Modtaget d. 01.09.09 fra Michala Clante Bendixen <mc@ bendixen.nu>

Hvorfor lyver politikerne for befolkningen?

Vores demokratiske retsstat smuldrer.

Jeg havde ikke troet, at vi skulle komme i den situation, at ansvarlige politikere direkte lyver for befolkningen – og hvis nogen for 5 år siden havde fortalt mig, at Birthe Rønn Hornbech ville gå forrest, havde jeg slået en latter op.

Men det er ikke desto mindre, hvad der sker i øjeblikket. Når talen falder på de udvisningstruede irakere er standardsvaret fra Rønn Hornbech – og for den sags skyld fra Thorning Smith og Søvndal:

Loven må holdes. Den domstolslignende institution, Flygtningenævnet, har besluttet, at de skal ud. Jeg kan intet stille op.

Jeg møder rigtig mange mennesker, der naturligvis tror på, hvad ministeren siger. Og deres holdning er: Det er synd for irakerne – men vi bliver naturligvis nødt til at holde loven. Ellers har vi ikke længere en retsstat.

Men desværre taler ministeren ikke sandt. Det er helt korrekt, at Flygtningenævnet har besluttet, at der ikke er asylgrundlag for de pågældende. Men det er ikke sandt, at ministeren intet kan stille op. Efter § 9b i udlændingeloven kan ministeren give humanitær opholdstilladelse.

Efter praksis gives humanitær opholdstilladelse til børnefamilier, der står til udsendelse til krigszoner, eller hvor børnene er syge. Meget tyder på, at nogle af børnene i de irakiske familier har svære psykiske lidelser. Tidligere har 6 irakiske børnefamilier været undersøgt, og resultatet af undersøgelsen var så alvorligt, at 5 af familierne fik humanitær opholdstilladelse. Børnerådet og Børns Vilkår har på denne baggrund anmodet om, at de 21 irakiske børn, der står til udsendelse, bliver undersøgt af børnepsykiatere med henblik på at vurdere, om det er forsvarligt at sende dem til et krigshærget land.

Endvidere anbefaler FN, at flygtninge ikke sendes tilbage til visse områder af Irak – men en del af irakerne i Danmark planlægges sendt til netop disse områder.

At regeringen vil trodse FN`s anbefalinger og ikke ønsker at undersøge børnene trods opfordring fra den kommission, regeringen selv har nedsat for at varetage børns tarv i Danmark, er en politisk holdning, som man kan være enig eller uenig i – men at ministeren i strid med sandheden forklarer, at hun er bundet af Flygtningenævnets afgørelser, og loven forbyder hende at gribe ind – det er yderst betænkeligt og krænkende for befolkningen i et demokratisk land.

Men hvorfor bærer Birthe Rønn Hornbech – der engang var kendt for at stå urokkeligt fast om retsstaten og dens bærende principper – sig sådan ad?

Er det fordi, hun er bekymret for befolkningens reaktion, hvis det viser sig, at de irakiske børn er alvorligt skadede og ikke kan sendes hjem?

Jeg kan ikke svare på det – men det er jo helt tydeligt, at regeringen vil have irakerne ud – og det kan ikke gå hurtigt nok. Det har også ført til, at en delegation af irakere – regeringen har ikke ønsket at svare på pressens spørgsmål om hvem de er, så gætterierne er mange: Er det folk fra et ministerium? Måske fra det hemmelige politi? – har kunnet kræve, at irakerne blev afhørt uden en bisidder. Dette til trods for, at en dommer havde bestemt, at irakerne havde ret til bisidder, således som det også fremgår af Forvaltningsloven. Men man spørger forgæves regeringen om hjemmelen for dette. Regeringen svarer ikke, men skubber rigspolitiet foran sig, der henholder sig til vage begreber som ”hensynet til fremmede magter” Mon ikke de flestes tillid til retssikkerheden i Irak kan ligge på et meget lille sted. Hvordan kan vi tillade, at Irak her i vort eget land stiller krav, der er i strid med grundlæggende retsgarantier?

Regeringen har forholdt sig fuldstændig tavs om disse spørgsmål. Pressen har spurgt forgæves, menneskerettighedsorganisationer har spurgt forgæves, børneorganisationer har spurgt forgæves. Hvor længe vil den danske befolkning finde sig i en sådan magtarrogance, der passer bedre til det gamle Østeuropa end til et land med en lang demokratisk tradition som Danmark.

Eva Smith

Professor, dr. Jur.

Ofentliggjort i Jyllandsposten d. 30.08.09

Tilbage til forsiden