Multietnisk Fred'shavner-dialog
Frederikshavn Multietniske Forening - Danmarksgade 78,1 - 9900 Frederikshavn

Diskussion forvrides

af Kjeld Holm og Morten Kjærum

Det er med nogen undren vi har fulgt de sidste dages mediedebat på udlændingeområdet. En debat, der i høj grad har været præget af et forslag fra Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbeck om at afvise asylansøgere til sikre flygtningelejre i nærområdet.

For os i Nævnet for Etnisk Ligestilling giver det stof til eftertanke, at medierne så udpræget prioriterer konfliktstoffet på Christiansborg fremfor at give mund og mægle til de mere end 700 deltagere, der var forsamlet mandag den 28. februar til nævnets Stafetkonference 2000.

Konferencen samlede repræsentanter fra de mange hundrede foreninger og virksomheder samt private personer, der gerne vil bidrage med konstruktive forslag til at fremme etnisk ligestilling i det danske samfund.

Mange gode ideer så dagens lys, og en række nye stafet-modtagere var mødt frem for at forpligte sig på at fremme etnisk ligestilling inden for deres organisation, forening m.v. Herunder kan blandt andet nævnes Amtsrådsforeningen, Rigspolitichefen samt mediernes verden såvel Dagbladet Aktuelt og Danmarks Radio.

Konferencens løsnings og handlingsorienterede tilgang fik desværre kun ringe bevågenhed i et mediebillede, som i stedet valgte at fokusere på et forslag, der næppe lader sig realisere. Dels afvises forslaget således fra alle andre end Dansk Folkeparti, og dels er det ikke realistisk at lande i Afrika o g Mellemøsten pludselig skulle stå i kø for at modtage afviste asylansøgere fra Danmark.

Tilbage bliver vores spørgsmål til medierne: Hvorfor har det større nyhedsværdi, at en udlændingepolitisk ordfører fremsætter et ikke realiserbart forslag, end at mere end 700 deltagere med statsministeren i spidsen, samles for at skabe de positive rammer for etnisk ligestilling i Danmark?

Kjeld Holm er formand og Morten Kjærum næstformand for Nævnet for Etnisk Ligestilling

Ovenstående klip d. 7.03.00 er fra Dagbladet Arbejderen, som der altså hermed er dokumenteret, at der er brug for i det danske mediebillede...

« « «