Niels Rohleders leder i Information d. 12.08.99

Succesministeren

»Meldingerne fra organisationerne er helt nye for mig. Jeg har ikke før hørt klager.«

Thorkild Simonsen til Politiken



GLEMSOMHED KAN umuligt være hele forklaringen på, at indenrigsminister Thorkild Simonsen da han åbenbart for et kort øjeblik var undsluppet sine embedsmænds helt nødvendige mandsopdækning kommenterede tirsdagens velforberedte udlændingeudspil fra Amnesty, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp som ovenfor citeret.

Det er - forstår man - nyt for Thorkild Simonsen, at FN's højkommissariat for flygtninge (UNHCR) har kritiseret integrationsloven for at være i strid med FN's flygtningekonvention, og at Højesteret i seks konkrete sager har underkendt udlændingelovens strenge udvisningsbestemmelser i straffesager. Ministeren ved ikke af, at nogen skulle have sat spørgsmålstegn ved politiets brug af de tommeskruer - kaldet motivationsfremmende foranstaltninger - der skal presse asylansøgere til et »samarbejde« med myndighederne. Disse (og talrige andre) kritikpunkter er naturligvis gang på gang blevet rejst i offentligheden. Også af de tre organisationer.

Udnævnelsen i oktober 1997 af Thorkild Simonsen til indenrigsminister i stedet for den kompetente og altid velforberedte Birte Weiss er i medierne blevet fremstillet som en »genistreg« fra statsministerens side. Med Thorkild Simonsens seneste udtalelse til Politiken står det klart, at det håvde været fuldt »genialt« at udpege en chimpanse eller en automatisk telefonsvarer til indenrigsminister. De havde været mindst lige så lydhøre over for kritik, og telefonsvareren ville endda være i stand til at gengive den korrekt.

ÅRHUS-BORGMESTEREN - der blev minister, efter at han havde nået pensionsalderen - har været genstand for utallige, skamrosende avisportrætter. I et af dem fastsIog Jyllands-Posten for nylig, at en af de mange gavnlige effekter af udnævnelsen af »succesministeren"(avisens udtryk) er, at »dramaet er væk« fra den danske udlændingedebat.

Jyllands-Posten tager helt fejl. Dramaet er ikke væk for de danskere og herboende udlændinge, som ikke kan få besøg af venner og familie fra såkaldt asylproducerende lande på grund af en umenneskelig visumpolitik. Dramaet er ikke væk for de giftemodne, blandede kærestepar, hvis udenlandske part under trusler om deportation og indrejseforbud tvinges til at bruge tusindvis af kroner på at rejse om på den anden side af jordkloden for at søge familiesammenføring fra hjemlandet - på grund af en tåbelig regel"der skal forhindre proformaægteskaber. Dramaet er ikke væk for de blandede ægtepar, der er blevet behandlet lige så småligt som fiskerkonen Sukanya Jensen, som ikke kunne få opholdstilladelse, fordi hendes mand er på havet nogle dage ad gangen. Dramaet er ikke væk for de fysisk og psykisk syge, der desperat håber på at blive en af de ganske få personer, som får fordel af den nådesakt, som tildeling af en humanitær opholdstilladelse er. Dramaet er ikke væk for de familier, hvor faderen efter en lang årrække i Danmark oven i en kort fængselsstraf for begået kriminalitet får en livsvarig udvisning, som kun Højesteret kan redde ham fra.

Der er kort sagt masser af drama i dansk udlændingepolitik.



AT DE SENESTE ugers udlændingedebat ikke har handlet om at smide somaliere ud med faldskærm eller om pakistanere, som opfører paladser for deres bistandshjælp, gør den - desværre - til en paradoks undtagelse.

Bag debatten står blandt andre gruppeformændene fra CD og Det radikale Venstre, som ikke til daglig har deres fingre dybt nede i udlændingepolitikken, og som derfor giver udtryk for en naivt klingende forundring over de menneskelige tragedier, der er en logisk konsekvens af den udlændingelov, de har lagt stemmer til.

Peter Duetoft og Jørgen Estrup har lidt tilfældigt disponeret deres kritik i fire punkter. Information har taget dem på ordet og siden i 1ørdags i en serie temaartikler forsøgt at grave frem, hvad der ligger bag kritikken.



FORUROLIGENDE let har det været at finde eksempler på smålig og hjerteløs administration af udlændingeloven (og ubehageligt at forklare desperate mennesker, at Information ikke kan skrive om alle de mange sager). Men det har været lige så let at finde de politiske signaler fra politikerne til embedsmændene om, at det skal være meget, meget svært for udlændinge at komme ind i Danmark - især hvis de kommer fra verdens fattige og/eller krigshærgede lande. Så den kunstige adskillelse af administration og lovgivning, som de to politikere prøver at fastholde, er skadelig og begrænsende for debatten. Lov og praksis må ses i sammenhæng.

Derfor er det yderst relevant, når Amnesty, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp griber dagen og forsøger at sammensætte en dagsorden, der ikke baserer sig på tilfældigt opsnappede ideer om, hvor problemerne ligger, men derimod på årelangt og systematisk arbejde for udlændingenes - stadig færre - rettigheder i Danmark.

Hvis CD'ere og radikale var store nok til at erkende, at de har taget fejl og har strammet loven for meget, kunne de på dagens meget omtalte møde med indenrigsministeren tage udgangspunkt i dagsordenen fra de tre organisationer og dermed være med til at sikre en mere lødig og relevant debat om administration og

lovgivning over for udlændinge. ni