Kvinder for Fred

Køkkenrullen nr.  [8], 1990
Jubilæumsnummer 1980-1990

DET SITRER NEJAGTIGT

der er en uro i os
sprogets sne og himlens mørke
dækker den ikke til
samtaler føres og den er med
uroen

for der er en uro i bladenes måde at være
blade på
i landevejenes måde at være landeveje på
hvor end krigene føres
spredes deres rystelser overalt

maden på bordet sitrer nejagtigt
der er krusninger på mælkens overflade
uro i vores hjerter
hvor end krigene føres

Marianne Larsen

Ti år med Kvinder for Fred.

Ti år med en indsats af alle mulige forskellige kvinder, som tumlede ganske uforberedte ind i noget, som tog ti år af deres liv - mere eller mindre - men ti år, som ikke gik sporløst hen.

Kvinder for Fred fik en flyvende start, og nu vi er blevet lidt stille, savner man os ligefrem. Hvor er de henne, spørges der. Vi vil vise, vi er her endnu, men vi vil også have lov at trække vejret.

Vi har samlet små og store vidnesbyrd om det forløbne ti-år til jubilæumsskriftet. Nogle har sendt materiale til os, og vi har plukket i vores arkivmateriale ud fra ønsket om at vise Kvinder for Freds mangfoldighed.

Det kunne der skrives en lang historie om. Men lad dette skrift være en hyldest til alle de kvinder, der tog del og udviklede sig selv i bevidstheden om fælles ansvar for vores fælles jord.

Bevar håbet endnu en rum tid!

TIL LYKKE

Birgit, Aase og Mie Aalborg-gruppen

Aalborg, september 1990.

Forside: Hanne Hansen.

Kvinder for fred

Kvinder for Fred er ikke en organisation eller en forening. Kvinder for Fred er en græsrodsbevægelse vokset frem af et behov hos kvinder i hele Skandinavien for at protestere mod den voldsomme oprustning, der foregik over hele verden i 7o'erne.

Dette uformulerede behov hos kvinderne beskriver Bodil Graae i sin bog "Kvinderne og freden" som "strømninger i luften en uro, der opstår og som pludselig slår ud i lys lue, uden at vi rigtig fatter, hvad det er".

Den 7. januar 1980 er det, som om disse strømninger har samlet sig og viser sig som spontane reaktioner, der ikke uden videre kan affærdiges.

Denne januaraften sad i København 3 kvinder omkring et blåt køkkenbord. De havde arbejdsmøde og skulle tale om ØKOLOGI men strømningerne havde sat igang pludselig måtte de give udtryk for den håbløshed og angst, de følte, og magtesløsheden som lammede dem. Og ud af denne angst, håbløshed og magtesløshed voksede der en stor vrede og et desperat behov for at handle.

Kvinderne ringede til Oslo, til Berit ÅS (kvinde- og fredskæmper og tidligere Stortingsmedlem). Hun blev ikke forbavset, men fortæller, at hun i de seneste dage har haft henvendelser fra depressive og desperate kvinder i Norge, Sverige og Finland, som alle siger, at nu må der ske noget nu må der handles.

Fjorten dage senere mødtes 12 kvinder fra hele Skandinavien i Oslo, og i tre dage inspirerede og støttede de hinanden. De udvekslede ideer og visioner og endte så med at forfatte en appel, der skulle følge en underskriftindsamling fra kvinderne i de nordiske lande.

Appellen lød:

Nordiske kvinder er standset op med et råb:
Nu må det være nok!!
Vi er grebet af fortvivlelse over udviklingen. Mere og mere er det gået op for os, at kvinder over hele verden går med de samme tanker og den samme frygt:
Har vore børn nogen fremtid?
Vi vil - sammen med kvinder over hele jorden - vende vor afmagt til styrke.
Vi, undertegnede kvinder i Norden, vil ikke længere stiltiende acceptere magtkampen mellem stormagterne. Alle aggressionshandlinger må umiddelbart indstilles, og nedrustningsforhandlingerne må straks genoptages og føre til handling.

Vi kræver:
Nedrustning for en varig verdensfred!
Våbenmilliarderne til mad!
NEJ til krig!

Underskriftindsamlingen skulle begynde 15. februar, i alle de nordiske lande, og slutte 15. maj. Der skulle nu trykkes 40.000 indsamlingslister, som skulle ligge klar til afsendelse. En tilsyneladende umulig opgave, men det lykkedes, bl.a. med støtte fra mange mænd. Penge blev skaffet fra fonds, og trykkeriet lavede 10.000 lister på een nat. De havde dagene besat, men kunne ikke sige nej, da de først havde læst kvindernes appel.

Den 14. februar bragte Politiken en kronik af Bodil Graae. Den kronik startede en orkan, som kvinderne slet ikke var forberedte på.

Fra alle dele af landet ringede kvinder for at få indsamlingslister, og også for at give udtryk for glæden over at kunne gøre noget, at være aktiv. Senere kom der henvendelser fra Tyskland, Italien, Østrig, England og de skandinaviske lande.

I pressen kom der hårde angreb. "Nogle hysteriske kvinder skulle sandelig ikke tro, de kunne tage patent på freden". Mange mænd følte sig meget krænkede over, at det ikke var deres underskrifter, kvinderne ønskede på listerne, selvom det gang på gang blev fastslået, at dette var en kvindeaktion, som mændene var meget velkomne til at støtte både moralsk og økonomisk.

Heldigvis kom der også nogle positive reaktioner fra mænd, som havde forstået, at det var denne måde, kvinderne bedst kunne give udtryk for deres angst og vrede over magtmændenes foragt for livet.

En af disse mænd var Niels I. Meyer fra bevægelsen Oprør fra Midten. Han skrev i Politiken:

"Kvinder for Fred er et usædvanligt og (fremragende) initiativ. Mændene kan støtte med penge og arbejdskraft, men de bør iøvrigt holde sig beskedent i baggrunden, så initiativet kan få den gennemslagskraft i massemedierne, som det fortjener".

Klaus Rifbjerg sendte et opmuntrende brev og et digt, der lyder:

Vis vej

Kvinder i verden
sig nej, sig nej
til vold og til krig
vis vej, vis vej.

Så kommer vi andre
en voksende flok
af mænd og af børn
vi er mange nok.

Så vinder vi krigen
mod krigen selv
i stedet for selv
at bli slået ihjel.

Kvinder i verden
sig nej, sig nej
til vold og til krig
vis vej, vis vej.

Listerne med underskrifterne begyndte at strømme ind. Over en halv million underskrifter blev det til, heraf 200.000 alene fra Danmark.

Oprindeligt havde fredskvinderne regnet med at aflevere underskrifterne til FN New York, men nu blev det besluttet at aflevere dem til FNs generalsekretær, når han den 14. juli åbnede den 2. internationale kvindekonference i Bellacentret i København, som ville have alle mediernes bevågenhed.

Denne konference var en midtvejskonference, hvis opgave var at skabe et internationalt handlingsprogram for at kunne virkeliggøre målene for kvinde-tiåret, som startede med konferencen i Mexico i 1975. Overskriften var: Lighed, Frihed og Fred.

Ikke uden besværligheder lykkedes det Kvinder for Fred at få adgang til Bellacentret og få afleveret appel og underskrifter.

I løbet af foråret 1980 blev Fonden for Kvinder for Fred grundlagt med de støttebeløb, som blev givet til aktionen.

Der blev lavet en plakat, den første udgave med duer i de fem nordiske landes flagfarver. Denne plakat blev til kvindekonferencen i Oslo i 1988 forøget med to duer fra Grønland og Færøerne. Det viste sig, at endnu to gerne ville være med, nemlig Ålandsøerne og Lapland.

Som introduktion til de mange, som gerne ville vide lidt om, hvem Kvinder for Fred var, blev der lavet en folder, som selvfølgelig var blå. Den er lige kommet i tredie nyredigeret udgave, og til kvindekonferencen i Nairobi i 1985 havde vi lavet en udgave på fem sprog.

Duen med kvindetegnet i næbbet blev Kvinder for Freds symbol og fløj rundt i verden på badges, klistermærker og kort, og den bliver båret som smykke ved mange lejligheder.

Trods den meget løse struktur, der kendetegner en græsrodsbevægelse og også Kvinder for Fred har vi i de ti år, der nu er gået, formået at holde kontakten levende mellem de ca 30 Kvinder-for-Fred-grupper, der findes i Danmark.

Dette skyldes først og fremmest, at vi har vort lille blad Køkkenrullen, der udkommer 10 gange årligt.

Der er holdt et utal af fredstræf, kongresser, høringer og festivaller i de sidste 10 år, i Danmark, i Norden, i og uden for Europa men altid har der været fredskvinder, som er kommet hjem og har berettet om, hvordan kvinder over hele kloden har kæmpet og stadig kæmper for fred.

Af de krav, vi fremsatte i 1980, er kun det første, nedrustning for en varig verdensfred, ved at blive opfyldt, så derfor må det næste krav nu være aktuelt:

Våbenmilllarderne til mad. Der dør stadig 30 børn af sult hvert minut.

I den nye udgave af vores folder har vi tilføjet et krav: en bærebygtig udvikling. Så er vi tilbage ved kvinderne, der sad ved det blå køkkenbord og skulle tale om økologi, men blev klar over, det var oprustningen, der var den største hindring for at skabe overlevelsesmuligheder for hele jordens befolkning.

Bedstemødrene for Fred sagde:"Vi vil ikke være den sidste generation" - nu kan vi passende sige:"Vore børn og børnebørn skal ikke være de sidste generationer".

Ingrid Stade

"et offentligt fruentimmer"

Aldrig før har jeg været "et offentligt fruentimmer"!

Det var Bodil Graaes kronik i Politiken 14. februar 1980, der simpelthen sagde bang, fik mig op på mærkerne - og ud på flisen!

Først gjaldt det kvindernes underskriftindsamling i Norden, siden demonstrationer, påskemarcher m.m.

Kvinder for Fred - ja, selvfølgelig! Den naturlige platform for mig som kvinde, mor og bedstemor, når jeg ville protestere mod den vanvittige atomoprustning og det bød min samvittighed mig fra det øjeblik, jeg havde læst kronikken. Jeg blev simpelthen både chokeret og ulykkelig over at erfare facts om den form for "sikkerhed", stormagterne havde etableret som baggrund for vort og vore efterkommeres liv!

Jeg mindedes, hvordan jeg, der var ung og nygift, da 2. verdenskrig endelig var forbi, med alle tænkende mennesker sagde: Det må aldrig ske igen! - Hvad havde jeg selv hidtil gjort for at forhindre det?

Der var ingen vej udenom - Jeg måtte være med i Kvinder for Fred.

Jeg er stadig med, og trods alt det positive, der er sket i slutningen af 1989, ser jeg ikke, vi er blevet overflødiggjort! Desværre - der er ikke sket nogen nævneværdig reduktion af verdens katastrofale arsenal af atomvåben!

Symbolet, der er brugt i denne kronik, er FN's officielle sym­bol for kvindetiåret 1976-85 - fredens og fremskridtets due med det matematiske symbol for lig:hed og det kvindelige biologiske symbol udtrykker de internationale bestræbelser på at skabe ligerettigheder for kvinder.

Kvinder for fred

Af Bodil Graae

Det skal blive den hidtil storste kvindeaktion i verden. Vi samles på tværs af alle politiske skel, ideer og holdninger. I dagens kronik motiverer Bodil Graae det initiativ, hun og en håndfuld andre har taget, og som allerede har bredt sig over hele Skandinavien. Vi har rejst os op nu. Vi står og siger, at vi skal have millioner af nordiske kvinder til at skrive under på, at krige skal høre op, og at våbenmilliarderne skal bruges til mad.

Vi skrev under, og hvad så?

Inger Bjørn Andersens skrift var blandt de første skrivelser, der blev sendt ud af Den blå Køkkengruppe.

Hvad betød kvindekonferencerne i bestræbelserne for fred, et af kvindetiårets 3 hovedemner (ligestilling, udvikling og fred).

Ved åbningen af den officielle FN-konference fik FN-s generalsekretær Kurt Waldheim overrakt "Kvinder for Fred"s underskriftslister. De mange underskrifter, der udtrykker Nej til krig og et krav om, at våbenmilliarderne anvendes i kampen mod sulten i verden.

FN-konferencens handlingsprogram for de næste fem år har vi endnu ikke set offentliggjort, men hvad der evt. deri måtte stå om fred kan vel næppe være andet end det velkendte: "Hvis fjenden lægger et våben, følger jeg gerne efter", altså i virkeligheden "terrorbalancen".

På den alternative kvindekonference holdt "Kvinder for Fred" møde hver dag. Mange kvinder har sikkert forud for konferencen stillet sig det spørgsmål: "Vi har skrevet under og hvad så?" Den alternative kvindekonference gaven række svar på det spørgsmål og en intens følelse af at være en bevægelse på vej.

Initiativtagerne til "Kvinder for Fred" fra de forskellige nordiske lande mødtes med kvinder fra den øvrige verden, der i bestræbelserne for fred tænker i andre baner end "terrorbalancens".

På den alternative kvindekonference blev bevægelsen "Kvinder for Fred" global.

Hovedtankerne i bevægelsen "Kvinder for Fred" ligner i høj grad de grundlæggende tanker i "Nord-Syd: En overlevelsesplan", sædvanligvis kaldet Willy Brandt-rapporten.
(klip)

Det hedder bl.a. i denne rapport (s.67):"Det er en vigtig opgave for en konstruktiv, international politik at levere en ny og mere omfattende forståelse af begrebet sikkerhed, som må løsrives fra det næsten rent militære indhold. Flere våben er forsvar i en meget snæver betydning. Globalt set kan virkelig sikkerhed ikke opnås med dette middel, men kun ved at skabe de basale betingelser for fredelig forbindelse mellem stater, og ved at løse ikke blot de militære, men også ikke-militære problemer, som truer dem. Våbenkapløbets deltagere har alle handlet i den nationale sikkerheds navn - i en for snæver betydning - og har dermed gjort menneskehedens udryddelse til en mulighed, man må regne med." Endvidere læser man (s. 6): "Da vi senere overvejede vore konklusioner, følte vi os overbeviste om, at det er af afgørende betydning for menneskehedens fremtid, at den globale skævhed i forholdet mellem Nord og Syd rettes. Dette, sammen med nødvendigheden af at afværge farerne ved våbenkapløbet, så vi som den største udfordring til menneskeheden i resten af det 20. århundrede." Vi må håbe, at "Kvinder for Fred"s krav fremsættes tiere og tiere og af flere og flere - nationalt og globalt. Vi må håbe, at flere og flere kvinder baner sig frem til deltagelse i de politiske beslutningsprocesser om nedrustning/afrustning. Vi må håbe, at flere og flere begynder at spørge sig selvom, hvad det er, der skal forsvares med vanviddet s i teknologisk henseende hØjt udviklede våben.

Det haster.
(klip)

"Kvinder for Fred"s fællesvandring fra Christiansborg til Fælledparken midt i konferencetiden var en varm og dejlig oplevelse. Vi gik sammen - med eller uden fredsduer i håret - og sang bevægeisens nyskabte sange med Lone Kellermann som en inspirerende forsanger. Vi har behov for at blive stimuleret gennem sådanne oplevelser af fællesskab i ønsket om fred.
(klip)

Oplysningsmateriale fra
brevåbnergruppen.

I 1983 fik K.f.F. så mange henvendelser "'fra skoler og andre institutioner, at vi udformede dette brev, som blev sendt ud sammen med oplysningsmateriale.

Kvinder for Fred får mange breve med forespørgsel om organisation, materialer, litteraturlister m.m.

Det er meget opmuntrende for os, at der er så stor interesse for afspænding, nedrustning og fred i verden.

Kvinder for Fred betragter det som en af vore vigtigste opgaver at være med til at sprede oplysning og skabe debat om vor tids største problem: den vanvittige oprustning, som truer hele menneskeheden.

Vi opfordrer alle til at lægge pres på politikerne, så de enorme pengesummer, der anvendes på oprustning i stedet for anvendes til at udrydde sult og nød i verden, som et første skridt på vej til en bedre verden.

Kvinder for Fred kræver:

Nedrustning for en varig verdensfred!
Våbenmilliarderne til mad!
Nej til krig!

Vi deltager i møder, gadeaktioner, demonstrationer og studiekredse. Vi laver udstillinger og utraditionelle aktioner. Vi skriver læserbreve og breve til vore politikere.

Vi sender opfordringer til andre landes politikere og nedrustningsforhandlere.

Vi støtter andre fredsbevægelser, som arbejder på linie med os.

Vi har lært, at vi kan skrive til hvem som helst i hele verden, som har indflydelse på nedrustningsforhandlingerne. Man kan altid skrive til ambassaderne, hvis man ikke har de adresser, man har brug for.

Vi har lært at stole på vores egen dømmekraft og bliver bestyrket i vores tro på, at det er almindelige mennesker, der skal forandre verden. - Det henvises der til i resolutionen af 3. deb. 1981 fra FNs generalforsamling ( se FN-Fakta juli 1981), hvor der tales om, at det er vigtigt med en "offentlig opinion".

l oplysningsarbejdet benytter vi FNs materiale, som viser, at politikerne udmærket ved, hvad der burde gøres for at skabe en bedre verden. (Se i litt.listen: Slutdokumentet fra 1978 og FN-Fakta deb. 1979).

Desuden er der udkommet mange bøger om emnet, og vi sender gerne litteraturlister med ud, når det ønskes.

Som græsrodsbevægelse har vi en løs struktur. Landsgrupperne har kontakt med hinanden, og opgaverne løses af skiftende grupper. Derfor kan der gå lidt tid, inden vi f. eks. får besvaret alle breve.

Praktiske oplysninger findes i den blå folder. Den må gerne kopieres.

Med venlig hilsen.
Kvinder for Fred

Fredsmarch 81 mod atomvåben
København-Paris 22.6-6.8

Kort  om
marchen

Fredsmarchen startede fra København 22. juni og komemr til Paris 6. august. Der er tre dages fredsfestival på årsdagene for bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Det er muligt at stå på marchen hvor som helst - og fornuftigt at have telt med. Der er transport af bagage fra by til by. I dag krydses den tysk-hollandske grænse ved Wesel-Kevelaer, 20.7 den holandsk-belgiske ved Einhoven-Lommel, 27.7 den belgisk-franske ved Mons-Davav. Dagsmarcherne er 25-35 km.

Ligner ingen verdens ting

Det er grænseløst naivt. Ændres NATO-beslutningen om 572 mellemdistanceraketter i Europa måske af, at nogle tosser går 1200 km?

Fredsmarch 81 ligner ingen verdens ting. Men de bevæger sig. Over den ene grænse efter den anden ...

Breve til politikere.

Hr. præsident.

Sovjetunionen har i lighed med de øvrige FN-medlemslande underskrevet Slutdokumentet fra FNs ekstraordinære generalforsamling vedrørende nedrustning.

Heri står bl.a.: Menneskeheden står over for et valg: vi må standse rustningskapløbet og gå over til nedrustning eller imødese udslettelse.

Vi vil indtrængende henstille, at både Sovjet og USA viser den største imødekommenhed ved de kommende nedrustningsforhandlinger.

Mens 30 millioner mennesker sulter ihjel om året - over halvdelen børn, bruger militæret 78.000 kr i sekundet på verdensplan.

17 milliarder dollars skal der til om året for at skaffe nok mad, vand, uddannelse, læger, sygehuse og boliger til hele verdens befolkning. Det samme som der på verdensplan bruges til våben hver 14. dag.

Det er dyb foragt for menneskeliv, at der ikke gøres alt for at ændre på dette.

Et enslydende brev er sendt til den amerikanske præsident.

Med venlig hilsen

Kvinder for Fred i Danmark

Til Danmarks Statsminister
Anker Jørgensen

Som aktive deltagere i den danske fredsbevægelse udtrykker vi hermed vor skuffelse over det nylig etablerede forsvarsforlig, som ikke holder sig til 0-løsningen.

Vi lægger vægt på, at Danmark, Norden, hele Europa skal være og forblive uden krig, som det er lykkedes siden den sidste verdenskrig.

Midlet hertil må være forhandlinger mellem stormagterne, hvorved vi som nation kan og må bidrage, ikke ved oprustning, men ved at optræde fredeligt selv.

l pressen har man nylig læst, at NATO er i gang med landsætning af tropper og materiel på dansk grund. Hvad bliver det næste ufredelige skridt?

Vi håber så inderligt, at vor generation vil og kan skabe sådanne tilstande, som vore børn og børnebørn kan være tjent med at leve under.

Nedsæt rustningsudgifterne og brug de sparede midler til at afhjælpe sulten i u-landene.

Det håber vi og ønsker held i arbejdet.

Kvinder for Fred

Helsingør

Til regering og folketing

Vi kræver, at der snarest iværksættes en alsidig sikkerhedspolitisk oplysningsvirksomhed!

I slutdokumentet fra FNs ekstraordinære generalforsamling vedrørende nedrustning i 1978 står i § 18 følgende:

"Fjernelsen af truslen om en verdenskrig - en atomkrig - er nutidens mest krævende og påtrængende opgave.

Menneskeheden er stillet over for et valg: vi må standse rustningskapløbet og gå over til nedrustning eller imødese udslettelse!"

Vi mener derfor, at det nyligt fremsatte forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af sikkerhedspolit~k oplysningsvirksomhed om oprustningens farer er af livsvigtig betydning for den danske befolkning.

På FNs nedrustningsgeneralforsamling i 1978 var det Danmark,der sammen med de andre nordiske lande tog initiativet til kraftigt at øge den sikkerhedspolitiske oplysningsvirksomhed, og i slutdokumentets § 107 nævnes udarbejdelse af bl.a. undervisningsvejledninger, lærebøger, håndbøger og audiovisuelle materialer, og at medlemsstaterne bør træffe enhver mulig foranstaltning til at opmuntre til, at sådanne materialer indgår i læseplanerne for deres undervisningsinstitutioner.

Vi kræver, at undervisningsministeriets direktorat for folkeoplysning øjeblikkelig iværksætter en sådan oplysningsvirksomhed.

Vi kræver ligeledes, at der foretages en dansk oversættelse og publicering af slutdokumentet fra FNs 2. nedrustningsgeneralforsamling, der afholdes til sommer, hurtigst muligt efter afslutningen af generalforsamlingen.

Det er på tide, at Danmark lever op til sit eget initiativ

Postkort til Mitterrand

Kvinder for fred i Gladsaxe har haft et arrangement med Martine Petrod. Hun fortalte om de franske prøvesprængninger i Stillehavet.

Gladsaxegrupper har planer om en samlet henvendelse til præsident Mitterrand.

- og vi skrev:

Respectez le peuple polynésien: stop aux expériences atomiques en Polynésie immediatement!

1981

Fredspostkort til Anker

Statsminister Anker Jørgensen modtager mandag tusindvis af postkort. Afsenderne, »Kvinder for Fred« landet over, siger »nej til NATO-depoter og øget militær i Danmark, oplyser organisationens Ålborg-afdeling, som har taget initiativ til aktionen.

Postkortene indeholder endvidere et cital af den vesttyske socialdemokrat Willy Brandt, som har udtalt, at »flere våben ikke gør menneskeheden sikrere, men derimod fattigere«.

Aktionen er startet i anledning af Folketingets forsvarsdebat, og Kvinder for Fred i Kerteminde har sendt et længere brev til tingets kvindelige medlemmer. De opfordres bl.a. til at bryde partiloyaliteten om nødvendigt. (RB)

Spørgsmål til kandidater til
kommunalvalg og amtsrådsvalg og til
kommunalbestyrelse og amtsråd.

1. Hvad er der i vores kommune/amt gjort m.h.t. civilbefolkningens samt civilforsvarets og militærets (vore mænd og sønners) beskyttelse i tilfælde af en atomkrig?
   Hvad skal vi leve af og hvor - indtil vi engang ad åre kan flytte tilbage til vor kommune - hvis det nogensinde bliver muligt? Hvor skal vi gemme os - hvad skal vi gøre bagefter - hvis nogen af os overlever?
2. Hvor er massegravene placeret i vores kommune?
   Hvor mange mennesker er der plads til?
   Hvem skal begrave de døde? Hvordan gør "man" det, uden at få radioaktiv bestråling?
3. Vil kommunalpolitikerne udarbejde en detaljeret pjece om, hvad vi skal gøre i tilfælde af atomkrig - og husstandsomdele den - i lighed med, hvad man har gjort i Helsingør, som afløsning af Civilforsvarets pjece "Hvis krigen kommer" fra 1982?
4. Vil kommunal/amtspolitikerne aktivt modarbejde / nægte placering af atomvåben og NATO-depoter i kommune/amt såvel i krise- som krigstid og - hvis der allerede findes depoter - arbejde på at få dem fjernet?
5. Vil kommunal/amtspolitikerne gå aktivt ind for nedrustning?
6. Vil I forbyde fabrikation af våben - eller dele, som kan bruges i våbenindustrien - i vor kommune og vores amt?
7. Støtter I tanken om en ny verdensorden med en rimelig fordeling af verdens rigdomme - den eneste vej til en fredelig verden - efter retningslinier, som er fremført i "Brandt Rapporten. Nord/Syd. En overlevelsesplan"?
8. Hvor meget ved kommunalpolitikere om, hvad der planlægges i forbindelse med depoter og troppeforstærkninger ved Aalborg lufthavn?

På vegne af:

Aldrig mere Krig
Nej til Atomvåben
Ligaen for Fred og Frihed
Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed
Danmark mod Krig
Kvinder for Fred

alle i Aalborg

Mie Jakobsen

Brev fra landsmødet 1982 til de danske biskopper.

Med denne henvendelse ønsker Kvinder for Fred i Danmark at henstille til de danske biskopper om at tage et lignende skridt imod oprustningsvanviddet, som de norske biskopper har gjort med deres udtalelse fra mødet i foråret 1982.

Vi finder, at det er af største vigtighed, at kirken går med ind i fredsarbejdet.

Den hollandske fredsbevægelse er ubestridt en af Europas stærkeste. Årsagen er ganske givet, at det er IKV, som er et fredsråd oprettet af en række kirkesamfund, der er den ledende kraft i fredsbevægelserne i Holland.

Vi vil meget stærkt henstille, at kirken i Danmark reagerer for ikke at påtage sig det medansvar for den fortsatte oprustning, som passivitet indebærer, og som i sin konsekvens medfører ufattelige lidelser for vore medmennesker i den 3. verden. De enorme pengernidler og ressourcer kunne være brugt til at afhjælpe denne nød og elendighed.

Greenham Common.

Uddrag af Karen Thomsens beretning fra aktion ved Greenham Common.

En dag i nobember kom der et brev. Et kædebrev - en halvdårlig fotokopi. Afsenderadressen var:

Greenham Common Women' s Peace Camp
Main Gate, USAF/RAF Base
Greenham Common, Newbury,
Berkshire.

En underlig adresse, men vi havde jo hørt om dem, de engelske kvinder, der i sommeren 81 havde arrangeret en fredsmarch på et par hundrede kilometer og ladet den ende i Greenham Common - ca. 100 km fra London. Kvinderne ønskede at få en debat om det betimelige i at få amerikanske raketter på engelsk jord. Pressen reagerede ikke, og kvinderne slog sig ned ved Greenham Common. De erklærede, at de blev på stedet, indtil nogen ville lytte til deres budskab.

Mange mente, at kvinderne nok blev kede af det, når vinteren kom, men de blev. De organiserede fredslejr, skrev i aviserne, sendte breve rundt i hele verden, arrangerede ikke-voldelige blokader af indgangene til basen, nogle af dem gik i fængsel for at have besat et vagtskur. I retten halede man en lov fra 1300-tallet frem for at få dem dømt. At et af forsvarets vidner var biskoppen af Salisbury, der varmt bakkede kvinderne op, forhindrede ikke, at de måtte i fængsel.

Jo, vi havde hørt om dem. Vi havde også hørt, at de den 12. og 13. december ville lave en stor aktion - men det var jo i England - man havde jo sit arbejde. Der kom nok mange andre.

Men så lå brevet der en dag i november - brevet med den underlige afsenderadresse. Brevet fortalte kort om kvinderne, - at de havde forladt deres hjem for freden, som mænd gennem århundrede har forladt deres hjem for krigen.

Ideen i deres aktion er: "Omfavn basen om søndagen". "Luk basen om mandagen".

Kvinderne ønskede, at det skulle blive en international aktion, "fordi det er vigtigt, at alle mennesker fra alle lande ansigt til ansigt med atomvåbnenes trussel ikke føler sig isolerede, men at de i deres kamp forbinder sig med andre, så de kan opnå styrke gennem hinanden."

De fortæller, at basen har et hegn på godt 14 km med 7 porte. I løbet af søndagen skal kvinderne dekorere hegnet med ting, der udtrykker, hvad der har betydning for deres liv og som er truet af atomvåben. Kl. 13 skal man se, om kvinderne kan nå rundt om hele basen. Mandag skal man forsøge at lukke basen fuldstændigt ved at sætte sig på jorden og blokere for portene.

En våd, blæsende dag mødtes gruppen så i Esbjerg - 11 kvinder fra hele landet - den yngste en 17 -årig gymnasieelev fra København - den ældste en 65-årig sygeplejerske fra Vendsyssel. Kun få kendte hinanden i forvejen.

Søndag morgen - tidligt op, og på vej ud af London læste vi de papirer, vi havde fået - om hvad man kunne blive arresteret for og hvilke domme, der kunne tildeles.

I Newbury masser af biler og busser - dytten og vinken. Det regnede. Det sværmede med TV-hold og radiofolk. På begge sider af porten var der dekoreret med farvestrålende transparenter og fine spindelvæv af uldgarn, vævet ind i hegnet. Vi havde syet duer på dannebrogsflag og satte dem i hegnet. flere kom og spurgte, om vi var kommet "blot for dette" og takkede os overstrømmende. Vi nåede at få vævet "Danmark" med visne bregner, inden kl. var 13,00.

Så blev der uro langs hegnet. "Nu skal vi prøve at nå rundt". Vi belavede os på at bevæge os, vi måtte sikkert "strække ud" - så tæt vi stod. Så steg jubelen fra højre side - sang og indianerhyl. Hvad nu? En pige med en walkie-talkie kom Iøbende."Vi når rundt om hele basen". Sang og omfavnelser, gråd og latter. Under de snurrende helikoptere oplevede vi et øjeblik af frydefuld samhørighed med 14 km kvinder, vi var en del deraf. Langs hegnet blev en mistelten smukt prydet med guldbånd sendt fra hånd til hånd ledsaget af venlige kys, og efter den kom der frøkorn, som hver især skulle putte i jorden. Og inde i hovedet kørte godset fra ungdommen:

Med en rystende klode som underlag
På et snavset stykke avispapir
skriver jeg tværs over telegrammer
fra Lucifers faste borg
og tværs over sorte portrætter
af alle hans stolte drabanter
disse glemte ord: Jeg tror.-

Så blev lysene tændt og stukket ned i den bløde jord, og som mørket faldt på, blev det smukkere og smukkere.

Det blev en kold nat, men den gik, og da vi i det kolde, våde mørke ved 6-7 tiden kravlede ud af teltet, blev der ikke tid til overvejelser. Der kom besked fra "kvinderne", at der var brug for os. Blokeringen var begyndt i løbet af natten, og der skulle folk til de steder, der var tyndt besat. En stor lukket varevogn snurrede op ved indgangen og af sted gik det. Efter 7-8 km blev vi læsset af ved en port. Ved denne port var vi i mange, mange timer. Der var meget politi, filmhold og mange tilskuere, biler med arbejdere og byggematerialer holdt med snurrende motorer foran et par hundrede kvinder.

Pludselig stod Beatrice der. Hun råbte indtrængende til kvinderne på jorden: "Er I helt klar over, hvad I gør? Det går hårdt til. Er I sikre på, at I kan klare det?" Så gik det løs foran bussen. Massen af betjente rykkede frem og slæbte og bar kvinderne ud til siden, og med et ryk drønede bussen frem. Det lykkedes at få en varevogn holdt tilbage de få sekunder, der skulle til før kvindeflokken igen sad og lå tæt foran den. fra flokken på jorden lød der en lav, summende tone, der steg langsomt til en melodisk, klagende lyd, der jog gråden op i halsen hos os på skrænten.

En del af de mange tusinde kvinder der dannede kæde rundt om den amerikanske base i Greenham Common i protest mod den planlagte opstilling af krydsermissiler. (Foto: Sigrid Møller).

Pludselig stod en række kvinder med det mest vidunderlige stykke patchwork sat på stænger. De virkede som en åbenbaring. Disse smilende ansigter og det store stykke sytøj var som en stor latter anbragt midt i sceneriet med de sorte betjente og snurrende helikoptere. Nu satte betjentene i løb og der blev igen ryddet. Alt var kaos.

Udfaldet var givet. Bilerne drønede igennem, og det var et under, at ingen biev kørt over.

Mange vii sikkert opfatte kvinderne ved Greenham Com mon som galninge, men så kan de gale, naive og tåbelige kvinder tage nogle af denne verdens vise i hånden. De har brugt andre udtryk, men budskabet har været det samme: Atomoprustningen er galskab, vejen til verdens undergang:

Kan det kvinderne i Greenham Common gør i disse år beskrives bedre end Erik Knudsen har gjort det:

O døve skippere! Blinde Styrmænd!
Levende brødre ved mast og ror.
Jeg kalder på jer med vand i min mund....

Engelske kvinder har forladt job og familie for at bekæm­pe de missiler, der var ved at vælte den danske regering

20.000 kvinder omringer militærbase i England

Kraftig protest mod den planlagte opstilling af NATOs nye atomraketter

Af PER KNUDSEN
Informations udsendte medarbejder

NEWBURY. 12. december - Flere tusinde kvinder tog sondag hinanden i hånden og omringede den amerikanske militærbase Greenham Common. små 300 km vest for London.

Det skete som protest mod, at en del af NATOs nye atomrakelter installeres på denne base i slutningen af næste år.,

I begyndelsen blev aktionen betragtet som latterlig, og en af de overstkommanderende på basen sagde, at kvinderne for hans skyld kunne blive liggende så længe, de havde lyst tii.

Myndigherne regnede med, at kvinderne yille miste modet. når vinterens kulde og sne satte ind, men det gjorde de ikke. I stedet opbyggede de en fredslejr med telte og campingvogne,

Greenham Common

Kvinderne i fredslejren i Greenham Common har inviteret Kvinder for Fred i hele Europa til at deltage i en demonstration i lejren den 12. december 1982 for at protestere mod beslutningen om at stationere missiler i Storbrittanien.

På landsmødet var der tale om at sende et par danske fredskvinder afsted med rejsetilskud fra fonden.

Der har været et planlægningsmøde i lejren den 3. oktober.

Det har vi ikke kunnet nå at sende repræsentanter til, men næste Køkkenrulle vil få et referat derfra. Hvis nogen ønsker at se referatet inden næste køkkenrulle udkommer, kan det fås hos

Birgitte Siert

Britiske kvinder vil standse
raketopstilling
100 kvinder har
opslået fredslejr

Spredte indtryk fra Fredsmarch 82.

Birgit Horn fortæller om fredsmarchen til Moskva:

Det var overvældende at blive inviteret på lunch på Stockholms rådhus i den gyldne sal, hvor bl.a. Nobel's fredspris uddeles.

Turen gennem Finland var bestemt ikke mindre hjertelig. Hornmusik og friske markbuketter, gratis mad, som kommunerne betalte og som Kvinder for Fred sled med at tillave. Vi sov i gymnastiksale med militære madrasser som solidt grundlag. Festligt, hjerteligt og spontant.

Stor velkomst i Viborg ved ankomsten til Sovjet. Ungpionerer, lange taler og masser af mennesker. Anti-amerikanske plakater, som marchledelsen protesterede imod.

De blev ikke set siden.

I Leningrad var gaderne ryddet under vores march til det store hotel Leningrad.

Luxus, arrangementer og turisme i lange baner. Her begyndte mange at få kolde fØdder. Ville vores budskab drukne? Ville vi ikke være i stand til at markere vore standpunkter af lutter gæstehøflighed? Ville russerne løbe om hjørner med os?

I Kalinin var modtagelsen spontan og hjertelig.

Arrangementerne i Moskva var overvældende. Den sovjet tiske ledelse affejede det med, at vi bare kunne droppe turist arrangementerne. Nogle pjækkede fra fabriksbesøg. Ingen forhindrede os i at gå egne veje og opsøge de menige sovjetborgere, hvad mange gjorde. Møder i hotellets kongressal med den russiske ledelse for at få afklaret mange påtrængende spørgsmål. Det rensede en del på de psykisk hårdt belastede marchdeltagere.

Fejloversættelser blev øjeblikkeligt korrigeret af russiskkyndige marchdeltagere. Lange, forberedte taler blev stoppet under fabriks- og andre besøg til fordel for debat, af de nordiske deltagere naturligvis.

I Smolensk krabbede vi sidelæns forbi ungpionerer i strækmarchvagtskifte ved den ukendte soldats grav for at undgå at se for meget. 1 anne Houman gjorde de russiske ledere opmærksom på, at det var smagløst at lade os defilere forbi, det mindede os for meget om Hitlerjugend.

Hen imod afslutningen i Minsk havde vi fundet vore egne ben. Siden vi i Moskva var blevet opmærksomme på, at afslutningsmarchen skulle gå til Katyn, havde diskussionerne været heftige. Dagen lang og nætter med blev der diskuteret for og imod.

Aftalen var klar. Der skulle arrangeres en "udflugt" til krigsmindesmærket i Khatyn - ikke en march. Den russiske ledelse undskyldte at det var lokalt, arrangementet var blevet lavet. Problematikken er i korthed, at der under 2. verdenskrig blev likvideret 1500 polske officerer. Russerne påstår, at det var nazisterne, som gjorde det.

Siden er der for 10 år siden bygget et vældigt krigsmonument over 200 udslettede landsbyer i en lille by af samme navn. For at lægge rØgslør over det som skete i Katynskovene?

Dem som var indstillet på at tage med understregede, at det nok ikke var ond vilje, at marchen var planlagt og at det ville såre hviderussernes følelser, hvis vi ikke gik med og ærede deres døde. Vi andre holdt fast på, at der forelå en klar aftale og at det ville kunne bruges imod os politisk, hvis vi gik med, samt såre polakkernes følelser.

Alle "march-lederne" undtagen Eva Nordland blev hjemme, samt halvdelen af marchdeltagerne, hvis man fraregner den russiske del.

Ritva Jonson, svensk march deltager, tog med og fortalte om det andet Katyn. En historie, som de ca. 2000 sovjetborgere nok aldrig havde hørt før. Hun blev kraftigt imødegået af formanden for den sovjetiske fredskomite.

Marchens troværdighed og ære var reddet.

Vibeke Sperling skriver i en leder i Information 31.7. 1982.

"Fredsmarch 82 gjorde det umulige. Den viste, at græsrods-spontanitet godt kan markere sig stærkt i et samarbejde med en stormagts konforme statsapparat." Vibeke Sperling bor i Moskva og er korrespondent for Information. Hun fulgte med marchen.

1983 gik fredsmarchen fra Oslo til New York og Washington.

UD PÅ FLISEN ......
FOR ET ATOMPRØVESTOP - NU

Gertrud Hoffmann skriver i 1986:

Så er det nu, vi fra Gedser til Skagen og fra Ringkøbing til Helsingør, ja, fra hver en plet i Danmark skal synliggøre vores krav om et totalt prøvestop. Og vi skal blive ved, til målet er nået, uanset om det blæser eller stormer, om det regner eller sner!

Opskriften er enkel, effektiv og overkommelig og kan klares af et par fredelige og troværdige folk i hver kommune:

Tag personligt ind til politimesteren med en ansøgning om at låne nogle fliser en times tid om ugen sidst på eftermiddagen - helst foran byens rådhus, hvis· det ligger centralt. Og vælg den ugedag, hvor der er byrådsmøde.

Tag sort eller hvidt tøj på - evt. sort eller hvidt armbind - og medbring strygebræt, kosteskaft, "dobbeltstige" og 2 hårde masonitplader. De skal være hvidmalede på den ene side, indrammet af en blomsterranke og fx med flg. tekst:

Den anden side males sort, indrammes af kors og her står der:

Herefter følger praktiske anvisninger på flagning på hel eller halv stang, underskriftsindsamling, nyttige adr., pressemeddelelser, telefonkæde o.s.v.

DET NY SKER, NÅR DEN DER AL TID ER TILTÆNKT TILSKUERENS ROLLE BEGYNDER A T BLANDE SIG.
(Scharnberg)

De plantede en rose for freden

Fredsrosen er plantet på begravelsespladsen bag Margrethekirken

Foto: Grete Dahl

"Gør fjender til venner"

"Gør fjender til venner" var temaet for det regionsmøde, Kvinder for Fred i Aalborg arrangerede for 40 deltagere fra Jylland og Fyn i 1986.

De fire hovedtemaer på mødet var:

1) Oprettelse af venskabsbyer
2) Ideer til tillidsskabende arbejde
3) Bearbejdning af radio/TV for oprettelse af FREDS-afd.
4) Nedbrydning af fordomme mellem mennesker

Fra referat:

Merete Grieg fra Vinderup har besøgt Polen ved flere lejligheder. Hun gjorde meget ud af at fremhæve det modsætningsfyldte ved det polske samfund. Polen har altid været "besat", har haft en slags demokrati fra 1920, men har aldrig haft trykkefrihed osv. 60 % af litteraturen er undergrundslitteratur.

Der er ingen uofficielle fredsbevægelser i Polen, men der er visse paralleller mellem "Solidaritet" og de vestlige fredsbevægelser. Men der er mange forskellige facetter i "Solidaritet", som har stærk tilknytning til den katolske kirke. Man arbejder først og fremmest på at få forsamlingsfrihed, at sikre menneskerettighederne, bekæmpe censur og sovjetstyret. Men der er meget lidt bevidsthed om A-våben. Der er stor forskel mellem folk, der har oplevet 2. verdenskrig og de, som ikke har. (klip) Merete konkluderede, at fredsarbejde er meget mere end missiler. Det er vigtigt at kende noget til den historiske og kulturelle baggrund for at fremme fredsarbejdet. Kulturel udveksling er en af måderne, og Merete gav praktiske anvisninger på, hvordan man arrangerer rejser til og fra Polen.

Aase Bak-Nielsen formulerede et brev til Danmarks Radio/TV:

I 1986 er der VM i fodbold, og DR udvider den existerende sportsafdelings udsendeIsestider med et betragteligt antal timer.

1986 er af FN udnævnt til et specielt fredsår, hvor man forventer, at alle instanser gør en extra indsats for verdensfreden.

Vi - 40 kvinder samlet til Kvinder for Freds regionsmøde i Aalborg 12/4. - vil hermed opfordre DR/TV til at oprette en selvstændig fredsafdeling med en bemanding, der ikke er mindre end sportsafdelingens, og med et udsendelsestimetal, der ikke er mindre end det, der tildeles sporten i 1986. DR har journalister, som - hvis de får tiden og midlerne dertil - formår at gøre stof fra den virkelige verden mindst lige så spændende som den bedste krimifilm og mere end det: gøre dette stof vedkommende for befolkningen i en grad, så det giver genlyd ud over landets grænser.

En sådan fredsafdelings arbejdsområder må spænde vidt, da verdens freden ikke "bare" afhænger af stormagts"forhandlinger" og t errorbalancens positive eller negative resultater.

En fredsafdelingsfornemste mål må være dybtgående at afsløre årsagerne til krig og ufred og at udbrede kendskabet til de konkrete tiltag, der gøres - og kan gøres - til fremme af freden.

Derunder afdækkes:

1. magtens - magtbegærets - væsen,
de psykologiske - personligt prestigemæssige - mekanismer bag magtudfoldelsen,

Kvinder for Freds
internationale relationer.

Grete Møller har dækket en stor del af Kvinder for Freds internationale relationer og fortæller om dette arbejde:

Kvindernes Verdenskongres i Moskva 1987.

Ideen med Kvindernes Verdenskongres var at bygge videre på Nairobi-konferencen.

Vi var 2500 kvinder fra 154 lande samlet i dagene 23.-27. juni i Moskva.Kongressen havde et dagligt program fra tidlig morgen til sen aften. Emnerne var mangfoldige, men med fælles elementer: Kvinder og ...., fred, nedrustning, samarbejde, samfund, arbejde, familie, national befrielse, udvikling, massemedier osv. Dertil kom workshops arrangeret på stedet, solidaritetsaftener og forskellige emner.

Den danske delegation til Kvindernes Verdenskongres udgjorde 28 kvinder. Vi var en bredt sammensat gruppe fra diverse kvinde- og fredsorganisationer, politiske partier og fagforeninger.

Desværre tillader pladsen ikke at bringe hele Gretes beskrivelse.

Topmødet i Washington 1987.

Allerede i december 1987 deltog Grete i forbindelse med topmødet mellem Reagan og Gorbatjov i et alternativt topmøde hvor mange af de aktiviteter, som skulle finde sted, var arrangeret af Women for a Meningful Summit (WMS).

WMS er et internationalt netværk af kvindeorganisationer og enkeltpersoner, som arbejder sammen imod oprustning på jorden og i rummet og for en mere retfærdig og fredelig verden.

WMS repræsenterer, via de deltagende organisationer, mere end l million kvinder verden over. Sammenslutningen blev dannet i forbindelse med det første topmøde mellem Reagan og Gorbatjov, som blev holdt i Geneve i 1985.

I anledning af topmødet i Washington havde WMS sammen med World Women Parliamentarians for Peace (WWPP) arrangeret en række møder og høringer, hvor bl.a. kvindelige politikere og videnskabskvinder fra mindst 25 lande deltog. Fra Danmark deltog Margrethe Auken (SF) og Grete Møller. De mange høringer, taler og drøftelser endte med et communique af 9. dcb. 1987 fra WMS ogWWPP, i hvilket det fremhæves, at underskrivelsen af INF -traktaten var et første væsentligt skridt mod global nedrustning. Men det må straks følges op af nye fredsinitiativer.

Athen 1988.

Den 12. marts 1988 deltog Grete i "Day of Solidarity for Palestinian Women and Children" i Athen - inviteret af Magarita Papandreuo, President Womens Union of Greece. Der deltog kvinder fra 18 europæiske lande + Canada, USSR og Israel.

Murmansk 1989.

Grete deltog i freds- og miljøfestivalen i Murmansk 25.-28. juli 1989. Der deltog 30.000 fra Sovjet og 1700 fra de nordiske lande. I løbet af de tre dage kunne der vælges mellem 134 programpunkter med temaet fred, miljø, udvikling-handling for en fælles frem tid.

Løten 1990.

Envidere har Grete været med på et seminar om Norden som Atomvåbenfri Zone på Kvindeuniversitetet i Løten fra 9.-11. februar 1990. Her var repræsentanter fra 20 nordiske fredsorganisationer i 6 lande.

Rostock 1990.

Fra 11.-13. maj 1990 var vores flittige repræsentant udadtil med ved et symposium "Der KSZE-Prozess in beiden deutschen Staaten". Det foregik i Rostock og handlede om menneskerettigheder, sikkerhed og samarbejde i det nye Europa. Der var 18 deltagere fra 6 lande: DDR, BDR, Letland, Holland, Sverige og Danmark.

Snefnug er et af naturens
skrøbeligste påhit,
men se, hvad de kan udrette,
bare de holder sammen!

Østersøtræf på Bornholm 1990.

Grete Møller var medarrangør af Østersøtræf 25.~29. juli 1990 på Bornholm.

Freds- og miljøtræffet var virkelig et hav af muligheder, som viser, at der stadig er nok at tage fat på.

Interesserede kan deltage i et opfølgende møde i Medborgerhuset, Blågårds Plads d. 27. oktober. Man kan melde sig senest 20.oktober til Østersøtræf 1990, Nørrebrogade 7, 2200 København N.

Her blot et lille pluk fra det store arrangement, som selv aviserne siger var en succes: Østersøregionen og det fælles europæiske hus, hvor bl.a. Lithauens udenrigsminister deltog, samt en russisk, en tysk, en svensk og en finsk deltager var repræsenteret. Europa uden militær (opfølgning af folkeafstemningen i Schweiz om afskaffelse af militæret). Der var møde med folk fra det sovjetiske prøvesprængningsområde i Kasakhstan. I kvindeteltet fortalte Tine Forchammer om Nordiske Kvinders Fredsnetværk. Her var også diskussion om magtmisbrug og herskerteknikker, penge fra militær til miljø, 10pct.~kampagnen, fremtidene energi for Østersøområdet, findes der en kvindelig Økonomi? Kvinders syn på genteknologi, EF og kvinderne og meget, meget andet.

I andre telte: Grøn spildevandsrensning, Norden og Østersøen som atomvåben fri zone, Ingeniørers syn på freds- og miljøspørgsmål, Civil- kontra militær produktion, Scan Link Nej Tak, Nord-syd: Det nye jerntæppe? Brundtlandrapporten osv.,osv.

I det hav af muligheder for at gøre verden til et bedre sted er der stadig brug for vore kræfter i Kvinder for Fred.

Det kan være svært at forholde sig til det hav af muligheder, som Østersøtræf bød på.

Hvis man trænger til noget meget konkret at arbejde med, kan der peges på to ting:

Fredsbeuægelsernes tid er forbi, men græsrøddernp vil fortsætte, lyder det fra Østersøtræf 90 på Bornholm. Folo: Michael Koch

Båndet omkring Jorden og militærskattenægtelse.

Båndet omkring Jorden.

Justine Merritt var i kvindeteltet og fortalte, hvordan ideen med "at omfavne Jorden med skønhed og kærlighed" i 1992 konkret tænkes udført.

Når solen står op i Japan på FN-dagen 1992 starter aktionen med mennesker, som har bundet - forhåbentligt kilometerlange - rækker af bånd rundt om i landet. På solens vej over Jorden følges den ved solopgang i de forskellige lande. Den smukke aktion skal selvfølgelig forberedes allerede nu ved, at vi alle laver fredsbånd, og når tiden nærmer sig forbereder medierne, så det giver genlyd. I disse Guiness-rekordtider skulle det måske kunne lykkes.

The Ribbon around the earth -

MiIitærskattenægtelse kan der arbejdes på i form af breve til folketingsmedlemmer om at lovliggØre militærskattenægtelse i lighed med nægtelse af militær værnepligt.

Det vil blive lettere at argumentere, når heftet om baggrunden for nægtelse af militærskat udkommer i løbet af efteråret. Derudover kan man indsætte gaver på Fredsskattefondens giro nr. 6 13 99 49 og støtte arbejdet.

Men hvis man har indset nødvendigheden af civil ulydighed som middel til at få ændret noget som helst, trækker man 6 pct. fra alle momsindbetalinger, skriver hvorfor og sætter pengene ind på Fredsskattefonden, sender evt. girokupon som bevis på, at man ikke har soldet pengene op. De breve, man får med besked om, at "der ikke er hjemmel" for at gøre sådan, besvares tålmodigt.

Vel er det besværligt og tidskrævende, men hvis vi vil noget, er det nødvendigt at hamle op med militær effektivitet.

Kvinder for Fred
Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14,
9240 Nibe

Til Folketingets medlemmer.

SEND IKKE DANSK KRIGSSKIB TIL GOLFEN

De vestlige stormagters aktiviteter i Golfen har intet at gøre med beskyttelse af de derboende be- folkninger og deres rettigheder.

Det er ikke FOLKERETTEN, de vestlige krigsskibe skal beskytte (som regeringen hævder), men udelukkende olieselskabernes økonomiske interesser.

Et dansk skib har intet at gøre i en sådan kamp.

Danmark kunne tjene FOLKERETTEN ved at kræve, at FN udnytter alle muligheder for at løse krisen ved fredelige midler.

Trusler om vold øger usikkerheden.

Lad ikke Danmark have medskyld i en forøgelse af hadet mellem mennesker.

på vegne af KVINDER FOR FRED

Aase Bak-Nielsen

Den eneste fra Folketinget, der reagerede, var Jens Thoft, der skrev, at SF er helt enig med os. Brevet blev bragt i Land og Folk og i Det fri Aktuelt. Politiken sendte det tilbage, og Information reagerede ikke.

Fire kvinder, Inger Bjørn Andersen, Nina Mortensen, Birgitte Siert og Johanna Tarp fil 15 minutters foretræde for 17-mandsudvalget inden debatten i Folketinget. Også her var Jens Thoft den eneste positive.

- men de sejlivede fredskvinder er her endnu!

OLFERT FISHER - Korvetten Olfert Fischers af sejling fra Holmen i København blev onsdag aften fulgt til dørs af en demonstration i protest mod, at det danske fartøj skal deltage i militæraktionen i Den persiske Bugt.

Demonstrationen var arrangeret af »international Liga for Fred og Frihed« og »Kvinder for Fred« der krævede alle udenlandske styrker ud af bugten og erstattet af FN-styrker. Parolerne var »Danskerne ud af Golfen« og »Handelsblokade herhjemmefra«.

»Danmark burde opfylde FN-resolutionen om embargo af irakiske varer på hjemmebane, forstået på den mdde~ at man burde kontrollere import og eksport herhjemme. Så kunne de penge, som nu bruges på at sende »Olfert Fischer« afsted, bruges til at godtgøre tabene hos de firmaer, der er afhængige af handelen med lrak«, siger formanden for »lntemational Liga for Fred og Frihed«, Hanne Norup Carlsen. (Foto; Ernst Nielsen)

SANG OM FRED OG FRIHED

Af Halfdan Rasmussen

Kom fred, og fyld den hele dag
med alt hvad tryghed skaber.
En krig betyder nederlag
for fler end den der taber.
Sig nej til væbnet heltemod.
Vær tålsom og tålmodig
og lær af Frode Fredegod
at gøre freden frodig.

Kom fred, og skænk os troens trods
og tvivlens eftertanke.
Begrav den frygt der lammer os.
Slyng som en blomsterranke
en stængel håb med duft af savn
om jordens blide runding
og lad os hviske livets navn
mod dødens bossemunding.

Kom fred, og bind med kløgt og ånd
de mørke magters higen
og læg de nøgler i vor hånd,
som kan forhindre krigen.
Gør op med had og magtbegær
imellem folk og stater
og lad os plante tusind træer
i stedet for granater.

Kom fred, og fyld de tomme kar
med mer end kval og hunger.
Lad fred og frihed danne par
og få en masse unger.
Lær dem at slås for fredens sag
når verden er urolig.
Gør hver dag til en fredens dag,
hvert land til fredens bolig!

For ti år siden .....

Tiden rider hastigt, sagde de gamle.

Nu rider tiden, så vi bliver åndeløse. Det er næsten allerede glemt, at en af de ældgamle forestillinger om folk samhørige hånd i hånd over landegrænserne fandt sted, da mennesker i de baltiske lande rakte ud efter hinanden og dannede en menneskekæde så lang, at den nåede gennem Estland, Letland og Litauen. Hvor mange var det nu de var? Og hvor lang var kæden?

Og således blev en af de mange ideer, vi har arbejdet med i Kvinder for Fred gennem ti-året for vor eksistens, til virkelighed. Vi ville danne kæde over grænsen fra øst til vest - gennem mure, over pigtråden, hen over grænsebomme. Og holde i hånd.

Nu er Muren faldet, de østeuropæiske landes grænser er åbnede. I befrielsens første rus rakte folk hænder over grænserne. Kvinder og mænd. Vore utopiske forestillinger i Kvinder for Fred i de hektiske dage dengang i 1980 med indsamling af kvindeunderskrifter over hele Norden for at overrække dem på FNs store kvindekonference i Bellacentret, synes i de første berusende øjeblikke at være blevet opfyldt.

Vi så et nyt Europa med muligheder for fredelig sameksistens. Centraleuropa genopstået som del af det Europa, der i efterkrigstiden har været kvast mellem supermagterne. Mere end nogensinde mærker vi i dag det fangenskab, vi har været holdt i under beskyttelsens, sikkerhedens maske. NATO passer på dig!

Det er, som Verden af i Morgen er begyndt at række tilbage til Verden af i Går med spiren til den fascinerende tryghed, Stefan Zweig lader hvile i de wienske parkers beroligende atmosfære. Hør Straussvalsene, se de promenerende mænd med cigar og embonpoint som et sindbillede på ro og uforanderlighed. Selvom vi aldrig mere vil komme til at tro på uforanderligheden, har udviklingen i Østlandene givet os ny tro på fredelige løsninger. Også selvom så meget endnu er uafklaret. Ikke mindst i Sovjet.

Men håbet er der mere end nogensinde. Og "håbet er den måde, jeg overhovedet begriber fremtiden på", sagde Sartre.

Det var også håbet, der drev os frem, da vi uafvendeligt måtte starte Kvinder for Fred dengang i februar 1980. Fredsbevægelserne lå i dvale på det tidspunkt lammet af den stadige oprustning, den stadige trussel omkring os med våben så frygtelige, at de lammede os. Og hvad nyttede det at protestere?

Spontant opstod Kvinder for Fred blandt nordiske kvinder. På næsten mirakuløs vis fandt vi hinanden. Vi ville gennem vor fælles appel skabe bevidsthed om, hvad det egentlig var, der skete.

Våbenmilliarderne til mad!

Vi henvendte os globalt til kvinder og mente, at gennem en kvindeaktion ville vi ogsa få de regerende mænd i tale. Agitatorisk skrev vi: "Vi, undertegnede kvinder i Norden vil ikke længere stiltiende acceptere magtkampen mellem stormagterne. Alle aggressionshandlinger må umiddelbart indstilles, og nedrustningsforhandlingerne må straks genoptages og føre til handling".

Vi var ikke bange for de store ord. Men de havde slagkraft. Og tiden var moden.

Vi var ikke de eneste. I løbet af 14 dage måtte vi lade 40.0000 underskriftlister trykke. Ved overrækkelsen på kvindekonferencen i juni havde over en halv million kvinder skrevet under og mange tusinde fra andre lande sluttede op med støttelister.

Men helt fredeligt gik det ikke af. Ikke mindst blev vi angrebet for at være mandsfjendske. Også af kvinder. Diskussionen bølgede, og vi kom gang på gang i konfrontation med de kvikt skolede militærfolk. Men vi blev bakket op af regeringen.

Anker Jørgensen var statsminister og med os, og Kjeld Olesen var udenrigsminister og anbefalede os over for FN i New York. Men Lise Østergaard, vært for kvindekonferencen, lagde os for censur og var imod, at vi blandede os med de fine ved den højtidelige åbningsceremoni med dronningen og ministre og fremmede ambassadører og 2000 regeringsdelegater. Så der kom også lidt ballade ud af det. Det gav fornyet interesse i medierne, og freden kom igennem med sit budskab til verdenspressen og fik gode kår i årene, der fulgte.

Kvinder for Fred lagde inspiration til dannelsen af fredsgrupper med navne som Kunstnere for Fred, Læger for Fred, Lærere for Fred og mange mange flere. Vi blev internationale, og en engelsk kone i sit køkken hørte året efter om, at vi gik fredsmarch til Paris, og så begyndte kvinderne at ligge uden for militærlejren Greenham Common, og flere danske fredskvinder gik over og lå med uden for gitteret.

Efter Parismarchen hånede modstanderne fredskvinderne og beskyldte os som vanligt for at være i russernes sold. Det var jo nemt nok at marchere i Vesten men hvad med at gå til Moskva? Det gjorde vi så i 1982 og slap for en. tid for beskyldninger for kommunisme, da vi nægtede at gå til Katyn-mindesmærkerne. Vi deltog i årene derefter i internationale fredskonferencer også i de Østlande, vi stadigvæk mente, det var vigtigt at være i dialog med. Og hele tiden under mistro.

I dag ti år efter er vi blevet historie. Vi troede dengang, at det kunne nytte, selvom vi realistisk nok vidste, at det ikke var nogen nem sag at flytte bjerge. Men vi vidste også, at det slet ikke nyttede intet at gøre. Er det da Kvinder for Fred, der har fremmet en udvikling? Nej, naturligvis er det ikke Kvinder for Fred.

Men det er også Kvinder for Fred. Fordi vi var med blandt de mange kræfter i Vesten, som sagde fra, råbte op og hele tiden troede på, at der var stærke skjulte folkelige kræfter i landene bag jerntæppernes diktatoriske eneret på freden.

Mange mennesker i Vesten levede ligesom vi selv i angst for en fremtid. Har vore børn nogen fremtid, spurgte vi i appellen.

Ja, det er stadig spørgsmålet i dag. Har verdens sultende børn en fremtid?

Våbenmilliarderne er ikke blevet overført til føde for de sultende, og i dagens politiske diskussion såvel her som i andre vestlande, nu også i Østlandene, tales der om nedskæring af u-landsbistanden.

For tiden er det miljøets uhyggelige forurening, der optager medierne - de sultende masser rundt om i verden er gledet i baggrunden, men hver dag truer hungerdøden små børn. Deres fremtid er beseglet. Den eksisterer ikke, og appellen om våben-milliarderne til mad er stadig utopisk.

Nordiske kvinder standsede op med et råb: Nu må det være nok, hed det dengang for ti år siden. Der er stadig grund til at standse og råbe, så længe millioner sulter, og andre millioner lever i overflod.

Fredsbevægelserne og Kvinder for fred er rolige nu og holder lav profil, selvom der stadig er levende grupper af Kvinder for fred rundt om i landet, der vil fejre 10-året for en bevægelse, som ingen med sikkerhed kan sige ikke har været en af mange små brikker til forberedelse af tiden, så den blev moden til den åbning og det håb, vi nu lever midt i.

Tillykke med os!

Bodil Graae

Janne Houman

Kvinder for Fred

Tekst: Ellen Heiberg Musik: Birte Zander

Fredsduer flyver
med kvindernes ord
stands alle krige,
der findes på jord,
skån vore sønner
dræb ikke vore mænd
nedrust hele kloden,
lad den grønnes igen
læg ikke lande øde
brænd ingen marker mer.
Krig er undergang,
hvis krigen virkelig sker.

Kast ingen bomber
så jordkloden brænder.
Ilden slukkes altid
af nøgne uskylds-hænder.
Grebet af en dødsangst
blir afmagt til styrke,
vi råber et nej til krig,
jorden vil vi dyrke.
Menneskenes tanker
flyver let og trygt
i lande uden sultedød
og dage uden frygt.

Dyrk alle marker
med ris, rug og hvede.
Æbletræet blomstrer,
hvor fuglene har rede.
Grebet af en dødsangst
blir afmagt til kræfter,
vi råber et nej til krig,
for dem der kommer efter.
Børnene vi føder,
manden som er far
for jorden, som er alles jord,
den eneste vi har.

Fredsduer flyver
med kvindernes ord
stands alle krige,
der findes på jord,
skån vore sønner
dræb ikke vore mænd
nedrust hele kloden,
lad den grønnes igen
læg ikke lande øde
brænd ingen marker mer.
Krig er undergang,
hvis krigen virkelig sker.