Om ret og vrang i flygtningedebatten

Tale på Landsforeningen af Danske flygtningevenners årsmøde, d. 27. Februar 1999. hvor taleren modtog LDF-prisen.

Af Christian Friis Bach

Formandfor Mellemfolkeligt Samvirke

Når man bliver født på denne klode bliver man ikke født tomhændet. Man bliver født med rettigheder. De rettigheder har været af meget svingende værdi. I mange lande, i mange perioder, har de ikke været det papir værd, som de var skrevet på. Men det er langsomt ved at ændre sig. Rettigheder bliver konkrete og brugbare redskaber, der kan benyttes af det enkelte menneske og det enkelte land til at kræve bedre levevilkår.

De grundlæggende menneskerettigheder, som nedfældet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fyldte 50 år i 1998. Den erklæring handler om ligeberettigelse, den handler om at undgå forskelsbehandling, den handler om at enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser og at enhver har ret til at gifte sig og stifte familie og den handler om social tryghed.

Ved festlige lejligheder har danske politikere travlt med at vise at netop det danske samfund er bygget op på grundlæggende retsprincipper om ligebehandling og respekt for internationale konventioner.

Da vi I MS for et år siden startede en kampagne om menneskerettigheder var det med budskabet om at gøre rettighederne til en løftestang, som kan bruges ikke bare til at kræve ytringsirihed og retfærdige retssager, men også til at fastholde både staten og det internationale samfund på deres pligt til at gennemføre ansvarlige politikker.

De fleste af os tænkte i den forbindelse på det store udland. Nu har vi måtte sande at det bud skab er helt centralt og så i Danmark . For et år s i den vidste vi ikke, at selv di sse grundlæggende rettigheder skulle komme under pres i Danmark - i præcis samme år hvor vi skulle fejre dem. Men det kom de.

Alt gik tilsyneladende i glemmebogen da vi i 1997 havde et af de sorteste år i lang tid når det gælder debatten om flygtninge og indvandrere. Med stærk opbakning fra Ekstra Bladet blev flygtninge og indvandrere erklæret lovløse, og de måtte høre på at folkevalgte politikere rakkede dem ned, beskyldte dem for alskens ulykker, og endda truede med at smide dem ud med faldskærm i de lande hvor de kom fra. Folkestemninger har det med at overdrive og føre til hysteri og overreaktioner. Sådan var det også med debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark i 1997.

Dengang i 1997 forsøgte vi I MS at modgå den stærke kampagne med Ekstra Bladet i spidsen ved at lave en modkampagne under overskriften " Vi skaber venner, hvor andre skaber f ender". Det var en kampagne hvor vi bestræbte os på ikke at polarisere, men at samle. Vi kørte derfor kampagnen udfra devisen: Fr~k i formen - forsonende i budskab. Hvis polarisering mødes med mere polarisering, vokser problemerne. Vi ønskede at sende en appel om anstændighed, og sende et stærkt og positivt signal til de mennesker, der blev ramt af Ekstra Bladets udfald.

At det lykkedes viste den store opbakning kampagnen fik. Alene det at en tidligere, fremtrædende borgerlig politiker sendte et bidrag på 20.000 kroner til kampagnen var meget opmuntrende og viste, at vi ramte rigtigt.

Men til trods for dette og mange, mange andre initiativer så blev folkestemningen mere og mere oppisket.

I sådan en situation er der brug for politikere der tør stå ved deres menneskesyn, som tør stå fast og 9ære med til at dæmme op for fremmedfjendske strømninger. Men det meste bekymrende var at den oppiskede folkestemning i stedet rev en række politikere med sig. Danmark blev i den periode mere og mere rå overfor nogle af de mennesker, som har største behov. Et af de synlige tegn var. at antallet af humanitære opholdstilladelser i Danmark er faldet fra 1 15 i 1995 til 70il996 og kun 17il997. Et andet tegn var de store ressourcer der er blevet brugt i forsøget på at sende en håndfuld somaliere med midlertidig opholdstilladelse hjem. Det er småligt og helt ude af prop ortioner . D et er menne sker som ko mmer fra håb lø shed, som måske ende l i g har fundet en menneskeværdig tilværelse i Danmark og hvis børn er begyndt i danske skoler. De mennesker vil vi nu sende tilbage til usikkerheden, blot for at tilfredsstille en hungrende højrefløj.

Det er i den folkestemning at en række elementer i den nye danske Integrationslov skal findes.

Forarbejdet til loven var ellers godt nok. En betænkning fra Integrationsudvalget. En høringsrunde og en åben og deltagende proces. Men efter ministerskriftet i efteråret 1997 blev den stil ændret. Og det var efter en meget lukket og a*isende proces at den nye Udlændingepakke, Integrationsloven og ændringerne i Udlændingeloven, blev vedtaget i juni 1998

Den nye Integrationslov har mange gode elementer. Det er godt at integrationsforløbet bliver tre-årigt for alle, det er godt det lægges ud til kommunerne så lokalsamfundet mere aktivt kan debattere og engagere sig i problemerne og mulighederne. Det er godt at der er forsøg på at fordele flygtningene mere ligeligt - også til de kommuner der har svigtet deres ansvar. Det er godt, at der fokuseres mere på aktivering. Men loven har også en lang række problemer.

Det ene er bopælspligten eller stavnsbindingen af flygtningene som det er blevet kaldt. I de tre år kan flygtningene ikke flytte fra den kommune, de er blevet placeret i af Udlændingestyrelsen, med mindre de kan opnå tilsagn fra tilflytningskommunen om at de kan fortsætte deres introduktionsprogram her. Hvis de alligevel vælger at flytte risikerer de at miste forsørgelsesydelsen.

Det skal ses i sammenhæng med et andet problem: Nemlig at integrationsloven slet ikke fokuserer på de traumer og psykosociale behandlingsmuligheder som mange flygtninge har brug for. Flygtningen kan derfor risikere at blive stavnsbundet i kommuner der ligger langt fra de behandlingstilbud eller netværk som kunne aPhjælpe deres menneskelige problemer.

Når det gælder aktiveringen, et af de mest centrale elementer i en succesrig integration, er integrationsloven også ufuldstændig. Vi kender alle det store psykiske pres det er ikke at kunne finde et arbejde. Det kan nedbryde ens selvrespekt og selvværd. Hvis man så oven i købet bliver udsat for hetz i medierne og fornemmer at man bliver afvist - ikke på grund af kvalifikationer men

på grund af hudfarve - så bliver frustrationerne enorme. Derfor er en bedre integration på arbejdsmarkedet så vigtig.

Aktiveringsreglerne i Integrationsloven tager udgangspunkt i den nye sociallovgivning, men inkluderer ikke alle de muligheder, som eksisterer for andre borgere. Mest alvorligt er det, at revalideringsbestemmelserne ikke længere vil omfatte flygtninge, men dertil kommer, at jobtræning med løntilskud hos private eller offentlige arbejdsgivere og jobrotation heller ikke kan anvendes i aktiveringen af nyankomne udlændinge. Dermed er aktivering, som foregår på overenskomstmæssige vilkår helt udelukket i integrationsindsatsen.

Og når det gælder indsatsen overfor arbejdsmarkedet svigter integrationsloven næsten helt. Udgangspunktet synes at være, at det hovedsageligt er flygtningens skyld hvis de ikke kan få arbejde. Det er langt fra tilfældet. Ofte skal problemerne findes i fordomme på arbejdsmarkedet.

Og det er for at nedbryde fordommene, at MS sidste år gik ind i en stor Arbejdsmarkedskampagne sammen med Arbejderbevægelsens Internationale Forum, Netværk i fagbevægelsen og LO. Vores styrke i det samarbejde er, at vi har arbejdet med problemerne i Danmark i 25 år, og at vi har sendt 4000 danskere ud til arbejdspladser i andre lande.

Det har lært os, at tingene ikke kommer af sig selv. Det kræver grundig forberedelse både af udviklingsarbejderen og af medarbejderne på arbejdspladsen, hvad enten den ligger i Afrika, Asien, Latinamerika - eller i Danmark. Det er nødvendigt med uddannelse og oplysning både af nye og gamle medarbejdere på alle danske arbejdspladser.

Det kræver en stor indsats, og det koster penge. Men vi ved også fra de mange års erfaring med at få forskellige kulturer til at arbejde sammen, at når det lykkedes, så er resultatet over forventning. Den gensidige inspiration kan flytte ting, som ellers ikke var blevet flyttet. Vi skal se forskellen som en fordel.

Problemet med integrationsbestræbelserne er, at indsatsen overfor arbejdsmarkedets parter er for svag og for utorpligtende.

Men et af de største problemer i den nye Integrationslov er selvfølgeligt indførelsen af den nye introduktionsydelse. If ølge beregninger af Lektorerne Morten Ejrnæs og Simon Thorbæk fra den Sociale Højskole i København vil den enlige flygtning over 25 år, efter introduktionsydelsen have 47 kr. om dagen til rådighed til mad, personlig hygiejne, vask, tøj, transport osv. Til sammenligning har kontanthjælpsmodtageren 109 kr. til rådighed.

Det er et problem af menneskelige grunde. Det kan skabe en ny gruppe fattige i Danmark. Og det vil uværgeligt give problemer i integrationsindsatsen. Tænk bare på flygtningebørnene som skal gå i danske skoler og institutioner, og som bliver mødt med de samme krav til tøj, legetøj, vaner og interesser som alle danske børn mødes med. Flygtningefamilierne vil økonomisk slet ikke kunne leve op til di s se forventninger. D et kan, som udtalt af en af de danske socialrådgiver i TV3 i går aftes, kun føre til problemer og i værste fald til kriminalitet. Med den nye introduktionsydelse sender man, med UNHCRs ord, et meget uheldigt signal om, at de ikke er lige så meget værd som andre danskere. Det signal er urimeligt, og er samtidig et helt forkert grundlag for at starte en integrationsindsats. Budskabet er: I skal integreres - men vi starter lige med at diskriminere.

Men det er også et problem af juridiske og internationale grunde. For flygtningene, som er en særligt udsat gruppe, er der nedfældet en særlige gruppe rettigheder i Flygtningekonventionen der blev vedtaget i 1951, ratificeret af Danmark d. 4. december 1952 og som trådte i kraft d. 22. april 1954. Flygtningekonventionen blev vedtaget af en diplomatisk konference, der endda var under dansk formandskab (Knud Larsen). Danmark har dermed i Flygtningekonventionen skrevet under på at ligestille flygtninge med andre danske borgere, når det gælder offentlig hjælp.

Og Danmark har endda bedt FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, om at overvåge at landene overholder den. Men trods talrige opfordringer nægtede regeringen i fuld offentlighed at spørge UNHCR til råds, før loven blev vedtaget. Og heller ikke de juridiske eksperter i Justitsministeriet blev bedt om at udtale sig om foreneligheden med Flygtningekonventionen. Derfor tog Mellemfolkeligt Samvirke initiativ til at skrive til UNHCR, og derfor var det MS, der siden modtog svaret fra FN, der var en meget klar underkendelse af loven.

Dertil kommet at stort set samtlige humanitære organisationer, en stribe fagforeninger, Socialrådgiverne og næsten alle danske eksperter har udtalt sig kritisk om Integrationsloven og introduktionsydelsen.

Det massive pres har endnu ikke imponeret den danske regering, der har kastet sig ud i en række håbløse og uprofessionelle forsøg på bortforklare og bortvise. I starten var strategien at sammenligne flygtninge med SU-modtagere. Så gik strategien på at påstå at alle flygtninge ville få arbejde. Så var strategien tilsyneladende at Introduktionsydelsen skulle rubriceres under en arbejdsmarkedsydelse. Så prøvede man at lave kreative beregninger hvor man decideret snød på vægtskålen og inddrog ting som danskundervisning og etableringstilskud. Og senest, da alle disse forklaringstyper er faldet til jorden med et brag, har man anlagt den strategi at flygtninge jo slet ikke kan sammenlignes med nogen andre danskere, hvilket igen er fejlagtigt og helt i strids med bestemmelserne i Flygtningekonventionen.

Under hele forløbet har man argumenteret med at loven skal sikre mod klientgørelsen af flygtningene. Men det argument holder heller ikke.

En række flygtninge vil helt sikkert få problemer med at klare sig på den lavere introduktionsydelse. At leve for 7000 kroner om måneden med et barn vil ikke blive nogen dans på ro ser -hverken for flygtningen eller for barnet . D erfor vil de få deres daglige gang på so cialkontoret for at bede om ekstra til skud . Resultatet af forsøget på at undgå en klientgørel se af flygtningene kan derfor meget vel blive: Klientgørelse.

På alle måder har strategien være håbløs og vi har gang på gang måtte rive os i håret i fortvivlelse over at man da ikke i den danske regering kan lytte til og forstå argumenter der både menneskeligt og juridisk er så klare.

Det er her vi står i dag. De mange organisationer har måttet indse at den normale procedure med en saglig, åben og demokratisk debat ikke har hjulpet. Vi har prøvet at være pæne og venlige.

Men vi har måttet indse at regeringen stædigt fastholder dette helt urimelige element af en dansk integrationslov. Derfor har 21 danske organisationer nu dannet et slagkraftigt netværk med det ene formål at få loven ændret på to punkter. Introduktionsydelsen og bosættelsespligten. Vi har måttet indse at vi må optrappe og gøre tingene langt mere systematisk. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at invitere Landsforeningen af Danske Flygtningevenner til at være med i dette netværk.

Der er nu gang i en stribe tiltag i netværket:

De diskriminerende elementer af loven dokumenteres i en aktiv indsats af de danske socialrådgivere, som har udarbejdet et frivillige indberetningsskema og som sammen med andre organisationer vil indsamle og bearbejde materialet de næste måneder.

Vi forfølger alle de internationale muligheder for at lægge pres på regeringen. Dokumentation og rådgivningscenteret om racediskrimination forfølger muligheden for en indberegning til FN komiteen vedrørende Racediskrimination, Nævnet for Etnisk Ligestilling laver indberetning til FN komiteen vedr. økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og Den danske Center for Menneskerettigheder vil forsøge at få sagen frem i Menneskerettighedskomiteen. Derudover vil vi forsøge at bruge ECOSOC og Menneskerettighedskommissionen. Senest har vi i MS fået udarbejdet et notat, der afl`larer mulighederne for en retlig prøvelse af integrationsloven i den Internationale Domsto l i Haag som vi ser at det kunne være både en praktisk og realistisk måde til at få afklaret de internationale aspekter i sagen. Og endelig er der mulighederne i de danske domstole som har været genstand for meget debat de sidste dage.

Vi har fastholdt igennem hele forløbet, at hvis en flygtning vil klage over forskelsbehandlingen, så står vi klar til at hjælpe - både med en indsamling af penge og med dokumentation. Men det er absolut ikke den bedst løsning på problemet. Den pågældende flygtninge vil blive trukket igennem 3-4-5-6 år med Det Sociale Nævn, Ankestyrelsen og alle de forskellige instanser i det danske domstolssystem. Ikke-alene vil det være urimeligt overfor den enkelte flygtning. Det vil være urimeligt over for alle de flygtningene som imellemtiden må leve for den lave introduktionsydelse. Det vil derfor være langt mere perspektivrigt, hvis Højesteret kunne gå direkte ind og vurdere Integrationslovens, men den mulighed er ikke umiddelbart tilstede. Eler hvis Indenrigsministeren stod fast på det løfte han gav i december og har givet overfor UNHCR nemlig om en hurtig og uvildig undersøgelse.

~ Men lykkedes ingen af de andre tiltag ender Integrationsloven i Højesteret. Og vi er ikke et

| øjeblik i tvivl om udfaldet. Tvindsagen har givet en tro på at det enkelte menneske i Danmark er

beskyttet af de rettigheder de tillæggges i Grundloven. Vi mangler nu en kendelse der også slår fast,

at det enkelte menneske i Danmark er beskyttet af de rettigheder som Danmark tilslutter sig ved sin

underskrift på internationale konventioner.

Vi er overbeviste om at alle disse tiltag til sidst vil føre til den helt nødvendige ændring af loven. For det star fast, at der ingen saglige, faglige, juridiske eller økonomiske argumenter er for introduktionsydelsen. Tilbage står et primitivt poliiisk argument, der handler om at straffe de mennesker som er nederst på rangstigen for at tilfredsstille stærke politiske strømninger blandt dem, der står over. Den praksis af frygt, straf, uro, mere frygt, mere straf, mere uro, er udtalt i USA, og blev beskrevet på glimrende vis for årtier siden i Steinbecks klassiker Vredens Druer. Det må og skal ikke blive en strategi, vi hylder i Danmark.

Desværre er det også sådan, at politikerne i deres forestillinger om vælgernes mentale til stand ofte tager intolerancen og selvtilstrækkeligheden for givet . Også når den ikke er der . Lektor Lise Togeby har i 1998 endnu engang dokumenteret politikernes store ansvar for at bevare de grundlæggende værdier i vores velfærdssamfund. I Togebys undersøgelse svarede således 81% ja til at flygtninge, der har fået asyl, skal have samme rettigheder som alle andre med hensyn til at søge arbejde, få uddannelsesplads og få sociale ydelser.

Introduktionsydelsen er en forkert udvikling i den danske retspraksis, og vil uvægerligt forstærke presset på en i forvejen udsat gruppe; "de fremmede" - de nye flygtninge og gruppen af danskere med en anden etnisk baggrund. Men også andre udsatte og sårbare grupper i samfundet står for tur. Det er præcis de udsatte grupper af mennesker på samfundets bund, som omtales i topmødeerklæringer og taler. Deres eneste garanti er menneskerettighederne og de internationale konventioner, og derfor er det afgørende at gøre de rettigheder bindende og håndhæve dem overalt på kloden. Desværre har Flygtningehøjkommissariat ikke en domstol, og desværre indeholder Flygtningekonventionen ikke bestemmelser, der sikrer, at den kan håndhæves. Landenes egen selvdisciplin er den eneste mekanisme, der sikrer konventionens overholdelse, og derfor er debatten om Integrationsloven så vigtig. For det er vel ikke sådan, at man kan være mere eller mindre menneske - afhængig af hvor man befinder sig? Rettighederne skal håndhæves i virkelighedens verden - ikke kun i festtalerne i den vestlige verden, hvor ideen om demokratiet op igennem historien ofte har været suppleret med forestillingen om den stærkes ret til at herske over den svage og med udpegning af grupper af mennesker som samfundets syndebukke. Etniske minoriteter er i dagens Danmark blevet syndebukken, og diskriminering af mennesker indenfor denne gruppe forstærker ikke blot presset på gruppen, men også det potentielle pres på andre socialt svage

"afviger"-grupper. Det kræver ikke mindst en indsats fra politisk hold at imødegå diskriminationen - i stedet for først at lovfæste den og dernæst at forsøge at snige sig udenom at ændre den, når der dømmes diskrimination udfra en internationalt underskrevet konvention.

Ingen af delene er civiliseret, og det får en til at tænke på den gang, hvor Mahatma Ghandi blev spurgt om, hvordan han så på den vestlige civilisation, hvortil han elskværdigt svarede, at det synes han da vil le være en fremragende ide . D et ville ligeledes være en fremragende ide, at ændre en i øvrigt på andre punkter god integrationslov, så vi vender tilbage til ligestillingen og respekten for de internationale konventioner.

Det breder sig i de her dage en stemning af international lovløshed, Irak, Sudan og Afghanistans helt urimelige støtte til terrorister, krisen i Kosova og af USA's og Europa's modreaktioner som bryder alle internationale spilleregler. I den situation bliver det endnu vigtigere, at der er lande som bryder mønsteret og står urokkeligt fast på de internationale konventioner og menneskerettigheder. Hvis Integrationsloven ikke ændres vil det blive svært for Danmark, at kritisere andre lande, som Sudan, Kina, Nigeria eller Burma med de internationale menneskerettigheder og konventioner i hånden. Det vil blive svært for Danmark, som et lille land, at påberåbe sig de internationale konventioner, hvis vi selv kommer i klemme. Og det vil blive svært for det enkelte menneske i Danmark at tro på, og overbevise andre om, at man kan bruge de internationale rettigheder og konventioner som en løftestang for kampen for ligebehandling og bedre levevilkår. Det er den kamp der er brug for. Også for flygtninge i Danmark.