MEDIEMAGT OG MAGTKRITIK
Fra REL <humanisme.dk@gmail.com> Rune Engelbreth Larsen
HUMANISME.DK / 4. JUNI 2011
Undertegnede har nedenstående klumme om Søren Pind, Ulrik Haagerup,
Carsten Jensen og Henrik Sass Larsen i dagens Politiken:
MEDIEMAGT OG MAGTKRITIK
Af Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker
> > http://www.humanisme.dk/artikler/modpol125.php
For nylig blev jeg bedt om at stille op til en tv-debat om sortering
af udlændinge med integrationsminister Søren Pind. Tre timer før
udsendelsen blev den imidlertid aflyst. Pind kunne åbenbart ikke nå
frem på grund af askeskyen fra Island.
Det er jo, hvad der kan ske. Jeg fik at vide, at man selvfølgelig
håbede på, at »en ny lejlighed« snart ville byde sig.
Det var så tilfældet allerede den følgende aften. Nu kunne Pind godt
nå frem til tv-studiet og diskutere sortering af udlændinge, kunne jeg
konstatere – da jeg så ham på tv. Jeg var nemlig alligevel ikke blevet
inviteret. Hvorfor?
Fordi Pind havde oplyst, at han ikke ønskede at deltage i den debat,
redaktionen havde planlagt med undertegnede.
Så enkelt kan magtpolitikeren få indflydelse på, hvordan et
debat-indslag skal tilrettelægges (og det sker ikke sjældent). I
stedet blev han så i dette tilfælde sat til vægs af Johanne
Schmidt-Nielsen og Anita Bay Bundegaard. Lidt retfærdighed var der
altså – Pinds kujoneri betalte sig ikke.
Det ændrer ikke ved det problematiske i, at en magtfuld politiker
blander sig i en fri presses dispositioner og selv kan fravælge
opponenter. Hvis en minister forsøger noget sådant, bør redaktionen
selvfølgelig 1) afvise det, 2) orientere offentligheden om ministerens
urimelige krav og 3) gennemføre den planlagte debat uden ministeren.
Så skal han eller hun såmænd nok lære at blande sig helt uden om de
redaktionelle dispositioner fremover ...
I modsat fald får vi kun mere af den type teater-iscenesættelse, som
Carsten Jensen har udstillet i sin mediekritiske dokumentar på DR2,
»Det første offer«. Ikke mindst Irak-krigens løgne og DR's og TV2's
dækning var ofte en tandløs falliterklæring. Her kunne daværende
statsminister Anders Fogh Rasmussen f.eks. alt for let slippe afsted
med flere usandheder såsom, at den danske regering slet ikke gik i
krig med »masseødelæggelsesvåben« som begrundelse.
En løgn om løgnen, der i debatten efter Jensens film sågar blev
gentaget flere gange som »faktuelt korrekt« (sic) af DR's nyhedschef
Ulrik Haagerup, til trods for at »masseødelæggelsesvåben« faktisk er
nævnt intet mindre end ti gange i regeringens forslag til
folketingsbeslutning om at gå i krig! Bl.a. hedder det i de officielle
bemærkninger til regeringsforslaget den 18. marts 2003: »Et militært
bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske
politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i
relation til masseødelæggelsesvåben.«
Hvem har brug for en spindoktor med en nyhedschef som Haagerup?
Tv-nyhedernes illusoriske objektivitet er et større problem end den
noget nær totale borgerlige dominans blandt udgiverne af de danske
dagblade, som Henrik Sass Larsen har påpeget. For selv om dette
problem ikke kan bestrides, og der er groteske eksempler på
redaktører, der bortredigerer kompromitterende opførsel og udtalelser
af borgerlige politikere, er det vrøvl, at ubalancen også slår
entydigt igennem i den løbende journalistik eller på avisernes
debatsider. Der var f.eks. ingen kære mor eller hjælpsom medietante,
da Lene Espersen og Henriette Kjær var permanente skydeskiver i
pressen. Endvidere har både Politikens og Jyllands-Postens
blog-univers alverdens standpunkter repræsenteret, og ingen dansk
debatredaktion er så dum og ensidig, at den er lukket for
socialemokrater. Derfor er det ganske enkelt forkert af Sass at påstå,
at Berlingske og JP ikke giver »rum og plads til nogen som helst anden
form for tænkning« (Information, 25.5.2011).
Når han brokker sig over, at venstreorienterede (underforstået:
socialdemokratiske) røster fylder for lidt i den løbende debat, kan
han snarere takke sig selv. På højrefløjen kan man f.eks. finde ud af
stable et CEPOS på benene for at harcellere over skatten, men CEPOS
kan også (af og til) spidse pennen over for 'sin egen' regerings rets-
og værdipolitiske populisme.
Halvt så højt til loftet er der langtfra hos Sass, der tværtimod
raser, når kritikere på den anden fløj også tillader sig at rette
skytset mod socialdemokratisk populisme. Sass ville skide i bukserne,
hvis der fandtes en humanistisk centrum-venstre tænketank med samme
kritiske gennemslagskraft som liberalisterne i CEPOS.
Han har knoklet ihærdigt for at begrave Socialdemokraternes lange
tradition for intellektuel rummelighed, der ellers kunne have været
hans parti til gavn i kulturkampen, men de frie humanistiske fugle,
der er til overs i debatten, gider selvfølgelig ikke blive kostet
rundt med af Sass som tamhøns i en hønsegård.
Selv samme Sass, der storskrydende praler af at have forjaget de
kulturradikale socialdemokrater og begejstret hilser Krarups
kulturkamp velkommen (Politiken, 23.5.2011), er alt for magtfikseret
til at se det vakuum, som han dermed selvforskyldt har skabt i den
socialdemokratiske lejrs kritiske underskov.
------------------------------
(videresendt som væsentlig - og så tilføje at Pind med sin afvisning har røvet kostbar tid
fra alle de som bl.a via min mailadvisering så i 2 aftener har åbnet forgævedes for at høre
diskussionen om sortering af udlændinge, hvilket jeg beklager intetanende at have medvirket til ,
- men så nu ved at det rettelig er DR's Ulrik Haagerup der skal klandres,
hvad jeg hermed vil gøre overfor alle licensbetalerne,
som må føle sig snydt for den vare de betaler for og var stillet i udsigt.
ARne Hansen
Tilbage til forsiden