Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr. 8, 1995

København 1.9.1995

Derfor boykottede jeg
Kvindekonferencen i Kina.

Jeg er med i en kvindegruppe, PROFH, Professionelle Hekse. Vi har i ca. 2 år planlagt at tage til NGO-Kvinde­konferencen i Beijing. Sparet op, organiseret orlov mv. Vi har tidligere været til de nordiske kvindekonferencer i Oslo og i Åbo. Begge steder har vi optrådt med "performancer", en slags gadeteater. Vores gruppe har eksisteret i 10 år og har især arbejdet med temaet "Kvinder og magt".

Og nu var det altså Beijing, det gjaldt. Vi havde bestilt billetter, reseveret hotel, betalt registreringsgebyr, og vi var næsten klar med vores nyeste "performance". Vi havde haft overvejelser om Kina og menneskerettigheder osv. osv. Men vi havde gjort op med os selv: Det er vigtigt for de kinesiske NGOer, at vi kommer! - Og vi glædede os!

Sådan skulle det bare ikke gå. I starten af juli blev gruppen splittet: Halvdelen besluttede at tage af sted. Halvdelen besluttede, at vi ville boykotte konferencen og blive hjemme Hvorfor?

- fordi vi ikke kunne acceptere Kinas "salami"-taktik og
- fordi vi fandt FNs håndtering af forløbet helt uacceptabel

Kinas "salami"-taktik kender de fleste efterhånden. Vi fik i PROFH (hele gruppen) første gang for meget af den, da det i slutningen af maj stod klart, at kineserne ville flytte hele NGO-konferencen 50 kilometer uden for Beijing. Vi ville ikke deporteres til en "ghetto" uden for byen, langt fra den officielle konference.

"Nærheden mellem konferencerne - også rent fysisk - er af uvurderlig betydning for at fastholde de krav, kvinder har, set i forhold til de reaktionære kræfter, der forsøger at forringe kvinders vilkår." Det skrev PROFH den 28. maj, dels i en pressemeddelelse, og dels i et brev til ambassadøren for Folkerepublikken Kina. Vi skrev også, at såfremt det mislykkedes at placere konferencerne i umiddelbar nærhed, så "opfordrer vi til, at begge konferencer flyttes til et andet land, der viser større respekt for verdens kvinder og verdenssamfundet." .

Hvad skete? FN reagerede endnu engang IKKE prompte med en total afvisning af flytningen. De sendte en funktionær til Beijing for at forhandle! Han kom tilbage med en "kompromis"løsning, der ikke rørte grundlæggende ved placeringen udenfor Beijing. Kineserne kunne se, at der var klar bane til endnu en skive "salami".

Den kom i de sidste dage af juni. Kineserne besluttede, at NGO-erne nu også skulle ud og bo i konference-ghettoen. Deportationen var dermed total! Vores hotelreservationer i Beijing var bare aflyst. Vi fik én uge til at tilmelde os til en beboelse ude i ghettoen. Der var nogle prisklasser at vælge imellem, men i øvrigt kun meget lidt information. Til gengæld hørte vi rygter om troppekoncentrationer, der skulle "passe på os", og om begrænsninger i adgangen for kinesiske NGOer.

Var det ikke smart: Sidste "salamiskive" så tæt på konferencen, at alle havde truffet de sidste forberedelser og aftaler. Bare så svært at lave om! Mange var taget på ferie i den tro, at alt var OK. Og i øvrigt havde "salamien" haft den tilsigtede virkning: Vi havde vænnet os til skiveme - Var bare blevet for trætte til at gøre noget en gang til!

Hvad gjorde FN? - Bekvem distraktion?

Men halvdelen af os PROFHer havde fået nok! Vi ville ikke mere lade os koste rundt med - som kvinder gennem tiderne er blevet det - hverken af kineserne eller af FN. Vi ville ikke lade os deportere til en ghetto, overvåget og kontrolleret, uden mulighed for at få ordentlig kontakt med de kinesiske NGOer eller den øvrige konference.

Jeg var - og er - kolossalt skuffet over, at jeg ikke kom til Kina. Men jeg er mest skuffet over er FN og Kina og alle veninderne/ kvinderne, der tog derud!

Jeg synes, det må være slut med FNs "alternative" kvindekonferencer. De er ikke mere alternative. De er blevet institutionalieret, opslugt af "systemet", det system, som de skulle være med til at opbygge alternativer til! Men det skal vel ikke være slut med kvindekonferencer? Vi ku' starte på en frisk! Vi kvinder i de nordiske velfærdssamfund kunne gå forrest og arrangere den første uafhængige alternative kvindekonference?

Vi kan, hvis vi vil!

Lad tusind blomster blomstre!
Kvinder er - stadig - den halve himmel!

Vibekc Høeg

PS: Vores gruppe, PROFH, blev splittet på spørgsmålet om deltagelse/ ikke deltagelse. Men vi besluttede, at det ikke måtte betyde, at gruppen blev splittet totalt, som gruppe.

DET ville være for stor en sejr, for de kræfter, der stadigt forsøger holde os kvinder nede.

HIROSHIMADAGEN DEN 6.AUGUST 1995

HVORDAN BLEV DAGEN MARKE­RET I GLADSAXE KOMMUNE?

Efter at have været annonceret i lokalbladene og i andre aviser, tror jeg, vi var ca. 50, der mødte op ved Gladsaxe Rådhus for at deltage i den stille vandring ud til Fredshaven på Gladsaxe Kirkegård.

Foruden Kvinder for Fred, der som sædvanlig hvert år på Hiroshimadagen planter en fredsrose,deltog også en ung kvinde fra Hiroshima: Sachiko, samt ikke at forglemme andre interesserede borgere. Vi havde også den glæde, at Inger Bjørn Andersen havde formidlet et samarbejde med World Peace Committee, der ønskede at plante et fredstræ i Fredshaven, og fra denne Committee kom der også en del mennesker, kendte som ukendte.

Inden vi begav os ud på den stille vandring, holdt Sachiko en lille tale (på gebrokken dansk) hvor hun mindede om, at man aldrig måtte glemme Hiroshima og hvor det glædede hende at være sammen med os denne aften. (Hendes far var 8 år da bomben sprang).

Vel ankommet til Fredshaven orienterede Inger B.A. om Fredshavens opståen. Rosen og træet blev plantet, der blev læst digte bl.a. af Therese Damsholt, sunget sange og alle deltog i Lakha Lamas fredsmeditation, som sluttede med det smukkeste fløjtespil.

Hele arrangementet varede ca. 2 timer og da det var dejligt vejr,lejrede man sig i græsset og drak en kop kaffe med hjemmebagt kage, og man fik lejlighed til at tale med kirkegårdsgartneren - som også var dukket op - som lovede at gi' Fredstræet et par spande vand indtil rødderne fik godt fat. Alt i alt en ganske dejlig aften, og jeg behøver vel ikke at sige,at der også blev samlet underskrifter til et appellerende brev til præsident Chirac.

Eva Olesen
Kvinder for Fred
Gladsaxe

Danmark Radio- TV
Udsendelsesredaktionen

DR-prg.1 havde 21/8. 98 kl. 9.10 - 11 en udsendelse om KVINDER I SORT, som laver fredsarbejde i ex-Jugoslavien på tværs af etniske grupper.

Dette positive fredsarbejde, som befolkningen i ex-Jugoslavien selv laver, hører vi alt for lidt om i vore medier. Vi har et stort behov for at komme ud af den forestilling, at alle i ex-Jugoslavien er hadefulde mod hinanden. Vi hører, hvordan andre udefra prøver at mægle og hjælpe, men ikke hvad de selv gør.

Jeg vil hermed stærkt opfordre DR-TV til at tage emnet KVINDER I SORT op.

En formmiddagsudsendelse i radioen er udmærket, men en udsendelse i TV i den gode tid vil nå ud til mange, mange flere. I andre sammenhænge har vi set de to medier supplere hinanden. Her er en god lejlighed til det igen.

Deltagerne i radioudsendelsen var Toni Liversage og Gerd Gottlieb, som begge har stort kendskab til forholdene i Jugoslavien. En samtale med disse to ville i sig selv kunne bære en TV-udsendelse.

I håb om positiv modtagelse
venlig hilsen

Aase Bak-Nielsen
KVINDER FOR FRED

Foto: MIK ESKESTAD Bedstemødre mod atomvåben - En lille flok bedstemødre demonstrerede i går foran den kinesiske ambassade i Hellerup. Iført ens trøjer var "Bedstemødre mod Atomvåben" på barrikaderne i en time foran ambassaden. Inger Bjørn Andersen afleverede gennem gitteret ind til ambassaden en protestskrivelse. Bedstemødrene vil minde kineserne om, at de på en "Ikke-sprednings-konferenee" i New Yark i maj i år sammen med fire andre erklærede atomvåbenmagter lovede at arbejde for atomnedrustning. Bedstemødrene, der ikke var mødt så talstærkt op, er utilfredse med, at Kina forsætter med atomprøve­sprængninger. I protestskrivelsen udtaler de en "skarp protest og anmoder Kina om at genoverveje det fremtidige atomtestnings-program og arbejde hen imod total fjernelse af alle atomvåben", Forklaringen på den manglende til­slutning af bedstemødre var, at der "nok var nogle, som ikke kunne finde vej". Niko. Jyllandsposten.

Protest mod de kinesiske
prøvesprængninger

Den Kinesiske Folkerepubliks Ambassade
Øregårds Allé 25
2900 Hellerup

Ved Ikke-sprednings-konferencen i New York i maj '95 ved­tog den kinesiske regering sammen med de fire andre er­klærede atomvåbenmagter at arbejde for atomvåben­nedrustning med henblik på atomvåbenafrustning.

Tre dage senere foretog Kina en atomprøvesprængning i Lop Nor.

For fire dage siden, den 17/8., foretog Kina igen en prøve­sprængning.

Ligesom vi protesterer - og vil protestere - mod andre nationers prøvesprængninger, udtaler vi hermed vores skarpeste protest og anmoder Kina om at genoverveje det fremtidige atomtestnings-program og arbejde henimod total fjernelse af alle atomvåben.

På vegne af "Bedstemødre mod Atomvåben" Aase Bak-Nielsen, Inger Bjørn Andersen

Ovenstående brev blev afleveret i forbindelse med en demonstration den 21. august ved den kinesiske ambassade, iværksat af "Bedstemødrene".

Der var kun få demonstranter, 10 voksne og fire bøm, men et masseopbud af pressefolk! Vi kom i Kbh.s Radio, i TV-Lorry, i Jyllands Posten, Berl. Tidende og BT med store billeder. Kr: Dagblad havde notits om os på forsiden. Nordjyllands Radio genkendte Aase på Jyll.P.s billede, så hun blev et par dage efter interviewet i regionalprogrammet, og indslaget på 6 minutter blev genudsendt over landsprogrammet, "Go. Danmark".

Så, det er ikke hver gang, pressen overser os!

Sydafrika skrottede sin
kernevåbenkapacitet

Den 24. marts 1994 afslørede præsident F. W. de Klerk for parlamentet i Pretoria, det som mange mistænkte: Sydafrika havde udviklet kernevåben. Samtidig meddelte han, at landet havde besluttet at skaffe sig af med sine kernevåben. Sammenlagt var seks kernevåben fremstillet. Våbnene og anlægget i Kalahariørkenen var tilintetgjort.

Sydafrikas formelle beslutning i 1979 om at udvikle kernevåben bør »ses på baggrund af den politiske situation i Afrika på det tidspunkt«, sagde de Klerk, da han kom med sin afsløring i 1994. »Der var sovjetisk ekspansionstrussel i det sydlige Afrika«, som man frygtede, hvilket inkluderede opbygningen af cubanske tropper i Angola. Den forestående frigørelse af Zimbabwe med et aktivt antiapartheid-regime foruroligede også i Prctoria. AIt dette bidrog tiI, at regeringen følte sig omringet af fjender, og dertil kom også den internationale boykot, som isolerede Sydafrika.

I slutningen af 1980'erne, efter Sovjetunionens kollaps, Namibias frigørelse og ophøret af fjendtlighederne i Angola, samt tilbagetrækningen af 50.000 cubanske soldater, indså Sydafrika, at en kernevåbenkapaeitet blev overflødig.

I 1989 anbefaledes, at landet skulle afvikle kernevåbenprogrammet og ødelægge alle kernevåben og produktionsanlæg.

I 1990 lukkedes produktionsanlæggene. 1994 var hele processen gennemført.

Sydafrika blev kernevåbenstaten, der senere besluttede at ødelægge kernevåbnene og undertegne N PT. Den forsigtige og ansvarsfulde måde, som landet gjorde sig fri for kernevåben på, kan fungere som forbillede for andre kernevåbenlande og lande, der befinder sig på tærkslen til at anskaffe kernevåben.

På grund af den beklagelige aktualitet omkring franske atomprøvesprængninger i Polynesien bringer vi her et genoptryk fra DLMK's Nyhedsbrev juni 1989, omhandlende de umiddelbare helbredsmæssige følger af atomprøvesprængninger i koralrev, nemlig sygdommen ciguatera, red.

Indtil 1966 foretog Frankrig sine prøve sprængninger i Sahara. Sidenhen har de udført 41 atmosfæriske og 60 underjordiske prøve sprængninger på og omkring Moruroaatollen i Polynesien. Frankrig udarbejder ikke helbredsstatistike data vedrørende beboerne i Polynesien, ligesom de militære myndigheder ikke tillader forskning angående befolkningens helbredstilstand.

Ciguatera-forgiftning

Man ved, at dyb indgriben i det fintfølende økosystem i det polynesiske koralrev øger forekomsten af ciguatera-forgiftning i området. Denne sygdom, som er den al­mindeligste form for »hav-paralyse«, forårsages af plankton, som lever på dødt koralrev. Derved producerer plankton'et et toxin, som opkoncentreres via fødekæden i fisk, som konsumeres af befolkningen. Dette toxin, som ikke påvirker fiskens udseende eller smag, og som ikke nedbrydes ved tilberedning, giver diarre og skader på nervesystemet og kan føre til døden i respirationsinsufficiens. Ciguatera kan både direkte og indirekte relateres til prøvesprængningerne. Direkte, fordi eksplosionerne ødelægger koralrevene. Den indirekte effekt er imidlertid formodentlig langt alvorligere og er forårsaget af de økologiske ændringer som militærbaser, testmålinger, havneanlæg, lufthavne, skibe og u-både medfører.

Geologiske risici og radioaktiv forurening

Den skødesløse holdning til anbringelse af det radioaktive affald har allerede medført radioaktiv forurening af havet omkring atollerne. Indholdet af strontium-90 i øboerne s føde er foruroligende højt ligesom incidensen af børneleukæmier. På Moruroa har eksplosionerne medført så mange store huller i korelrevet, at det menes at være nær ved at desintegrere, hvilket vil medføre store mængder store mængder radioaktive udslip til havet.

De helbredsmæssige og socio-økonomiske konsekvenser for befolkningen er mangesidede. Fisk er en af de få potentielle eksportvarer, men udgør aktuelt kun O, l % af den globale produktion. De mange militærbaser og prøve sprængninger mindsker mulighederne for national uafhængighed. Forflytninger af beboerne på øerne har medført overbefolkning i hovedstaden Papeete på Tahiti. Kysterne er forurenede p.gr.a. utilstrækkelige sanitære installationer, og misbrug af alkohol og stoffer er i stigning. Slumbyer og fejlernæring er hyppigt forekommende.

DLMK's Nyhedsbrev, juni 1989

Inger Bjørn Andersen Buegården 9 st. th. 288o Bagsværd.
Tlf. 44 44 oB 97.

Det Fri Aktuelt Debatredaktionen.

Jeg håber, at nedenstående læserbrev kan optages.
Med venlig hilsen.

"Bedstemødre mod Atomvåben"

Ifølge "Aktuelt" 1.9. har den franske udenrigsminister Alain Jupé i et interview i fransk TV udtalt, at protest-kampagner i EU-medlemslande er i strid med EU-reglerne, som burde samle venligtsindede lande i solidaritet.

I går aftes (31.8.) blev jeg ringet op af den franske ambassade, hvor en venlig kvinde fortalte, at et hold franske TV-journalister var i Danmark for at lave et portræt af landet.

Hun havde hørt, at der var nogle, der hed "Bedstemødre mod Atomvåben", og det syntes hun lød interessant. Sådan noget havde de slet ikke i Frankrig, og de ville gerne - og den franske presse var jo en fri presse - have os med på skærmen i denne franske udsendelse om det gode forhold mellem Danmark og Frankrig.

Jeg forklarede hende, at "Bedstemødre mod Atomvåben" aldeles ikke havde noget godt forhold til Frankrig. Men hvis præsident Chirac kunne blive klogere og indse sin krænkelse af Ikke-spredningsaftalen og aflyse alle atom­prøvesprængninger på Moruroa, ville vi da hjertens gerne i fransk fjernsyn - men ikke før.