Torturoffer tvangsudvist
- Jeg er fortvivlet, siger Inge Genefke, som nu anklager den danske stat for at udøve tortur mod tvangsudvist iraker

http://www.arbejderen.dk/images/sitegraphics/black_square0.gif Fra Dagbladet Arbejderen  5. september 2009  

 

- Fængslingen og udvisningen af Abdel Jabar er så groft et menneskerettighedsbrud, at vi ikke kan holde kritikken inden for landets grænser. Verden skal vide, hvad Danmark er blevet for et land.
Inge Genefke
 Foto: Mette Kramer Kristensen

Før 46-årige Abdel Jabar kom til Danmark, sad han syv år i fængsel i Irak, hvor han blev udsat for hård, kontinuerlig tortur. Et år sad han i total isolation, og alle hans medfanger blev slået ihjel, inden det lykkedes ham at undslippe.

I onsdags blev Abdel Jabar tvunget tilbage Irak efter at have fået afslag på asyl i Danmark. Få timer efter at flyet var landet i Bagdad lufthavn, blev han fanget og sat i fængsel igen.

- Egentlig håber jeg, at han er død. For hvis ikke han er, bliver han med største sandsynlighed udsat for hård tortur netop nu. Jeg er så fortvivlet, at jeg ikke kan beskrive det med ord, sige Inge Genefke til Arbejderen.

Sagen har fået den internationalt anerkendte læge til at tage et drastisk skridt. Sammen med Abdel Jabars advokat, Helge Nørrung, og Bent Sørensen, der i 13 år har været medlem af FN`s og EU`s torturkomité, har hun klaget over Danmark til FN`s Komite mod Tortur.

- Inden Abdel Jabar blev tvangsudvist, sad han to en halv måned i fængsel her i Danmark og et døgn i isolation. Det er tortur. Og at vi så oven i købet udleverer ham til hans bødler er så groft et menneskerettighedsbrud, at vi ikke kan holde kritikken inden for landets grænser. Verden skal vide, hvad Danmark er blevet for et land, forklarer Inge Genefke.

Det er ikke hvem som helst, der anklager Danmark for tortur og menneskerettighedsbrud. Inge Genefke er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og internationalt respekteret for sit 35 år lange arbejde mod tortur. Hun er for niende år i træk indstillet til Nobels Fredspris - sidste år var udenrigsminister Per Stig Møller (K) blandt stillerne.

- Da jeg for 35 år siden startede mit arbejde mod tortur, var Danmark et foregangsland. Jeg havde aldrig troet, at jeg skule komme til at anklage en dansk regering for at bruge tortur. Men det var dansk politi, der hentede Abdel Jabar i danske biler og kørte ham til en dansk lufthavn, hvor han blev fløjet med et dansk fly til Irak. Den skam, denne regering har bragt over Danmark er ubærlig, konstaterer Inge Genefke.

FN`s Komite mod Tortur behandler klagen i begyndelsen af november.

 

Tilbage til forsiden