Multietnisk Fred'shavner-dialog
Frederikshavn Multietniske Forening - Danmarksgade 78,1 - 9900 Frederikshavn

Flerkulturel integration er demokrati

Så er banen ved at være kridtet af til den kommende lange valgkamp. Det næste Folketing skal åbenbart vælges på en debat om integrationspolitik, hvor syndebukkene ligger lige for, hvis højreoppositionen får sin vilje. Nu må vi så bede journalisterne og redaktionerne blive enige om de centrale begreber de vil bruge til at beskrive virkeligheden med, så vi får mulighed for at blive klogere igennem en sober og nuanceret valgkamp om det væsentlige.

Her er det især nødvendigt at medierne får afklaret, hvordan de vil bruge og nuancere integrationsbegrebet. I Danmark har vi nu spildt 20-30 år pga en uklar underforstået opfattelse hos de fleste af, at integration var lig ensidig fordanskning (assimilation). Det skyldes at vi aldrig har fået taget diskussionen af, hvad der ligger i "den flerkulturelle integrationsstrategi".

Derfor behøver demagoger i dag kun at sige "multietnisk samfund" for at få håret til at rejse sig på de fleste danskere.

Hvis derimod forståelse af den flerkulturelle integrationsstrategiske tænkning havde været udbredt, så ville brave folk blandt det danske flertal og de etniske mindretal i større udstrækning sige, at den multietniske udfordring vil vi gerne straks være med til at tage op i et ligeværdigt demokratisk samarbejde for at skabe et samfund med aktiv social og etnisk ligestilling og som er åbent for individuel kulturel valgfrihed, mangfoldighed og udvikling.

Denne kulturelle valgfrihed kræver dog, at vores fælles samfundsliv så bygger på et mindstemål af fælleskulturelle humanitære og politiske værdier som bl.a. retssikkerhed o.a. menneskerettigheder - incl. mindretalsbekyttelse og social solidaritet og ansvarlighed. Alle må forstå at et funktionsdueligt multietnisk samfund kræver deltagelse i den demokratiske samtale . Og at samfundslivet derefter må bygge på, at alle så accepterer de demokratisk forhandlede og besluttede regler, som er nødvendige for at vi kan leve fredeligt sammen og handle koordineret til fælles bedste, altså respekterer vor fælles lovgivning.

Tilliden til at den flerkulturelle integrationsstrategi kan bruges til få et multietnisk samfund med mange forskellige etniske mindretal til at fungere rimeligt harmonisk, den hviler således simpelthen på tillid til den gamle højskolemand og socialdemokrat, Hall Koch's samtaledemokrati. De politikere der afviser "det multietniske samfund" afviser i virkeligheden at tage vores danske tradition for deltagelsesdemokrati alvorligt! Måske er det den væsentligste sag at sætte på dagsordenen ? Kun ved at vælge et demokratibaseret flerkulturelt samfund kan vi alle blive vindere i denne valgkamp. Vil vi det, så må hver især gøre sit hvor hun er...

Men der skal tages fat nu, for fremmedhetzen har allerede skadet den generelle tillid mennesker imellem. Ifølge Aalborg Universitets demokratiprojekt, så er der 58 % af gammeldanskerne som "mener at man kan stole på de fleste mennesker", mens det samme kun gælder for 11 % af nydanskerne! Vi må i gang med etnisk ligestilling...

Indlægget blev d. 12/1 sendt til Jyllandsposten, som "desværre ikke havde plads pga...."

Arne Hansen.
« « «