MEDIEMAGT OG MAGTKRITIK

 

 

Fra  REL <humanisme.dk@gmail.com> Rune Engelbreth Larsen

 

HUMANISME.DK / 4. JUNI 2011

 

Undertegnede har nedenstående klumme om Søren Pind, Ulrik Haagerup,

Carsten Jensen og Henrik Sass Larsen i dagens Politiken:

 

 

MEDIEMAGT OG MAGTKRITIK

 

Af Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

> > http://www.humanisme.dk/artikler/modpol125.php

For nylig blev jeg bedt om at stille op til en tv-debat om sortering

af udlændinge med integrationsminister Søren Pind. Tre timer før

udsendelsen blev den imidlertid aflyst. Pind kunne åbenbart ikke nå

frem på grund af askeskyen fra Island.

 

Det er jo, hvad der kan ske. Jeg fik at vide, at man selvfølgelig

håbede på, at »en ny lejlighed« snart ville byde sig.

 

Det var så tilfældet allerede den følgende aften. Nu kunne Pind godt

 

nå frem til tv-studiet og diskutere sortering af udlændinge, kunne jeg

 

konstatere – da jeg så ham på tv. Jeg var nemlig alligevel ikke blevet

inviteret. Hvorfor?

 

Fordi Pind havde oplyst, at han ikke ønskede at deltage i den debat,

redaktionen havde planlagt med undertegnede.

 

Så enkelt kan magtpolitikeren få indflydelse på, hvordan et

debat-indslag skal tilrettelægges (og det sker ikke sjældent). I

stedet blev han så i dette tilfælde sat til vægs af Johanne

Schmidt-Nielsen og Anita Bay Bundegaard. Lidt retfærdighed var der

altså – Pinds kujoneri betalte sig ikke.

 

Det ændrer ikke ved det problematiske i, at en magtfuld politiker

blander sig i en fri presses dispositioner og selv kan fravælge

opponenter. Hvis en minister forsøger noget sådant, bør redaktionen

selvfølgelig 1) afvise det, 2) orientere offentligheden om ministerens

urimelige krav og 3) gennemføre den planlagte debat uden ministeren.

Så skal han eller hun såmænd nok lære at blande sig helt uden om de

redaktionelle dispositioner fremover ...

 

I modsat fald får vi kun mere af den type teater-iscenesættelse, som

Carsten Jensen har udstillet i sin mediekritiske dokumentar på DR2,

»Det første offer«. Ikke mindst Irak-krigens løgne og DR's og TV2's

dækning var ofte en tandløs falliterklæring. Her kunne daværende

statsminister Anders Fogh Rasmussen f.eks. alt for let slippe afsted

med flere usandheder såsom, at den danske regering slet ikke gik i

krig med »masseødelæggelsesvåben« som begrundelse.

 

En løgn om løgnen, der i debatten efter Jensens film sågar blev

gentaget flere gange som »faktuelt korrekt« (sic) af DR's nyhedschef

Ulrik Haagerup, til trods for at »masseødelæggelsesvåben« faktisk er

nævnt intet mindre end ti gange i regeringens forslag til

folketingsbeslutning om at gå i krig! Bl.a. hedder det i de officielle

bemærkninger til regeringsforslaget den 18. marts 2003: »Et militært

 

bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske

politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i

relation til masseødelæggelsesvåben.«

 

Hvem har brug for en spindoktor med en nyhedschef som Haagerup?

 

Tv-nyhedernes illusoriske objektivitet er et større problem end den

noget nær totale borgerlige dominans blandt udgiverne af de danske

dagblade, som Henrik Sass Larsen har påpeget. For selv om dette

problem ikke kan bestrides, og der er groteske eksempler på

redaktører, der bortredigerer kompromitterende opførsel og udtalelser

af borgerlige politikere, er det vrøvl, at ubalancen også slår

entydigt igennem i den løbende journalistik eller på avisernes

debatsider. Der var f.eks. ingen kære mor eller hjælpsom medietante,

da Lene Espersen og Henriette Kjær var permanente skydeskiver i

pressen. Endvidere har både Politikens og Jyllands-Postens

blog-univers alverdens standpunkter repræsenteret, og ingen dansk

debatredaktion er så dum og ensidig, at den er lukket for

socialemokrater. Derfor er det ganske enkelt forkert af Sass at påstå,

 

at Berlingske og JP ikke giver »rum og plads til nogen som helst anden

form for tænkning« (Information, 25.5.2011).

 

Når han brokker sig over, at venstreorienterede (underforstået:

socialdemokratiske) røster fylder for lidt i den løbende debat, kan

han snarere takke sig selv. På højrefløjen kan man f.eks. finde ud af

stable et CEPOS på benene for at harcellere over skatten, men CEPOS

kan også (af og til) spidse pennen over for 'sin egen' regerings rets-

og værdipolitiske populisme.

 

Halvt så højt til loftet er der langtfra hos Sass, der tværtimod

raser, når kritikere på den anden fløj også tillader sig at rette

skytset mod socialdemokratisk populisme. Sass ville skide i bukserne,

hvis der fandtes en humanistisk centrum-venstre tænketank med samme

kritiske gennemslagskraft som liberalisterne i CEPOS.

 

Han har knoklet ihærdigt for at begrave Socialdemokraternes lange

tradition for intellektuel rummelighed, der ellers kunne have været

hans parti til gavn i kulturkampen, men de frie humanistiske fugle,

der er til overs i debatten, gider selvfølgelig ikke blive kostet

rundt med af Sass som tamhøns i en hønsegård.

 

Selv samme Sass, der storskrydende praler af at have forjaget de

kulturradikale socialdemokrater og begejstret hilser Krarups

kulturkamp velkommen (Politiken, 23.5.2011), er alt for magtfikseret

til at se det vakuum, som han dermed selvforskyldt har skabt i den

socialdemokratiske lejrs kritiske underskov.

 

 

------------------------------

(videresendt som væsentlig - og så tilføje at Pind med sin afvisning har røvet kostbar tid

fra alle de som bl.a via min mailadvisering så i 2 aftener har åbnet forgævedes for at høre

diskussionen om sortering af udlændinge, hvilket jeg beklager intetanende at have medvirket til ,

- men så nu ved at det rettelig er DR's Ulrik Haagerup der skal klandres,

hvad jeg hermed vil gøre overfor alle licensbetalerne,

som må føle sig snydt for den vare de betaler for og var stillet i udsigt.

ARne Hansen

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til forsiden