængsel under 15 år for militærnægtelse talte heller ikke. End ikke en
generelt kaotisk (krigs)situation i området skulle længere tælle.
Desuden fortsatte alskens finurlige stramninger af love og praksis, og som
noget nyt brug af motivationsfremmende foranstaltninger for at gøre situationen
utålelig for de mange afviste asylsøgere.
Som oftest havde de faktisk et reelt asylbehov, men netop kun på grund af
VK(O)-regeringens egne stramninger blev det underkendt.
Hertil kom skærpede udvisningsregler, minimering af retssikkerhed og minimering
af muligheder for humanitært ophold i både lovtekst og praksis.
Det er sket, selvom der allerede var skåret helt ind til benet af den forrige
regering, og asylmodtagere blot udgjorde en brøkdel af tallet på
familiesammenførte.
Senest har det ført til, at flygtningene gik i kirkeasyl, og at Pia Kjærsgaard
krævede politistorm på Brorsonskirken. Og det skete med bifald fra den socialdemokratiske
partitop i konkurrencen om fremmedfrygtende chauvinist-stemmer.
Men 20.000 demonstrerende den 13. august mente altså, at de sidste 23 års
kontinuerte stramninger bare er gået over gevind, og siger fra. Det samme gør
Orla Hav, KL`s socialdemokratiske konkurrent i Region Nord.
Er det det, der gør KL så nervøs, at han nu prøver at mane Ladeports-spøgelset
fra 1983 frem igen på trods af, at det intet har med virkeligheden at gøre,
eftersom Socialdemokraterne helt siden 1986 har ført en stadigt mere restriktiv
asylpolitik af frygt for at miste fremmedforskrækkede vælgere til Dansk
Folkeparti?
Om Orla Havs vælgere 'virkelig må føle sig bedraget', fordi Hav skulle have
'åbnet en ladeport for flygtninge', vil jeg herefter foreslå, at vi i skøn
samdrægtighed overlader til hans vælgeres vurdering.
Men Lauritzen og Hav kunne gå sammen om at mane ladeports-myten i jorden blandt
andet igennem at arbejde for, at EU-landene med flere rige lande forpligter sig
til at påtage sig et solidarisk ansvar for flygtninge.
Og så kunne vi måske komme til at snakke om vores virkelige, væsentlige
politiske udfordringer.
Dette er en forkortet udgave
af den oprindelige udgave som kan læses i sin fulde udstrækning på
http://www.arnehansen.net/090820Omladeport-svartilCarstenL.htm
Tilbage til forsiden