Tale ved Bedsteforældre for asyls demonstration for en anstændig asylpolitik d. 17. juni 2010

Af Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder

1.

Der er flere, der har advaret mig mod at deltage i dagens begivenhed. Hvis jeg taler til en demonstration, bekræfter jeg så ikke kritikken af, at Institut for Menneskerettigheder er en politisk aktør?

Flere har med den begrundelser rådet mig til at blive væk, fordi min tale i dag vil kunne misforstås.

Men det kan jeg ikke leve med.

Jeg mener, at jeg skal kunne tale til jer ud fra instituttets specifikke menneskerettighedsvinkel, selv om vi ikke er eller kan være enige i alt.

Institut for Menneskerettigheder er en uafhængig, national menneskerettighedsinstitution. Hvis folk misforstår vores opgave som offentlig myndighed, så nytter det ikke noget at stikke hovedet i busken for at undgå misforståelse.

Jeg vil hellere gå aktivt ud og forklare, hvem vi er, hvad vi mener.

2.

Det ikke er snyd, hvis man slår op i loven. Loven kan være et godt sted at starte, hvis man skal forstå Institut for Menneskerettigheders rolle. Der står i loven om etablering af Institut for Menneskerettigheder, at Instituttet skal ”fremme … bistand til de frivillige organisationers arbejde med menneskerettighederne”

Institut for Menneskerettigheder kan så forsøge at hjælpe organisationer – f.eks. ved at bakke op om ytringsfriheden eller ved at oplyse om menneskerettighederne, så organisationerne kan arbejde videre med den viden.

Et af denne demonstrations temaer er at internationale konventioner skal overholdes, herunder er der rettet fokus på børnekonventionens betydning for asylsøgere.

Det er klart, at instituttet støtter det synspunkt. Og det er i virkeligheden også det eneste, vi støtter, for vi arbejder kun med menneskerettighederne.

Eller som der står i loven:

”Institut for Menneskerettigheder skal i sin virksomhed tage udgangspunkt i de af det internationale samfund til enhver tid anerkendte menneskerettigheder”

3.

Der var nok mange at jer, der var kritiske over for Instituttet, da vi ikke kunne bakke op om kampagnen for at give humanitært ophold til irakerne i Brorsons Kirke. Og vi bliver ofte kritiseret for ikke at være skarpe nok i kritikken af danske myndigheder

For eksempel fik jeg en mail i forbindelse med aktionen i Brorsons Kirke. Afsenderen spurgte: ”Hvem skal hjælpe de svageste i samfundet, hvis Institut for Menneskerettigheder ikke hjælper”.

Det spørgsmål peget på noget meget centralt og et dilemma, instituttet ikke kan ophæve, nemlig at der er mennesker i det danske samfund, som har behov for hjælp, og som ikke kan søge hjælp i menneskerettighederne

Institut for Menneskerettigheders mandat er begrænset, men vi kan og skal hjælpe civilsamfundets organisationer.

4.

En af de ting, instituttet kan gøre og har gjort er at samle og formidle viden om menneskerettighederne, således at enkeltpersoner og organisationer kan bruge den viden i deres arbejde.

Jeg vil gerne give to eksempler på, hvordan instituttet forhåbentlig har bidraget til at beskytte og fremme menneskerettighederne i Danmark.

For det første udgav vi sidste år en udredning om forholdene for afviste asylansøgere og andre i udsendelsesposition. I den udredning pegede vi på en række forhold, som politikerne kunne overveje at ændre, hvis man ønsker at forbedre forholdene for de personer, det handler om.

Vi kunne ikke på det grundlag, vi havde, sige præcis, hvor og hvornår deciderede menneskerettighedskrænkelser vil opstå, så det må vi overlade til andre – herunder embedsmænd, dommere, advokater, organisationer og enkeltpersoner. For det er jo den enkeltes livssituation, det handler om.

Et andet eksempel er vores nylige høringsnotat om udlændingepakken. Det var situationen i virkeligheden meget den samme, nemlig at vi ikke kunne forudsige, præcis hvordan virkeligheden vil udfolde sig. Med mindre vi begiver os ud i gætværk og opstiller hypotetiske scenarier, kan vi ikke sige præcis, hvor menneskerettighedskrænkelserne vil opstå.

Lovgivningsmagten har skrevet direkte i loven, at de nye regler om permanent opholdstilladelse ikke skal bruges, hvis det vil krænke menneskerettighederne. Og så overlader lovgivningsmagten det til embedsmænd, dommere, advokater, organisationer og enkeltpersoner er finde ud af, hvornår monstro loven ikke skal gælde alligevel.

Og så er det klart, at instituttet har en rolle at spille, fordi vi kan formidle vores viden om menneskeretten, således at de konkrete sager kan køre i de systemer, der er egnede til at behandle de enkelte sager – det vi sige i forvaltningen og hos domstolene.

Instituttet vil derfor forsøge i løbet af sommerferien og det tidlige efterår at tilvejebringe en-eller-anden form for vejledning eller støtte til organisationer og andre, som kommer til at støtte enkelt personer, der kommer i klemme i de nye regler navnlig om humanitært ophold eller om tidsubegrænset opholdstilladelse.

5.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at jeg synes, det er meget opmuntrende, at I giver jeres mening til kende. Demokratiet fungerer kun, hvis synspunkter udveksles på kryds og tværs.

Institut for Menneskerettigheder har én overordnet myndighedsopgave, nemlig at arbejde med menneskerettighederne.

På Institut for Menneskerettigheder vil vi fortsætte vores arbejde med at beskytte og fremme menneskerettighederne i Danmark. Det gælder, uanset at vi bliver kritiseret snart fra den ene og snart fra den anden side.

Til sidste vil jeg blot udtrykker mit håb om, at menneskerettighederne og de internationale konventioner vil komme styrket ud af mange menneskers ihærdige og gode arbejde.

Jeg takker for jeres opmærksomhed.

Man akn også høre jonas Christoffersens tale på http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/100617-demoanstaendigasylpol64.htm

Tilbage til forsiden