Tale holdt 7. Maj 1999 på protestmøde i Odense, der foregik under parolerne

?Fred på Balkan. Stop de etniske udrensninger i Kosova. Stop NATOs bomber.?

af Toni Liversage

For 50 år siden - altså i 1949 - udkom der en vigtig politisk bog, som stadig optrykkes og læses. Jeg tænker her på George Orwells bog "1984", som advarede mod forskellige tendenser i samfundsudviklingen, hvoraf mange af dem heldigvis ikke er gået i opfyldelse.

Men en central del af bogen har desværre fået en uhyggelig aktualitet i disse måneder - jeg tænker her på beskrivelsen af sproget i den stat Oceanien, som romanen foregår i.

Her arbejder hovedpersonen Winston Smith i det såkaldte Sandhedsministerium, hvor hans hovedbeskæftigelse er at omskrive fortiden, så den kommer til at passe til den aktuelle nutid, sådan som det herskende parti ønsker det. Et parti, der bl.a. som en af sine hovedparoler har det enkle udsagn, der lyder - "krig er fred"...

Så når jeg har siddet og set TV og hørt, hvad NATOs talsmænd har udtalt - eller hvad vore hjemlige politikere siger, og det er jo stort set det samme - har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på Orwells "nysprog".

For det der foregår netop nu bliver jo elegant omskrevet og beskrevet som en "humanitær intervention" - det er jo blot en "flykampagne", der er i gang,

eller hvad man nu vælger af tilslørende og diskrete omskrivninger, og der er helt bestemte ord, som man for enhver pris ikke vil tage i sin mund - som for eksempel at vi er i krig, og at det betyder døde og lemlæstede mennesker.

Men den sproglige rekord blev nok sat af NATOs talsmand, der efter den første - af mange - fejl-bombninger med store civile tab sagde, at "bomberne blev kastet i god tro"!

Dette klinisk kolde og elastiske sprog dækker imidlertid over en grusom virkelighed, med mange, mange døde og invaliderede, smadrede broer, fabrikker og huse og ødelagt infrastruktur - for slet ikke at tale om de vidtrækkende økologiske konekvenser...

Og samtidig fortsætter den uendelige flygtningestrøm på grund af de brutale overgreb, henrettelserne og voldtægterne i selve Kosovo, en udvikling som NATO-bombningerne jo netop skulle sætte en stopper for. Men hvor det tværtimod - efter at OSCEs folk var trukket ud sammen med hjælpearbejdere og journalister - betød at der nu var fri bane til at udføre alle disse brutale overgreb og fordrivelser.



Men på trods af alt dette understreges det dog gang på gang, at NATO-landene står ubrydeligt sammen, og ikke mindst at NATO handler på vegne af 19 demokratiske lande.

Men når man lægger så stor vægt på at fremhæve det demokratiske, kan man godt undre sig over, at man har interesseret sig så lidt for de demokratiske kræfter i selve Serbien. Og det gælder både i den aktuelle situation, hvor de er mere truet end nogensinde før, men også tidligere - hvor en aktiv støtte fra Vesten, det internationale samfund eller hvilken betegnelse vi nu vælger at bruge - kunne have været af uvurdelig hjælp.

Jeg er selv kommet meget i Jugoslavien her i 90erne, har haft kontakt med forskellige grupper, der i de sidste mange år har arbejdet imod nationalismen og for dialog.

Det gælder for eksempel kvindefredsgruppen Kvinder i Sort, der allerede fra oktober 1991 begyndte deres ugentlige demonstration midt i Beograd imod krigen - først i Kroatien og senere i Bosnien-Hercegovina.

En af deres paroler lød dengang "At desertere er alternativ til krig", en parole der selvfølgelig virkede meget provokerende på de mere nationalistisk indstillede serbere.

Og da NATO første gang truede med at bombe i oktober sidste år, kunne man i det serbiske parlament høre viceministerpræsident Vojislav Seselj udtale følgende:

"Måske kan vi ikke knuse hvert amerikansk fly, hvis angrebet kommer, men vi kan fange alle deres agenter, som er samlede i forskellige forræderorganisationer som Kvinder i Sort, Beograd Cirklen, Helsinki-Komiteen og Borgeralliancen."

Og når man kender til Seselj og hans paramilitære banders hærgen under krigene i første halvdel af 90erne, er det absolut en trussel man er nødt til at tage alvorlig.

Og alligvel er der i den seneste tid begyndt at komme udtalelser og holdningstilkendegivelser fra forskellige oppositionsgrupper i Beograd. På et møde den 9. april indkaldt af den uafhængige fagforening "Nezavisnost", vedtog man en udtalelse, som blev underskrevet af repræsentanter fra 17 NGO-er, også af de grupper som Seselj havde true1.t i efteråret.

Her kræver man bl.a:

- stop for bombardementer og for etnisk udrensning og tilbagevenden af alle flygtninge.

- støtte til demokratiseringen i Montenegro

- desuden at de serbiske og internationale medier skal rapportere professionelt og upartisk om den nuværende udvikling og afholde sig fra at deltage i mediekrigen og opflamme til inter-etnisk had, hysteri og glorificering af magtanvendelse, som den enese vej ud af krisen.

Og det understreges samtidig, hvorledes netop disse grupper og organisationer længe har været i gang med en dialog med Kosova-albanerne - og at det er meget vigtigt, at man inddrager NGO-erne/det civile samfund i en diskussion om fremtiden for regionen.

Hvorefter det til sidst tilføjes:

"Men vi er ikke selv i stand til at opnå disse ting. Vi forventer derfor, at I vil støtte vore krav og hjælpe os med at realisere dem gennem jeres aktioner og initiativer."

Denne udtalelser har så vidt jeg ved ikke været offentliggjort i de danske medier. (Se den her nedenfor under 09.04.99, ah)

Det har derimod en senere fra 27 serbiske intellektuelle som blev trykt både i "Aktuelt" og i "Information" i slutningen af april, og som giver udtryk for nogle af de samme synspunkter, nemlig at man både er imod NATOs bombninger og de etniske udrensninger.

Samtidig påpeger man her, hvorledes Milosevic?s styre i høj grad er blevet styrket af NATO-bombardementerne, men det understreges, at man vil fortsætte modstanden mod det anti-demokratiske og autoritære regime.

En af underskriverne er Veran Matic, grundlæggeren af den vigtige uafhængige radiostation Radio B92. Den er i dag overtaget af regimets folk, og Matic har i en anden sammenhæng beskrevet, hvad NATO-bombningerne har betydet for den demokratiske opposition:

"Hvis man vil skabe et stabilt og demokratisk retssamfund og undgå populister, demagoger og andre bedragere, må offentligheden allerførst have adgang til information; med andre ord, man må have en fri presse. NATOs bomber har revet de spirende demokratiske frø op af jorden i Kosovo, Serbien og Montenegro og samtidig sørget for, at der vil gå meget langt tid, før de spirer igen."

Og en ande fremtrædende oppositionel journalisten Stojan Cerovic fra det uafhængige blad "Vreme"siger temmelig bittert:

"Til lyden af bomber spørger jeg mig selv, hvad det er for vestlige værdier jeg altid har kæmpet for her i Beograd."



Jeg er selv som sagt kommet regelmæssigt i Jugoslavien - ikke mindst i Beograd i de seneste år. Skulle have været derned her i slutningen af maj og havde også håbet på at kunne deltage i Kvinder i Sorts årlige internationale kvindefredsmøde i Novi Sad i august.

Det er møder, der har været afholdt siden 1992 med kvinder fra hele det tidligere Jugoslavien og fra udlandet, og formålet har blandt andet været at overvinde nogle af de barrierer og grænser, som krigene og de oppiskede fjendebilleder havde skabt.

Og det var ikke nemt..

For selv mellem de serbiske og kroatiske fredsgrupper herskede der dengang en hel del mistro. Men fra 1993 kom de kroatiske kvinder med, og fra 1995 kvinderne fra Kosova, og dialogen fortsatte - både i Kosova og i Beograd.

Og sidste år i august deltog der en stor gruppe albanske kvinder, for hvem det - på trods af situationen i Kosova - var lykkedes at nå frem til Novi Sad.



Og mange andre tilsvarende grupper har som sagt arbejdet for dialog mellem de forskellige befolkningsgrupper og for at nedbryde de stereotype fjendebilleder, som magthaverne har fremelsket - ikke mindst gennem deres kontrol over massemedierne.

Lige nu ligger alle disse initiativer på græsrodsplan selvfølgelig stille. Og netop derfor er det meget opmuntrende at nogle af disse grupper og enkeltpersoner modigt vover at stå frem og give udtryk for deres holdninger.

Så når tiden er inde må det være en vigtig opgave at gå aktivt ind, hvor det overhovedet er muligt med støtte til disse kræfter

Det skal ikke kun være danske F-16-fly, der bliver sendt af sted her fra Danmark.

Derimod håber jeg, at det vil lykkes at finde frem til realistiske muligheder for at yde en virkelig støtte til de demokratiske kræfter i Serbien.

Det er blandt andet her spirene til et fremtidigt civilt samfund skal findes...