Foregangskommune med dansktilbud i førskolealderen.
Bygger på Interview
med foregangsmanden Bjarne Klæstrup, der er ledende høre-talepædag i
Frederikshavn Kommune. For nogle år siden begyndte man i Frederikshavn Kommune
at lave en sprog screening af børn i førskolealderen. Herved opdagede
talepædagogerne, at der var en stærk sammenhæng imellem barnets sproglige
formåen og hvor meget forældrene inddrog barnet i en kvalificeret samtale.
Med hensyn til de flygtningebørn der kom, så troede mange i starten, at
de alle kunne lære dansk blot de kom til at lege med danske børn i børnehaven.
Børnene var også hurtige til at tilegne sig legesprogets ord som f.eks dreng og
pige. Men sprog screeningen afslørede, at flygtningebørnene slet ikke kendte en
masse voksenord, som skolen forudsatte bekendt ved skolestarten, f.eks. søn og
datter. Flygtningebørnene talte selvfølgelig ikke deres nye danske sprog i
hjemmet, men familiens modersmål. Når så disse børn kom i 5-6 klase kunne det
give sig udslag i, at de overfladisk set kunne være gode (op)læsere, men de
forstod ikke teksten, fordi de manglede at indlære en masse danske begreber fra
voksenverdenen, som danske børn (fra hjem hvor man har tid til at snakke sammen)
allerede var bekendt med. Det viste sig nu, at det var nødvendigt at give
støtteundervisning for at få indlært de manglende danske ord for nogle
grundlæggende begreber, som det nu engang er nødvendigt at tilegne sig for at
kunne forstå sig selv og andre og forklare sig overfor andre.
Med den
opnåede viden om de 2-sprogede børns manglende indlæring af de nødvendige danske
ord for at kunne klare sig på linje med danske børn fra starten af
skoleforløbet, så var det jo irrationelt og inhumant at udsætte den nødvendige
dansksproglige stimulering til skaden havde taget et omfang , der kunne være
svær - måske umulig - at reparere (og dyrere for lokalsamfundet).
Dette
budskab gik den ledende talepædagog Bjarne Klæstrup så i 1991 til
kommunalpoliti-kerne med. Han bad om at få bevilget 3 timer dagligt i 1 år inden
børnehaveklassen til at lade pædagoger arbejde systematisk med indlæringen af de
nødvendige danske begreber for, at de 2-sprogede elever efter skoleferien kunne
starte i skolen på lige fod med de danske elever. Nogle fremsynede politikere
sagde ja. Det er der grund til at takke dem for i dag.
Ja for i
forbindelse med den nye integrationslov fra 1998, så har kommunerne nu fået
pålagt at sørge for at der er et tilbud om, at børnene i 4 og 5-årsalderen får
lejlighed til at tale dansk i 15 ? timer om ugen, nok typisk udmøntet i et
børnehavetilbud. Bjarne Klæstrup stiller dog spørgsmål ved om børnenes almene
sproglige udvikling er nået langt nok til dicideret målrettet indlæring i 4
års-alderen. Hellere flere pædagogressourcer i 5-årsalderen til at tage sig af
børnene med de største behov.
Men Bjarne Klæstrup fik megen kritik fra
Undervisningsministeriets konsulent i København af at han satte børn med
forskellige modersmål sammen og lod dem undervise af danske pædagoger. Klæstrup
mener da også at den bedste måde er at samle de 5-årige børn i grupper med samme
modersmål og så bruge to-sprogede pædagoger til at få oversat eller lært
voksensprogets begreber på dansk. Men det var der jo for få børn til i
Frederikshavn kommune, så Bjarne Klæstrup ville gøre det praktisk mulige. Ja for
det er nødvendigt med en overvågning og systematisk indsats for netop at hjælpe
de svagest stillede 2 sproglige. (Her pointerer Klæstrup, at der altså ikke er
tale om positiv særbehandling, da det samme kompenserende tilbud til på en eller
anden måde svagtstillede danske børn jo eksisterer.)
Der er årligt ca.
15 2-sprogede 5-årige, som går til dansksproglig stimulering på Ørnevejen Skole.
Børnene er delt i 2 hold med hver sin pædagog, som målrettet gennem leg sørger
for at børnene indlærer de nødvendige danske ord. Hanne Christensen fortalte, at
de opfordrer forældrene til at fortsætte med at snakke med deres børn på deres
modersmål. For de almene begreber, der nødvendigvis findes ord for på alle
modersmål, de er meget nemmere at lære i deres danske oversættelse, når børnene
i forvejen har en forståelse af det almene begreb fra den praktiske brug af det
i hjemmet. Altså også selvom det hedder noget andet på modersmålet.
Ifølge Bjarne Klæstrup så opsøger pædagogerne de 2-sprogede hjem for at
informere om tilbuddet. Og det er uden tolk Det er for at gøre situationen
realistisk. Når man vil leve i Danmark (og ikke er ældgammel), så er det nyttigt
at beherske det fælles sprog, som den første betingelse for at få et godt liv
her. Og alle forældre ønsker sig jo det bedste for deres børn.
Da den
systematiske stimulering af dansk talesprog havde kørt et par år med de 2
engagerede pædagoger, der selv udviklede deres metoden ud fra erfaringerne, så
begyndte man andre steder at blive nysgerrige. Efterhånden blev det ligefrem
nødvendigt at begrænse studiebesøg udefra af hensyn til børnene.
Bjarne
Klæstrup beklager at der ikke fra starten blev tilrettelagt et forsøg , så man
senere kunne bruge til at dokumentere initiativets virkning på børnenes
dansksproglige udvikling. De første årgange går nu i 5-6klasse, så det bliver
spændende om der vil blive bemærket nogle tydelige spor fra indsatsen overfor de
5-årige tosprogede.? Den manglende dokumentation er måske også noget af
baggrunden for, at det vist er begrænset, hvad der i praksis er blevet lavet af
tilsvarende i andre kommuner?
Ja ifølge Bjarne Klæstrup, så bliver der
stadig lavet mange tåbelige beslutninger vedr. de to-sprogede børn - uden tanke
på konsekvenser for børnene. Således har man i en nabokommune samlet alle
flygtningebørn i den samme børnehave uden danske børn - til trods for at børnene
har mange forskellige modersmål. Resultatet er så blevet at børnene taler en
blanding af 4 forskellige sprog med stor risiko for en dårlig skolestart. Og
alle ved hvad det kan betyde senere hen i livet. Intervieweren undrer sig over,
hvor mon børnenes forældre er i et sådant spil. Har de været konsulteret før
beslutningen blev truffet?
Sats på dansksproglig kompetence for at få
en god skolestart og en god karriere. Den systematiske dansksproglig
voksenkontakt med de 2-sprogede i 5-årsalderen, hvor den primære opgave bl.a er
at udvikle det nødvendige danske ordforråd, er altså nødvendig. Især hvor
børnene får ringe sprogstimulering på forældrenes modersmål. Klæstrup tænker med
beklagelse på de mange såkaldt dobbelt-halvsprogede, som hverken gennem
modersmålet i hjemmet eller skolen eller gennem det danske sprog fra 5årsalderen
har fået udviklet de nødvendige begreber for at kunne leve civiliseret i et
samfund. På TV har Bjarne Klæstrup iagttaget hvorledes mange af de voldelige
2.generationsindvandrere havde et helt utilstrækkeligt lille ordforråd, når de
fik lejlighed til at forklare sig. Ikke blot på dansk men også på deres
modersmål. De etniske unge der bliver kriminelle er altså typisk også
dobbelt-halvsprogede. Uden et sprog til at klare og forklare sig på, så udvikler
børn nemmere aggressiv og voldelig adfærd.
Derfor må man vel have lov at
konkludere på Klæstrups observationer, at det kan betale sig at satse på en
forebyggende sprog- og begrebsstimulering, både på dansk og modersmålet alt
efter det konkrete behov, da begge sprog kan være nødvendige på hver sine felter
for at klare sig i fremtidens flerkulturelle samfund, idet talepædagogen dog
mener, at der findes eksempler på, at børnene har et udviklet sprog hjemmefra,
så der ikke findes nogen allerede indlærte begreber på modersmålet, som man kan
tage udgangspunkt i i indlæringen af de danske ord for dem.
Bjarne
Klæstrup taler om den sproglig kompetence. Ja faktisk kan den 2-sprogede gennem
en målbevidst indsats udvikle sin kompetence i begge sprog og derved vende sit
handicap til at blive en fordel.
Ressourcerne til dette forebyggende
arbejde vil sikkert kun udgøre en brøkdel af de milliarder, der nyligt er blevet
afsat til politiarbejde og anden formel social kontrol for at reparere på
skaderne efter at de er sket. Bjarne Klæstrup kommer her ind på at det er
ønskeligt med en stor bevågenhed fra de ansvarlige myndigheders side over for at
støtte undervisningen af de 2-sprogede i almindelighed og afsætte de
tilstrækkelige ressourcer - også til uddannelse af de nødvendige faste lærere i
modtageklasserne - også til deres løbende efteruddannelse. Det bør ikke være de
sidste timer der skemalægges.
Desværre findes der ikke engang et
linjefag på seminarierne, hvor det er muligt at fordybe sig i undervisning af
2-sprogede (altså også en bid af politimilliarderne hertil?)
Det sidste
bliver også væsentligt, når man hører Klæstrup fortælle om, at danskerne snakker
om integration, men det de reelt kræver det er flygtningens ensidige tilpasning
til os danskere. Der er brug for at betragte integrationsprocessen som en skål
salat. Her er de forskellige ingredienser nok adskilte og har hver sin smag og
farve. Men tilsammen bidrager de forskellige dele til frugtsalatens velsmagende
mangfoldighed. Flerkulturel integration kaldes tankegangen også.
Såvidt
intervieren kan vurdere, så er der stort set enighed mellem den danske
talepædagog Bjarne Klæstrup og den bosniske modersmållærer Muhamed Fajkovic (se
interviewet med ham) om at et veludviklet modersmål gennem nødvendig
undervisning kan være til støtte for evnen til tilegne sig og bruge danske
begreber.
NB: Intervieweren Arne Hansen er eneansvarlig for
ovenstående (bla. brug af politimilliarderne), da der ikke blev tid til
gennemlæsning.