D. 25.04.11fra Knud Vilby <knud@ vilby.dk>

Børnefattigdom

– en skam for Sverige –

og for Danmark

 

De svenske socialdemokraters formand giver kampen mod børnefattigdom første prioritet

 

Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening

Da de svenske socialdemokrater i marts fik ny formand, sagde den nyvalgte leder, Håkan Juholt i sin tiltrædelsestale, at intet er vigtigere end bekæmpelsen af børnefattigdom.

”Børnefattigdom er uacceptabelt. Sverige skal ikke være et land, hvor hundredetusinder af børn tvinges i fattigdom. Det er en skam for Sverige”, sagde han i en tale, der fik ulighed- og fattigdom højere på dagsordenen i Sverige. Men temaet var der allerede. Blandt andet havde Håkan Juholt modtaget en henvendelse fra en række rigsdagsmedlemmer, der krævede at kampen mod børns fattigdom prioriteres allerhøjest. Fordi Sverige, som Danmark, oplever øget ulighed og vækst i antallet af egentligt fattige.

 

I Danmark står der vigtige og rigtige ting om bekæmpelse af børns fattigdom i det fælles S-SF-udspil. Blandt andet vil de gøre op med de laveste sociale ydelser, de vil sikre børnefamilier mod udsætning, og der er en række andre gode initiativer i en 10 punkts-plan om fattigdom. Men børnefattigdom er mærkeligt nok ikke højt på dagsordenen i den politiske debat, selv om problemet  til dels er regeringsskabt, og selv om det truer fremtidens velfærd, fordi tusinder af børn marginaliseres, allerede inden politikerne ser dem i statistikken.

 

For mig var et nyligt besøg med diskussioner på Lolland endnu en øjenåbner. De reducerede sociale ydelser og urimelige aktiveringskrav er et kæmpeproblem i et område, der straffes økonomisk af staten, fordi det ikke kan tilbyde virksomhedspraktik på ikke-eksisterende virksomheder. Men i stigende grad er det også et problem, at de fattige fratages selv de mindste sociale ydelser.

 

En socialrådgiver fortalte om en familie med to voksne og 3 mindreårige børn som lever i et dårligt hus, og som ikke har haft varme i flere år, fordi vandrørene er sprunget. Vinteren igennem var der bidende koldt, og familien er præget af at den intet har. De 5 mennesker lever af en enkelt kontanthjælp. Den depressive mand i familien er frataget sin kontanthjælp fordi han ikke mødte op til krævede samtaler med kommunen. Da han mistede hjælpen, sank han dybere hen i sin depression. Man kan diskutere skyld og ansvar fra Lolland til Christiansborg og tilbage igen, men børnenes skyld er det i hvert fald ikke. Og her er der ikke bare relativ men absolut fattigdom.

 

Og Lollands kommune har det tungt. Alene i år regner kommunen med at miste næsten 13 millioner kr., fordi regeringen ved beskæftigelsesminister Inger Støjberg har ændret refusionsreglerne for ledige til skade for fattige kommuner, der har svært ved at tilbyde virksomhedsaktivering, men til gavn for de rigere kommuner med flere muligheder i aktivpolitikken..  

 

De fattige kommuner og deres socialrådgivere har travlt med at holde budgetter. Der jagtes blandt andet derfor sociale bedragere i kommuner landet over. Men samtidig ser vi, at flere mennesker fratages selv de laveste ydelser, fordi de ikke kan leve op til voksende bureaukratiske krav. Med de gældende regler vil det blive værre i fremtiden. Alle ved det.

 

Når mennesker lever som i den beskrevne familie, er det er i strid med reglerne om at myndigheder har pligt til at være opsøgende i forhold til alvorligt sociale problemer og til at finde løsninger. Men der er en indbygget absurditet i systemet. Hvordan skal systemet løse problemer, som det selv skaber?

 

Børnefattigdommen vokser. Nogle af de fattige børn klarer udfordringerne, bliver mønsterbrydere og får alligevel få et rimeligt liv. Men mange dømmes reelt til et liv, der er dårligt for dem selv og kostbart for det samfund, der har brug for deres arbejdskraft.

 

En lang række danske organisationer har udarbejdet en skitse til en handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom. Det er komplekst, fordi problemerne har fået lov til at vokse så længe. Men naturligvis kan det gøres.

 

”Børnefattigdom er uacceptabelt. Det er en skam for Sverige”, sagde de svenske socialdemokraters formand.

 

Det er også en skam for Danmark. Og det er besynderligt, at vi næsten ikke diskuterer det.

 

Knud Vilby

 

 

 

Tilbage til forsiden