D. 8.10.09 i Nordjyske

AF Peter Michael Lauritzen

Tolerancens spillerum

RELIGION: I disse intolerante tider kan det være gavnligt at få en lektion i tolerancens historie og principper.

Ytringsfriheden er jo konstant under pres fra den ene og den anden kant. Jeg oplever det særligt fra en højrenationalistisk, protestantisk fundamentalisme, der ikke viger tilbage for æreskrænkelser, insinuationer og intimidering på embede og holdninger med forslag om berufsverbot og censur. Det er ”good old story”, beskidt og infam, men det er altså vilkåret i nutidens debat, når man kritiserer højrefløjens holdninger.

Rune Engelbreth Larsen har skrevet en vigtig bog, der hedder ”Oplysning og tolerance. Arv og aktualitet”, udgivet på Aarhus Universitetsforlag i foråret 2009. Bogen er idéhistorisk lagt an fra tidernes morgen til dagen i dag. Den har det interessante hovedsynspunkt, at religionerne er kommet i vælten igen, efter at det havde været en gængs opfattelse gennem det 20. århundrede, at oplysningen, videnskabernes stadig mere omfattende betydning, velfærds- og forbrugersamfundets materialisme og den generelle verdsliggørelse ville trænge religionerne op i krogen eller helt ud af verden.

Megen religionskritik i den vestlige historie har gået ud på at påvise, at religionen var en falsk bevidsthed, en opiumsdrøm, en illusion, en fordrejning eller fordobling af vores bevidsthed om verden. Engelbreth tilbagekalder dette fremherskende synspunkt og er overraskende parat til at acceptere, at oplysningens morgenrøde ide om lys over landet måske er en smal, historisk parentes.

Det er indlysende, at det er islam, der sætter religionerne på dagsordenen igen. Danske præster og biskopper har derfor også - måske ironisk - takket islam for at vække den danske kirke og kristendom af en slumrende dvale. Islam og kristendommen har jo en lang krigerisk historie at dele med hinanden, ligesom jødedommens historie også indgår i denne blodige sammenhæng.

Ingen steder bliver tolerancen udfordret så meget som i konfrontationen mellem religioner. Religionens væsen er at være absolut i sin fordring på sandheden, en troens sandhedsfordring vel at bemærke. Videnskabelige sandheder kan diskuteres på en værdig måde, men troens sandheder er af en art, der overskrider erfaringens og intellektets grænser og derfor ofte kan føre til intolerance.

Den evige salighed og sandhed står på spil, og så stor sager indbyder ikke altid til diskussion og intellektuelle overvejelser. Snarere til overgreb, forfølgelser, mission og tvungne omvendelser eller direkte bekrigelse. Det er især de universalistiske, monoteistiske religioner, der har dette karaktertræk.

Europas historie er i høj grad religionskrigenes historie. Det gælder i forhold til Islam fra og med denne religions opkomst og erobring af Middelhavsverdenen; og det gælder internt i kristendommen selv, hvor det reformatoriske opgør og den katolske kirkes modreformation i 1500-tallet udløste krige, forfølgelser og massakrer af blodig grusomhed. Besindige hoveder var nødt til at udtænke spilleregler, der kunne tøjle lidenskabernes brølen. Den italienske renæssancefilosof Pico forsøgte at prædike fordragelighed på baggrund af korstogenes massakrer; den katolske kannik Erasmus af Rotterdam forsøgte at mægle i striden mellem en korrupt katolsk kirke, der snarere optrådte som fyrstestat end som kirke, og de reformatoriske rebeller i Tyskland og Svejts.

Den engelske filosof Thomas Hobbes anså religionen for den direkte årsag til borgerkrigen mellem fjendtlige partier, presbyterianerne og de uafhængige, som hver for sig påberåbte sig deres samvittigheds renhed og ukrænkelighed. Hobbes kunne kun se en fred mellem forskellige religiøse trosretninger, hvis de blev privatiseret og holdt uden for statsmagtens område. Ellers ville de være en årsag til ”bellum civilis”. Konsekvensen af synspunktet var en hårdhændet adskillelse af religion/moral og politik og overordning af magten over retten, som eftertiden ikke kunne acceptere. Det borgerlige samfund blev bl.a. også til på grund af en moralsk forargelse over den enevældige politiks korruption og stupiditet.

Nutidens politikere synes desværre at have en meget forsimplet opfattelse af forholdet mellem moral og politik, der støtter det hobbes'ske synspunkt, at magten råder ubegrænset over retten. Hvad er så forskellen mellem demokrati og diktatur? Det er vel mere end at kunne tælle til 90?

Den danske Ludvig Holberg er en fremragende talsmand for tolerancen, når han pointerer, at det ikke er ”differente Meeninger i Religion”, der fører til uroligheder og krig, men ”alleene Forfølgelser”, og at den ene vil tvinge den anden borger til at finde smag ”udi i det, hvori han haver naturlig Afsmag”.

Den engelske John Locke skrev ”a letter on tolerance” med følgende fornuftige synspunkt: ”Derfor bør øvrigheden ikke forbyde spekulative meninger, som hævdes eller forkyndes i nogen kirke, fordi de ikke vedrører undersåtternes rettigheder i staten”. Oplysningens lyse tro på den fælles civilisation mellem mennesker, som ikke mindst naturvidenskaberne er et eksempel på, men også den rationelle morallære, filosofi og politiske rettighedstænkning, blev imidlertid smadret af romantikken og reaktionen på den franske revolution. Nu blev den særegne kultur, nationalitet og blod og jordbetingede, etniske karakter hævet til himlen og gjort til det særligt identitetsgivende. Det udløste nye voldsomme krige gennem det 19. og 20. århundrede. Tolerancen har altid haft vanskelige vilkår over for de ekstreme synspunkter. Også i dag.

Tolerance og ytringsfrihed hænger uløseligt sammen. Tolerancen ophæver ikke den kritiske debat mellem kulturer, men prøver at markere en civiliseret grænse for debattens brutalitet. Oplysningstiden dyrkede polemik, satire, karikatur og blasfemi; den frie debat kan ikke undvære saltet i disse genrer. Men ordet er også morgendagens handling og mulige krig. Derfor har ytringsfriheden en grænse ved den systematiske, propagandistiske forfølgelse af mindretal på grund af hudfarve, køn, tro og herkomst. Grunden hertil er de talrige negative erfaringer i europæisk historie med propaganda mod svage mindretal, der er blevet lagt for had og til sidst tilintetgjort i egentlige folkedrab. Vestens historie handler også om disse brud på det bedste i oplysningens tradition. Måske har vi derfor bedre lært, at den ikke kan eller må opgives.

Hele min anmeldelse af Engelbreth Larsens bog findes på: http://linkweb.dk/4gb

Eller http://www.arnehansen.net/dialog/flygtninge/090811PeterManmRuneOplys64.htm

Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus og dr. Phil.

Tilbage til forsiden