Jeg tillader mig hermed at skrive til Dem i forbindelse med den
ulykkelige situation, som min far, min mor, min lille søster og jeg selv er
havnet i. Vi føler at vi ikke længere har nogen at rette henvendelse til og at
Deres Majestæt måske kan blive vores redning.
Mit navn er Daniel Simikic
og jeg er 16 år. Min familie stammer fra det tidligere Jugoslavien, og efter
landets opløsning var min far, Danko Simikic, pludseligt ikke længere velkommen
nogen steder. Efter at have arbejdet i mange år i Slovenien blev han, alene på
grund af sin serbiske afstamning, udsat for en grusom forfølgelse både fra
myndighedernes side og fra tidligere naboer og venner. Flere forsøg på at
bosætte sig i en af de tidligere jugoslaviske republikker endte uden held, idet
han alle steder blev betragtet som forræder fordi han havde nægtet at deltage
eller tage side i krigen.
Alle vores henvendelser til de lokale
myndigheder endte uden resultat. I stedet for at hjælpe os blev forfølgelsen
forstærket - min mor, der er af slovensk afstamning, blev i mellemtiden udsat
for voldtægt fordi hun levede sammen med min far. Min lillesøster og jeg blev
samtidig udsat for forfølgelsen i skolen og på gaden, blot fordi vi var børn fra
et blandet ægteskab. De daglige chikaner og trusler blev grovere og vi begyndte
at frygte for vores liv.
Langt om længe indså vi, at vi måtte flygte. Vi
efterlød alt hvad min mor og far fik skabt igennem mange år og ringede til min
farbror her i Danmark. Vi vidste, at det årtusinds kongerige Danmark var et
fredelig og demokratisk land, der var kendt for at hjælpe folk i nød. Vi ankom
til Danmark den 23. marts 1998. og levede i et af Dansk Røde Kors's centre.
Efter at vores anmodning om asyl blev afvist har vi levet under jorden af frygt
for at blive sendt tilbage. Den frygt er svær at beskrive: min lillesøster og
jeg er bange for at vores mor og far vil blive slået ihjel, mens vore forældre
frygter for deres børns liv. Min søster er 11 år og hun græder hver dag.
Samtidig er vi begge kede af, at vi, ligesom andre børn, ikke går i skole.
Derfor beder vi Dem, Deres Majestæt, om at hjælpe os på en eller anden måde. Min
lille søsters og mit hjerte banker i håb om, at Deres store, kongelige hjerte
vil forbarme sig over vores skæbne og finder en udvej så vi kan begynde et nyt
og værdigt liv her i Danmark.