D 7.05.08 modtaget fra Jacob Holdt

Er Henrik Fogh blevet kulturradikal?

 
 
Dette drillende svar til statsministerens søn var 6. maj i Berlingske Tidende.
Da det var lettere forkortet bringes her den fulde version.
 
 
Er Henrik Fogh blevet kulturradikal?
 
af Jacob Holdt, foredragsholder med et roadshow sammen med Henrik Fogh Rasmussen
om ”Amerikanske Tilstande” 
 
Som amerikanere står du og jeg, Henrik, i hver sin grøft – du republikaner, jeg
demokrat – men én ting udbygger vores venskab, nemlig enigheden om at danskerne
bør indføre ”amerikanske tilstande” i integrationen af indvandrere. Men når du
påstår (Berlingske 29-4) at ”de kulturradikale er en stopklods for
integrationen” og at ”kulturradikale værdirelativister mener at
fædrelandskærlighed hører fortiden til” afslører din kritik at du er blevet
udlænding og ikke har fulgt med i den deprimerende udvikling herhjemme i vores
andet fædreland. Så for en gang skyld er jeg enig med regeringen i ikke et lytte
til udlandets kritik J
 
Under dine 8 års fravær er mange danskere nemlig begyndt - tomt og retorisk - at
bruge postuleret fædrelandskærlighed og nationalisme til at udelukke
indvandrerne fra deres gode fællesskab med – altså til at udtrykke fremmedhad
med – mens du og jeg ved at den ægte patriotisme, som vi ser i amerikanerne,
tværtimod har et indbygget behov for at invitere udlændinge og indvandrere hjem
for stolt der at vise de nationale værdier frem, dele dem med og give dem videre
til ”de andre”. 
 
Dette ser jeg herhjemme næsten kun praktiseret af netop mine kulturradikale
venner. Bortset fra at det også er dem som jeg ser aktivt ”pløje” sig gennem den
danske kultur og selv bære og skabe meget af denne mens jeg ser de fleste af
mine fremmedangste borgerlige venner slappe af foran Tv med amerikanske
sæbeoperaer. 
Vigtigst er at de kulturradikale er uhyggeligt overrepræsenterede netop der hvor
det gælder om stolt at bære den danske kulturarv videre for at undgå
parallelsamfund og marginalisering – nemlig blandt vore indvandrere. Det er os,
jeg hele tiden ser feste med de andre, invitere til middage og til vore egne
kirkelige højtider eller selv gå til bøn med dem i moskeer, templer og
synagoger. Det er også os, der hjælper indvandrerne med lektiehjælp i
frivilligcentrene efter skoletid. 
 
Alt dette er så sjovt, udfordrende og gensidigt berigende at vi hurtigt bliver
helt "multi-kulturradikale" af at gå til så mange farverige indvandrerfester og
at invitere dem med til vore – der hvor man leger danske værdier ind i dem og
får dem til at åbne sig op for vore værdier. Og dette, ved du, kan udelukkende
lade sig gøre ved ligesom amerikanerne at hvile så meget i sin egen kultur at
man ikke har behov for at nedgøre andres. Enhver der arbejder med forsonende
konfliktløsning, integration eller dialog mellem forskelligartede grupper ved at
man ingen steder kommer hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og viser
dyb interesse og respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i sin indre
positive tænkning og udstråling. Danskhed er ikke noget man slår andre i hovedet
med, men noget man giver andre – kærligt og indlevende – som vi gjorde det til
vore egne børn og udenlandske adoptivbørn. 
 
Derfor svigter mine "mono-kulturgale" nationalistiske venner på højrefløjen og
særligt i DF totalt de danske værdier, da jeg næsten aldrig ser dem som aktive
stolte kulturbærere, der inviterer indvandrerne ind i deres sociale fællesskab.
Tværtimod får de med deres berøringsangst og nedvurdering af fremmede
kulturværdier mange indvandrere til at lukke sig i udanske parallelsamfund. Mens
vi multi-kulturradikale leger os igennem livet med ”de andre” og gennem
højskolesang, danske flag og alkohol på bordene får disse til at åbne sig op for
vore danske værdier og til at blive som os, gør de mono-kulturgale rent ud sagt
”de andre” gale ved afstandtagende i medierne at udråbe dem som ”de gale”, ”de
forkerte”, ”de fremmede”, ”de udanske”, hvilket naturligvis gør indvandrernes
børn vrede, voldelige, kriminelle og, ja, netop ”gale” (med tre gange så høj
frekvens af skizofreni) - stik modsat det vi ser for indvandrere i USA.
 
Mens vi multi-kulturradikale ikke kan få nok af at lege med andre kulturer i et
naivt og spinkelt håb om måske en dag at finde nogen som ikke på bunden viser
sig at være ligesom os selv – hvorefter legen først bliver rigtig sjov,
spændende og udfordrende - er de mono-kulturgale rent ud sagt gale fordi de
naivt tror at de i længden kan holde andre kulturer ude - midt i en integreret
globaliseret verden - uden at gøre brug af undertrykkende metoder og et
eskalerende voldeligt sprog, som netop tvinger de andre til enten at søge ind i
sig selv og tidligere kulturer eller endog at søge mod et paradis i det
hinsidige fordi de føler sig truede på hele deres identitet her på jord. 
 
Du og jeg har for længst gjort op med denne undertrykkende danske
jantelovsnedgøring ved i USA at se hvor utrolig meget, de der får ud af tvært
imod at opmuntre de andre. Gennem en imødekommende interesse for den nyankomne
og værdsættelse af dennes kulturelle bagage, fremtryller amerikanerne ikke bare
integration, men faktisk også hurtigt assimilation. Derimod ønsker danskerne med
hadsk jantelovsnedvurdering af de andres værdier at ”stille krav” om
øjeblikkelig assimilation - og får derfor det stik modsatte resultat ud af det
ved at skabe ”udanske” parallelsamfund blandt dem som følgelig ikke føler sig
elskede og værdsatte. 
 
Også du er rystet når du kommer på besøg fra USA og går med mig ind i ghettoer
herhjemme og mærker den afstand mellem ”dem og os”, som de mono-kulturgale
danskere skaber ved ikke at ville lege med ”de andre.” Vi kunne knapt få en
angstfyldt taxachauffør til at køre os til middag hos mine muslimske venner i
Gellerup, hvor vi hørte ghettobørnenes skræmte ”Mor, der kommer danskere!”
Særligt morede du dig over at blive spurgt af et par drenge: ”Spiser du svin?”
Vi var enige om at det ville være utænkeligt i USA at høre ”Mom, Americans are
coming!” blandt amerikanske muslimer, som stammer fra samme etniske områder og
sociale lag som vores. Ligegyldigt hvor tunge slør og gevandter, de ankommer
med, hører jeg dem altid sige at amerikanerne er vilde med at sidde ved siden af
dem i skolen og at komme hjem og lege med dem. 
 
Se billede:
http://www.american-pictures.com/gallery/friends/Henrik.Fogh/Henrik-1.htm
 
 
Selvfølgelig kender jeg også kulturradikale, der svigter ved at tage deres børn
ud af de skoler, som mange andre danskere allerede effektivt har ghettoiseret.
Alligevel er det fortrinsvis de kulturradikale (læs frisindede), som jeg ser
blande sig med og effektivt lege vore danske værdier ind i indvandrerne. Og vel
at mærke har held med det, idet de på amerikansk vis forsøger at møde
indvandrernes medbragte værdier som ligeværdige. Lige børn leger nu engang bedst
mens mobning, nedvurdering og udelukkelse giver skader for livet. 
 
I et frit samfund vil majoritetskulturens værdier altid til sidst vinde sådan
som vi ser det ske i USA med indvandrere og muslimer. Derimod sker dette ikke
for dem som amerikanerne i deres indre tænkning er enige om at definere som
”mindre lige” – dvs. de sorte og latinoerne (begge i øvrigt kristne) - som
derfor ender i påtvungen ghettoisering og voldelige parallelsamfund. Kun gennem
den inkluderende multikulturelle tænkning, som Elias Bredsdorff definerede i den
kulturradikale, medvirker man aktivt til at integrere sit samfund. Kun derved
undgår man det adskilte multikulturelle parallelsamfund, som uundgåeligt vil
true mange af de danske værdier, som du og jeg holder af, Henrik. 
 
Du og jeg fik et fantastisk løft af at møde dette opmuntrende og integrerende
amerikanske menneskesyn med dets respekt for individet og de kulturelle værdier,
vi ankom med. For netop i kraft af dets respekt gav det os mulighed for at
aflægge vores mere negative medbragte bagage af jantelovsværdier og ivrigt at
integrere os med de nye amerikanske værdier. Ingen har som dig siden talt imod
den danske jantelovsundertrykkelse. 
 
Men er du mon helt sluppet af med den herhjemme når du i dit indlæg nedgør de
kulturradikale, skønt vi er blandt de få danskere, der på amerikansk vis aktivt
gør et stort og uhyre vigtigt arbejde som kulturbærere ved at ”lege” vore
nationale værdier ind i indvandrerne? 
Underligt, for fra mødet med dig i USA’s kreative multietniske virkelighed ved
jeg jo at du derovre selv er det som vi herhjemme ville kalde en ægte
kulturradikal i hele dit inkluderende, internationale udsyn J
 

Tilbage til forsiden