INFORMATION D. 4.06.98:

En helt almindelig tamilsag

Om få måneder kan Thaya fra Sri Lanka

fejre sin 20 års fødselsdag og sit fire års

jubilæum som asylansøger.

Af NIELS ROHLEDER

Thaya er min dårlige samvittighed. Han er en af de enkeltskæbner, man møder, når man som journalist skriver om flygtninge og asylansøgere. Han er det, vi journalister kynisk kalder en case.

En gang imellem ringer, Thaya. Eller skriver eller sender en e-mail. Måske har han

fået et nyt afslag fra Indenrigsministeriet. Eller som for et par måneder siden da ,Thayas 10. klasse skulle på skitur til Sverige, og han ikke kunne komme med, fordi har ikke har opholdstilladelse i Danmark. Han spurgte, om jeg kunne hjælpe. Det kunne jeg ikke. Thaya blev hjemme, selv om han måske var den elev i klassen, der trængte mest til en skitur til Sverige.

Jeg mødte Thaya første gang i juli 1997 på asyleentret pa ' Børge Christensensvej i udkanten af Hjørring. Dengang boede der flere andre tamiler på centret, som havde været lang tid i Danmark ligesom Thaya. Det gør der ikke længere. De er gået under jorden, rejst til Norge eller England eller Canada. Eller sendt til Sri Lanka. De tamiler, der nu bor på centret, er kommet for nylig. Og nu bor der også singalesere - Sri Lankas flertalsbefolkning flygtet fra militærtjeneste.

Thayaparan Karunanatharajah (som Thaya egentlig hedder) kom til Danmark som asylansøger 10. oktober 1994 - en lille uge før sin 16 års fødselsdag. Eftersom han var fyldt 15, blev hans asylsag behandlet efter de normale procedurer for voksne asylansøgere. Hvis man er over 15, kan man tåle at få et afslag og blive returneret. Hvis man er under 15, får man opholdstilladelse af., »ganske særlige grunde«. -Thava var 15, da han kom, og fik siden afslag i begge asylinstanser.

Det er sådan set hans egen "skyld", at han er i Danmark endnu, idet han har undladt atefterkomme myndighedernes meget udtrykkelige opfordring til at udrejse "frivilligt". På den anden side synes Thaya ikke han har så meget at vende tilbage til på Sri Lanka

En lang kø

Da jeg første gang brugte Thaya som case i sommeren 1997, stillede hans landsmænd sig op i en lang kø på centret, fordi de allesammen ville fortælle mig deres historier i håb om, at jeg var nøglen til deres opholdstilladelse. Men jeg kunne ikke bruge dem allesammen som case.

De var bange - -or politiet den sommer på asyleentret i Hjørring. Da jeg kom kørende ind mellem hytterne i Informations gamle VW Polo, slap tamilerne alt, hvad de havde mellem hænderne og løb ind i skoven for at gemme sig. Først da de på afstand havde set mig stå og snakke med Thaya, kom de forsigtigt frem mellem træerne.

I avisen fortalte jeg historien om skilsmissebamet Thaya, der blev tvunget til at arbejde for De Tamilske Tigre (LTTE), flygtede fra de tamilske områder i det nordlige Sri Lanka og opsøgte sin fars hjem i byen Chilaw i den singalesiske del af landet. Farens kone ringede til politiet og fortalte - for at slippe af med ham - at Thaya var medlem af en LTTE-selvmordskommando.

Thaya fortæller

om en asylansøger,

der var ramt af

motivations-

fremmende

foranstaltninger.

Hans mad-, tøj- og

lommepenge var

blevet inddraget,

fordi han ikke ville

medvirke til sin

egen udrejse

til Sri Lanka

En farbror hjalp Thaya med penge til en menneskesmugler, der kunne få Thaya videre til et land, hvor han kunne få asyl. Troede han.

Da jeg har et ærinde i Hjørring næsten et år efter min første artikel om Thaya, ringer jeg til ham og laver en aftale. Måske hjælper det på min dårlige samvittighed at møde ham og skrive om ham.

Hytten

Thaya sidder og venter i aftensolen foran den campinghytte, hvor han bor sammen

med tre andre på asylsentret. Hytten er plastret til med Spice Girls, No Doubt og Mariah Carey. Der står nogle aflagte 1970'ermøbler.

Gulvtæppet er små stykker af den slags, man bruger på børneværelser. Der er veje og huse på stumperne, så man kan køre på det med sine legetøjsbiler.

Jeg spørger, om det ikke er koldt om vinteren.

»Det er fandme koldt,« bander Tha ya.

Han byder mig indenfor. Jeg spørger, om han har nogen nye papirer , jeg skal se. Han fortæller at han ikke har

fået nogen nye afslag siden det seneste han sendte mig et kopi af i efteråret.

Han viser mig et brev han skrev til Thorkild Simonsen i oktober 1997: "Velkommen som indenrigsminister!" står der. Thaya kan bedre lide den nuværende indenrigsminister end forgængeren: "Jeg er sur på Birte Weiss fordi hun er specielt sur på tamilerne" forklarer Thaya.

Thaya fik aldrig svar fra Thorkfid Simonsen.

I det hele taget er Thaya en aktiv samfundsborger. Han har skrevet til statsministeren og til politiske partier. Han har skrevet læserbreve til Information og til Vendsyssel Tidende, hvor han debatterer med en vendelbo, der mener,, at,de afviste tamiler bare kan slå sig ned i Indien. Thaya,viser mig et læserbrev, hvor han forklarer, hvorfor dét ikke er så enkelt.

Sidste skoledag

Vi går sammen ad de øde parcelhusveje ind til Hjørring, hvor Thaya kender en

restaurant. Her var han, da hans l0- klasse for nylig holdt sidste skoledag.. Han kom han til at bruge 700 kr til spise , drikke øl og gå på diskotek i Løkken den dag.

. 700 kroner er mange penge, når man pr. måned får 2. 100 kroner til mad, tøj og alt andet.

I disse dage går Thaya til eksamen. Folkeskolens afgangsprøve. Han skal op i dansk, engelsk og matematik

"Jeg er lidt nervøs,« indrømmer Thaya.,

Efter sommerferien skal han starte på Handelsskolen i Hjørring: »Vi har modtaget din ansøgning og.kan meddele dig, at du er optaget på HGl her på skolen,« stod der i det brev, Thaya fik fra skolen i april.

»Tror du ikke det hjælper, at jeg starter på en uddannelse? Tror du ikke, de giver mig opholdstilladelse ? spørger Thaya mig.

»Ansøgningsskema til Statens UddannelsesstØtte (SU) er vedlagt til elever, som er fyldt 18 år,« står der også i brevet. Thaya er 19 nu, men han kan ikke få SU. Han har ikke noget CPR-nummer.

EksamensnervØsiteten er ikke ThAyas eneste nervøsitet.

Som de andre tamiler på centret er han stadig bange for at blive hentet af politiet, der jævnligt kommer på centret for at hente afviste asylansøgere og transportere dem til Kastrup til »tvangsmæssig udsendelsen, som det hedder.

»Selv om jeg ikke har noget pas, sender de mig måske ud alligevel. Det har de gjort med andre,« siger Thaya.

Hvis...

Da vi har spist, går vi rundt i Hjørring. Thaya viser mig handelsskolen, hvor han starter 3. august. Jeg spørger, hvor han vil bo, hvis han får opholdstilladelse - dette ord, han har så svært ved at udtale, og som betyder alt for ham.

Thaya drømmer om at bo for sig selv på et lejet værelse, men jeg borer ikke yderligere i temaet »hvis du får opholdstilladelse«.

Inden vi skilles, spørger Thaya mig, om jeg snart skal tale med Thorkild Simonsen. Og om jeg vil nævne hans sag. Indenrigsministeren har jo ikke svaret på hans brev.

Mens jeg prøver at forklare Thaya, at det nok ikke hjælper, at jeg stiller Simonsen spørgsmål om hans sag, går det op for mig, at det ikke har hjulpet på mit humør eller min samvittighed at besøge Thaya igen.

- Thaya fortæller om en anden tamilsk asylansøger, der var blevet ramt af det,

myndighedeerne kalder "motivationsfremmende foranstaltninger" Hans mad-, tøj- og lommepenge var blevet inddraget, fordi han ikke ville medvirke til sin egen udrejse til Sri Lanka. Så arbejdede han sort her på den restaurant, hvor vi lige har spist. Han fik 150 kroner for 12 timers arbejde. Da han havde sparet sammen til et falsk pas og en billet til Canada, prøvede han at forlade Danmark via Kastrup Lufthavn. Han blev stoppet af det danske politi. De sendte ham til Sri Lanka.

. 20.000 kroner koster det, hvis man som afvist tamilsk asylansøger vil prøve at komme videre til England. Thaya vil ikke til England. Jeg spørger ham, hvor han helst vil bo i hele verden, hvis han kan. "Danmark" , siger Thaya.