En hyldest til min kone

eller:

Sådan er det også at være udlænding i Danmark.

Det er den 18. november 1997.

Jeg er dansker. Gift med en afrikansk kvinde.

Vi har en pragtfuld lille datter.

Vi er meget lykkelige indbyrdes -

Men vi lever i et mærkeligt samfund:

DANMARK.

Vi er verdensmestre i u-landsbistand. Over 1% af BNP. Flot.

Vi har tradition og ry for en humanitær flygtninge- og indvandrerpolitik.

Fint.

Vi er gode. Synes vi.

Min kone er ikke flygtning. Hun er heller ikke indvandrer eller asylansøger.

Bare en ganske almindelig afrikansk kvinde, der har giftet sig med en ganske almindelig dansk mand i Afrika.

Vi ønskede at bosætte os i Danmark, for dér leves det gode liv: uddannelse, socialt sikkerhedsnet, job, økonomisk tryghed. Troede vi da.

Men min kone har ingen økonomiske rettigheder, for hun er hverken flygtning, indvandrer eller asylansøger, og hun har heller ikke været udsat for en såkaldt "social begivenhed". Sikken et udtryk!

På godt dansk betyder det, at hun ikke har mistet nogen indtægt ved at flytte fra Afrika til Danmark.

Så træder alle humanitære hensyn ud af kraft. Hun har udelukket sig selv fra humanitære hensyn ved at gifte sig med en dansker. Ihvertfald hvis hun ønsker at bo i Danmark.

Altså er økonomien mandens problem. Og hans alene. Reglerne siger:

Forsørg din kone og dit barn, indtil din kone kan skaffe sig et job. Kan du ikke det, er der ingen hjælp at hente!

Kort sagt: klar jer selv, eller send konen hjem, eller flyt fra Danmark alle 3!

Barske vilkår.

Familieopløsning eller ufrivilligt eksil.

Det tager tid at lære sig dansk - lang tid. Man kan ikke regne med et job, før man taler sproget.

Og heller ikke nødvendigvis bagefter - der er jo lige det med farven!

Min kone var ellers hurtig - meget hurtig - til at lære dansk. På 18 måneder lærte hun sig sproget - taler det ganske nydeligt.

Klarer alle henvendelser til offentlige myndigheder alene. Flot.

Hun er meget motiveret og glæder sig til at komme i arbejde. Tjene sine egne penge. Møde danske kolleger på en dansk arbejdsplads. Styrke sin selvtillid og selvrespekt. Hjælpe familiens økonomi på gled. Det har hun virkelig glædet sig til.

Den har det ikke godt - økonomien. Det er dyrt at forsørge kone og barn på een indtægt i Danmark. Nærmest umuligt. Banken bestemmer, hvor grænsen går.

De har ellers været meget flinke og forstående.

Men det er ved at være op over. Min kone har max. 2 uger til at finde et job - har allerede søgt over 30 - forgæves. Via stillingsopslag, personlig henvendelse, telefonisk henvendelse, uopfordrede skriftlige ansøgninger. Hun har prøvet ALT. Også Arbejdsformidlingen, naturligvis.

Forgæves.

Hun har skyldfølelser. Og mindreværdsfølelser. Helt uden grund. Men de er der.

To uger.

Når vi det?

Ellers får det konsekvenser:

Den lille må ud af dagplejen. Hun er utrolig glad for sin dagplejemor. Det er vi også.

Bilen må sælges. Den er nødvendig for at få job og børnepasning til at hænge sammen.

Min kone må melde sig ud af sprogskolen, hvor hun er meget glad for at gå. Hun må blive hjemme og passe den lille.

Så kan hun ikke søge job.

Naboerne interesserer sig ikke for hendes situation. Men siger da "hej", når de kommer og går.

Hun vil komme til at sidde i fængsel.

Kommunen kan ikke hjælpe. Min kone er jo hverken flygtning, indvandrer eller asylansøger.

Kun en topmotiveret, hjertevarm og glad kvinde, der havde glædet sig til at yde sit bidrag til Danmark og danskerne. Vise hvad hun dur til.

Hun får bare ikke lov. Støder hovedet mod både skrevne og uskrevne love. De sidste er de værste. Uigennemskuelige.

Min kone spørger mig:"Er det fordi jeg er sort?"

Jeg bliver hende svar skyldig.

Hendes tillid til Danmark er begyndt at vakle. Hun havde ellers hørt så meget godt om os - fra mig. Jeg er flov på hendes vegne. Hun har så meget at bidrage med.

Hun savner sin familie. Forståeligt.

Går ned med flaget af og til.

Det er trist og dybt bekymrende.

Hun har kun foragt til overs for vores flygtninge- og indvandrerpolitik.

Kan ikke forstå, at hun ikke har samme rettigheder som andre udlændinge, der kommer hertil.

Det har hun ikke. "Hvorfor?"

De taler da ellers så meget om humanitære hensyn på TV - Margrethe A., Poul N. med flere.

Skidt med Pia. Hende kan man da forholde sig til: rene ord for pengene.

Men de andre? Hvad mener de?

Endnu en gang bliver jeg hende svar skyldig.

I dag tog hun fri fra sprogskolen.

Gik seks timer på sine ben for at søge job - alene i novemberkulden.

Hun besøgte 10 virksomheder. Fik en venlig modtagelse 9 steder og en beskidt behandling det sidste sted. Som var det første hun besøgte.

Hun blev skræmt, men fortsatte ufortrødent.

Fik et par aftaler, som måske kunne føre til job.

Det ene skulle anvises af kommunen, det andet af et rengøringsselskab.

Hun var forfrossen, men stolt, da hun kom hjem. Der var nogen, der havde brug for hende.

Vil det lykkes?

Hun har fortjent det. Hun har taget personligt ansvar for sit eget og familiens liv i det danske samfund. Udvist initiativ og gå-på mod.

Det er en sejr. Den kan ingen tage fra hende. Uanset hvordan det ender.

Det er nu den 25. november.

Det endte i ingenting.

Kommunen måtte ikke give hende det arbejde, som vitterlig var der. Hun er jo hverken flygtning, indvandrer eller asylansøger.

Rengøringsselskabet gav hende en kold skulder. Sagde at netop de 2 jobs firmaerne havde stillet hende i udsigt var blevet besat i går! Pudsigt, ikke?

Min kone fik sig et knæk. Gudskelov er vores kærlighed stærk. Hun skal nok komme over det. Men det bliver hårdt arbejde. Hendes gejst og ellers gode humør falder dag for dag.

Men vi skal jo svare enhver sit. Hvordan?

Vi kan kun sige som manden i brødreklamen:

"Hvad skal jeg sige? Vi gør det så godt, vi kan!"

Men det er Thorkild, der bestemmer spillereglerne.

Og de gælder ikke.

Ikke for sådan nogen som os - og med os mange andre dansk/udenlandske par.

Er det rimeligt, Simonsen?

Eller skal vi acceptere, at ellers lykkelige familier risikerer at gå i opløsning eller tvinges til at rejse herfra?

Det vil i sandhed være ministeriel diskrimination!

Min kone har gjort alt det, vi danskere forventer, at en indvandrer bør gøre - og meget mere til - for at blive integreret.

Men systemet forhindrer hende i det - stik imod de officielle politiske intentioner.

Jeg er stolt af min kone - Ana Maria fra Mozambique!