Multietnisk Fred'shavner-dialog
Frederikshavn Multietniske Forening - Danmarksgade 78,1 - 9900 Frederikshavn


Frederikshavn d. 18.01.2000

Åbent brev til redaktører og programledere i Danmark

Er vi de uønskede?

I Frederikshavn Multietnisk Forening har vi diskuteret nyhedsmediernes brug af begrebet de fremmede". Efter Ekstrabladet gennemførte en kampagne kaldt "de fremmede" i 1997, har brugen af dette udtryk bredt sig i nyhedsmedierne i forbindelse med dækning af stof om udlændinge/indvandrere/etniske mindretal i Danmark.

I Frederikshavn Multietniske Forening oplever vi det som stigmatiserende og sårende, at vi rutinemæssigt bliver omtalt af journalister i medierne som "de fremmede", selv i Danmarks Radio og Politiken. At personer, som bliver interviewet eller deltager i en debat, omtaler os som "de fremmede", må vi nok lære at leve med. Når det gælder redaktionel sprogbrug føler vi imidlertid at sagen stiller sig anderledes.

Den tillid som næres til journalistfaglig saglighed og neutralitet, gør at journalister i nyhedsme-dierne har en speciel gennemslagskraft som skabere af sproglige konventioner i samfundet. Dette er en rolle og et ansvar som vi går ud fra at journalister og redaktioner i almindelighed er bevidste om.

For de fleste personer med indvandrerbaggrund opleves journalisters udbredte brug af betegnelsen "de fremmede", når de stiller spørgsmål eller formidler tilsyneladende neutral information, som et brud med det ansvar, der knytter sig til den journalistiske rolle.

Det må være en grundlæggende regel, at man i en journalistisk sammenhæng bruger betegnel-ser, som er så præcise, at der er nogenlunde enighed om hvad de indeholder, og som er så neutrale, at de kan godtages af alle parter i en sag og i udgangspunktet stiller alle parter lige.

Når det gælder gruppekategoriseringer, bør journalister som hovedregel bruge samme betegnelse som gruppens medlemmer bruger om sig selv eller i hvert fald betegnelser som medlemmerne af gruppen kan acceptere eller identificere sig med.

Når det gælder "de fremmede", er der efter vores opfattelse tale om en gruppekategorisering, som ikke har et betydningsmæssigt (entymologisk) eller konventionelt indhold, der er præcist nok til, at det er anvendeligt i en saglig debat. I modsætning til andre begreber såsom udlændinge, indvandrere, efterkommere, etniske mindretal og geografiske og nationale kategorier, er "de fremmede" et begreb som ikke er defineret af eller i brug hos Danmarks statistik eller i ordbøgerne.

Når udtrykket "de fremmede" overhovedet er taget i brug til at kategorisere udlændinge med ophold i Danmark som gruppe, hænger det altså ikke sammen med det beskrivende (deskriptive) kvaliteter. I stedet hænger det efter alt at dømme sammen med, at begrebet om "fremmedhed" indeholder en række konventionsbestemte medbetydninger, som definerer begrebet på en holdningsmæssig skala. I hvert fald er det sådan udtrykket "de fremmede" opfattes i Frederikshavn Multietni-ske Forening. Oprindelig beskriver "fremmedhed" det eller de som man ikke er kendt med. I en traditionel afledet betydning, er en "fremmed" imidlertid en person som ikke er eller bør være en del af fællesskabet.

I en situation, hvor de allerfleste danske børn har mindst en klassekammerat med udenlandsk baggrund, og hvor mange danskere har kolleger eller venner som har udenlandsk baggrund, hvor danskere handler hos udlændinge og hvor udlændinge til stadighed optræder i medierne, er den oprindelige betydning af begrebet næppe det første læserne, seerne og lytterne kommer til at tænke på, når medierne taler om "de fremmede". Set fra indvandrermodstandernes side er problemet jo ikke at de ikke kender os. Problemet er i stedet, at de mener at kende os så godt, at de er i stand til at sige, at de ikke ønsker vores tilstedeværelse.

Når begrebet om "de fremmede" bruges af nyhedsmedierne (og andre), opfattes det, som om der siges "de uønskede", og det tror vi faktisk gælder både dem, der tilhører etniske mindretal og dem der tilhører flertallet af etniske danskere - både dem som er fjendtligt indstillet til etniske minoriteter og dem som ikke er. "De fremmede" indeholder en implicit bedømmelse af etniske minoriteter på en holdningsmæssig skala, og uanset hvor bevidste medierne har eller ikke har været omkring det, bliver udtrykket i hvert fald opfattet sådan af de fleste. Det gælder i hvert fald alle som etniske minoriteter og mange danskere som Frederikshavn Multietniske Forening kender til. Derfor er "de fremmede" ikke en velegnet betegnelse for personer med udenlandsk baggrund, hvis medierne ønsker at lægge op til en ligeværdig informationsformid-ling og debat om spørgsmål, som vedrører etniske minoriteter i Danmark og ønsker en dialog hvor også personer med minoritetsbaggrund føler sig velkommen til at deltage og behandlet med respekt.

Når arbejdsgivere og fagforeninger omtales i pressen eller deltager i en debat, bliver de ikke omtalt som "kapitalisterne" eller "pamperne", heller ikke selv om man ønsker at rette et kritisk søgelys mod forhold de er medansvarlige for. Journalisten viser dem respekt ved at bruge de betegnelser, som de selv bruger og ønsker brugt om sig selv.

Frederikshavn Multietnisk Forening foreslår derfor at danske journalister og nyhedsmedier hurtigst mulig tager initiativ til et bedre navn på os end "de fremmede", enten ved at finde et ny betegnelse eller at gå tilbage til de begreber som var gældende før 1997. Mange af disse er nøjagtig lige så mundrette som "de fremmede". Dette gælder f.eks. udlændinge og indvandrere. Selv om disse begreber f.eks. ikke afspejler det faktum at en stor del af de etniske mindretal faktisk er født og opvokset i Danmark eller er danske statsborgere, så er de trods alt langt at foretrække. Betegnelsen, etniske mindretal, der afspejler, at der findes fastboende, endog danske statsborgere, med udenlandsk oprindelse, må også gerne bruges. Ja er faktisk det navn som vi selv bruger, jf navnene på de 2 paraplyorganinsationer POEM, "Paraplyorganisationen for Etniske Mindretal", og IND-sam, "De etniske Mindretals Sammenslutning". I de journalistiske verden er der måske brug for korte og letopfattelige udtryk. Det accepterer vi, men vær så venlig at spare os for "de fremmede", kald os hellere nydanskere.

Med venlig hilsen fra Bestyrelsen for Frederikshavn Multietniske Forening.

Mirela Omukic, Muhamed Fajkovic', Habul Senad, Anna Johnsen, Esme Köse, Bajro Mujacic, Dixon Rajanayagam, Sulejman Ljubuncic' og Arne Hansen.

« « «