D. 30.01.09 fra Michala Bendixen

Her er teksten til min kronik i Weekendavisen d. 30.01.09.
Mange hilsner
Michala

Dansk statsborger

For nylig blev den nyeste udgave af Indfødsretsprøven afholdt, og knap 25% bestod den. En god anledning til at gennemgå, hvordan det egentlig forholder sig med det statsborgerskab. Jeg møder mange mennesker, der ikke er klar over, hvordan situationen er blevet efter den lange række af stramninger på området – og det har da også fyldt forbavsende lidt i mediebilledet, når man tænker på, hvor betydningsfuldt emnet er.

Hvordan blev du selv dansk statsborger? Ja, de fleste af os har aldrig tænkt over det – det skete helt automatisk fordi mindst den ene af vores forældre var det i forvejen. Men hvis det ikke er tilfældet, kan det være en umulig drøm. Selv hvis man er født og opvokset her – så skal man søge, når man fylder 18 år og opfylde en række krav.

Uden den store debat er vi nu nået dertil, hvor en række mennesker på forhånd er afskåret fra nogensinde at blive ”rigtige danskere”, uanset hvor megen umage de gør sig og hvor lang tid de har boet her. Der kræves et sprogligt og økonomisk niveau samt en viden om dansk kultur og historie, som selv størstedelen af den ”gamle” danske befolkning ikke kan leve op til. Danske gymnasieelever og medlemmer af Folketinget er dumpet, når de har taget testen for sjov.

Mange gammeldanskere vil nok mene, at det er rimeligt at stille krav om en vis form for kendskab til dansk og Danmark samt en vis grad af samfundssind. Men det er svært at argumentere for krav, der aldrig vil kunne opfyldes uanset ansøgerens egen indsats. 9 ud af 10 nyankomne kvoteflygtninge (FN-flygtninge, som Danmark endda selv udvælger efter deres integrationspotentiale) vil ifølge en undersøgelse fra Dansk Flygtningehjælp aldrig kunne bestå den danske sprogprøve, som er nødvendig for at blive statsborger.

Hvori består kravene så? Jo, for det første skal man have opholdt sig lovligt i landet uafbrudt i 9 år (flygtninge kun i 8 år, men årene i asylsystemet tæller ikke med). Dernæst skal man have været selvforsørgende i 4 ud af de seneste 5 år, og må ikke have gæld til det offentlige. Man skal desuden give afkald på sit tidligere statsborgerskab.

En dom for mindre alvorlig kriminalitet giver karensperiode på flere år, og statsborgerskab er udelukket for bestandig hvis man får en ubetinget straf på mere end 60 dage. Kravet om at have en nogenlunde ren straffeattest virker også umiddelbart rimeligt. Men når man så dykker ned i praksis, står der i bogen ”Udlændingeret” et eksempel på at to bøder à 300 kr for besiddelse af 0,7 gram hash vil udskyde statsborgerskabet i 11 år – udover de 8-9 år, man i forvejen har ventet.

32 af Indfødsretsprøvens 40 spørgsmål skal besvares korrekt på 45 minutter, man kan ikke længere se de skiftende spørgsmål og øve sig på dem. De handler bl.a. om EU-parlamentets grupperinger, om befolkningsgrupper i Vikingetiden, om hvornår et særligt politisk parti blev stiftet, om regeringsmagten under besættelsen, om navnet på en dansk billedhugger, om Blekingegadebanden. Spørgsmål, som sandsynligvis kun ca. en femtedel af den danske befolkning kan svare på, nemlig dem med en videregående uddannelse. Viden, som oven i købet er fuldstændig unødvendig for den almindelige deltagelse i samfundet.

Så er der danskkundskaberne: Her er det kun den sværeste, prøve i dansk 3, der giver adgang til statsborgerskabet. Når man starter på integrationsforløbet, vurderes det, hvilket niveau man befinder sig på både bogligt og pædagogisk. Man placeres på en af de 3 danskuddannelser alt efter uddannelsesbaggrund og bliver der – man kan ikke tage mere end en danskuddannelse. Det er altså reelt lærerne på sprogskolerne, der afgør, om en person får mulighed for at blive statsborger en dag. Desuden skal forløbet gennemføres indenfor 3 år, hvilket gør det næsten umuligt for dem, der allerede har fundet et job og således kun har aftenerne til rådighed. Efter de 3 år er det slut med gratis danskundervisning. For unge, som er kommet hertil som børn, er en bestået afgangsprøve fra folkeskolen tilstrækkeligt.

Og endelig skal man afgive en tro- og loveerklæring: Man skal respektere de danske love, ikke slå sin kone og sine børn, ikke undergrave demokratiet osv. Sådan en har vi andre aldrig skrevet under på – hvorfor mistænker man nye borgere for at være mere voldelige og samfundsundergravende end de gamle? Og det burde vel være en selvfølge, at man skal overholde landets love.

Danmark har uden sammenligning udviklet de skrappeste krav i Europa – de fleste lande har slet intet krav til sprogkundskaber, og kræver meget kortere tids ophold i landet end vi gør. I Sverige skal man blot have boet i 4 år som flygtning for kunne søge om statsborgerskab. Mange lande, fx Canada, opfordrer ligefrem nye indbyggere til at søge statsborgerskab hurtigst muligt fordi man har erfaring for at det betyder en mere aktiv deltagelse i samfundet og virker integrationsfremmende. Langt de fleste lande tillader også dobbelt statsborgerskab. I en del lande (bl.a. USA) opnår man ret til statsborgerskab, hvis man er født i landet, uanset forældrenes herkomst.

De skrappe danske krav er ligefrem i modstrid med internationale konventioner. Både Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp har påpeget dette i høringssvar undervejs. Danmark har skrevet under på, at vi skal lette adgangen til statsborgerskab for flygtninge og statsløse – vi gør det modsatte. Flygtninge har endnu sværere ved at opfylde betingelserne idet mange er traumatiserede, har kort skolegang bag sig i hjemlandet og har sværere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Der er således også tale om diskrimination, som flere af konventionerne indeholder forbud imod.

Kvinder er i øvrigt særligt udsat for denne diskrimination, idet kvinder fra mange af flygtningenes og indvandrernes hjemlande i praksis har kortere skolegang og mindre erhvervserfaring end mændene. I mange flygtningefamilier har manden og børnene opnået dansk statsborgerskab, men kvinden har ikke.

Selve måden, hvorpå man opnår statsborgerskab i Danmark er også helt enestående – det er nemlig ikke noget, man har ret til, selvom man opfylder betingelserne. Man modtager statsborgerskabet som en gave fra Folketinget, som det beskrives i et af Grundlovens mest støvede kapitler. Det er en mystisk procedure, hvor Udlændingeservice i første omgang udtager dem, som opfylder betingelserne og som PET ikke har særlige mistanker mod (og hvis de har, får ansøgeren ikke noget at vide om det). I næste omgang skal medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg godkende navnene på listen og udfærdige et lovforslag, som kommer til afstemning i Folketinget. Et afslag bliver ikke begrundet overfor ansøgeren – en direkte overtrædelse af Europarådskonventionen om statsborgerret. Hele proceduren vurderes af fremtrædende advokater som at være i strid med forvaltningsretten.

Når man kræver, at indvandrere er bedre til dansk, mere arbejdsomme, mindre kriminelle, mindre samfundsundergravende og mere oplyste end ”automatiske” statsborgere, hvad er så begrundelsen? Min svigermor, som er ordblind og kun har gået 6 år i skole, kan ikke skrive et læserbrev. Fiskeren, der ikke læser andet end BT, kan ikke svare på spørgsmål om politik og billedhuggere. Invalidepensionisten, der drikker for meget, er ikke selvforsørgende. Men er de ikke borgere, som skal have stemmeret og pas?

Det morsomme paradoks er, at hvis hele befolkningen skulle aflægge prøven og leve op til rækken af krav, ville navnlig Dansk Folkeparti miste sit vælgerunderlag – undersøgelser viser, at de højest uddannede og højest lønnede er mest positivt indstillet overfor flygtninge, indvandring og globalisering. Et andet paradoks er, at indvandrerne har et stigende behov for den beskyttelse, der ligger i statsborgerskabet efterhånden som terrorlovgivningen og udvisningsdommene løber løbsk.

At være statsborger i det land, hvor man bor, er en meget vigtig ting. Det handler om at føle sig som en ligeværdig borger og opleve sig selv som en del af et samfund. Men det handler også om at have mulighed for indflydelse, at opnå beskyttelse og være sikret fremtidigt ophold i det land, som man hører til i. Det handler om at få et dansk pas, så man kan rejse frit, om at stemme til Folketingsvalg og selv kunne opstille, om at kunne beklæde erhverv som brandmand, politibetjent og embedsmand, om ikke at blive udvist til et efterhånden fremmed land hvis man kommer for skade at begå noget strafbart eller blot kommer under PETs mistanke.

Det handler også om at føle sig velkommen i sit nye land, især når man er blevet tvunget til at forlade sit hjemland, ofte med et stort savn. Om at knytte bånd til det land, hvor ens børn skal vokse op. Navnlig for flygtninge og statsløse er det meget vigtigt rent følelsesmæssigt at få et nyt fædreland. De fleste er faktisk taknemmelige for at være kommet i sikkerhed her og kunne give deres børn gode vilkår, selvom de naturligvis ikke helt vil opgive deres egen kultur. Og hvordan opleves det for en 18-årig, som er født og opvokset i Danmark, når hun skal ansøge og opfylde en lang række krav for at blive anerkendt som borger i sit eget land?

Resultatet af disse hindringer for statsborgerskab bliver et samfund med mindelser om Libanons diskrimination af de statsløse palæstinensere eller det sydafrikanske apartheid. Man kommer også til at tænke på USA, hvor tidligere straffede ikke har stemmeret. Det udelukker i praksis hele boligkvarterer fra at stemme – nemlig de fattige, sorte, som har en stor overrepræsentation i fængslerne. På kort sigt kan det virke som en snedig plan for at beholde magten og ikke være blødsøden, men på langt sigt betyder det en ødelæggende udstødelse og opsplitning mellem befolkningsgrupper.

Michala Clante Bendixen

Grafisk designer

Valhøjvej 12, 2500 Valby

/ Komiteen Flygtninge Under Jorden
www.flygtningeunderjorden.dk

Tilbage til forsiden