Modtaget d. 2.02.12 fra Povl Erik Jensen <fortaellerik@ gmail.com>
Eurozonens vej ud af krisen
- eller det er så synd for grækerne.
Finanspagten, som blev vedtaget i Bruxelles i uge 5, hævdes at være løsningen på gældskrisen i Sydeuropa og vejen ud af eurozonens krise. Desværre er det ikke tilfældet. Hvorfor ikke? Fordi finanspagten ikke tager højde for de egentlige problemer i Sydeuropa og som har ført til den ulyksalige situation grækerne står i idag.
I Grækenland er det nu kommet så vidt, at fattige mødre må aflevere deres børn til en SOS-børneby og bede om, at man der ta´r sig af barnet, fordi moderen og familien ikke længere har råd til at føde, klæde og givet barnet husly. Kræftpatienter har ikke længere råd til at købe deres livsnødvendige kræftmedicin og antallet af hjemløse er vokset voldsomt. Kort sagt: Det er synd for grækerne, især de almindelige af dem.
Men kunne grækerne så da i det mindste se lys for enden af tunnellen og tro på, at nu er bunden nået og nu vil det begynde at gå fremad, så.... Men nej.
For selvom man ved et trylleslag kunne fjerne den græske gæld (hvad der naturligvis ikke kan lade sig gøre), så vil Grækenlands gæld vokse igen, simpelthen fordi Grækenlands konkurrenceevne ikke er god nok til at klare sig med så stærk en valuta, som euroen er. Den manglende græske konkurrenceevne skyldes igen en svag produktivitetsudvikling i den græske økonomi. En stigende produktivitet kan på længere sigt kun opnås på to måder: arbejde hårdere og/eller arbejde smartere. Noget kan opnås ved at arbejde hårdere eller længere, kortere pensionstid, længere siesta osv. Men det har sine begrænsninger, døgnet har som bekendt kun 24 timer og hårdere arbejde giver tidligere nedslidning.
At arbejde smartere er en mere holdbar og langvarig løsning, men desværre er smarte løsninger oftest noget, der kræver investeringer i nye maskiner og forbedrede arbejdsmetoder, og investeringer i nye maskiner vil ofte også føre til ikke kun produktivitetsforbedringer (og dermed billigere produkter) men også til en øget produktion. Og hvem har lyst til at investere i øget produktion i en situation, hvor det i forvejen er svært at afsætte sine varer?
Så selvom øget produktivitet er nødvendig for Grækenland på længere sigt, løser det ikke grækernes nuværende problem. Men kunne Grækenland så ikke træde ud af euroen og vende tilbage til drakmen? Det er desværre heller ikke nogen rar vej, selvom det måske ender der. For hvis Grækenland vender tilbage til drakmen, og drakmen får en langt lavere kursværdi end euroen, hvilket naturligvis vil forbedre Grækenlands konkurrenceevne, så vil deres gæld øges svarede til den lavere kurs, fordi gælden er stiftet i euro og skal tilbagebetales i euro, mens pengene til at betale gælden tilbage skal tjenes i drakmer. Hvis Grækenland ikke får endnu en “haircut”, som det hedder i dette finanssprog, altså får gælden barberet ned, vil de stå i en fuldstændig umulig situation uden chanc for nogensinde at kunne betale tilbage og blive gældfri.
Men der er da heldigvis også en tredie løsning ved siden af at spare sig i balance gennem voldsomme nedskæringer i velfærden eller vende tilbage til drakmen. Denne tredie løsning går ud på følgende:
Grækenland og de øvrige “piigs”-lande (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien), som de så “smagfuldt” kaldes, forbliver i euroen, vedbliver med at have euro som valuta, mens de mellem- og nordeuropæiske lande (Tyskland, Østrig, Frankrig, Benelux og Finland) og sikkert flere med dem, Slovenien f.eks., så at sige begynder forfra og skaber deres egen nye valuta, en neuro eller en ECU (eller hvad man foretrækker at kalde den), og for disse lande skal euro-pagten så gælde. De to fælles valutaer skal så flyde i forhold til hinanden, og den gamle euro også flyde i forhold til dollaren, schweitzer-franken m. fl.)
Den gamle euro vil så falde til et niveau, hvor “piigs”-landenes konkurrenceevne bliver så god, at de ad åre kan få overskud på deres handelsbalance og begynde at betale tilbage på deres gæld, som jo så fortsat vil stå i euro. Disse lande vil så også kunne genskabe en økonomisk vækst og dermed forbedre deres velfærd og undgå de voldsomme sociale uroligheder og den politiske ustabilitet med nationalistiske og populistiske strømninger i fremvækst, der må frygtes at ville resultere i en fortsat nedskæringspolitik.
Når så euro-landenes offentlige finanser er bragt under kontrol, gælden bragt ned til et rimeligt niveau og landenes konkurrenceevne er genskabt vil disse lande kunne (gen)indtræde i den hårdere neuro. Dette reelle EU i to hastigheder ville anerkende, at den nuværende krise lige så meget eller mere er en konkurrenceevne-krise som en gældskrise, og ikke kun skabt af uansvarlige politikere i Sydeuropa i fortiden.
Faktisk er etableringen af en møntunion i to hastigheder stort set det eneste scenarie, der vil kunne genskabe en stabil og rimelig sikker økonomisk udvikling i Europa indenfor overskuelig fremtid. Forslaget være hermed givet videre til dem, der måtte ønske at bruge det.
Povl Erik Jensen
nationaløkonom
lektor emeritus, CBS
Kommentarer og forslag er meget velkomne på fortaellerik@gmail.com
Et tilsvarende forslag til behandling af euro-krisen som ovenstående er fremsat af
Flemming Larsen
tidligere vicedirektør for IMF´s forskningsafdeling og chef for IMF´s europæiske kontorer.
Han er nu uafhængig rådgiver vedrørende globale økonomiske spørgsmål.
----
HØR OGSÅ et Interview d. 6. februar 2012 med Povl Erik Jensen, lektor emeritus ved Copenhagen Business School:
http://www.arnehansen.net/dialog/fred/120206Povl.E.Jenen2Euroer64.htm
Tilbage til forsiden