Børnepsykiatere: Asylbørns
sundhed ignoreres
I fredags (d. 5. januar 07) havde
Peer Jansson og undertegnede en kronik i Kristeligt Dagblad. Vi havde forsøgt
at få den i Berlingske, Jyllands Posten og Information, men fik afslag. Da
havde vi underskrevet os på vegne af ”Læger for sameksistens”. Vi sløjfede det
og satte kun vores navne på, og så blev den optaget:
Asylbørns sundhed
ignoreres |
|
KRONIK: Som læger føler vi os
forpligtede til at gøre opmærksom på, at Danmark for tiden driver en
unødvendig hård og sundhedsskadelig virksomhed over for en bestemt
befolkningsgruppe her i landet Af Peer Jansson og Sus
Foldager |
Drengen vågner midt om natten med et skrig. Det gør han hver
nat. Flere gange hver nat.
Hans forældre vågner af skrigene, faderen med minder fra sit eget fængselsophold og skrigene fra tortur. Han er ikke i stand til at trøste drengen. Han overlader det til moderen, der flere gange om natten må trøste sønnen.
De bor på det samme Røde Kors Asylcenter på 3. år. De har boet på flere asylcentre efter de kom til Danmark for 5 år siden. De flygtede fra Irak. Drengen har haft for mange barske oplevelser i sine 11 leveår. Han lider af udtalte angstproblemer. Han ser syner. Han ser nogen gange et dyr med horn. Han bliver bange og sparker og slår. Hver gang forældrene modtager en rudekuvert, bliver drengen hidsig og meget bekymret for, hvad der så skal ske.
Drengen vil helst ikke i skole på asylcenteret, og han prøver også at undgå de andre børn. Når han endelig leger med nogen, ender det efter ret kort tid i en uløselig konflikt.
Han går oftest i sin egen verden. Ind imellem ser det ud til, at han ikke kan kende sin egen mor. Andre gange er han meget opmærksom og prøver at passe på moren. Han er vagtsom, skruer ned for lyden på Tv’et for at lytte efter noget, ingen andre kan høre.
En dag familien laver mad i køkkenet sammen med andre familier, der bor i centret, truer en voksen fra en anden familie med at begå selvmord. Drengen holder sig for begge ører, græder og løber væk. En anden dag går han til angreb på nogle af de andre beboere.
Hvis andre vil have kontakt med drengen, bliver han ængstelig og afvisende.
Drengen havde ikke psykiske vanskeligheder, før familien flygtede, men nu bliver han mere og mere indelukket. Han har fået det bedre, efter han er begyndt at få antipsykotisk medicin, men er stadig angst og ser stadig syner.
Faderen var nervøs, allerede før de flygtede. Her i Danmark har han udviklet en psykisk lidelse, der har krævet medicin, flere indlæggelser og elektrochok. Mor har i lange perioder fået behandling med antidepressiv medicin, selvom hun aldrig tidligere har haft psykiske vanskeligheder.
(Eksemplet er anonymiseret)
En dansk undersøgelse har vist et øget antal af psykiske
lidelser blandt asylansøgere, når ventetiden forlænges.
En nylig dansk undersøgelse af selvmordsadfærd blandt
asylansøgere vidner om at forekomsten af selvmordsforsøg blandt voksne
asylansøgere er tre gange så højt som i en dansk baggrundsbefolkning og at det
øges med ventetiden.
En dansk undersøgelse af asylbørn fra Mellemøsten, der lige
var kommet til Danmark, har vist, at de fleste havde overværet vold. Mange af
børnene havde tegn på angst og depression. Fra andre undersøgelser ved vi at
angst og depression oftest forværres med tiden, hvor asylbørn lever i en
usikker situation. Forældrenes støtte og omsorg er derfor afgørende, og hvis
forældrene har mistet denne evne, påvirker det naturligvis børnenes helbred
negativt. Støtte til forældrene er derfor en afgørende faktor for børnene.
Når man som læge har at gøre med familier med psykisk
sygdom, gælder det om at mindske eller at fjerne belastningsfaktorer, der
vedligeholder deres psykiske lidelse. Det er afgørende i behandlingen af
familier med psykisk syge, at familien bliver støttet, og at der skabes en
forudsigelighed og struktur i deres hverdag, så de enkelte familiemedlemmer kan
finde sammenhængen i deres eget liv og i omgivelserne.
Som speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri har vi
erfaring for, at den pædagogiske tilgang til barnet og tilpasning af det
omgivende miljø er de mest betydningsfulde faktorer for bedring af barnet. Det
er således ikke sjældent, at en medicinsk behandling ikke har effekt, når
barnet lever i kaotiske og uforudsigelige omgivelser, hvor det samme barn kan
have udmærket effekt af medicin, når omgivelserne er blevet overskuelige og
trygge. Den pædagogiske tilgang og tilpasningen af det omgivende miljø går
derfor forud for den medicinske behandling.
Sociologen Antonovsky har foretaget en undersøgelse af
israelske kvinder, der var 16-29 år i 1939. Han interesserede sig for de
overlevende kvinder, der havde været i koncentrationslejr, men som alligevel
havde et ganske godt psykisk helbred (hvilket var hver tredje af kvinderne).
Han fandt, at en fællesnævner for disse kvinder var, at de havde været i stand
til at bevare en oplevelse/fornemmelse af sammenhæng. De havde gennemlevet
lejrenes ufattelige rædsel og siden årene som flygtninge, for derefter at
genetablere deres liv i et krigsplaget land - og de havde alligevel stadig et
rimeligt helbred.
Dette resultat af hans forskning hænger ganske godt sammen
med vore erfaringer i børnepsykiatrien, hvor vi arbejder på, at hjælpe børnene
til at få skabt sammenhæng og forudsigelighed. Men det er imidlertid ofte
et ganske håbløst projekt, når det handler om børn på asylcentre. I
asylcentrene er der ganske vist forudsigelighed i hverdagen - de hverdage, der
ligner hinanden som dråber af vand. Men forudsigeligheden gælder ikke for
spørgsmålet om familiens fortsatte eksistens. De ved ikke, hvornår de
stereotype hverdage i asylcenteret pludselig holder op, og om de (eller nogen
af dem) får opholdstilladelse eller ej. Således kan vi ikke hjælpe dem til den
nødvendige forudsigelighed.
Vi føler os som læger forpligtede til at gøre opmærksom på,
at vi for tiden driver sundhedsskadelig virksomhed overfor en bestemt befolkningsgruppe
her i landet, hvor vi udsætter traumatiserede mennesker for yderligere traumer,
der kunne have været undgået.
F.eks. kunne vi tilbyde dem en god tolk hver gang, der er
brug for det og være vidende om, at disse mennesker er angste og har svært ved
at huske og at koncentrere sig, og at vi derfor skal tale med dem mere end en
gang.
Vi kunne tilbyde dem ophold i en bolig, hvor de ikke skal
være sammen med andre traumatiserede flygtninge døgnet rundt. Så vil de heller
ikke opleve politiet komme om natten og tage andre familier med sig. (De fleste
børn på asylcentrene ved, at politiet kommer om natten. Det er ikke særlig
fremmende for deres nattesøvn).
Vi kunne skabe mulighed for, at nogle familiemedlemmer kan
sove i hvert sit rum om natten, så de ikke forstyrrer hinanden med deres
mareridt.
Vi kunne give asylansøgere, der har opholdt sig i Danmark i
f.eks. mere end to år, og som ikke formodes at kunne hjemsendes, midlertidig
opholdstilladelse, så den daglige usikkerhed mindskes.
Vi kunne stoppe de såkaldte "motivationsfremmende
foranstaltninger", hvor afviste asylansøgere først fratages deres
lommepenge, hvis de ikke skriver under på frivillig hjemsendelse (fordi de ikke
tør komme tilbage, eller landet ikke vil modtage dem), dernæst sendes i udsendelseslejr
og i sidste ende kan frihedsberøves.
Vi kunne give dem mulighed for egen madlavning, så de ikke
skal spise på bestemte tider, og de også kan få mad, selv om de f.eks. er bange
for at være sammen med mange mennesker.
Vi kunne give asylansøgere en chance for at finde en mening
i deres liv og en sammenhæng i det samfund, de er kommet til, ved at lade dem
arbejde og gå i skole blandt den almindelige befolkning.
Vi kunne give disse mennesker en lige så retfærdig
rettergang med forsvarsadvokat, vidnefremføring, nævningeting o.a., som andre
borgere får, men som asylansøgere ikke får.
Vi kunne give dem en nemmere adgang til sundhedssystemet,
hvor det er medicinsk uddannede mennesker, der afgør, hvorvidt de kan komme til
speciallæge eller ej. For asylansøgere i Danmark ligger den endelige afgørelse
om dette hos en jurist i ”Udlændingeservice”.
Det voldsomme fokus, på det psykiske kriseberedskab til
danske borgere i Libanon for nyligt, står i kontrast til, at vi så åbenlyst har
en befolkningsgruppe i Danmark, der mangler støtte og som kan have levet i
tilsvarende konfliktområder i årevis.
Netop det faktum, at den psykiske sygelighed øges og
antallet af selvmordsforsøg øges understøtter, at vi driver sundhedsskadelig
virksomhed.
Uanset om familien fortsat skal bo i Danmark eller ikke,
har hverken familien, hjemlandet eller Danmark glæde af den nedbrydning der
sker af disse mennesker.
Peer
Jansson og Sus Foldager
Børnepsykiatere
(videresendt af Arne H bl.a med den forventning at min egen avis Information så på anden vis sørger for aktuel dokumentation og væsentlig information på ekspertniveau endda med konkret forslag til afhjælpning
Denne
artikel bliver liggende på min hjemmeside lige så længe kyniske danske
magthavere fortsætter den umenneskelige politik og indtil forskere har
dokumenteret at regeringen har udøvet psykisk tortur imod asylbørnene imod
bedre vidende.