Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 1, 1996

PROTEST - Arbejdsgruppe imod A-sprængninger
demonstrerede torsdag foran Frankrigs ambassade

Frankrig sprængte for femte gang

Information 29/12. 1995.

Demonstrationerne fortsætter lige så længe som prøvesprængningerne. Her er det Tove Andersen og Grete Møller fra Kv.f.F., som trodser kulden den 28/12.

Arbejdsgruppen er klar med taler m.m. til næste gang - kl. 17 ved den franske ambassade dagen efter sprængningen. Gid mange vil møde op og protestere, ikke blot mod prøvesprængningerne, men mod alle bomberne, som skal skrottes!

Tilpas jer

Thyra Hansen,
Grønnevej 261, Virum.
Politiken 30/12 - 1995

Man ville være mere tilbøjelig til at gå ind i den drøftelse af velfærdssamfundet, som Marianne Jelved m.fl. lægger op til i øjeblikket, hvis man ikke bag ved det hele aner mantraet fra Bruxelles:

Tilpas jer! Tilpas jer Maastricht-traktatens krav om lav inflation, ud- og indlandsgæld, hvis I vil være med i EUs økonomiske og militære superstat, som skal konkurrere med USA. At tilpasningen betyder skrappe nedskæringer på de offentlige udgifter med deraf følgende arbejdsløshed, har vi erfaret. Når der netop nu bebudes yderligere indgreb, aner man forventninger om kommende store regninger for vore kamptropper i Bosnien og endnu større regninger for den indlemmelse af øst-landene, som regeringen har gjort til et hovedkrav i sit oplæg til regeringskonferencen.

Mon regeringen har overset, at den første hjælp, EU og dermed Danmark - agter at yde østlandene, er ... våbenhjælp! Våbenindustrien glæder sig! Et fredsprojekt?

I november måned afhoIdt Center for Konfliktløsning et symposium, og Inger Bjørn Andersen havde dette indlæg:

DALAI LAMA: VIDENSKABELIG­HED OG SPIRITUALITET

I 1988 besøgte Dalai Lama Danmark, og han holdt en lang række taler.

I Forum talte han for en tilhørerskare på 5000 mennesker om emnet: "Skæringspunkter mellem videnskabelighed og spiritualitet".

Jeg citerer fra talen: "Hvad angår videnskabelighed og spiritualitet, så ønsker jeg disse to ting som et memleske med sin højre og venstre hånd, altså som to lemmer forenet med det samme legeme. Hænderne er ikke ganske adskilt, omend der ofte er situationer, hvor højre hånd handler, og venstre hånd er passiv - og omvendt. Det afgørende er dog, at der fra tid til anden opstår situationer, som kræver, at de to hænder handler samtidigt. For i grunden er hændernes funktion jo at tjene det samme legeme, den samme person".

l det historiske perspektiv udvikledes videnskabeligheden i den vestlige verden på det spiritueUes bekostning, og omvendt i østen. I den vestlige verden var videnskaben især optaget af de ydre fænomener, altså det stoflige.

Om det spirituelle siger Dalai Lama: "Vi mennesker har inden i os en stabil kilde til kærlig hengivenhed og omsorgsfuldhed. Den kilde kan kun ødelægges af vrede, ikke af fjender, ikke af udefrakommende kræfter" - og, konkluderer Dalai Lama: "Netop relationen mellem stoflighed og bevidsthed er et skæringspunkt mellem videnskabelighed og spiritualitet".

Vreden, og kun vreden, kan ødelægge spiritualiteten. Dalai Lama kommer med nogle eksempler. Jeg vil tillade mig at bruge min egen vrede som eksempel:

I august måned blev jeg vred, ja rasende på den franske præsident Chirac, der foretog atomprøvesprængninger i Stillehavet.

Min vrede fyldte enormt, og min dagligdag brød sammen. Mit hjem blev hurtigt en rodebutik, og jeg glemte at lave økologisk mad, og jeg blev irriteret på de melmesker, med hvem jeg ellers har et jævnt og muntert virksomt dagligliv.

Dalai Lama siger i talen: "Sædvanligvis føler jeg, at verden er en smuk indretning, der ikke er grund til at ændre på". I min vrede mister jeg kontakten til denne smukke indretning. Jeg glemmer f. eks. at lægge mærke til solopgang og solnedgang.

Dalai Lamas råd er at forholde sig videnskabeligt til vreden, altså at analysere den og måske omdanne den til konstruktiv handling. Det blev i mit tilfælde på græsrodsplan sammen med andre at arbejde for et nej til atomvåben. Mentalt forsvandt vreden, og min kontakt til verden som den smukke indretning var genetab leret.

Jeg citerer fra talen: " Sådan som vi analyserer ydre materielle forhold, således bør vi analysere vore negative tanker for at reducere dem og samtidig uddrage de positive tanker, som er så brugbare for os. Vi må forsøge at være opmærksomme, passe på og forsøge at udvikle os".

Et symposium er, så vidt jeg har forstået det, et sted, hvor synsvinkel og stemning pludselig kan skifte. Nu har jeg været gravalvorlig i flere minutter.

Nu vil jeg give humoristen Benny Andersen ordet:

GODHED

Jeg har altid prøvet at være god
det er meget krævende
jeg er en hel hund
efter at gøre noget for nogen
holde frakker
døre
pladser
skaffe nogen ind ved et eller andet
og lignende
brede armene ud
lade nogen græde ud ved min skjorte
men når lejligheden er der
blir jeg fuldstændig stiv
vel nok en slags generthed
jeg rusker i mig selv
slå nu armene ud
men det er svært at ofre sig
når nogen kigger på det
så svært at være god
i længere tid ad gangen
som at holde vejret
men ved daglig øvelse
er jeg nu nået op på en time
hvis ikke jeg blir forstyrret
jeg sidder helt alene
med uret foran mig
breder armene ud
gang på gang der er ikke spor i vejen
jeg er egentlig bedst
når jeg er helt alene.

Inger Bjørn Andersen

Dalai Lama hilser de 5000 tilskuere i Forum

Til lykke til en af "vores mødre"

Bodil Graae, fhv. programredaktør, Veddelev ved Roskilde, fylder i morgen 70 år. Fra 1956 til 1989 har hun været ansat i Danmarks Radio, hvor hun levende og engageret har bragt emner som familie, ligestilling og forbrugersamfund ud i æteren. For sit arbejde med programmet Familiespejlet fik hun i 1977 Kryger-prisen, en pris, der uddeles for dybtgående og menneskelig radiojournalistik. Men Bodil Graaes navn sættes måske først og fremmest i forbindelse med Kvinder For Fred, som hun sammen med kollegaen og farmaceuten Janne Houmann stiftede i 1980. På mindre end et halvt år lykkedes det en håndfuld kvinder at indsamle over en halv million underskrifter på kvinders krav om fred, som blev overrakt i København på FNs midtvejskonference i Kvindetiåret 1980. Hun var korrespondent i tysk og engelsk, før hun i 1945 begyndte sinjournalistuddannelse på Horsens Avis. Via Roskilde Tidende kom hun til Danmarks Radio, først som leder af Familiespejlet, siden af Kulturredaktionen.

Ved siden af har hun skrevet bøgerne Kvinderne Og Freden, Veje Til med Janne Houmann - Familien På Vej samt To Køn - Et Samfund.

Politiken 29.12.1995

EN VERDENSREKORD

Der er ikke ret mange mennesker, som ved det. Men Danmark har en verdensrekord, og har holdt den i mere end tredive år. Danmark er den søfartsnation, der igennem alle årene har ført flest våben frem til krigsskuepladserne. Det er ikke blot relativt, i forhold til landets størrelse eller indbyggerantal, nej også absolut, virkeligt flere end alle de andre lande.

Når man tænker, på, hvad der er blevet skrevet og sagt og festet op ad vægge og ned ad stolper over en enkelt gang, hvor vi bare blev Europamestre i fodbold, så er tavsheden i forbindelse med verdensrekorden påfaldende.

Skulle det være fordi nogen skammer sig?

Vi kan godt mobilisere en del forargelse over USA, Sovjet, Storbritanien, Frankrig, Tyskland og de andre store våbeneksporterende lande, som åbenlyst eller skjult sælger isenkrammet til alle og enhver. Men at det næsten altid er danske skibe, som bringer våbnene ud til køberne, det hører man ikke meget om.

Baggrunden for verdensrekorden, at det overhovedet har været muligt, er en over 55 år gammel fond "Krigsforsikringen for Danske Skibe". Det kom frem via en forespørgsel til erhvervsminister Mimi Jacobsen,som blev præcist skriftligt besvaret i erhvervsudvalget 14. sept. 1995.

Kort fortalt går fidusen ud på, at de danske våbenrederier simpelt hen . udkonkurrerer alle andre landes flåder på forsikringspræmien. Når et område i verden bliver kendt som krigszone, stiger forsikringspræmierne ganske enormt, fordi totalforlis på grund af en mine eller et missil slet ikke er udelukket. Et stort skib, selv uden last, koster vel en kvart milliard kr., så den risiko vil forsikringsselskaberne selvfølgelig have ekstra betaling for.

Her kommer Krigsforsikringsfonden ind med sit fine rabattilbud. Som Mimi Jacobsen forklarer det, deles præmierne op i en "tidspræmie" og en "sejlpræmie". Tidspræmien er beskeden, kun 0,00675 % af skibets værdi halvårligt, men den opkræves af alle danske skibe, også pæreskuder og bananbåde og færger i Kattegat, og den er blevet opkrævet i 55 år, så de mange bække små og renters rente og en lækker fritagelse for skat har gjort, at fonden nu har en formue på 3 milliarder kr.

Når man så skal til at beregne "sejlpræmien", altså den ekstrapræmie som våbenhajerne ikke slipper for, når de vil fragte varer ind i en krigszone, så kan krigsforsikringsfonden give den gode rabat med støtte i sin milliardformue.

Fordi pæreskuderne gennem alle årene har spædet til, kan fonden klare selv at finansiere et par totalforlis, om det skulle være, og er ikke nødt til at tegne nogle kostbare genforsikringer på det frie pengemarked. Det giver fonden et statsstøttet i praksis monopol på den type forsikringer, og samtidig de danske våbenrederier, som benytter ordningen, et næsten verdensmonopol på transporterne.

Mimi Jacobsen slutter sit svar til udvalget med, at hun finder det fornuftigt at bevare denne ordning. Tja, hvis det kun drejer sig om penge, og hvis man jævnthen er stolt over, at vi har denne verdensrekord.

På bagsiden af VM-medaljen står, at vores foretagsomhed med denne fond har slået flere mennesker ihjel i de sidste tredive år, end der nogensinde er blevet dræbt af danskere i krig og fred i vores tusindårige historie siden Gorm den Gamle.

Geert Grønnegaard
4174 Tystrup

FREDSKLUD TIL USA

En solskinsdag i september '95 lagde vi "fredskludene" på græsset i "fredshaven" i Gladsaxe, og en lille flok kvinder udvalgte det eksemplar, som vi ville sende til Justine Merritt's udstilling i New York i anledning af FN's 50 års-dag.

Vi udvalgte dette, og vi har fornylig modtaget et fredsbrev med stor tak og oplysning om, hvordan "vor fredsklud" på forskellig vis indgår i deres aktiviteter.

Ingen må falde hen i vemod over "tabet"; for det er jo muligt at bruge motivet og lave et nyt.

Lad da det være mit fredskludnytårsønske, at en og anden føler sig inspireret og kreerer et nyt.

Fredeligt nytår

Inger Bjørn Andersen

KVINDER FOR FRED
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14, 9240 Nibe

Til de politiske partier.

Det er dybt beskæmmende at læse første behandling i Folketinget 17/1 L af beslutningsforslag B 9 om forbud mod antipersonelminer.

Alle partiers ordførere var enige om, at landminer er et bestialsk våben, og at det bedste vil være at forbyde det på globalt plan.

Alle partier pånær to mente bare ikke, at Danmark skal gå i spidsen for et sådan forbud!

Forsvarsministeren nævnte, at Danmark i forberedelserne til den nu afbrudte Wien-konference støttede et totalforbud.

Det rimer ikke med det svar, Kvinder for Fred fik af udenrigsministeren 23/8.94 (JT.1.,j.m. 6.B.42.a), hvor der står: "Danmark støtter en skærpelse af kravene for anvendelsen af landminer, eksempelvis hvad angår tilladte minetyper, mineudlægning og minerydning, under den forudsætning at det fortsat vil være mIlligt effektivt at anvende landminer til landets forsvar".

Så sent som i et svar i dagbladet Information 27/4. 95 skriver udenrigsministeren: "Internationalt vedtagne stramninger med kontrollen af miner er Danmarks mål".

Danmark har i andre sammenhænge, ikke mindst angående afskaffelse af apartheid, turdet gå i spidsen med et krav, før "tiden var inde". I sagen om miner behøver Danmark endda ikke at gå enegang (som flere ordforere åbenbart tror, forslaget lægger op til), idet der er mindst 14 lande, bLa. os så nærtstående som Norge og Sverige, der kræver totalforbud. (Human Rights Watch).

Alle partierne var enige om, at landminer burde forbydes i u-landene. Et sådan dansk krav vil stå mange gange stærkere, hvis vi meddeler, at selvfølgelig begynder vi hos os selv. Det vil styrke Danmarks troværdighed over for de lande, som vi gerne vil påvirke til at afskaffe deres landminer.

At afskaffe egne miner vil være ukompliceret for Danmark, da vi ikke - som så mange u-lande - har grund til at frygte overfald af nogen fjende, hverken udefra eller indefra.

Forsvarsministeren nævner den store betydning, minerne har for dansk forsvar og for forholdet til NATO.

NATO-landene Belgien, Norge og Canada har åbenbart ikke denne frygt. Hvorfor så Danmark?

Desuden citeres den svenske forsvarschef og den britiske general Sir Hugh Beats for, at et sådan terrorvåben ikke hører hjemme i nutidens militærudrustning. Hvorfor så i Danmarks?

Vi plejer i Danmark at ville overholde de generelle regler i international humanitær ret. Her hedder det, at "anvendelse af vilkårlige våben er forbudt, og det er forbudt at bruge våben, der kan forårsage unødvendige lidelser".

Der står ikke noget om, at "pæne" lande godt må bruge disse våben i modsætning til "uciviliserede" lande.

Boutros Ghali skrev i Foreign Affairs, sept/oct.l994: Minerne" er forbudte ifølge international menneskerettigheds lov, og der bør tages praktiske forholdsregler for at gennemføre dette fnbud i almindelig praksis".

Mange ordførere roser Danmarks indsats i den så nødvendige minerydning. Når man ved, at der udlægges nye miner i langt hurtigere tempo, end nogen kan nå at rydde de gamle, siger simpel logik, at man må stoppe muligheden for at kunne udlægge nye.

Hvis Danmark fortsat vil anses for et land, der i en verden fuld af terror tør holde humanitetens fane højt, da må vi uden tøven arbejde for totalforbud mod landminer.

Folketinget bør pålægge udenrigsministeren entydigt at arbeide for en sådan totalforbud, når FN-konferencen genoptages i ianuar og april 1996.

Venlig hilsen
på vegne af Kvinder for Fred

Aase Bak-Nielsen

Vores fortløbende korrespondance med politikerne indeholder ovenstående brev af 24/11. Vi har fået svar fra 3 partier. Socialdemokratiet og konservative skriver (kort fortalt), at vi da nok kan forstå, at dansk forbud ingen betydning har. Nej, det er ude i den store - tredie - verden, de skal forbyde deres miner!

De radikale svarer, at de har fået regeringen til at skifte politik, så den nu går ind for totalforbud. (Men vi har da ikke set noget aktivt arbejde for denne politik!)

Brevet på næste side er et af flere breve, hvor vi prøver at få regeringen til at gå aktivt ind for forbud mod ikke blot prøvesprængningerne, men også mod selve atombomberne. Indtil nu har vi fået undvigende svar, så . . . ?

KVINDER FOR FRED
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14,
9240 Nibe

18/12.95.

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Kvinder for Fred sendte 4/4. 94 et brev til dig angående Danmarks indstilling til Haag-domstolens behandling af sagen fra WHO om brug af atomvåben strider mod Folkeretten.

I dit svar til os, (]T. 1., j. nr. 12. R. 118) - kopi af det svar du havde givet SF på spørgsmål nr. S 863 af 17. marts 1994 - begrunder du Danmarks passive holdning til sagen med, at der bør foreligge en international (nedrustnings)aftale, før domstolen kan behandle sagen.

Hvordan kan det så være, at når der kommer forslag netop om en international aftale - som det er sket næsten hvert år i FN siden 1961, så melder Danmark også fra?

Danmark har i tiden 1978 til 1994 stemt nej 13 gange til en FN-konvention mod atomvåben.

Ved disse afstemninger har der været stort flertal for en sådan konvention, så Danmarks nej har ikke kunne begrundes i "enegang" eller "lille tilslutning".

Danmark er i FN medforslagstiller til forslag om en altomfattende prøvestop-traktat, og Danmark har protesteret mod de franske prøvesprængninger.

Er Danmark kun imod prøvesprængningerne, men ikke imod brug af selve atomvåbnene?

Har der på dette års FN-generalforsamling været forslag om totalforbud mod a-våben? I bekræftende fald, hvordan stemte Danmark?

Danmark har trods medlemskab af NATO forbud mod atomvåben på dansk grund i fredstid. Vil arbejde for et totalforbud mod atomvåben ikke være en naturlig fortsættelse af denne danske politik?

Selvom NATO p.t. har en atomvåbenpolitik, kunne denne politik vel ændres til afståelse fra at. besidde atomvåben - dersom nogen vil arbejde for at få den ændret?

Har Danmark mistet troen på den indflydelse, små demokratiske lande kan have på verdenssituationen?

Hvis det er tilfældet, hvilken opgave har Danmark så i FN?

Venlig hilsen
f / Kvinder for Fred
Aase Bak-Nielsen

10/1. Svar fra Niels Helweg: Danmark stemmer hver gang nej, fordi et forbud mod a-våben strider mod NATOs forsvarstrategi - og forøvrigt er det nytteløst, når atommagterne ikke vil være med! Typisk dansk udenrigspolitik!

Laservåben forbydes

På den afbrudte konference i Wien blev de ikke færdige med at diskutere-forbud mod miner, så konferencen genoptages 15. jan., men der kom dog noget positivt derfra, nemlig et internationalt forbud mod laservåben, som på flere hundrede meters afstand kan blinde soldater og civile for livstid. Det er ifølge Røde Kors første gang siden 1868, at et våben forbydes, inden det overhovedet er blevet brugt på slagmarken.

WASHINGTON - Naturligvis skulle den første sårede amerikaner i Bosnien være offer for en landmine. Det bliver den næste og den næste igen sikkert også: (...) Hidtil har det amerikanske militær - både i teori og praksis - tolereret miner. Det er et åbent spørgsmål, om erfaringerne fra Bosnien vil føre til en revidering af denne holdning.

Inf. 5.1.-96

Gadeaktioner mod landminer

Den 16. december lavede Kvinder for Fred en gadeaktion mod landminer ligesom den på Strøget i København den 10. november. Denne aktion fandt sted på Søborg Torv, da der ligger en våbenfabrik, NIRO-BOLA, i Søborg.

Der var en halv snes aktivister, der indsamlede 134 underskrifter til udenrigsministeren og uddelte løbesedler, som vakte forundring hos nogle Søborgborgere, som ikke vidste, at de havde en våbenfabrik i nabolaget.

Næste aktion bliver 13. januar ved Lyngby station. I Lyngby ligger en afdeling af det amerikanske "Honeywell", som reklamerer med, at de laver komponenter til miner.

"Mine tæppet" med den etbenede pige, mine-attrapper og slidte børnesko er fast bestanddel vedvore demonstrationer.

Ny regnskabsfører

Da Birgit gerne ville afløses, har Anita Petersen overtaget Kvinder for Freds regnskab. Se adressen på bagsiden af KØKKENRULLEN.

Tak til Anita for et hurtigt ja til opgaven!

Hallo Espergærde ! ! !

Hvem har 1. november 95 på Espergærde postkontor indbetalt 100 kr. men glemt at skrive afsender-navn på? Giv venligst besked til Anita på tlf. 31 31 1749.

Dette nr. er redigeret af Nibegruppen. Næste nr. redigeres af Gladsaxe. Send stof dertil til Inger Bjørn Andersen senest 2. februar.