Om udviklingen i Somalia

 

Modtaget d. 16.01.10 Fra Vagn Rasmussen fra STS Danmark <sts@ intsol.dk> som et supplement til rundskrivelsen om Somalia tidligere af Charlotte Aagaards artikel i Information d. 13.01.10 jf  http://www.information.dk/221126

 

Som aktiv i STS International Solidarity, der har arbejdet i Somalia siden 1999, deler jeg fuldkommen vreden over den danske regerings politik, som den er kommet til udtryk i Information.

   Men det, der mest harmeligt at læse, er, at Danmark desuden bidrager til Den Afrikanske Union, ”som med cirka 5.000 mand beskytter den somaliske overgangsregering i Mogadishu”.

   Har vi at gøre med en regering, der lever op til demokrati og menneskelige rettigheder?.

   Overhovedet ikke. Den nuværende overgangsregering består af nogle af verdens værste krigsforbrydere og almindeligt kriminelle.

   Det er gået til på denne måde:

   Efter 12 forgæves forsøg på at skabe fred i Somalia, fik man endelig en chance til at afholde et stort forsoningsmøde i Arta i Djibouti, hvor mere end 2000 delegerede fra alle egne af Somalia og fra diaspora mødtes, men ikke repræsentanter for ”det internationale samfund.”. I løbet af 5 måneders forhandlinger mellem somaliere indbyrdes enedes man om et overgangsprogram, om sammensætning af et parlament, man valgte en præsident og traf aftaler om dannelsen af en ny regering. Efter dette møde kunne både præsident, parlament og regering flytte til Mogadishu, og håbet om, at der nu endelig blev fred i Somalia, var meget stort.

  FN anerkendte den nye regering som Somalias eneste legale regering. Udenrigsministeriet i Danmark sluttede tilsyneladende også op bag den, da det med henvisningen til det ”om end svage håb om forsoning i Somalia”, som var et resultat af Arta-konferencen, i 2001 bad folketinget om en ekstrabevilling til ”udviklingsorienteret nødhjælp” til Somalia på 63 millioner kroner. At så kun 4 millioner blev afsat til eventuelt brug i de områder, den nye somaliske regering kontrollerede, mens resten af pengene blev brugt af FN og til projekter i Somaliland og i Puntland, som var de eneste områder af Somalia, der havde nægtet at forsone sig med resten af landet, er så en helt anden sag.

  En regering, der var valgt af somalierne selv, kunne USA, andre vestlige magter – som har store interesser at varetage i form af Somalias geografiske placering og i eksistensen af mange værdifulde råstoffer (herunder olie) - ikke bruge.

 

Dannelsen af krigsforbryderregeringen

Halvandet år efter Arta-konferencen lod man Somalias fjendtlige nabostater indkalde til en ny fredskonference – i øvrigt uden at konsultere ”Somalias eneste legale regering” - for at danne et nyt parlament og en ny regering. Og man indførte tilmed en form for udvælgelse af parlamentet, som strider imod enhver form for demokrati, og som aldrig før havde været en del af en somalisk forfatning.

  Dette skete med indførelse af den såkaldte 4,5 formel for udpegelse af parlamentsmedlemmerne. Traditionelle ledere fra de fire største klaner skulle hver udpege 61 medlemmer af parlamentet, mens traditionelle ledere fra mindre klaner skulle udpege 31. De traditionelle ledere overlod i vid udstrækning udpegelsen af parlamentsmedlemmer til de traditionelle ledere af deres sub-klaner og sub-sub-klaner.

   Traditionelle ledere i Somalia er ikke valgt af nogen, deres stillinger er arvede, og de består i regelen af krigsherrer, som alle har fået økonomiske og militær bistand fra Etiopien, som har en stor interesse i fortsat ufred i Somalia – i øvrigt eklatante brud på FN’s våbenembargo!.

   Det tog omkring to og et halvt år med kostbare forhandlinger i Kenya, væsentligt betalt af EU’ skatteborgere, før parlament, valg af præsident og udpegelse af en regering var på plads. Derefter gik der endnu mange måneder, før denne regering turde flytte til Somalia, hvor den vidste, den var meget upopulær. 

  I mellemtiden var somalierne endnu engang i færd med at skabe fred i Somalia med dannelsen af Unionen af Islamiske Domstole, som overtog magten i det meste af Somalia i sommeren 2006. 

  Men at overlade det til somalierne selv at bestemme deres egen skæbne, var stadigvæk for stærk kost for ”det internationale samfund”.

 

Den etiopiske invasion

Siden det beskæmmende nederlag for USA’s marinesoldater under ”Restore Hope”, den amerikansk ledede FN-invasion i 1993, har USA stort set holdt sig tilbage fra at sende tropper til Somalia.

  I stedet fører man mest krig mod Somalia pr. stedfortrædere. Man har gjort den etiopiske hær til Afrikas næststærkeste. I den sidste uge af december 2006 rykkede elitetropper over grænsen til Somalia – støttet af USA’s satellitovervågningsudstyr, amerikanske bombemaskiner, bl.a. AC 130 flyvende fæstninger, amerikanske krigsskibe, bl.a. hangarskibet Eisenhower, og mange marinesoldater på hemmelige missioner i jungleområderne ved grænsen til Kenya.

  Invasionen blev bakket op af FN’s sikkerhedsråd på trods af, at den var i strid med folkeretten og FN’s eget charter. 

   Men endelig fik den somaliske regering, som indtil da havde siddet isoleret og omringet i den landlige by, Baidoa, en chance for at komme til Mogadishu ridende på ryggen af etiopiske tanks – de fleste i øvrigt købt i ”slyngelstaten” Nordkorea for amerikanske penge.

  Den officielle begrundelse for invasionen var, at man ville bekæmpe ”de islamiske terrorgrupper.” Men da disse grupper stod lige på nippet til at drive deres etiopiske arvefjende igennem flere århundreder ud af Somalia, foretog man dels en ændring af parlamentets sammensætning og fordoblede antallet af medlemmer, dvs. krigsherrer, i det, og man fik overtalt en af lederne af de islamiske domstole til at blive ny præsident.. I slutningen af 2007 begyndte ”det internationale samfund” at sende afrikanske tropper til Somalia først til forstærkning af den slagne etiopiske hær og senere mest alene - for den etiopiske og den vestlige indblanding er ikke forbi endnu.

   Undskyldningen var altså ”kampen mod islamistiske terrorgrupper”. Men resultatet blev det samme som andre steder, hvor man har ført terrorkrige. De islamiske grupper er ikke forsvundet. Tværtimod er deres indflydelse vokset betragteligt. I dag kontrollerer overgangsregeringen og de afrikanske ”fredsbevarere”, som beskytter regeringen, kun nogle få gader i Mogadishu, mens hele det sydlige og langt det meste af det Somalia er under kontrol af det, som pressen kalder ”islamisterne”.

 

STS International Solidarity’s egne  problemer i Somalia

For STS’s eget vedkommende har denne invasion haft store konsekvenser.

   Siden vi startede arbejdet i Somalia, har vi nemlig også opbygget en paraplyorganisation, som i  dag består af 25 enkeltorganisationer.

  Den største organisation i STS Somalia er Sammenslutningen af Somaliske Kooperative Bevægelser, som havde mere end 206.000 enkeltmedlemmer, da den blev optaget i STS Somalia i 2002. Af statutterne for STS Somalia fremgår det, at organisationen ikke forholder sig til religion, som betragtes som en privatsag , og at man i øvrigt støtter og anvender demokrati samt støtter alle menneskelige rettigheder.

  Takket være penge fra Minipuljen opbyggede vi fra 2003 og til 2005 et NGO-center i Mogadishu for vores somaliske medlemsorganisationer. NGO-centret består af kontorer, mødelokaler og en Internet Cafe. Desuden har private donorer hjulpet med til at renovere en restaurant og et mindre hotel i lejede lokaler, hvor meningen var, at de skulle tjene som indkomstgivende aktiviteter.

  Placeringen af disse faciliteter er under normale omstændigheder den bedst tænkelige. De ligger nemlig omtrent i centrum af Østafrikas største handelsplads, det store Bakara marked i Mogadishu, som også er et stort beboelseskvarter.

  Men siden den etiopisk-amerikanske invasion  i slutningen december 2006 har forholdene på Bakara marked langt fra været normale.

  Først var Bakara marked en yndet genstand for røverier af såvel de etiopiske styrker som krigsherremilitserne fra regeringen, som ikke får nogen løn, men som forventes at kunne leve af røverier af civilbefolkningen. Og da såvel etiopierne og regeringsmilitserne blev jaget ud af Bakara, blev markedet og dets beboere et yndet objekt for bombardementer af civilbefolkningen, hver gang en mortergranat ramte etiopierne, de afrikanske ”fredsbevarere” eller  regeringsmilitserne.

  Under disse plyndringer og bombardementer har i alt fem vigtige medlemmer af STS Somalia mistet livet .Og antallet af morterangreb på faciliteterne for STS Somalia er også temmelig stort.

 

Virkningerne af fremmarchen for Al Shabab

Vores somaliske venner mærker også konsekvenserne af den fejlslagne krig mod ”terror” på anden måde.

   I havnebyen Marka, 90 km. fra Mogadishu i den frugtbare Lower Shabelle-region, ligger hovedkvarteret for en vigtig medlemsorganisation af STS Somalia nemlig AIDSOM, der i ifølge FN’s nyhedsbureau IRIN var den første organisation i Somalia, der forstod faren for spredning af AIDS og HIV for den somaliske befolkning, og som siden har ført kamp imod disse onder.

  Et yndet middel var afholdelsen af folkelige fester, hvor moderne musik, sange og morsom underholdning vekslede med korte taler. Det sidste arrangement, vi overværede i Marka i 2005,  blev afsluttet med dans, som selv små børn deltog i.

   Festerne blev gennemført sammen med den lokale organisation ”Help the Women”. Og de var også rettet imod omskæring af piger, imod kvindeundertrykkelse og imod polygami.

   I dag har Al Shabab overtaget kontrollen med det meste af regionen også med regionshovedstaden, Marka. Det har betyder en omlægning af arbejdsstilen.

   Det er ikke længere tilladt at danse, at  spille moderne musik eller at gøre grin med polygamiet.

   (Et interview med AIDSOM’s og kvindeaktivisterne, taget under et besøg i Marka i sommeren 2003, som er bragt på STS’s hjemmeside, kan ses her: Interviews med somaliske feminister og AIDSOM aktivister http://intersol.dk/intersol/projekter/1480/interviews-med-somaliske-feminister-og-aidsom-aktivister ).  

   På den anden side, skriver vores venner i Marka, at der er fred og ro i modsætning til Mogadishu, og de har endda oprettet et nyt hovedvarter for STS Somalia i Marka ved siden af det, der findes i Mogadishu.

   At der er fred i de områder, som kontrolleres af Al Shabab og en anden oprørsgruppe, Hizbul Islam, er en af forklaringerne på, at oprøret stadig har folkelig opbakning. En anden vigtig årsag er, at oprørerne reelt er de eneste, der hele tiden har bekæmpet diverse invasionsstyrker.

 

Perspektiver

På trods af stor vilje fra USA og fra EU til at betale for omkostningerne, har det været meget svært at udvide de amerikanske” fredsbevarende” styrker fra de nuværende 5000 mand og op til de i første omgang ønskede 8000 mand. Det har også vist sig meget vanskeligt at uddanne nye og frem for alt pålidelige sikkerhedsstyrker for regeringen,.

   USA har sendt våben for omkring 20 millioner dollars til overgangsregeringen i Mogadishu, men det gik nøjagtigt som selv amerikanske eksperter advarede om: langt de fleste af disse våben faldt i oprørernes hænder enten ved at regeringsmilitser deserterede, ved at våbnene blev solgt direkte til oprørerne af korrumperede repræsentanter for regeringen eller ved, at de blev sat til salg på våbenmarkedet på Bakara.

  Det, som regeringens militser og de afrikanske ”fredsbevarere” i realiteten står over for, er guerillastyrker. For at bekæmpe guerillastyrker anser de fleste militære eksperter, at man har brug for en styrke, der er omkring 20 gange stærkere end guerillaernes egne. For eksempel er det ikke tilstrækkeligt blot at erobre et område. Man må også have styrke nok til at besætte det permanent.

  Derfor betragter jeg det nærmest som hul i hovedet, når den danske regering bruger sine skatteborgeres penge til at forsøge at redde en upopulær krigsforbryderregering, som ikke er udpeget af somalierne selv, men påtvunget dem udefra..

  Alle erfaringer viser, at det er umuligt at bekæmpe fundamentalister ved hjælp af invasioner udefra. Moderate (muslimske og til en langt mindre grad sekulære) somaliere, som udgør den overvejende del af den somaliske befolkning, får først en chance for selv at gøre op med fundamentalismen, når ”det internationale samfund” har indset, at den udenlandske indblanding i Somalias interne anliggender skal høre op.

  Mens dette skrives har etiopierne og deres allierede i Sufi sekten, Ahlu Sunna Waljame, der i flere år har fået penge og våben fra Etiopien, i gang med endnu en krigseventyr  i hovedstaden i Hiran-regionen, Beledweyne, der ligger meget tæt på den etiopiske grænse. De forsøger endnu engang at vriste kontrollen over Beledweyne ud af Hizbul Islams hænder.

  Folk, der vil være interesseret i at høre mere om vores holdninger også til Somalia, kan kontakte STS ved at sende en e-mail til sts@intsol.dk

   16. januar 2010.

   Vagn Rasmussen, STS International Solidarity, Danmark, http://www.intersol.dk/intersol/

 

Hør gerne interview med Vagn Rasmussen på http://www.arnehansen.net/dialog/fred/080202vagnrstssom64kb.htm

 

 

Tilbage til forsiden