Artikel
Sakset fra Dagbladet Information d.
18.02.2000 som bygger på et interview med hvem der kunne møde op en lørdag
middag med kort varsel:
Hygge og krisehjælp
Den multietniske forening i Frederikshavn
dækker mange behov for byens udlændinge
Af HENRIK BRUN og
ULRIKKE MOUSTGAARD
I det rødmalede lokale med udsigt til Frederikshavns
travle gågade træder en kvinde ind ad døren. Hun skutter sig under den store
frakke, mens blikket flakker nervøst omkring. Hun kommer direkte fra
Kvindekrisecentret.
»Min mand slår mig,« siger hun på forsigtigt dansk.
Kvinden, der er fra et arabisk land, er kommet for at få hjælp til at finde en
arabisktalende kvinde. Hun har brug for at få snakket ud.
Inden længe
har kvinden fået en mobiltelefon i hånden. Et par timer senere skal hun mødes
med en arabisk kvinde i dennes hjem. Lettet forsvinder hun ud af døren.
Stedet er Frederikshavn Multietniske Forening. Foreningen, der har til
huse i centrum af byen, er et åbent mødested for folk med forskellig etnisk
baggrund. Her mødes mennesker på tværs af kultur og alder for at opbygge et
fællesskab; der blandt andet kommer flygtninge og indvandrere, der er i klemme
i, systemet, til gode:
»Det er en slags brobyggeri,« siger Dixon på 21
år. Han, er fra Sri Lanka og læser markedsøkonomi på Aalborg Universitet.
»Hvis der ringer en tamil med problemer, sørger de andre for at henvise
til mig, og hvis det er en kurder, henviser vi til nogle af de kurdiske
medlemmer af foreningen.«
Dixon har netop afsluttet et parti pool med
Bajro, der kommer fra Bosnien og er af en ældre generation. For ud over at være
en nøgle til hjælp har foreningen en vigtig social funktion i mange af
medlemmernes dagligdag.
Kur mod ensomhed »Da jeg kom til
Danmark følte jeg mig meget ensom« fortæller Bajro. »Min generation var nærmest
degraderet, for det er svært at få job, når man ikke længere er ung. Og jeg
følte mig som debil, når jeg ikke kunne arbejde. Derfor var det en kæmpe hjælp
at komme her.«
Bajro er nu en af hovedkræfterne i den multietniske
forening. Han kommer hver dag og er en af dem, der har været med længst. Sammen
med Dixon og andre fra foreningens bestyrelse, har han inviteret Information
indenfor. I et hjørne spiller fire ældre mænd domino, og i køkkenet bliver der
brygget kaffe, mens snakken går - for eksempel om dengang, foreningen holdt
'multikulturel søndag' og blev taget med bukserne nede: Der kom næsten 600
mennesker, så der var hverken stole eller plads nok.
En vis
mistro Foreningens bestyrelse har repræsentanter fra de fleste af de
etniske grupper, der findes i Frederikshavn - også danskere. En af dem er Arne.
Foreningens 'grand old man' der i 80'erne startede foreningen som protest mod en
voksende hetz mod byens første flygtninge: iranerne. En hetz, der ifølge Arne
dog først og fremmest blev ført fra den daværende chefredaktør af Frederikshaun
Avis' pennespids. Men selvom chefredaktøren nu er en anden, og vi skriver år
2ooo, er der stadig en vis mistro mod udlændinge i Frederikshavn, mener Dixon:
»Når jeg går forbi de gamle damer i Bilka, holder de ekstra godt fast i
taskerne,« siger han og klemmer armen ind mod kroppen.
»Men helt ærligt
- jeg får sgu' da SU, hvorfor skulle jeg gøre mig selv til grin ved at stjæle
tasker i Bilka?«
»Det handler om at snakke med hinanden i stedet for om
hinanden,« siger Sajo.
Af samme grund prøver foreningen at blande sig i
udlændingedebatten. Bestyrelsen har sendt breve ud til chefredaktørerne på de
danske dagblade, tidsskrifter og radio- og TV-stationer for at opfordre pressen
til at lade være med at bruge udtrykket 'de fremmede', når udlændinge er på
dagsordenen. »For jo mere vi bruger udtrykket, desto større bliver kløften
imellem kulturerne,« siger Dixon.
Ligeglade vikinger De fleste
af de efterhånden mange fremmødte denne eftermiddag kunne godt tænke sig, at der
ville komme flere danskere i foreningen.
»Problemet er, at mange
danskere er ligeglade med. hvad der sker i de lande, vi kommer fra. De virker
lidt bange og tænker meget på at beskytte deres eget sprog og kultur. Det er nok
en mentalitet, der stammer fra vikingetiden,« siger Dixon med et skævt smil.
»Når de fokuserer på det at beskytte sig selv, så medfører det også, at
de generaliserer for meget omkringudlændinge. De ser ikke, at vi er lige så
forskellige, som de selv er.«
Sajo understreger dog, at det i lige så
høj grad handler om, at udlændingene selv går ud og viser danskerne, hvem de er.
»Vi skal ikke kun snakke om rettigheder, men også om pligter. Det er også vores
samfund,« siger Sajo.
Det er blevet tid til at komme videre. Dixon tager
hurtigt sin jakke på og småløber ud af døren. Han har en aftale. Det er nok ikke
i Bilka.