Multietnisk Fred'shavner-dialog
Frederikshavn Multietniske Forening - Danmarksgade 78,1 - 9900 Frederikshavn


Frederikshavn 07.01.2000

Nyt om

Arbejdsgruppen vedr. Etniske Minoriteter

v/ formanden: kulturudvalgsformand Mogens Damm.

På opfordring skal jeg i det følgende fortælle lidt om det arbejde, der forgår i den Arbejdsgruppe vedr. Etniske Minoriteter, som Frederikshavn Kommune nedsatte umiddelbart efter sidste byrådsvalg. Gruppen består dels af formand og næstformand for de berørte kommunale udvalg: Socialudvalget, Børne - og Ungdomsudvalget samt Kultur-og Fritidsudvalget, forvaltningscheferne fra de implicerede forvaltninger samt ikke mindst repræsentanter fra de største etniske minoritetsgruppe her i Frederikshavn. Jeg blev valgt som formand for denne fireårs-periode.

Formålet med arbejdsgruppen er at være med til at overvåge udviklingen indenfor området og evt. komme med forslag til byrådet vedr. fremtidige handlinger, herunder fremme integrationsprocessen- Udvalget skal endvidere holde kontakt til de etniske minoriteter, være informationssøgende og rådgivende i det omfang det måtte ønskes, samt være katalysator og sparringspartner i samarbejdet.

Vi har forsøgt at løse opgaven ved at tage de mange spørgsmål op, der er blevet forelagt gruppen af vore etniske repræsentanter. Blandt andet har vi drøftet indholdet af de mange kurser, der afholdes for flygtninge og indvandrere, og ikke mindst behovet for en bedre sprogundervisning. De synspunkter der er kommet frem i gruppen er blevet videreformidlet til de relevante parter. Vi har drøftet behovet for behandlingssted for torturofre i Nordjylland, vi har videreformidlet information om det informationsnetværk FINFO, som Frederikshavn Bibliotek kan fortælle mere om, og i øvrigt behandlet mange andre spørgsmål.

Det største enkeltprojekt, udvalget har kastet sig ud i, og som vil vare et stykke tid ud i fremtiden, tager sit udspring i den konference vi afholdt på Knivholt med deltagelse af alle berørte parter , herunder Frederikshavn Multietniske Forening , og ikke mindst arbejdsmini-steren , som har vist stor interesse for vores måde at gøre tingene på og fortsat er interesseret i hvad vi gør.

Som resultat af konferencen blev det hurtigt klart at en fornuftig integration forudsætter deltagelse i det det danske arbejdsmarked., men der er mange blokeringer inden det går gnidningsløst. Der er behov for at sætte det spørgsmål på dagsorden rundt om på arbejdspladserne: hvordan kan VI bedst muligt sikre- via samarbejdsudvalg o.l.,- at vore virksomhed bliver parat til denne opgave. Det har vi bedt arbejdsmarkedsparterne, handelsstandsforeningen og andre tage fat på. Alle skal have lov at komme til orde, men det er vigtigt at tage hul på spørgsmålet og ikke kun lade det køre i medierne. Og kommunen skal gå forrest. Derfor her vi også taget fat på kommunens egen personalepolitik gennem et samarbejde med økonomiudvalg og ligestillingsudvalg.

Endelig har vi også opfordret pressen til også at være deres egen rolle bevidst, blandt andet gennem også at bringe den gode historie om lykkelige integrations og arbejdsmarkedssucces-ser, så ikke kun de negative beretninger dominerer billedet og skaber fordomme.

Vi håber med disse og lignende tiltag at være med til at præge udviklingen i den rigtige retning, men vi ved der skal følges op. Det er en svær sag, men helt klart det vigtigste spørgsmål for os i resten af denne periode. Vi skal have kortlagt resurserne hos de grupper vi taler om, så der findes et overblik over hvilke kvalifikationer det egentlig er, der er til rådighed, og som vi ikke har været gode nok til at udnytte.

I det nye år vil vi tage spørgsmålet om dannelsen af et egentligt INTEGRATIONSRÅD op. Det er en mulighed ifølge den nye integrationslov. Det ville have en bredere base end denne arbejdsgruppe og blandt andet have repræsentation fra handelslivet og foreningslivet, men måske også blive mere uoverskuelig og mindre handlekraftig, men det kommer vi til at diskutere.

Det vigtigste for udvalget og for mig er at vi håber vi har fået bedre gang i DIALOGEN om disse spørgsmål.. Kun derved kommer vi videre på en konstruktiv måde. Hidtil er udviklingen i Frederikshavn forløbet fornuftigt, og det skulle gerne fortsat være tilfældet.

Det er et vigtigt signal gennem denne artikel at pege på at det danske demokrati jo netop består af arbejdsgrupper, foreninger og debat samt brug af repræsentanter for de forskellige områder. Når ikke der sker ændringer dagen efter kan det virke som om der bare snakkes, men den danske model handler i høj grad om at medinddrage de relevante parter inden beslutninger tages. Hermed være også sagt, at I er velkomne til at bruge udvalget, især til mere principielle spørgsmål.

Jeg håber på fortsat godt samarbejde til gavn for alle parter.

Venlig hilsen,
Mogens Damm.


Et af Arbejdsgruppens nydanske medlemmer med tamilsk baggrund har svaret:

Mit navn er Indu Kumarathas. Siden slutningen af september måned 1999 er jeg indtrådt som medlem af Arbejdsgruppen vedr. etniske minoriteter. I denne gruppe er jeg repræsentant for samtlige tamilere i Frederikshavn. Hidtil har jeg kun deltaget i et møde samt været til konference på Knivholt. Derfor er jeg ikke klar over alt, hvad arbejdet indebærer. Indtil videre er vores arbejde at få flere og flere ny-danskere ind på arbejdsmarkedet; det er det, vi arbejder med for øjeblikket og det er sådan set alt, hvad jeg kan fortælle lige nu om arbejdet. Men det er både interessant og spændende at være med i denne gruppe, da man selv kan komme med forslag og være dér hvor beslutningerne tages.

Øvrige etniske medlemmer af Arbejdsgruppen er Muhamed Fajkovic, Esme Köse og Mirela Omukic.

Byrådets repræsentanter er formænd og næstformænd for socialudvalget, børne og ungdomsudvalget samt kulturudvalget. Desuden sidder der forvaltningschefer-ne(aktivafdelingschefen). Man kan bruge den grønne Mostrup vejviseren til at se hvem det er . Ligesom vejviseren er nyttig med sin oversigt over kommunens aktiviteter og kontorer. Desuden er der oversigter over foreninger.

Næste møde i Arbejdsgruppen vedr. etniske minoriteter er mandag d. 28. februar

« « «