Information d. 18.08.98
Af Shahamak REZAEI cand.oecon. ogphd.-studerende ved ved Sydjysk Universitetscenter
I Jyllands-Posten den 4. august 1998 i sektionen Erhvervsejendomme i Danmark kunne man
læse artiklen'Etnisk udfordring i det nye byggeri'. Artiklen informerer om en HI-messe, der
finder sted i perioden fra 8. til 12. september i Messecenter Herning, hvor der i år sættes fokus
på byggeri og håndværk. Men samtidig gøres der opmærksom på, at Danmark er på vej til at
blive et multietnisk samfund, og det stiller nye krav til nybyggeriet, et emne der vil blive taget
op på en konference på HI-messen i Herning med bl.a. deltagelse af Bolig- og Byminister Jytte
Andersen. I artiklen ses et glimt af en kedelig betonblok og tre kvinder, som er totalt tilsløret,
nedenunder billedet står der, jeg citerer, »De fleste -udlændinge i Danmark bor i store
betonbyggeriqr som her i Gellerupparken i Arhus. Dette byggeri passer ikke til
udlændingenes kultur«.
Os og de andre
Allerede her lægges der op til en klar opdeling af samfundet i 'os' og 'de andre'. 'Os' omfatter
det hvide flertal, hvor indvandrere fra EU-lan de, Nordamerika og de Øvrige vestlige lande er
inkluderet og'de andre'omfatter de mørke danskere, som af en eller anden årsag enten har
indvandret i tidernes morgen og er danske statsborger eller har fast opholdstilladelse eller født
og opvokset herhjemme af udenlandske forældre. De mørke danskere repræsenterer
folkedele, der har anden sproglig, kulturel, eller religiøs baggrund end de hvide dansker.
Kulturbegrebet
I Danmark har begrebet kultur og kulturforskelle i det hele taget fået en dominerende rolle i debatten om behandling af de synlige minoriteter. Kulturen opfattes som noget stabilt dg uf0randerligt fremfor noget dynamisk, der ændre sig i takt med den omgivende omverden, Majoritetsbefolkningen
kan opdeles i tre grupper, som hver repræsenterer sin opfattelse af begrebet'kultur'.
Den første gruppe er folk som oftest foragteligt beskrives som indvandrervenneme; de er anti-racister og forsvarer indvandremes kultur som noget værdifuld men anderledes,,som skal beskyttes og bevares.
Den anden gruppe, er,folk, der har en holdning, der ligger tæt på Dansk Folkeparti, som er af
den opfattelse, at mennesker, hvis forældre og forfædre stammer fra lande uden for den
vestlige verden, per definition ikke vil tilpasse sig de danske, nordiske, vestlige normer (hvad
det så end er, er en anden diskussion). Derfor skal der ikke være plads til disse mennesker i
det danske samfund.
Groteske former
Paradoksalt nok kan kulturracismens ideologi til tider antage groteske forner. Hvis et barn af tyrkiske forældre for eksempel ikke får lov at gå til en klassefest, kan denne ,opførsel nemt fremstilles som et eksempel på tyrkisk kultur. Men hvis det derimod var et barn af vestjyske forældre, som var medlemmer af den Kirkelige Forening for den indre Mission i Danmark eller Jehovas Vidner, ville man næppe identificere den opførsel som vestjysk kultur. Nej her vil forklaringen nemlig være at man netop i
familie har valgt at praktisere den indremissionske tro.
Eller som tilfældet her med nye boliger, hvor man fokuser på de kulturelle forskelle, flere generationer der klumper sig sammen og bor sammen på alt for lidt plads, betonblokke, kulturel hensyntagen til de fremmedes boligbehov osv., hvor man i stedet skulle kigge på, hvorfor de mennesker er havnet der og kigge på,mangel på etnisk ligestilling i samfundet af social-, økonomisk- og politisk karakter. Man kunne £eks. kigge på, at hvorfor der næsten ingen Pakistanerne er, der bor i disse kedelige betonblokke og i stedet bor i villakvarterne, og mange tyrkere stadigt bor i betonblokkene, selvom begge grupper kom næsten samtidig til Danmark i ultimo 1960'erne som arbejdsmigranter. De to grupper har den samme religiøse baggrund og nogenlunde den samme kulturarv og kommer næsten fra samme geografiske område.
Jeg er af den opfattelse at når Pakistanerne ikke valgte at bo i betonblokke, var det hverken fordi, »Betonbyggeri ikke passede til den Pakistanske kultur« eller fordi de var kvikkere end tyrkerne. Men snarere, at pakistanerne ankom som hele familier med andre boligbehov, større indkomst og dermed lettere adgang til lån i kreditforeninger til køb af en passende bolig. Tyrkerne kom derimod herop som enlige mænd, uden det store boligbehov som ofte boede flere sammen, for de skulle jo tilbage efter deres midlertidige ophold.
Men omstændigheder har så undertiden gjort, at de ikke rejste tilbage og éfter flere års ophold
valgte at familiesammenføre deres respektive familier. Undertiden var huspriserne og
inflationen skyhøje, og derfor bor mange af dem den dag i dag i betonblokke som følge af de
sociale, økonomiske og politiske omstændigheder både herhjemme og i Tyrkiet.
Den kulturelle skillelinie
. I dag synes mange danskeres opfattelse at være stærkt påvirket af, at der kulturelt
er en skillelinie mellem 'os 'de andre'. En skillelinie, er med til at fordømme, isolere og dermed
diskriminere herboende minoriteter, der nok har en anden kulturbaggrund end den danske,
men dog meget gerne vil integreres i det danske samfimd. En integration, Upåvirket af de
negative holdninger der ofte uforskyldt stiller de synlige minoriteter i defensiven og spænder
ben for en fredelige sameksistens, hvor alle kan få lov at bidrage til det nationale fællesskab. I
de store indvandringslande troede mange i 1950'eme, at fordomme var årsagen til
diskrimination, men de kom til at erkende, at diskrimination også kan skabe fordomme. Hvis
der i et samfund er tradition for systematisk diskrimination, kan folk, der bliver opdraget til at
acceptere denne tradition, finde diskriminationen naturlig og rigtig, og deres holdninger vil
føre traditionerne videre. I den forstand er det handlinger, der skaber holdninger.
Ændring i boligmønstret
Jeg er også af den opfattelse, at med den store erhvervsøkonomiske aktivitet, som vi i dag oplever blandt indvandrergrupperne, her tænkes især på den stor ud-, vikling i serviceerhvervene ejet og drevet af indvandrergrupperne, konuner vi også til at opleve en ændring i boligmønstret. Ændringen vil efter min opfattelse være koncentreret omkring ejerforholdet, med flere indvandrergrupper som boligejer i stedet for i dag som- lejer, og denne ændring har intet med »udlændingenes kulturelle arv og hvorvidt deres kultur passer til det danske boligbyggeri« at gøre, men derimod deres individuelle socioøkonomiske forhold.
Tiden er inde for en generel holdningsændring, hvor man skal gå fra generaliseringer og fordomme rettet imod en bestemt gruppe til en mere raffineret vurdering og fokus på. de enkelte individers handlinger med udgangspunkt i deres socioøkonomiske baggrund og arbejde for etnisk ligestilling.