April 1999
Et demo?kratisk Europa
Af Bashy Quraishy, medlem af nævnet for etnisk Ligestilling og
Rådet for Etniske Minoriteter.
Denne pjece handler om de demokratiske processer vedrørende etniske
minoriteter i EU-regi. Europa-parlamentsvalget d. 10.juni er meget
essentielt for herboende indvandrere og flygtninge, ikke alene udfra den
kendsgerning, at Danmark er en del af EU, og beslutninger i stort omfang
bliver truffet i Ministerrådet og EU-kommissionen.
Harmonisering af asyl, immigration og visa-politik er en realitet som
etniske minoriteter skal forholde sig til.
Vi har udarbejdet disse oplysninger udfra mange års erfaringer og
ressearch om EUs udvikling, forskellige traktater og etniske minoriteters
rettigheder. Vi håber at disse informationer vil give både etniske
minoriteter og danske læsere et indblik i de stramninger, som er foretaget
gennem harmoniseringspolitikken.
Der er stort behov for åbenhed, gennemskuelighed og opdatering af regler
og politiske beslutninger vedrørende minoriteter.
Et demokratisk samfunds spilleregler skal være tilgængeligt for at folk
kan tage stilling til dem.
Bashy Quraishy
Nye land svej 53, 2000 Fre deriksb erg
Tlf: 38 8819 77
bashy~get 2 net. dk
Korrektur: Annemette Nyborg Lauritsen
Udgiver:
Frederikshavn Multietniske Forening
% Arne Hansen, Sønderjyllands Alle 35
9900 Frederikshavn
Tlf.: 98 42 55 42
arnehans@post3.tele.dk
http://home3.inet.tele.dk/arnehans og
http://fritid.frhavnkom.dk/Foreninger/FREDERIKSHAVN_MULTETNISKE_FORENING/index.htm
Denne pjece er udgivet med støtte fra Nævnet
vedrørende EU-onlvsning
april 1999,
Fælles beslutningsprocedure
Ved hele EU-kommissionens afgang den 15.marts 1999 er spørgsmålet om det
demokratiske underskud og nærhedsprincippet sat på dagsordenen af
Europa-parlamentet. Magtfordelingen i EU-regi op til Amsterdam-Traktaten
var af en sådan karakter, at Europa-parlamentet var et
"gummi-stempel-parlament" uden reel indflydelse eller mulighed for at tage
nye initiativer på egen hånd.
Med Maastricht-traktaten blev Europa-Parlamentets rolle som med lovgiver
væsentligt styrket gennem den fælles beslutningsprocedure. Ifølge denne
procedure, der er omhandlet i Maastricht-traktatens artikel 189b,
vedtager Rådet og Europa-parlamentet i fællesskab EU-lovgivning. I
Amsterdam-traktaten udvides den fælles beslutningsprocedures
anvendelsesområde kraftigt og dækker nu 38 områder (før var det kun 15).
Dog vedtages lovgivning på vigtige områder som landbrug og beskatning
stadig af Rådet, mens Europa-Parlamentet kun har en rådgivende rolle.
Endvidere forenkles den fælles beslutningsprocedure med
Amsterdam-traktaten således, at hele proceduren nu er hurtigere.
Proceduren efter Amsterdam-traktaten:
Lovgivningsprocessen indledes med, at Kommissionen forelægger
Europa-Parlamentet og Rådet et forslag. Europa-Parlamentet kan ved
førstebehandlingen fremsætte ændringsforslag til Kommissionens forslag.
Rådet kan ved dets førstebehandling vedtage forslaget, hvis det godkender
alle Europa-Parlamentets ændringsforslag. Vedtagelsen kan ske ved
kvalificeret flertal. I dette tilfælde slutter proceduren her. Hvis Rådet
ikke godkender alle Europa-Parlamentets ændringsforslag, vedtager det en
"fælles holdning", som det meddeler Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet
har så tre måneder til ved andenbehandling at godkende, forkaste eller
fremsætte ændringsforslag til den fælles holdning. Hvis Europa-Parlamentet
godkender den fælles holdning, eller ikke har udtalt sig, anses den
pågældende retsakt for vedtaget i form af den fælles holdning. Der skal et
absolut flertal til, før Europa-Parlamentet kan forkaste den fælles
holdning eller fremsætte ændringsforslag. Hvis den fælles holdning
forkastes af Europa-Parlamentet, falder forslaget. Fremsætter
Europa-Parlamentet ændringsforslag til den fælles holdning, har Rådet tre
måneder til at godkende Europa-Parlamenentets ændringsforslag ved dets
anden behandling. Kan Rådet ikke godkende alle ændringsforslagene, skal
Forligsudvalget indkaldes inden for en frist på seks uger. Forligsudvalget
har så seks uger til at nå til enighed om et fælles udkast. Dette udkast
skal godkendes i Europa-Parlamentet med simpelt flertal. Hvis
Forligsudvalget ikke når til enighed om et fælles udkast, falder forslaget.
Parlamentet
Først var Parlamentet en udpeget forsamling, så blev den folkevalgt og fik
magt over budgettet og nu altså i en vis udstrækning over EU-Kommissionen.
Nu har parlamentet fået betydelige lovgivningsbeføjelser og dermed øget
autoritet i sin kontrol med Kommissionen.
Parlamentet har 626 folkevalgte medlemmer, der er valgt ved direktet valg
i medlemslandene.
* Medlemmerne af Parlamentet kan ikke lovgive direkte, men kan komme med
ændringsforslag til Ministerrådet og har vetoret i en tredjedel af alle
sager. Parlamentet udøver politisk kontrol over for Kommission og
Ministerråd, især på budgetområdet.
* 16 medlemmer af Parlamentet er valgt i Danmark.
EU Kommission
EU-Kommissionen er den eneste EU-Institution, der kan foreslå og
iværksætte love.
* Kommissionen har 20 medlemmer, som bliver udpeget af de nationale
regeringer for femårige perioder, sidst i 1995. Danmark har én kommissær
* En gang om året skal Parlamentet godkende Kommissionens budget.
* Enkelte kommissærer kan ikke væltes, men EU-Parlamentet kan med 2/3 af
stemmerne afsætte hele Kommissionen.
Lektor Lars Adam Rehof mener at regler ikke kan hindre, at regeringer
også i fremtiden vil parkere hjemlige, udtjente politikere som kommissærer
- måske endda personer uden hverken evner eller interesser for hvervet.
Det viser al erfaring også fra andre internationale organisationer som for
eksempel FN, hvor stater øver indflydelse. Politiseringen er til stede som
et faktum, og at tro andet er naivt.
Ministerrådet
Ministerrådet vedtager EUs love. I Ministerrådet mødes medlemslandenes
ministre for de enkelte politikområder, fx. landbrugsministrene.
* Rådet har lige så mange medlemmer, som der er lande i EU, men stemmer i
forhold til landenes størrelse.
* En vedtagelse kræver 62 ud af de 87 stemmer. Omvendt skal der 26 stemmer
til for at blokere et forslag.
Gennem Rådet vedtager medlemsstaterne EU-lovgivning, opstiller politiske
mål og bilægger tvister. Derfor har hver medlemsstat en større
repræsentation i Bruxelles, som gør det muligt for dem at overvåge
arbejdet i EUs institutioner og at forberede især retsmøder.
EU-domstolen
EU-domstolen udtaler sig om fortolkning af EU-love og afsiger domme.
Ef-domstolen har ret til at idømme bøder.
* Der sidder 15 dommere i domstolen - en fra hvert medlemsland.
Fjernstyret demokrati
Den største kritik af EU-institutioner kommer fra bevægelser og personer,
som er bekymrede over EUs lukkethed og bureaukrati samt svækkelse af
national parlamentet. De mener at Bruxelles overtagelse af beslurninger i
større og større omfang for evighed vil skade demokratiet.
Det er fundamentalt i et demokrati, at den enkelte borger i kraft af sin
stemme har mulighed for at udskifte regeringen - hvis tilstrækkelig mange
gør det samme. Den mulighed findes ikke i EU.
Jan Sturm, Europa parlaments kandidat for Junibev. skriver i Politiken,
d.15.3.99 under titlen
"Demokrati på udsalg"
Vi har haft tre folkeafstemninger om EU på syv år, og danskerne er det
folkefærd der ved mest om EU. Samtidig hører vi til blandt de mest
EU-skeptiske i Europa. Måske er det blot sådan at danskerne har forstået
EU, men bare ikke er enige med føderalisterne i deres lovprisninger af EU.
Danmark har været med i det forpligtende EF/EU-samarbejde i mere end end
26 år. Alligevel er det ikke lykkedes at få diskussioner og dialog på
tværs af grænserne. De fleste danskere kender navnet på den danske
statsminister. Knap så mange kan sige hvad EUs præsident hedder. Mange
danske love får udførlig omtale, og diskuteres i danske medier og blandt
danskere. Knap så mange EU-love får samme opmærksomhed. De fleste er klar
over, at regeringen lancerede en storstilet plan om reform af efterlønnen
i december sidste år. De færreste er derimod klar over, at EU-kommisionen
har truet med retssag mod Danmark, hvis ikke den gamle efterlønsordning
blev ændret.
Eksemplerne viser, at der ikke eksisterer et fælles rum for europæiske
diskussioner, den såkaldte europæiske offentlighed. Det er fint at ændre
på de danske vilkår for debatten. Men problemet ligger desværre et andet
sted. Nemlig i de mange låste døre i EU-systemet. Det er gennem åbenhed
forudsætningerne for den europæiske dialog skabes. Ikke omvendt.
Ifølge Sofie Rud fra Folkebevægelsen mod EF-unionen betyder Danmarks
medlemskab af EU, at det danske folketing er så forhippet på at leve op
til de økonomiske krav og harmoniseringsmål, at det for alvor går ud over
vores eget demokrati og muligheden for selv at prioritere, hvor og hvor
meget der skal spares.
"Danmark fører en slags forhåndstilpasningspolitik. Det, som den danske
regering kalder sund økonomisk politik, er EUs opfattelse af sund økonomi.
Danmark er ikke i stand til at føre en selvstændig politik i dag," sagde
Lis Jensen, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod
EF-Unionen, ved et pressemøde i går om bevægelsens kampagne i anledning af
den kommende afstemning.
"Alle disse krav fra EU om, at vi skal tage stilling til EUs udvidelse,
Schengen og ØMUen betyder, at vi bliver demokratisk lemlæstede. Det går ud
over vores demokratiske selvværd. Vores opgave er at bremse det, inden det
udvikler sig til nationalistisk protektionisme i de enkelte lande, " siger
folkebevægelsens nuværende medlem og kandidat til det
kommendeEuropa-parlament OleKrarup. (Berl.Tid.d. 2.3.99)
Lone Dybkjær det radikale medlem af Europa-parlamentet sagde i sin
velkomst til Politikens konference i april 98 om 'parlamenternes Europa',
at "Den europæiske Union er ikke nogen udpræget demokratisk konstruktion".
Ove K. Pedersen, professor ved Københavns Universitet, fastslog, at de
nationale parlamenter - den traditionelle ramme om demokratiet - har
mistet indflydelse i takt med, at EU har fået mere og mere magt.
Joseph Weiler, professor ved Harvard University, kritiserede det
hykleriske i, at EU kræver, at medlemmer skal have et liberalt demokrati
- men ikke selv fungerer som sådan. EU kræver respekt for
menneskerettighederne af sine medlemslande - men vil ikke selv underkaste
sig Menneskerettighedsdomstolens afgørelser.
Politikerne er tit vrede over EU-harmonisering af lovgivning. Det senste
eksempel er den politiske utryghed, som Frank Jensens lovforslag om
personoplysningers harmonisering har skabt.Venstres Birthe Rønn Hornbech
kalder det demokratisk uoverskueligt. Hun sagde til informations
journalist David Rehling d.15.3.99:
"Det er et demokratisk problem, at vi er bundet op på noget, vi ikke kan
overskue". Justisministerens forsøg på at få Folketinget til at vedtage
et 82 paragraffer langt og kringlet lovforslag, der går ud på at
gennemføre et EU-direktiv fra 1995 med den lige så kringlede titel:
"Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger."
SFs retsordfører Anne Baastrup kalder lovforslaget "fuldstændigt
uacceptabelt" og tilføjer: "Vi råbte og vi skreg, da direktivet i sin tid
blev gennemført, men den gang ville ingen høre på os."
Kritikken går på, at direktiv og lovforslag uoverskueligt vender op og ned
på danske regler om fri debat og om beskyttelse af personfølsomme
oplysninger.
Afdelingsforstander, cand jur. Oluf Jørgensens fra Danmarks
Journalisthøjskole har udarbejdet et meget kritisk notat om lovforslaget.
Heri fremhæver han, at de foreslåede regler "vil gøre kraftige indhug både
i informations og ytringsfriheden og i beskyttelsen af oplysninger om
private forhold."
Kontrol: Selv om grænsekontrollen forsvinder, når Danmark i efteråret år 2QOO bliver fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet, så vil der stadig være intensiv kontrol af og opmærksomhed omkring personer. som krvdser grænsen.
AF MIKKEL THRANE
Når grænsebommene åbnes i efteråret år 2000, og Danmark bliver fuldgyldigt medlem af Schengen-samarbejdet, betyder det ikke, at politiet helt holder op med at undersøge folk, som rejser ind i Danmark.
Snarere tværtimod.
Kontrollen flytter blot væk fra grænsen og ind i landet
Blandt andet skal de politifolk, der i dag undersøger pas ved grænseovergangene, overføres til den baglandspatrulje, som blev etableret i november 1997. Det betyder, at cirka 130 betente for fremtiden vil være beskæftiget i området bag den dansk-tyske grænse med at kontrollere personer, der mistænkes for at rejse illegalt ind i Danmark samt kriminelle og andre uønskede.
Det bliver for fremtiden en
anden type kontrol. som tager sit udgangspunkt i analyser og trusselsvurderinger af for eksempel flygtningestrømme og kriminalitetsmønstre. Det, vi arbejer på, er at finde nogle niveauer for kontrol. som matcher det trusselsbillede, vi ser. Målet er at anlægge et helhedssyn,« siger politimester i Rigspolitiers afdeling E, Hans Viggo Jensen.
En arbejdsgruppe under Rigspolitiet er ved at vurdere, hvordan man fremover kan forctage personkontrol i grænseområdet, men også i resten af landet.
.'Vi skal finde ud af, hvad vores muligheder er for at lave kontroller. Men vi ved fra blandt andet Tyskland og Holland, at der er etableret ganske effektive kontrolfunktioner i de grænsenære områder. Herhjemme har vi i mange år udvekslet oplysninger med andre lande om trends. Det
gælder rejseruter, de dokumenter, som illegale asylansøgere anvender, når de rejser i Vesteuropa, og hvordan de bliver indsmuglet. Om de ligger i containere eller i bunden af lastbiler, når de kommer ind. Så når man står i en kontrolsituation, ved man, hvad man skal lede efter,« siger Hans Viggo Jensen.
På den tyske side af grænsen er det tyske grænsepoliti, Bundesgrenzschutz, allerede nu klar med planerne for, hvordan den nye situation skal klares.
ysk plan
Personlrontrollen, som vi vil gennemføre på motorveje og andre veje, skal opfange kriminelle, der arbejder på tværs af grænsen. Almindelige turister skal blot ønskes »fortsat god rejse,« siger chefkommissær Klaus Peter Heldt fra Bundesgrenzschutz.
Han foreslår, at de danske og tyske myndigheder sammen skaber et mobilt kontrolsystem, der kan sættes ind på veje i grænseområdet.
kommer fra 3.verden. Nogle har boet her i genenerationer, andre er kommet
hertil efter anden verdenskrig. Mange er kommet hertil, da Europas
økonomiske vækst havde behov for billig arbejdskraft. De kom hovedsagligt
fra lande udenfor Europas grænser, dvs. fra Asien, Mellemøsten, Afrika og
Latinamerika. Deres drøm var at få et arbejde, tjene penge, forsørge deres
familier og spare nok til, at de en dag kunne rejse tilbage til deres
hjemlande. Det er altid nemt at ønske, men svært at opfylde en drøm. Mange
kunne ikke opspare den nødvendige kapital til hjemrejse og til at etablere
sig igen i deres hjemlande. For nogle var det svært at tage tilbage efter
mange års ophold i et vestligt land. Familiens ankomst hertil og børnenes
skolegang og opvækst var en anden årsag til, at det ikke kunne lade sig
gøre at rejse tilbage. I nyere tider er der også kommet en del flygtninge
til Europa, som måtte forlade deres lande på baggrund af politisk eller
religiøs forfølgelse og i visse tilfælde tvang borgerkrige dem til at
flygte.
I starten var disse mennesker velkomne i Europa. De var hårdtarbejdende,
ikke krævende, men taknemlige. Deres traditioner, kulturer, sprog og
religioner var ikke et problem for myndigheder eller befolkning. Så længe
de udførte et stykke arbejde, fik deres løn og ikke gjorde sig specielt
synlige, var der ikke nogen, der oplevede dem som en byrde.
Efter oliekrisen i starten af 1970erne, begyndte den europæiske økonomi at
vakle, og det medførte en stigende arbejdsløshed. Bremsning af den sociale
fremgang medførte kolossale forandringer for de etniske minoriteter. De
var de første til at mærke arbejdsløsheden og den sociale marginalisering
i forskellige europæiske samfund. Derefter gik det støt ned af bakke. Fra
at være hilst velkommen som arbejdskraft, er de nu en uønsket
socio-økonomisk byrde. I de fleste EU lande er arbejdsløsheden på mellem
8-12 %, men blandt de etniske minoriteter er procenten 4-5 gange så stor.
Myndigheder og politikere er opmærksomme på denne situation, men de er
bange for at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at løse dette
problem. Politikerne frygter reaktioner fra deres vælgere, som har stor
modvilje til overhovedet at beholde de etniske minoriteter inden for
landets grænser. Af mange europæiske borgere betragtes de etniske
minoriteter som en kulturel, social og økonomisk trussel - en udvikling,
der hovedsagligt er skabt af medierne, der har kastet sig over de etniske
minoriteter som den ny tids syndebukke.
I tidens løb har mange blandt de etniske minoriteter opnået
statsborgerskab i forskellige EU lande. Det giver dem rettigheder på lige
fod med de indfødte statsborgere, dermed lige rettigheder i EU, dvs.
retten til arbejde, studere, lægelig hjælp, socialhjælp og retten til at
stemme. Disse rettigheder er til gengæld ikke lige så tilgængelige for
dem, som stadigvæk ikke har opnået statsborgerskab i et EU land. De kan
ikke en gang besøge deres familie i et andet EU land uden besvær.
Harmonisering af asyl- og indvandrerpolitik, samt inddragelse af den
hidtil mellemstatslige Schengen-aftale under EUs overnationale regi, vil
have meget restriktive konsekvenser for de etniske minoriteter uden EU
statsborgerskab.
Er EU specielt skadelig for de etniske minoriteter, som bor i Europa, og
farlig for tredje verdens lande generelt? Det er svært at besvare lige nu.
Kun tiden vil vise det.
Mange fornuftige europæere er bekymerde for denne restriktive udvikling.
Forfatter Susan Sontag beskriver realiteterne i Weekendavisen d. 21.12.95
således.
"Nogle hævder, at Europa er dødt. Måske er det mere rigtigt at sige, at
Europa endnu venter på, at blive født. Et Europa der tager hånd om sine
forsvarsløse minoriteter. Europa må nødvendigvis være multikulturelt
ellers kan det ikke eksistere"
Over hele Europa taler man meget om den europæiske familie, det europæiske
hus, og den europæiske kultur. EU-politikere har haft travlt med at
fortælle befolkningerne, at det nye Europa vil kunne blive den ledende
stormagt i verden. Set ud fra europæiske lederes, politikeres og
bureaukraters synspunkter vil dette nye Europa være et sted, hvor frihed
og demokrati vil herske, menneskerettighederne vil blive respekteret, og
den europæiske kultur vil blomstre og blive stærkere, til eksempel for
resten af verden. Faktisk synes det som om, disse landes ledere er fast
besluttet på at skabe et Europas forenede stater - en kæmpe af et
fællesskab af hvide, kristne lande der militært og økonomisk er på lige
fod med USA og Japan, og med tiden stærkere.
Beklageligvis gemmer der sig bag dette smukke demokratiske og menneskelige
europæiske ansigt et andet europæisk ansigt, som er grimt, racistisk og
som ikke overholder menneskerettighederne overfor sine etniske
minoriteter. Det er i dette nye Europa, at 17 mio. ikke-europæiske 3.
verdens personer (hvoraf størstedelen er farvede og muslimer) lever under
dårlige boligforhold, har de mest beskidte og dårligst betalte jobs, den
højeste arbejdsløshed og dagligt må føle racismens pile. Prisen for det
nye Europa, der er på tegnebrædtet, er hermetisk lukkede grænser, og
stramninger af regler og love om indvandrere og flygtninge, der i yderste
konsekvens har gjort de etniske minoriteter til andenrangs borgere i
Europa . EU har nu i længere tid uofficielt arbejdet på at løse
"indvandrer problemet" udfra denne tankegang.
EUs udvikling
Efter anden verdenskrig var de europæiske politikere meget opsat på, at
undgå nogen form for gentagelse af den globale tragedie, som Europa og
resten af verden havde oplevet. De ønskede også at sikre demokratierne
imod diktatur, fascisme eller kommunisme. Ideen var, at en høj grad af
økonomisk integration og samarbejde ville formindske sandsynligheden for
fremtidige krige på europæisk jord. Et af resultaterne var Rom traktaten,
som blev underskrevet i 1957. Formålet var at skabe et fælles marked for
europæiske varer og arbejdskraft.
Det nuværende europæiske fællesskab består af de 6 medlemslande, der
grundlagde fællesskabet, inklusive et forenet Tyskland plus England,
Irland og Danmark som trådte ind i 1973, Senere kom Grækenland, Portugal,
Spanien, Sverige, Finland og Østrig også ind i EU, så fællesskabet udgør
15 medlemslande ialt. Norge har sagt nej.
Malta, Cypern og Tyrkiet har alle søgt om medlemskab, og nogle
østeuropæiske lande har givet udtryk for deres ønske om at blive medlemmer
og har stor chancer for at blev optaget snart.
Efter murens fald blev der sagt mange store ord, om at hjælpe de
østeuropæiske lande til en demokratisk struktur og om at hjælpe deres
overgang til den frie markedsøkonomi. Danmark har især fokuseret på de
baltiske lande. Når man møder repræsentanter for de øst-europæiske lande
ved internationale konferencer, mærker man altid deres store skuffelse
over EUs manglende interesse da det virkelig gjaldt. Den tidligere formand
for Folketingets Europa-udvalg socialdemokraten Ove Fich erkender at EU
har svigtet. Han sagde til Politiken d. 23.8.96, at Øst-landende næppe
kommer i EU indenfor den nærmeste fremtid. Efter tre år er datoen for
EU-udvidelse stadig usikker
EUs forhandlinger med ansøgerlandene - heriblandt de tre nye
NATO-medlemmer Polen, Ungarn og Tjekkiet - går frem efter planen, siger
EU-kommissionen. Men der kan endnu ikke sættes årstal på EUs udvidelse mod
Øst. Samme dag som Polen, Ungarn og Tjekkiet officielt blev optaget i
NATO, fastslog EUs udenrigskommisær Hans Van den Broek, at forhandlingerne
om optagelse i den Europæiske Union for de tre lande gør pæne fremskridt.
Men at der endnu ikke kan sættes dato på EU-udvidelsen mod Øst.
"Det bliver måske realistisk i begyndelsen af næste år at sætte et årstal
på optagelsen af de første ansøgerlande," sagde den hollandske
EU-kommissær. Hans Van den Broek afviste at komme med et gæt, men
diplomater i Bruxelles forventer tidligst en optagelse af de første
kandidater fra Central- og Østeuropa i år 2003. Foruden Polen, Ungarn og
Tjekkiet forhandler EU i første række med Estland, Slovenien og Cypern om
EU-optagelse. Malta ventes at blive føjet til denne første gruppe senere i
år, og Danmark håber stadig på at få i hvert fald Letland og muligvis også
Litauen flyttet frem i EU-køen.
Bonde: Ny EU-traktat styrker
politisk union
EU-top sætter gang i arbejdet med ny EU-traktat til sommer Jens-Peter Bonde forudser en styrkelse af EU's politiske union
Amsterdam-traktaten bliver en kortvarig oplevelse. Allerede på EU-topmødet i Køln i begyndelsen af juni vil de femten landes statsledere fastlægge dagsorden og tidsplan for forhandlinger om en ny, udbygget traktat for EUsamarbejdet.
JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde er ikke i tvivl, byggeklodserne til mere politisk union i Europa er ved at blive gjort klar.
»Hvad sker der, när Amsterdam-traktaten er trådt i kraft, ja, så vælter det ud af skabene med forslag til mere union,«. sagde Jens-Peter Bonde på JuniBevægelsens landsmøde søndag.
Amsterdam-traktaten lægger selv op til en hurtig revision pä en række ømfindtlige områder:
De store lande opgiver hver en af deres to kommissærer, sä nye medlemslande fra Østeuropa også kan få en kommissær hver. Dermed kan EU optåge fem nye lande fra Østeuropa uden at udvide EU-Kommissionens tyve medlemmer.
Jens-Peter Bonde forudser, at EU-landene vil udvide antallet af kommissærer i takt med at nye lande optages og frygter, at EU-Kommissionen deles i et seniorhold og et juniorhold. Seniorholdet vil fä de mest betydningsfulde poster mens kommissærerne pä jumorholdet mä nøjes med poster af mindre omfang og betydning. Det kan gå ud over den danske kommissær, der risikerer at ende på juniorholdet sammen med kommissærer fra andre små lande.
De smä EU-lande har i dag flere stemmer pr indbygger end de store, når ministrene træffer afgørelser i EU's Ministerråd.
Jens-Peter Bonde forudser, at en ny traktat vil rette op pä den manglende balance. Små lande som Danmark mä afgive stemmer til store lande.
Amsterdam-traktaten fastlægger, at der højst mä være 700 medlemmer af EuropaParlamentet i Strasbourg. Jens-Peter Bonde frygter, at Danmark kommer til at reducere antallet af danske medlemmer fra de nuværende 16 til først 13 og efter optagelse af flere nye medlemslande helt ned til 11.
En række afgørelser i EU skal i dag træffes med enstemmighed, et forhold Amsterdam-traktaten ikke rykkede meget ved. Jens-Peter Bonde mener, den kommende traktat vil betyde, at mere kan afgøres af et flertal af EU-lande og ikke som nu ved enstemmighed.
»Et flertal i Folketinget kan blive nedstemt af et flertal i andre landes parlamenter,« siger Jens-Peter Bonde.
EU-landene vil vedtage fælles minimumsregler for dele af skatteomrädet. Jens Peter Bonde nævner her mu ligheden af en fælles selskabsskat i EU. id ljr
Hvad betyder det europæiske fælleskab for de etniske minoriteter i Europa?
Retten til fri bevægelighed i Europa og den skelnen der er imellem
europæiske borgere (som har retten til frit at bevæge sig i
medlemsstaterne og til at nyde de fulde sociale rettigheder i værtslandet)
og ikke-europæiske borgere (Statsborgere fra 3. verdenslande, som ikke har
ret til fri bevægelighed eller sociale rettigheder) vil uundgåeligt
resultere i en øget grænse kontrol for alle farvede europæere, hvad enten
de er 3. verdens statsborgere eller ej.
I forbindelse med udviklingen af den europæiske økonomiske politik,
indvandrer-politik og i mindre grad sociale velfærds politik, er der
blevet truffet en række bi-laterale aftaler, der beskrives som, uformelle
aftaler mellem europæiske lande, og der er oprettet en "Ad hoc gruppe"
bestående af ministre og embedsmænd. Disse aftaler og beslutningsdygtige
fora ligger udenfor de demokratiske rammer i det europæiske fællesskab.
Dette har skabt bekymring for, at afgørende beslutninger, der påvirker
millioner af mennesker, bliver truffet på lukkede møder uden nogen form
for demokratisk ansvar og mulighed for undersøgelse eller kontrol. De
aftaler og grupper, der træffer de beslutninger, der potentielt kan skade
de etniske minoriteter mest er:
Trevi ministergruppen af 1976
Schengen-aftalerne af 1985 og fornyet i 1990
Ad hoc gruppen om immigration af 1986
Trevi ministergruppen er sammensat af politikere og højtstående
politifolk. Den er ikke på valg og står ikke til ansvar overfor
Europarådet. Gruppen beskæftiger sig med bekæmpelse af narko-smugling,
våben-smugling, terrorisme og begrænsning af indvandring. Bare det at
indvandring hører til i denne kategori af kriminalitet er tankevækkende i
sig selv.
Schengen aftalerne som blev indgået mellem Frankrig, Tyskland og de tre
Benelux-lande, blev i de første par år holdt hemmelige for offentligheden
og var dermed fri af offentlig indsigt og kritik. Schengen aftalerne
omfatter visum-tvang for 115 tredje verdens lande, afvisning af
asylansøgere, overvågning af uønskede "mistænkelige" indvandrere og
flygtninge, og etablering af et Schengen-informations system som databank.
Tilsammen udgør Schengen-aftalerne grundvolden til et nyt og hermetisk
lukket Europa. Ifølge det engelske ugeblad "The Economist" gælder Schengen
aftalerne, der blev indført i 1995, men har været et år om at blive fuldt
gennemført, nu for Benelux landene, Tyskland, Frankrig, Spanien og
Portugal. De fleste andre EU-lande kommer med så hurtigt papirarbejdet
tillader.
Schengen forlanger at europæiske lande udenfor EU, som fx. Norge og
Island, skal udføre deres del af den ydre grænsekontrol på EUs vegne. En
generel konsekvens er øget politikontrol af etniske minoriteter. Politiet
foretager flere stikprøve-kontrolleringer af rejsende på vej væk fra
grænserne. Det betyder samtidig at rejsende indenfor EUs grænser, der har
et etnisk udseende bliver kontrolleret uden yderligere anledning. Denne
type kontrol bliver gjort enklere af, at Schengen-landene kræver at man
altid har ID-kort på sig.
Udover den indre og ydre grænsekontrol og kontrol med de etniske
minoriteter, har EU i overensstemmelse med Ad hoc gruppens anbefalinger,
udvidet sin kontrol med indvandring, ved at udstationere politifolk og
embedsmænd i forskellige tredje verdens lande. Danmark har fx. siden
november 95 haft 4 "flyvende attachéer" udstationeret i Pakistan,
Tyrkiet, Syrien og Kenya. Da Rådet for Etniske Minoriteter blev orienteret
om udstationeringen, adspurgte jeg Claes Nilas, direktør for
Udlændingestyrelsen og daværende formand for Rådet for Etniske
Minoriteter, hvad formålet med udstationeringen var. Han svarede, at
attachéerne skulle aflaste ambassaderne i deres behandling af
visa-ansøgninger. Senere fik jeg, gennem en rapport fra attachéen i
Pakistan, der blev trykt i Indenrigsministeriets "Nyhedsbrev om udlændinge
i Danmark" april 96, nærmere information om hvad han helt konkret foretog
sig. Attachéen indsamler og videregiver informationer om "uønskede"
visaansøgere til de nordiske og andre EU-landes ambassader. Endvidere stod
attachéen i Islamabad lufthavn og kontrollerede flyafgange til København.
Der har været flere eksempler på at pakistanske rejsende med gyldigt visa,
er blevet nægtet adgang til flyet uden gyldig grund.
Jeg har rettet en forespørgsel til den pakistanske udenrigsminister ang.
disse forhold og fik at vide, at han ikke var blevet orienteret om den
danske procedure. I sin rapport beskriver attachéen dette som en vigtig
arbejdsopgave.
Dokumenter om Schengen-aftalerne er blevet holdt så hemmelige, at der nu
har rejst sig et politisk krav om at justistministeren udleverer
papirerne, der beskriver Schengen-aftalens lovgivningsmæssige konsekvenser
for Danmark. Iflg. Politiken d.30.8.96. har justitsministeren hidtil
nægtet at udlevere papirene.
Anbefalinger og hemmelige dokumenter
Ad Hoc gruppen som består af forskellige embedsmænd fra
EU-administrationen har videregivet forskellige immigrations- og
asylpolitiske anbefalinger, til EU-ministerrådet, med henblik på at de
skulle være en del af Maastricht-aftalen. Disse anbefalinger blev vedtaget
i december 1991 under et hemmeligt møde i Bruxelles. Følgende er en liste
over de specifikke forslag, udfærdiget af disse EU-bureaukrater, som mange
EU-lande inklusive Danmark faktisk har indført i deres
udlændinge-logivning:
1. Visum pligt for 71 ( idag 115 ) 3. verdens lande.
2. Asylafvisning i et EU-land vil automatisk også gælde for resten af
EU-landene. Det samme gør sig gældende for ansøgninger om turist eller
studie-visum.
3. Visa og pas kontrol i afrejse- eller hjemlande - gælder kun for 3.
verdens lande.
4. Store bøder til luftfartsselskaber eller skibsselskaber, der
transporterer flygtninge uden pas eller visum ind i EU-lande.
5. Effektive og hurtige procedurer med henblik på at udvise mistænkelige
eller uønskede personer fra den europæiske union.
6. En sammenkædning af indvandrerens eller flygtningens
famliesammenførings-mulighed med vedkommendes evne til at forsørge sin
familie - husly og underhold; eller med andre ord, at vedkommende har et
job og kan tilbyde familien et sted at bo.
7. Registrering af fingeraftryk og fotografier af ikke- EU borgere hos
politiet.
8. Oprettelsen af et computerdata-center med henblik på at udveksle
information om flygtninge og indvandrere EU-landene imellem.
9. Øget gade-kontrol af ikke-europæere i EU-landene.
10.Politi-samarbejde EU-landene imellem. Også kaldet "Europol".
På grund af vores tidligere erfaringer i Europa ved vi, at disse
anbefalinger ikke just vil gøre livet lettere for de personer fra 3.
verdens lande, statsborgere eller ikke-statsborgere, der nu bor i EU. Fuld
implementering af disse anbefalinger vil gøre folk fra 3. lande til
anden-klasses borgere; fratage dem deres rettigheder, værdighed og respekt.
Hvor skræmmende disse nye bestemmelser end synes, er de ikke opdigtede. De
er alle officielt nedfældet i dele af den europæiske lovgivning. Jeg har
arbejdet meget med dette spørgsmål i løbet af de sidste 10 år. Jeg har
rejst over hele Europa, har mødt flygtninge og indvandrere, afholdt
seminarer og deltaget i konferencer, har skrevet artikler, og læst store
mængder af dokumenter. Jeg har, som medlem af de etniske minoriteter i
Europa, set og følt konsekvenserne af den stramning og den stadigt mere
restriktrive politik i det nye Europa i mit eget liv.
Minoriteterne taler for døve øre.
På trods af egne og andres uophørlige anstrengelser for at informere den
almindelige befolkning og beslutningstagerne om den udemokratiske form,
som harmoniseringen af asyl og indvandrer-politikken har taget, så er der
meget få, der tager problemet alvorligt, eller lytter til os. Faktisk
har forskellige politikere og organisationer afvist de informationer, vi
søgte at formidle. Selv i Danmark tænkte unions-modstands bevægelsen ikke
engang på at kontakte eller konsultere de etniske minoriteter i
forbindelse med folkeafstemningerne i 1992 og 1993.
Da det 138 medlemmer store Råd for Europæisk Politik blev nedsat under
regeringen for 8 år siden, sad jeg som den eneste repræsentant for de
etniske minoriteter. Jeg gjorde fra begyndelsen opmærksom på at de etniske
minoriteters forhold i EU er under al kritik, og jeg bad om at Rådet
skulle tage dette emne op. Jeg venter stadig på svar. Minoriteterne er
simpelthen ikke på dagsordenen.
Heldigvis verificerede oplysninger, der var sivet ud til pressen og som
blev offentliggjort i The Guardian, en førende britisk avis (26. maj
1993), hvad vi, de etniske minoriteter, hele tiden havde sagt for at få
omverdnens opmærksomhed. Artiklen i The Guardian, skrevet af John Carvel,
sagde bl.a.:"I løbet af de sidste tre eller fire år, har de EU embedsmænd,
som opererer indenfor den sluttede verden af komiteer, der er på tværs af
regeringerne, og dermed langt udenfor kommissionens rækkevidde eller anden
form for demokratisk kontrol, tilskyndet hinanden til enighed omkring en
hel række af initiativer, der går på at stramme indvandrings- og
asyllovgivningen. I 1990 gav man os Dublin-konventionen, som søger at
forhindre flygtninge i at søge muligheder rundt om i det europæiske
fællesskab, ved at insistere på, at de kun kan søge asyl i første
ankomstland indenfor fællesskabet; en særdeles tiltalende idé for England
og Irland, som ikke har landegrænser direkte op til andre lande, og som
kan iværksætte andre foranstaltninger med henblik på at gøre det sværere
for flygtninge at nå lufthavnene. Det næste skridt kom i 1991, da
"indvandrer-ministrene" næsten enedes om et dokument kaldet "The External
Frontiers Convention", som søgte at rejse en mur rundt om det europæiske
fællesskab; høj nok til at tillade fjernelsen af de interne grænser.
Endelig enighed er endnu ikke nået, men denne konvention vil på et
tidspunkt føre til oprettelsen af sådanne "herligheder" som en datastyret
fælles EU sort-liste over uønskede fremmede, en fælles EU visa-politik og
andre barrierer for udlændinge, specielt sorte udlændinge."
Ovennævnte politiske forslag, der er en systematisk kriminalisering af
alle etniske minoriteter i Europa, blev yderligere diskuteret på et møde
afholdt af EU-ministrene i København (1. juni 1993), med henblik på at
stramme og harmonisere de forskellige EU-landes nationale politik. Vores
håb var at disse bestemmelser, når de blev kendt i den offentlige debat
kunne åbne alle anstændige europæeres øjne for de etniske minoriteters
forhold i Europa og at folk ville nægte at acceptere, at man skulle kunne
indføre to slags love for to slags borgere i Europa, og stadig kalde sig
et demokrati. Disse nye aftaler er med til at stadfæste et chauvenistisk
Europa, som ingen anstændig borger, uanset hudfarve, vil kunne ånde i.
Ingen retssikkerhed
Manglen på lovgivning på dette område i Europa betyder, at de etniske
minoriteter ikke har nogen juridiske forholdsregler til rådighed overfor
racistiske og diskriminerende handlinger.
Kombineret med de vidt forskellige former for indvandrer-politik, som man
fører i de forskellige medlemslande, kan det betyde at de etniske
minoriteter i Europa vil møde diskrimination på uddannelses området, på
boligområdet, på arbejdsmarkedet, økonomisk, i social og sundhedssektoren
og hos alle andre offentlige myndigheder.
Spørgsmålende om immigration, asyl og flygtninge står i øjeblikket øverst
på listen i det Europæiske Fællesskab. Trevi-gruppen arbejder ligesom
Schengen gruppen med en liste af 3. verdens lande, hvis statsborgere skal
have visa, for at få adgang til medlemslandene og andre, der er udpeget
som "uønskede". Disse er som regel også 3.verdens landes borgere.
Problemet for et Europa uden interne grænser, er hvordan man lukker
grænserne for indvandrere og flygtninge fra den 3. verden.
Immigration bliver betragtet som et spørgsmål om "lov og orden" nu hvor
indvandrere og flygtninge fra 3.verdens lande er sat i samme kategori som
kriminelle og terrorister. Hvilket forstærkes af de vestlige mediers
ensidige og diskriminerende fjendebilleder og identifikation af muslimer
med terrorisme. Som en engelsk general-major, Clutterbuck, udtrykte
det:"Med så mange indvandrere i EF, kan udenlandske terrorister gemme sig
lige så let, som hvis de var indfødte."
Det forekommer, at der er ved at opstå en fælles europæisk racistisk
kultur, der forsøger at definere alle etniske minoriteter, som enten
indvandrere, flygtninge eller som terrorister og narko-kurerer. Denne
pan-europæiske racisme vil ikke være i stand til at skelne mellem en
statsborger og en indvandrer, eller mellem en indvandrer og en flygtning,
for slet ikke at tale om at skelne en europæisk statsborger med etnisk
baggrund fra en ikke-europæisk statsborger med etnisk baggrund.De etniske
minoriteter i Europa har ingen fordel af Maastricht traktaten.
Racediskriminationens svøbe forhindrer allerede de etniske minoriteter i
fuld deltagelse i samfundet. Der er ingen redskaber i
Maastricht-traktaten eller tidligere love og dagsordener, der kan give
beskyttelse imod racediskrimination i Europa.
For at give et indtryk af hvor alvorligt det står til i Europa, kan jeg
nævne at den engelske kampagne mod racisme og fascisme (CARF) holdt en
pressekonference i London i begyndelsen af februar 95, for at
offentliggøre resultaterne af deres årsopgørelse af dødsfald på grund af
racisme i Vest Europa i 1994. Rapporten dokumenterer 60 dødsfald, hvilket
er en nedgang fra 75 dødsfald i 1993.
Det mest påfaldende og alarmerende tal der figurerer i rapporten, er
antallet af indvandrere og asylansøgere, som er døde på grund af
politibrutalitet eller forsømmelser. I 1993 var der 8 sager i denne
kategori, I 1994 er tallet tredoblet til 21. I rapporten påpeger man at
dette ikke er noget tilfælde, men et tegn på, at racismen har bevæget sig
fra den ekstreme højrefløj og ind i midten af europæisk politik, hvorfra
den siver ud i vitale myndigheder som hos politiet og udlændinge
administrationen.
Ustandselig snak om integration ?
Det er vigtigt at huske på, at vi taler om mennesker, som kom hér for at
arbejde og for at opfylde en drøm. Vi minoriteter kom hér for at kunne
leve frit, uddanne vores børn, og for at bidrage med, hvad vi kunne til de
lande, i hvilke vi har valgt at leve, til gengæld accepterede vi at skulle
arbejde hårdt til lave lønninger. Vi troede på Europas demokratiske
værdier. Vi troede på et multi-kulturelt, multi-etnisk og pluralistisk
Europa. At vi ville være ligestillede borgere. Denne tiltro viste sig at
være baseret på falsk håb, og en naiv opfattelse af den europæiske
lighedstanke.
I lang tid fik vi at vide, at vi skulle integrere os i de lokale samfund,
blive en del af omgivelserne, lære sproget, uddanne os selv og
blive"civiliserede". Vi troede på integration. Vi var glade for, at Europa
ønskede, at vi skulle integrere os. Årene gik. Vi gjorde hvad man bad os
om, men sandheden er, at vi idag er dårligere stillet, end da vi kom. Vi
har måtte sande, at ligemeget hvor megen uddannelse vi har, hvor mange
sprog vi taler, uanset hvor godt vi opfører os, så gør det i sidste ende
ingen forskel. Når det kommer til stykket, ender vi alligevel i de
dårligste boliger, holdes uden for arbejds-markedet, og børnene sidder
tilbage med indskrænkede fremtids-muligheder. Langsomt, men sikkert nægter
Europa os vores grundlæggende borgerrettigheder og vores sociale
rettigheder. Vi skubbes ud i samfundets periferi; marginaliserede og
ignorerede.
For europæerne betyder ordet "integration", at minoriteterne bør lære at
tilpasse sig og adoptere de europæiske værdier, traditioner, skikke, sprog
og levevis - i en sådan grad, at vi helt gør denne levevis til vor egen.
Dette er ikke integration men assimilation. Ironisk nok, har denne
assimilation en bagside. Den kan ikke ændre på vores hudfarve, eller vore
forældres religion og kultur. Når majoritetskulturen dikterer og definerer
formen for og betingelserne for integration, uden at acceptere sine nye
borgere, som de mennesker de er, som det er tilfældet nu, opnår man blot
at skabe større afstand. Intet menneske kan ændre sin kulturelle og
religiøse identitet fuldstændigt, ikke engang i løbet af en livstid. Man
tilpasser sig kun langsomt og gradvist en ny kultur. Det danske samfund
har ikke forstået dette, man betragter det som manglende vilje til
integration og smækker døren i.
I virkeligheden er denne såkaldte integration en "dis-integration" af
minoriteterne. Konsekvenserne er segregation - en stigende grad af
kriminalitet blandt unge etniske minoriteter, stigning i alkoholforbruget,
stigende skilsmissetal, flere tilfælde af vold i hjemmet, omfattende
konflikter mellem forældre og deres børn, en stigende fremmedgjorthed i
forhold til hjemlandene, og tegn på fjendtlighed overfor
majoritetsbefolkningen og magtstrukturerne.
Ægte integration skal være gensidig - med en underliggende respekt for, og
accept af, hinandens måde at gøre tingene på. Minoriteterne skal lære
deres respektive nye landes sprog, respektere disse landes love, tilbyde
gode naborelationer, og ellers selv vælge tempoet og graden af tilpasning
i majoritetskulturen. - Længere kan man ikke forlange at
minoriteterne skal gå.
De har ret til at bibeholde deres kulturelle værdier, mad, beklædning,
litteratur, modersmål og religioner. Selvom dette for mange europæere ikke
er acceptabelt, findes der mange tilfælde som fx. i England, Frankrig og
Holland, hvor minoriteterne bor adskilt fra majoritetssamfundets
kulturelle normer, og fungerer helt fint. - De etniske minoriteter udgør,
i modsætning til den udbredte europæiske opfattelse, ikke nogen trussel
mod deres værtslands identitet, kultur og religion.
Den kulturelle trussel er en myte
I dagens mediedebat får man let den opfattelse, at Danmark og EUs eneste
redning mod "horderne af indvandrere og flygtninge fra 3. verdens lande",
er at opgive ethvert dansk forbehold og gå 100 % ind i EU samarbejdet. Et
andet aspekt af denne skræmmekampagne, som jeg finder helt uacceptabel, er
at de flygtninge og indvandrere, der lever i EU bliver berørt af den
stemning, der følger i kølvandet hvergang kaninen "flygtningestrømmen fra
de 3. verdens lande", bliver hevet op af hatten.
Minoriteternes tilstedeværelse bliver gjort til en trussel mod den
europæiske kultur, levemåde og velfærd. Når man ser på virkeligheden er
det en absurd tankegang, fordi:
1. Etniske minoriteter er vidt forskellige og udgør ikke en enkelt
størrelse.
2. Minoriteterne udgør, i et hvilket som helst givet europæisk land, ikke
mere end 6-7 % af hele befolkningen, i Danmark 4% og det er inklusive
andre europæere. Det er et ubetydeligt antal.
3. Minoriteter har ikke nogen magt eller indflydelse - hverken politisk,
militært, økonomisk eller socialt.
4. Mange europæeres identitetsfølelse er baseret på, at den europæiske
livsform og kultur er overlegen i forhold til næsten alle andre kulturer.
Denne ide er så dybt rodfæstet i den europæiske tankegang, at tanken om at
man pludselig skulle opgive europæisk kultur er absurd.
5. Minoriteterne udfordrer sjældent europæerne kulturelt. Det er ikke
derfor de er her. De opfatter ikke sig selv som kulturelle korsfarere.
For eksempel, så udbreder muslimer, som udgør 70 % af alle etniske
minoriteter i Europa, sjældent deres religion offentligt. Europa er, med
sine teknologiske fortrin, massemedie-monopol og økonomiske overlegenhed,
stærkt nok til at modstå stort set enhver krise eller udfordring, som det
mødes med. Det er min opfattelse, at hvis man kan tale om en ændring af
en værtsnations identitet, på grund af tilstedeværelsen af etniske
minoriteter, så kan det kun være en positiv ændring. Ved at lære om - og
fra - minoriteternes værdier, så som familiebånd, respekt for de ældre,
arbejdsomhed, sociale netværk, levende religiøsitet, stor gæstfrihed, og
stolthed over egen kultur, så har værtslandet muligheden for at genopdage
nogle af sine egne værdier, som har været på retur i et polariseret
moderne samfund.
Pluralisme eller nationalisme
Efter min mening må Europa affinde sig med det faktum, at de etniske
minoriteter nu er fast etableret i Europas midte, både kulturelt og
socialt. Europa kan ikke,dfra et humanistisk og demokratisk synspunkt,
tillade sig ikke at acceptere en form for kulturel pluralisme indenfor en
overskuelig fremtid. Politik baseret på politisk og kulturel assimilation
- som de franske eller tyske "udelukkelses-definitioner" af nationalitet -
kan ikke længere fungere som acceptable metoder til integration i
nationalstaten. Den faktiske etniske diversitet og pluralisme i de
vesteuropæiske lande kræver nye metoder og ny tænkning. Den amerikanske,
politiske kommentator, Scott Sullivan, skrev i Newsweek (den 27/4/92) at:
"Det er på tide at sige sandheden. Europa er nu en permanent multikulturel
zone".
Efter Sovjetunionens fald, fortæller USA og Europa konstant omverdnen om
"Den nye Verdensordens" fortjenester. Imidlertid er et af de mest
bekymrende aspekter ved den nye verdensorden , de partiers og bevægelsers
genopståen, der helliger sig udbredelse af racehad og fascist-filosofier i
Europa. Europæerne er efterhånden vænnet til at se nye
højre-ekstremistiske og ny-fascistiske partiers succes ved de europæiske
valg; partier som Front Nationale i Frankrig, Republikanerne i Tyskland,
Frihedspartiet i Østrig, og MSI-partiet i Italien.
Frankrig, Spanien, Tyskland og Danmark har for nylig set en flodbølge af
overfald på immigranter, ilds-påsættelse af asylcentre, skinheads, der
marcherer i gaderne i alle de større europæiske byer alt imens de hylder
nazismen, mediernes udbredelse af racistiske holdninger, uskyldige
mennesker, der myrdes, og en generel "belejrings-mentalitet" er ved at
brede sig i hele Europa.
Indvandrere og flygtninge er blevet syndebukkene for Europas sociale og
økonomiske problemer. Udviklingen er skræmmende. Overalt vidner det om, at
Europas politiske spekter har ændret sig i retning af det ekstreme højre.
Dette mærkes også i Østeuropa og Rusland nu, hvor højrefløjs ekstremismen
også er på vej frem. De nationale grupper i NSG landene vokser. Efter 50
års økonomisk fremgang i Europa og efter Berlin-murens fald og
demokratiets såkaldte sejr, er racismens og fascismens dæmoner igen
dukket op i den Europæiske psyke. Ifølge almindelig fornuft, skulle man
tro, at den velfærd, individuelle frihed og politiske stabilitet, som
Europa har opnået, ville virke som en vaccination, der beskytter Europa
mod fremmedhad og paranoid nationalisme. For at opretholde et civiliseret
niveau for borgerrettigheder for alle er det er nødvendigt at fokusere på
de etniske minoriteters vilkår og rettigheder i hele Europa, og manglen på
beskyttelse af minoriteterne under europæisk lovgivning.
Situationens alvor er langsomt ved at gå op for nogle af vore politikere.
Fhv. indenrigsminister Birte Weiss (S) siger i et interview til Politiken:
"Den fælles visumpolitik i EU, er et hjørne af det, som nogle kalder Fort
Europa. Men det er også en konsekvens af det europæiske samarbejde. Det er
et resultat af at EU-landene reagerer ens indenfor rammen af den fælles
visum politik. Det er diskutabelt, men det er realitet. Den fælles visum
politik kan vi end ikke stille os uden for."
Der må være lighed for alle borgere i Europa, uanset farve, race, religion
eller nationalitet. De mest alvorlige problemer for de etniske
minoriteter, er den forstærkede kontrol med immigration og at
immigration nu uretmæssigt bliver forbundet med kriminalitet, terrorrisme
og narko-transport. Den voksende racistiske vold pga. de fremvoksende
racistiske og fascistiske organisationer, og den atmosfære af angst og
overgreb dette skaber. Endelig er der den totale mangel på konkrete
forslag til kriminalisering af racisme og diskrimination indenfor Europa.
Der har været sporadiske kampagner, mod racisme i EU, men de er ikke en
integreret del af EUs politik.
De etniske minoriteters socio-økonomiske forhold bliver sandsynligvis
dårligere i fremtiden. Mange af de problemer der er, kræver politisk
kampagne arbejde. Det er af afgørende betydning at de etniske minoriteter
i Europa, bliver klar over hvilke problemer de står overfor som individer,
og hvor roden til problemerne ligger.
Anti-diskriminations klausul i Maastricht- traktaten
De fleste NGOer i Europa, der arbejder med de etniske minoriteters
rettigheder har længe påpeget, at EF-traktaten - og senere
Maastricht-traktaten - skulle ændres, med det formål at afhjælpe den
indlysende mangel i den oprindelige Rom-traktat, der intet nævner om
racisme eller fremmedhad. Det er måske ikke overraskende, at de der
oprindeligt udarbejdede Rom-traktaten på et tidspunkt, hvor der kun var
gået lidt mere end ti år efter anden verdenskrig, kan have fundet det
unødvendigt at medtage nogen form for forbud mod diskriminering på grund
af race, etniske tilhørsforhold, eller religion. De havde for friskt i
erindringen, hvor stor skade racehad og religiøse modsætningsforhold kan
forvolde. Desværre er der i de seneste år dukket former for racisme og
fremmedhad op, som ville have været utænkelige i 1957. I nyhederne
berettes der jævnligt om racistisk betonet vold. Visse enkeltpersoner og
organisationer oppisker et had til jøder, muslimer, sorte, udlændinge,
asylsøgere, sigøjnere og bestemte etniske grupper. Disse konkrete udslag
af had har haft bred nyhedsdækning, men der er et andet og lige så vigtigt
problem, som mangler at blive løst, nemlig den daglige uretfærdige
diskriminering, som mange af de mennesker, der lever i Europa lider under,
når de holdes udenfor beskæftigelse, ordentlige boliger og andre sociale
goder og fornødenheder p.ga. deres race, hudfarve, religion eller
nationale eller etniske oprindelse.
Alle medlemmer i den Europæiske Union har ratificeret FN-Konventionen om
afskaffelse af alle former for race-diskrimination. (Med undtagelse af
Irland, som har forpligtet sig til at gøre det). De har også ratificeret
Europa-rådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder, hvor der i artikel 14 fastslås, at den
enkelte nyder godt af alle de øvrige rettigheder i denne konvention uden
diskriminering begrundet i køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk
eller anden anskuelse. Artikel 9 fastslår retten til fri
religionsudøvelse. Alle medlemsstater har i deres love eller forfatninger
indføjet en eller anden form for fordømmelse af racisme. Principielt
forekommer der altså ikke at være noget til hinder for, at traktaten kan
ændres på den foreslåede måde.
Det seneste forsøg på at overbevise regeringerne i EU-landene om
vigtigheden af en anti-diskriminations klausul i traktaten, blev foretaget
på en international konference for alle NGOer i EU, organiseret af
Starting Line Group. Konferencen fandt sted i Dublin d. 2 - 4 november
1996. Irland har i øjeblikket formandskabet i EU. Derfor mødtes man på
konferencen med den irske minister for Ligestilling og lovreform, der
lovede at tage forslagene op. En generel anti-diskriminations-paragraf var
med i det udkast til ændring af EU traktaten, som blev præsenteret af det
irske formandskab til IGC i Dublin, den 14.-15. december 1996.
Nedenstående udkast fra det irske formandskab var i sin ånd på linie med
ønskerne fra de etniske minoriteter i EU. Det gik på:
- afskaffelse af diskriminering mod personer eller persongrupper, uanset
om de er Unions-borgere eller ej, pga. race, hudfarve, religion, eller
nation al, social eller etnisk oprindelse, samt fremme af harmoniske
relationer til sådanne personer eller persongrupper.
Hvad siger Amsterdam-traktaten om diskrimination af ikke-EU
statsborgere?
Under regeringskonferencens afsluttende forhandlinger i Amsterdam i juni
97, har regeringscheferne besluttet at give efter for NGOernes krav. EU
vil nu arbejde videre med en antidiskriminations-klausul. Selvom denne
klausul ikke er så omfattende, som minoriteterne ønskede, er dette dog en
god start.
Amsterdam-traktaten indeholder en række klausuler, som er relevante for
organisationer, der kæmper mod racediskrimination og for en bedre
behandling af folk fra tredje verdens lande.
Race diskrimination
En ny artikel 6a i Amsterdam-traktaten, kaldes også "Treaty of the
European Communities"(TEC) og giver de europæiske institutioner fuldmagt
til aktivt at kæmpe mod diskrimination på race, etnisk oprindelse og
religion.
Dette er et kæmpe fremskridt. I starten af 80erne begyndte Starting Line
Group at fremme vedtagelsen af et direktiv. (Gruppens eget forslag blev
kaldt Starting Line). Europæiske institutioner og nationale regeringer
hævdede, at der ikke var nogen juridisk basis i denne traktat for dette,
hvilket var nødvendigt for at tage sagen op. Dette er ikke længere
tilfældet.
Den nye artikel er dog temmelig svag, eftersom den ikke har nogen direkte
effekt, og handlinger kan kun vedtages af et enstemmigt råd på et forslag
fra Kommissionen, og efter at have rådført sig med parlamentet. Dette
betyder for NGOere, at de må gå i dialog med Kommissionen om et direktiv
(som i tilfældet med Starting Line) og med de nationale regeringer om
nødvendigheden i at støtte Kommissionens initiativ på dette område.
En ny artikel K1 er tilføjet i traktaten. Denne artikel opfordrer til
fælles handling blandt medlemslandene på politi- og det juridiske
samarbejdsområde i kriminelle sager, og at forebygge og bekæmpe racisme og
fremmedhad. Til forskel fra tidligere artikel K, har EFs domstol fået et
embedsområde at afsige dom over, i forbindelse med artikel K sager.
Dette er også et fremskridt. For NGOere betyder det, at de må sørge for,
at denne artikel faktisk bliver brugt og er et supplement til artikel 6a.
Angående hovedprincipperne,der ligger til grund for Unionen, bliver det
interessant at se Unionens forpligtelse i forhold til
menneskerettighederne, samt den Den Europæiske Menneskerettigheds
Konvention er bekræftet. Endvidere er artikel L forbedret på den måde, at
Domstolen er blevet tildelt magten til at kontrollere, at institutionerne
respekterer de fundamentale rettigheder. Den Europæiske Menneskerettigheds
Konvention indeholder en anti-diskriminations klausul, men hvad ændringen
præcist betyder i praksis er endnu ikke klart. Menneskerettigheds
jurister må kunne besvare dette spørgsmål.
Normalt er det meget besværligt at overtale forskellige EU-lande og
EU-institutioner til at ændre deres politik på minoritetsområdet. Det er
dog glædeligt, at efter mange års bestræbelser, er dette nu lykkedes. 1997
er blevet udnævnt til "Europæisk år mod racisme". Alle 15 EU-lande på
officielt plan samarbejder med NGOere og etniske minoritets
organisationer, for at synliggøre forskelsbehandling og diskriminaiton i
hvert enkelt land. Der er blevet iværksat forskellige aktiviteter og
projekter med fokus på arbejdsmarkedet, kultur og kunst. Bevillingerne fra
EU er meget små og viser igen god vilje, men ringe handling fra det
officielle EU.
Statsborgere fra tredje verdens lande
En ny titel er tilføjet TEC om fri bevægelighed, asyl og immigration.
Denne nye titel indeholder et antal af klausuler angående hvilke
forholdsregler, der skal tages over for statsborgere fra tredje lande.
Artikel A foreskriver vedtagelsen af forholdsregler til beskyttelse af
disse menneskers rettigheder (rettigheder og betingelser, som foreskriver
hvorvidt folk fra tredje verden, som legalt er fastboende i medlemslande,
har tilladelse til at bo og søge arbejde i andre medlemslande - se artikel
C). Artikel B kræver, at der over en fem-årig periode bliver taget visse
forholdsregler for at ophæve kontrollen af personer, der krydser grænserne
- hvad end de er unionsborgere eller folk fra den tredje verden. Det
tilføjes, at forholdsreglerne skal vedtages, hvilket sætter betingelser
for, under hvilke omstændigheder tredje verdens folk skal have frihed til
at rejse inden for medlemslandenes territorium over en periode på maximum
tre måneder.
Der er ingen tvivl om, at dette er et fremskridt i sammenligning med de
forrige traktater. Alligevel skal det, der besluttes gennem de første fem
år være baseret på enstemmighed. Kommissionen og medlemslandene har ret
til at handle, Parlamentet har ret til samråd og Rådets kompetence på
dette område er begrænset. Dvs. elementer under den tredje søjle er blevet
flyttet til første søjle. Efter fem år, skal medlemslandene enstemmigt
beslutte at sætte første søjles procedurer på plads.
Dette betyder for NGOere, at de må overbevise de nationale regeringer om
at vedtage forholdsregler, der vil garantere lige rettigheder for folk fra
den ttigheder som stemmeret på lokalt og europæisk plan.
Hvad betyder Amsterdamtraktaten for pas og Visum?
Fra de fleste lande i verden kræves det, at rejsende skal have særligt
visum for at kunne rejse ind i Danmark. Den danske liste over dem, der er
fritaget for visumpligt bliver afkortet, fordi Danmark har skrevet under
på Schengenaftalen.
Når det bliver ens for alle EU-lande, kan Danmark ikke ikke længere selv
bestemme, hvem der må rejse ind i landet uden visum.
Man bliver fri for at vise pas ved grænseovergangen mellem EU-landene, men
alle skal have pas eller anden legitimation med sig overalt.
Mere kontrol
Kontrollen ved EUs ydre grænser bliver forstærket. Personkontrollen ved
grænserne mellem de enkelte EU-lande ophæves - MEN politiet får i stedet
lov at kontrollere enhver person hvor som helst inde i landet.
Det vil især blive mennesker, der ser fremmedartede ud, der vil blive
stoppet for at vise pas og gøre rede for, om de overhovedet har ret til at
være i landet.
Selv om der i Amsterdamtraktaten loves, at der ikke skal være
personkontrol ved grænserne mellem EU-landene, skal der udarbejdes særlige
betingelser for tredielands statsborgere, der højst kan rejse inden for EU
i tre måneder. (art. 62, stk.1 og 3).
Enhver, der vil rejse ud af EU og ikke ser ud som en EU-borger, kan
principielt udsættes for skrap kontrol. De kontrolleres altså både ved
indrejse og ved udrejse.
Registrering
EU-politiet opretter et stort fælles personregister. Her kan alle
"mistænkelige" personer registreres, hvis man er eftersøgt, er uønsket
udlænding, vidne offer eller muligt offer - eller hvis man har kontakt med
en af disse.
Man kan registreres på grund af politisk eller religiøs overbevisning og
seksualitet. Man får ikke at vide, hvisman er registreret, og man ved
ikke, om man kan blive slettet igen af registeret.
Hvad betyder Amsterdamtraktaten for asylsøgere?
Flygtninge kan kun søge om asyl i det første EU-land, de ankommer til.
Afslag i ét EU-land betyder afslag i hele EU.
Flyselskaberne har fået pligt til at afvise flygtninge uden uden gyldige
indrejsepapirer. Derved bliver flyets personale et led i
asylsøgningsprocessen. Flyselskabet kan få store bøder, hvis de medtager
flygtninge uden gyldige papirer.
I Amsterdamtraktaten omtales asyl og indvandring i samme paragraf som
bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme. (art.29 og 61) Det er
diskriminerende for asylsøgerne.
Forskelsbehandling?
I Amsterdamtraktaten står der, at hvis regeringerne kan blive enige om
det, så kan de lave regler for at undgå forskelsbehandling på grund af
race eller etnisk oprindelse - men der står ikke at de skal gøre det!
(art. 13)
EU- og Schengen-samarbejdet på visumområdet
Hensigten med EU- og Schengen-samarbejdet.
Baggrunden for at søge at skabe en fælles visumpolitik inden for EU og
Schengen skal ses i sammenhæng med den regulering af indrejse og ophold af
statsborgere for tredjelande, som alle landene inden for EU og Schengen
foretager. Det er således ofte de samme problemstillinger, som landene
står over for, som fx. bekæmpelse af illegal indvandring, og som bedst kan
løses i fællesskab.
Et samarbejde omkring visumspørgsmål skaber således rammerne for ophold af
kortere varighed for tredjelandsstatsborgere og er dermed med til at sikre
en ensartet behandling af betingelser for at rejse ind i EU eller
Schengen-landene.
Inden for både EU og Schengen er der nedsat to arbejdsgrupper, som
beskæftiger sig med visumspørgsmål. Fælles for disse arbejdsgrupper er, at
grupperne beskæftiger sig med en lang række af såvel generelle spørgsmål
om visumpolitikken som konkrete problemstillinger, de enkelte medlemslande
er stødt på.
Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden, hvorved Schengen-samarbejdet vil
blive en del af EU, vil de to arbejdsgrupper blive lagt sammen, og der vil
herefter alene være en samlet arbejdsgruppe for visum.
På en lang række områder arbejder de to arbejdsgrupper ud fra samme
grundlag. Inden for EU er der bl.a. opnået enighed om en forordning om
udformning af et fælles visummærkat (sticker), om hvilke tredjelande, der
skal være visumpligtige ved indrejse til EU, ligesom der er vedtaget
fælles regler om rejselempelser for de skoleelever, der bor inden for EU,
men som ikke er EU-statsborgere, og som før i tiden skulle søge
selvstændigt visum for at følge med på en skolerejse. Disse regler, som er
vedtaget inden for EU, gælder også inden for Schengen.
Selvom visum-samarbejdet inden for EU og Schengen, som det fremgår, i et
vist omfang er sammenfaldende, adskiller samarbejdet sig dog også fra
hinanden. Først og fremmest er medlemskredsen ikke den samme.
Storbritannien og Irland deltager ikke i Schengen-samarbejdet.
Norge og Island, som ikke er EU-medlemmer, er til gengæld med i
Schengen-samarbejdet. Danmark og de øvrige nordiske lande har i øjeblikket
observatørstatus med henblik på medlemskab i Schengen-samarbejdet og har
derfor ikke stemmeret. Det skal i den forbindelse bemærkes, at alle de 5
nordiske lande, herunder Danmark, først forventes at deltage i det
praktiske samarbejde i Schengen fra år 2000. Først i den forbindelse vil
grænsekontrollen til de øvrige Schengen-lande blive ophævet.
Alle de nordiske lande deltager dog i Schengen-samarbejdets arbejdsgrupper
og har derfor indflydelse på det nuværende samarbejde.
En anden forskel er selve visummets gyldighedsområde. For så vidt angår
Schengen-landene er det udgangspunktet, at en udlænding får et
fællesvisum, der gælder for indrejse i alle Schengen-lande og ikke kun det
land, der har udstedt visummet.
Et visum, der udstedes af et EU-land, der ikke er et Schengen-medlem, som
f.eks. Storbritannien, gælder kun nationalt og kan således ikke bruges til
indrejse i et andet land.
Schengen-samarbejdet
Da et Schengen-visum som udgangspunkt gælder til samtlige medlemslande,
nødvendiggør dette samtidig, at Schengen-landene i langt højere grad end
inden for EU må arbejde tæt sammen i tilrettelæggelsen af landenes
visumadministration, fx. i tilfælde, hvor der opstår mistanke om
organiseret misbrug af visum.
Schengen-landene holder derfor hinanden løbende orienteret om aktuelle
visumforhold, herunder om generelle tendenser i visumansøgninger. I visse
situationer er det nødvendigt at høre et eller flere af de øvrige
Schengen-lande inden et visum, der gælder for hele Schengen-området,
udstedes. Hvis et Schengen-land modsætter sig, at der udstedes et fælles
Schengen-visum, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan udstedes et
visum. Det Schengen-land, der har modtaget visumansøgningen, kan fx. vælge
at udstede et visum, der alene gælder nationalt, såfremt der findes at
være ganske særlige grunde herfor. Som en følge af, at Danmark ikke er med
i det praktiske Schengen-samarbejde, udsteder Danmark endnu ikke visum
gældende for de øvrige Schengen-lande, men alene til Danmark.
I mange tredjelande repræsenterer et Schengen-land ofte et eller flere af
de andre Schengen-lande. Det betyder, at Schengen-landene stort set altid
kan være repræsenteret i alle verdens lande og dermed generelt lette
indgivelsen af en visumansøgning.
Dette tætte samarbejde bevirker også, at landene gradvist søger at
harmonisere de krav om dokumentation, der stilles til den enkelte
visumansøger. Det er således uhensigtsmæssigt og meget forvirrende for en
visumansøger, hvis Schengen-landene stiller forskellige krav til
dokumentation.
EU-samarbejdet
Samarbejdet inden for EU har udgangspunkt i, at landene i det omfang, de
ikke er medlem af Schengen, udsteder nationale visa. Den meget detaljerede
gennemgang af praktiske spørgsmål, som finder sted inden for Schengen, er
ikke kendetegnende for samarbejdet i EU.
Ud over den generelle regulering af visumpolitik over for tredjelande,
udveksler EU oplysninger af betydning for landenes visumpolitik. På
baggrund af den kommende udvidelse af EU lægges der også stor vægt på
kontakten til de central- og østeuropæiske lande med henblik på at føre
disse lande ajour med udviklingen i EU samt at bistå landene med at
opfylde kravene inden for EU.
Det kan endvidere nævnes, at EU visumgruppen bl.a. har været beskæftiget
med at udforme fælles regler for opholdskort til tredjelandstatsborgere.
De fælles visumregler
Inden for både EU og Schengen er der udarbejdet lister over, hvilke landes
statsborgere, der skal have visum for at kunne indrejse i medlemslandene.
Således har EU som førnævnt vedtaget en forordning om,´hvilke lande der
skal være visumpligtige til EU-landene. Schengen-landene har en
tilsvarende liste, der bygger på EU-forordningen. En sådan liste over
visumpligtige lande betegnes som negativlisten. Ændring af denne liste
kræver enighed mellem landene.
Inden for Schengen er der ligeledes udarbejdet en liste over de lande, som
er visumfri til alle Schengen-lande, og hvor der også kræves enighed for
at ændre denne liste. Denne liste omtales i daglig tale som positivlisten.
Endelig er der også en såkaldt "gråliste", der som navnet antyder, er en
liste over de lande, hvor Schengen-landene ikke har ens visumpolitik. Det
er hensigten at afskaffe denne liste inden den 1. januar 1999.
Hvis et Schengen-land påtænker at ændre sin visumpolitik i forhold til et
tredjeland, er landet forpligtet til at høre de øvrige Schengen-lande om
den kommende ændring. Denne høringspligt skal ses i sammenhæng med
ophævelsen af den indre grænsekontrol imellem Schengen-landene, og den
kontrol på/ved de ydre grænser, som hvert Schengen-land skal udføre på
vegne af de øvrige Schengen-lande.
Inden for EU består der også en orienteringspligt til at informere de
øvrige lande om ændringer i et lands visumpolitik.
Det videre arbejde inden for EU og Schengen
Det kommende arbejde inden for EU og Schengen vil blive præget af, at
Schengen skal integreres inden for rammerne af EU og den praktiske
tilrettelæggelse heraf. Yderligere harmonisering af visumpolitikken over
for tredjeland har ligeledes en høj prioritet inden for visumsamarbejdet
og er nævnt i arbejdsprogrammerne for samarbejdet for det kommende halvår
i både EU og Schengen. Der vil tillige blive sat fokus på harmonisering af
de krav, der stilles til dokumentation ved indgivelse af visumansøgning,
samt på samarbejde og udveksling af oplysninger mellem repræsentationerne
i udlandet for bl.a. bedre at kunne bekæmpe organiseret menneskesmugling.
Overførsel til et andet EU-land efter Dublin-konventionen
En asylansøger, der indgiver en asylansøgning her i landet, kan over-
eller tilbageføres til et andet EU-land, såfremt visse betingelser fastsat
i Dublin-konventionen er opfyldt. Konventionen regulerer, hvilket EU-land
der skal behandle en asylansøgning, der indgives på EU-området.
Grundprincippet i Dublin-konventionen er, at det land, der har tilladt
asylansøgeren at indrejse på EU-området, er ansvarligt for at behandle
asylansøgningen, uanset i hvilket EU-land ansøgningen indgives.
Fastlæggelsen af dette princip skal ses i sammenhæng med, at
grænsekontrollen mellem EU-landene forventes helt at ophøre med tiden.
Hvis asylansøgeren er indrejst legalt med ægte pas og/eller visum, har
nærtstående familie her i landet, er indrejst direkte fra hjemlandet eller
fra et ikke-sikkert 3. land, meddeler Udlændingestyrelsen
"normalprocedure", hvorefter asylsagsbehandlingen påbegyndes, eller der
bestemmes afvisning til et sikkert tredjeland, der ikke er omfattet af
Dublin-konventionen, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Har en asylansøger medbragt dokumentation for ophold i et andet EU-land
eller pas indeholdende visum og/eller en eller flere opholdstilladelser
fra andre EU-lande, og sagen findes egnet til at forelægges et andet
EU-land fremsætter Udlændingestyrelsen anmodning om overtagelse eller
tilbagetagelse til dette EU-land.
"Ingen resolution-sager" = Afvisningsposition
Kan asylansøgerens rejserute - herunder indrejsestedet i Danmark - ikke
dokumenteres eller sandsynliggøres, meddeler styrelsen "ingen resolution
på det foreliggende grundlag". Det betyder, at ansøgeren indtil videre
befinder sig i en såkaldt afvisningsposition.
I disse sager retter DCP forespørgsler ledsaget af fingeraftryk til de
nordiske lande for at konstatere, hvorvidt ansøgeren er kendt i et af
disse lande, og i givet fald på hvilket grundlag.
Herudover retter DCP en række målrettede forespørgsler ledsaget af
fingeraftryk til de EU-lande (herunder i en del tilfælde til Tyskland),
hvor der er en formodning for, at ansøgeren har haft ophold - eventuelt
som asylansøger.
Svartiderne på henvendelserne om fingeraftryk ligger i øjeblikket på 3-4
uger for de nordiske lande og Tyskland. For andre lande tager det længere
tid.
Det undersøges også via målrettede forespørgsler, om en asylansøger har
fået udstedt visum til eller har haft andet opholdsgrundlag i andre
EU-lande.
Når DCP har afsluttet sine undersøgelser, forelægges sagen på ny for
styrelsen med henblik på at finde de sager, der på dette tidspunkt er
egnede til at forelægge for et andet EU-land med anmodning om overtagelse
eller tilbagetagelse efter Dublin-konventionen.
Når styrelsen overfor det pågældende EU-land har fremsat anmodning om
tilbagetagelse (hvis pågældende i forvejen er kendt som asylansøger i det
pågældende EU-land) eller om overtagelse (hvis det pågældende EU-land af
andre af de i Dublin-konventionen nævnte grunde er forpligtet til at
behandle asylansøgningen), afventer sagen svar på anmodningen.
Efter konventionen har det adspurgte land en svarfrist på en uge i en
tilbagetagelsessag, medens svarfristen i en overtagelsessag er tre
måneder.
Såfremt anmodningen imødekommes, overdrages sagen til DCP, der træffer
nærmere aftale vedrørende udsendelsen med de relevante myndigheder i
modtagerlandet.
Tyskland og Danmark har i marts 1998 indgået en aftale, hvorefter
asylansøgere, der træffes i grænseområderne, kan tilbagesendes til
Tyskland efter en smidig og meget hurtig procedure, såfremt det er klart,
at Tyskland er ansvarlig for asylsagsbehandlingen.
Ny politienhed ved grænsen
Den 1.maj 99 skal der oprettes en ny politienhed på omkring 150 mand ved
den dansk-tyske grænse. Dermed tages der for alvor hul på forberedelserne
til Schengen-aftalen.
Enheden kommer til at bestå af folk fra Gråsten og Tønder politikredse.
Det drejer sig om folk fra den fælles baglandspatrulje samt paskontrollen
i begge kredse. Enheden skal primært tage sig af opgaverne med
grænseoverløbere og miljøkontrol.
Når Danmark træder ind i Schengen-samarbejdet i oktober næste år,
forsvinder paskontrollen. Det forventes, at grænseenheden kommer til at
forestå den flyvende kontrol i baglandet på samme måde som det sker i fx.
grænseområdet mellem Holland og Tyskland, hvor paskontrollen foretages på
motorveje og rastepladser. (Berl. 7.3.)
Sverige og Danmark har ligeledes indgået en aftale, hvorefter en
udlænding, der ansøger om asyl ved indrejsekontrolstederne i danske og
svenske havne, kan tilbagesendes til de ansvarlige myndigheder i
udrejsestaten, der herefter indleder proceduren til fastsættelse af
hvilken stat, der efter Dublin-konventionen er ansvarlig for
asylsagensbehandling. Ved aftalen er Dublin-konventionens artikel 12's
anvendelsesområde således blevet udvidet til også at gælde søterritoriet
mellem de to stater.
I stort set alle de sager, hvor en asylansøger returneres fra Sverige, må
styrelsen resolvere "ingen resolution på det foreliggende grundlag", idet
indrejsestedet i Danmark er ukendt.
Såfremt det ved politiets efterforskning senere godtgøres, at et andet EU-
land er ansvarligt for asylsagsbehandlingen, er det således Danmark og
ikke Sverige, der fremsætter anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse
efter Dublin-konventionen.
Sagsbehandlingstider i den indledende fase
Procedurerne ved administrationen af Dublin-konventionen og samarbejdet
med de øvrige EU-lande er efter en indkøringsperiode ved at være på plads.
Sammenholdt med de særlige aftaler med Tyskland og Sverige har dette
medført en væsentlig reduktion af sagsbehandlingstiderne i Dublin-sagerne
siden starten i september 1997. Udlændingestyrelsens forelæggelser for de
øvrige EU-lande finder således normalt sted få dage efter, at styrelsen
har modtaget sagen.
Et nødråb fra Europas minoriteter
Men hvis historien og erfaringer er nøglen til forståelse for fremtiden,
så er der ikke ret meget grund til optimisme. De fleste EU-lande,
inklusive Danmark, har en fortid, som intet demokratisk og civiliseret
samfund kan og skal være stolt af. De har været med til at
skrive et grusomt kapitel i menneskehedens historie, som inkluderer
slavehandel, udryddelse af fjerne kulturer, plyndringer af kostbare
skatte, barbarisk kolonialisme og undertrykkelse af oprindelige folkeslag
i deres egne hjemlande. I moderne tider kan man ikke ignorere to
verdenskrige, uretfærdige handelsaftaler med tredje verdens lande, og
politisk og økonomisk pres på de lande, som ikke bøjer sig for europæiske
betingelser. Alle ovennævnte begivenheder er sket, mens europæiske lande
sloges med hinanden for at opretholde deres politiske indflydelse og
økonomiske herredømme over forskellige dele af verden.
Hvad kan man nu forvente, når de interne europæiske konflikter er dæmpet?
De fleste etniske minoriteter i EU, kommer fra tredje verdens lande, der
ikke har politisk mulighed for at beskytte deres statsborgere, som
befinder sig her i EU. Derfor er det vigtigt, at disse minoriteter
organiserer sig og pointerer deres basale menneskerettigheder overfor
myndighederne i de lande, hvor de lever. EU skal også mindes om, at
krænkelse af menneskerettighederne sker her i Europa.
Kun på grundlag af reel og fornuftig information vil det være muligt for
de etniske minoriteter at kæmpe for deres ret til lige stilling og
livskvalitet i Europa. Det er nødvendigt, at de forskellige etniske
organisationer i Europa går ind i en konstruktiv international dialog.
Den mest effektive kampagne vil være en samlet reaktion fra minoriteterne
i hele Europa. Med mindre minoriteterne selv rejser spørgsmålet, vil der
ikke blive gjort noget.
For os, de etniske minoriteter, står skriften meget tydeligt skrevet på
væggen. Der står:
"De, af jer, der gerne vil bo her - forbered jer på at leve som
anden-klasses borgere - uden lige rettigheder og uden lige muligheder.
Ellers: Pak jeres bagage og rejs. Og for de af jer, der har planer om at
komme hertil - forsøg det ikke, bliv hvor I er!"
En ledende politiker fra et af de største politiske partier i Danmark,
Bertel Haarder (V) som er medlem af Europa Parlamentet, beskriver EUs
fremtidige magt således:
"Der er nu håb om, at EU kan gøre noget ved flygtninge- og
indvandrerproblemerne, fx. ved en fælles indsats for at bosætte
flygtningene tæt på deres hjemland, hvor de kan bevare kulturen, håbet og
presset på de tyranner, der fordrev dem."
(Berl Tid. 26.6.97)
Det var sådanne tilstande, Mahatma Gandhi tænkte på, da han sagde:
"Hvis man vil vurdere, hvor civiliseret et samfund er, så skal man bare se
på dets behandling af sine minoriteter".
På trods af alle de vanskeligheder etniske minoriteter oplever i EU eller de problemer som de vil konfronteres med på baggrund af harmonisering af asyl, indvandring og visapolitik, er det nødvendigt at tackle denne virkelighed med politiske midler. Alt andet vil være nægtelse af vores egne rettigheder og accept af status quo. Styrkelse af Europaparlamentets magt og position vis a vis Den Europæsike Kommission har givet etniske minoriteter muligheder for at deltage i den eksisterende demokratiske proces, som de kan benytte for at synliggøre deres retslige situation i EU. Deltagelse i politiske partier vil give dem en platform til at viderebringe deres egne synspunkter overfor politikere i Folketinget og i Europa parlamentet, samtidig kan de være med til at vælge de politikere, som er sympatiske og lydhøre overfor deres sag. En anden fordel med det politiske engagement vil være at etniske minoriteter, som hovedsagligt kommer fra udviklingslande kan formidle deres hjemlandsønsker og behov til EUinstitutioner og politikere. Den vil styrke samarbejdet mellem EU og U-landene både kommercielt og i forhold til forbedring af menneskerettighedssituationen der.
Politisk deltagelse kræver dog organisering, både på national plan og på lokal plan.
Her skal danske politiske partier og solidaritetsorganisationer række en hjælpende hånd med rådgivning og økonomiske midler, men uden en skjult dagsorden.
Bashy Quraishy