Asylsøgere: Bevidst svækket og passiviseret længere end anden verdenskrig

Fra Bodil Hindsholm Hansen <BHH@KM.DK>

-----Oprindelig meddelelse-----

Fra: Advokat Helge Nørrung [mailto:hn@norlaw.dk]

Sendt: 25. maj 2009 16:48

K æ re alle,

Til orientering for medlemmer af asylnetværket oplyses, at jeg i lørdags sendte

nedennævnte til Integrationsministeriet med kopi til Ritzau:

Til Integrationsministeren - og hvem det ellers måtte vedrøre.

Bevidst svækket og passiviseret længere end anden verdenskrig

Her er otte gode grunde til at de afviste irakere ikke "bare kan rejse hjem",

set fra en asyladvokat, som kender mange af dem:

De fleste af dem flygtede fra Saddams regime, og selvom de ikke i dag bedømmes

individuelt forfulgt af myndighederne, er mange af dem bange for at returnere på

grund af hævnrisiko fra tidligere medlemmer af regimet, som nu deltager i

terrormilitser, eller på grund af klanfejder.

Hele landet blev bragt i en betydelig større sikkerhedsmæssig krise ved den

amerikansk ledede koalitions indtog i 2003 - med Danmarks deltagelse - hvorfor

de også har valgt at blive af rent sikkerhedsmæssige grunde, for sig selv og

deres børn.

FN's flygtningeafdeling UNHCR advarede allerede 1. september 2004 klart

nationerne om IKKE at lægge pres på irakere til at vende tilbage på grund af den

farlige situation. Danmark gjorde det modsatte - vi lagde stort pres og

stressede flygtningene rundt på forskellige asylcentre, fratog dem lommepenge,

pressede dem via "madkasseordninger" eller "cafeteriatvang", således at deres

muligheder for at bevare de små netværk de opbyggede i Danmark blev brudt, og så

et normalt familieliv blev vanskeliggjort.

UNHCR udsendte den 18. december 2006 en direkte opfordring til nationerne om at

give alle irakere fra det centrale og sydlige Irak asyl eller en anden form for

beskyttelse. Også dette sad Danmark overhørig og fortsatte med at stresse de

irakiske familier, så mange af dem blev syge. Vi kunne i stedet have fulgt

opfordringen og som minimum givet dem midlertidig opholdstilladelse et år ad

gangen. Vi kunne samtidig have sagt ja tak til deres store ønske om at gøre lidt

gavn her, hvor de er havnet, ved at give dem lov at arbejde - alle de år, hvor

der i øvrigt var mangel på arbejdskraft. Og vi kunne langt tidligere have givet

deres børn normal skolegang i overensstemmelse med Børnekonventionens krav.

Manglende midlertidig opholdstilladelse umuliggjorde samtidig

familiesammenføring for de familier, som var blevet splittede, hvor mor og børn

var havnet i fx. Jordan og far her i Danmark - en adskillelse som for nogle har

varet i otte år.

Fortsat passivisering og marginalisering svækkede og sygeliggjorde Danmarks

irakere i en periode længere end anden verdenskrig, for nogle faktisk længere

end første og anden verdenskrig tilsammen. En ukristelig måde at behandle

fremmede på, som ikke selv er skyld i at der var en Saddam eller at der var en

koalition, som medførte terror.

I samme periode skete ustandselig stramning af reglerne i udlændingeloven, også

vedr. Flygtningenævnet, som blev indskrænket fra fem til tre medlemmer, idet

blandt andet medlemmet fra Dansk Flygtningehjælp blev afskåret. Og international

kritik af, at den samme myndighed, som afgør asylsagen i første instans, via

Integrationsministeriet er repræsenteret i anden instans, prellede også af.

Alligevel har Flygtningenævnets enkelte medlemmer gjort deres bedste, men

formentlig følt sig bundet af det politiske pres til en meget stram fortolkning

af FN's flygtningekonvention, især kravet om konkret og individuel forfølgelse,

modsat forfølgelsesrisiko som gruppe eller som almindelig krigsflygtning. Og vi

har stadig ikke adgang til egentlig domstolsprøvelse af Flygtningenævnets

afgørelser, hvilket ellers er normalt med alle mulige andre nævn. Og der er

stadig ikke nogen form for uddannelseskrav til de tolke, der benyttes af

Udlændingeservice eller nævnet.

Vores behandling med at stresse og passivisere irakerne har svækket deres

muligheder for at vende hjem og opbygge deres land. Derfor har vi moralsk pligt

til at lade dem blive her, hvor deres børn er vokset op, og hvor de heldigvis er

mødt med forståelse fra store befolkningsgrupper, som med stigende undren har

set regeringen lade et ekstremistisk parti få alt, hvad de ønsker på

udlændingeområdet, for at få lov til at beholde magten.

23. maj 2009

Helge Nørrung

I bestyrelsen for Foreningen af Udlændingeretsadvokater

mvh Helge

Tilbage til forsiden