Tale den 13. 8. 2009 i Aalborg af Sognepræst ved Budolfi Kirke i Aalborg, Hans Jacob Hansen (medlem af Præsteinitiativet)

TALE ved demonstration i anledning af, at bevæbnet politi i nattens løb har pågrebet 19 mandlige irakere

og fængslet dem med henblik på tvangshjemsendelse.

C.W. Obels Plads, Aalborg, torsdag den 13. august 2009 kl. 18.

Så skete det, det vi alle havde frygtet: Politiet gik ind i Brorsons kirke og hentede – ja, hvem hentede de? 19 mænd, der er dømt til udvisning fra Danmark. Kvinder og børn fik lov at gå – af humanitære grunde, som det blev sagt. De humanitære grunde gjaldt altså ikke for mændene.

Det er den danske regering, de danske myndigheder, der har bedt politiet om at gå ind i kirken, hvor asylsøgerne har opholdt sig i mere end 3 måneder – med menighedsrådets accept.

Den danske regering og de danske myndigheder har loven i hånden. Loven er vedtaget af et flertal i det danske Folketing. Det er altså ikke lovgrundlaget, der skal diskuteres. Men der skal protesteres mod det menneskesyn, lovgrundlaget er udtryk for. Irakerne i Brorsons kirke har opholdt sig i Sandholmlejren – mange af dem i mange år; så mange år, så en lang række af børnene kun kender eller kun har erindring om, at de har boet i Danmark. Men der var altså ikke plads til dem hos os. Der var ikke plads til at give dem humanitær opholdstilladelse. For vi vil altså ikke have dem her. Siger regeringen. De skal væk, vi skal glemme dem, vi vil ikke kendes ved dem – rent ud sagt, vi regner dem ikke som mennesker, i hvert fald ikke som ligeværdige mennesker.

Nej, de udviste er en gruppe, en fællesbetegnelse. Og om ikke andet, så er dette en protest mod at bruge fællesbetegnelser, når det er mennesker, det gælder. For når vi bruger fællesbetegnelser, så forsvinder den enkeltes navn og skæbne let for os, vi sletter dem af erindringen, vi lever, som om de ikke findes. Og dog, det er ikke engang det værste problem. Problemet er, at vi tabte dem af syne for længe siden. Vi har levet sammen længe, men vi har levet adskilt. Ansigtsløse og navnløse har de boet hos os i mange år, fyldt af angst og håb – men i deres lukkede rum.

Som en sidste desperat handling tager de så tilflugt i en kirke. En kirke er et rum, der er forskelligt fra andre rum. F.eks. er der et våbenhus, man skal igennem, før man går ind. Meningen er, at man skal lægge sine våben fra sig dér - inden man går ind. Alle typer af våben, vel at mærke, også aggressionerne imod dem, man ikke kan lide. Og folk i kirken har hjulpet dem. Ikke for at være helte, men ganske simpelt fordi de havde brug for hjælp. Og for at vise dem, at der er folk i Danmark, der betragter dem som mennesker – enkelte mennesker, der har et navn.

I dag blev kniplerne taget med ind i kirken. Rummet blev krænket. Og kirken har ingen forsvarsmidler, ingen jura at forsvare sig bag. Det skal den heller ikke have. Men det budskab, der forkyndes i kirken har som basis at tage den svage i forsvar. Altid. Så i dag her de stærke vundet. Men kirken vil blive ved med at tage de svage i forsvar. Også på søndag, hvor Jesus går amok og anklager pengeudlånerne: Mit hus skal kaldes et bedehus, men I har gjort det til en røverkule.

De afviste asylsøgere har opholdt sig længe i Danmark. Så længe, at de umuligt kunne undgå at nære et stigende håb om at få lov til at blive. Nu er de fysisk og mentalt handicappede af de mange års fangenskab. Og nu skal de altså ud til en uvis skæbne. Og Danmark siger endnu en gang farvel til en ressource, som kunne have givet os alle sammen flere kræfter at stå imod med.

Ved det overståede valg til EU-parlamentet, var der en politiker, der fik mange stemmer på et slogan, der hed: Giv os Danmark tilbage. Jeg skal ikke nævne politikerens navn, men sloganet!. Derfor:

Giv os Danmark tilbage!

Et Danmark, jeg engang kendte, hvor vi åbnede dørene for hinanden og havde plads til forskelligheder.

Giv os Danmark tilbage!

Et Danmark, hvor vi ikke vil finde os i at kalde nogen for fremmede, men holde fast i, at en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt.

Giv os Danmark tilbage!

Et Danmark, hvor medmenneskeligheden sejrer over kolde hjerners barske jura, en jura, der dybest sét baserer sig på frygt.

Giv os Danmark tilbage.

Et Danmark, hvor der er sammenhæng mellem menneskeligt overskud og humanitær opholdstilladelse.

Giv os Danmark tilbage!

Et Danmark, hvor vi ikke er bange for at tale til det varme hjerte, mens vi holder hovedet koldt.

Giv os Danmark tilbage!

Tilbage til forsiden