Udenfor Lands Lov og Ret. (del 4)
Af Ulla Røder
9. oktober 2006
Lille mand i Knibe
Man forstå at bruge alle strengene i magtens spil i Udlændingeservice
og Ministeriet for Flygtninge
, Indvandrere og Integration i behandling af flygtnings sag. Sørgeligt nok, blot er én af mange.
Der er en god nyhed til jer og en dårlig.
Jeg starter med den dårlige.
Samtidig med, at jeg talte med hende den ikke alt for rare skrankemedløber i Udlændingeservice,
som bad om at få sendt fax fra psykiateren med bekræftelse på, at han har en
aftale om konsultation med vores flygtning, sætter damen gang i skrivestuen i
Ministeriet. Et brev er klar til afsendelse blot to dage efter telefonsamtalen
og dagen efter faxen var modtaget fra psykiateren. Brevet sendes til vores
flygtning, med et afslag på humanitær opholdstilladelse.
Når man tager i betragtning
at det åbenbart kun tager en dag eller to for det offentlige at sende en sådan
afgørelse ud, når man har besluttet at nu skal den flygtning simpelthen ud, så
kan det altså undre, at flygtningene generelt må i årevis på deres afgørelser
inden de udvises eller i sjældnere og sjældnere tilfælde får bevilget
opholdstilladelse.
Ministeriet sender altså
denne afgørelse ud, selvom man er klar over, at der var en erklæring på vej
fra en psykiater, idet advokaten forinden havde bedt om udsættelse af fristen
for at få denne vurdering af flygtningens psykiske tilstand med til Ministeriet,
inden afgørelsen træffes. Man skriver i afgørelsen, at fristen for
fremsendelse af denne lægeerklæring fra psykiateren var overskredet, så man
helt så bort fra flygtningens psykiske tilstand i afgørelsen.
Advokaten havde meddelt hans
klient, at fristen var udsat for at skaffe denne psykiater, Han har så ikke sørget for at få
denne frist forlænget, mens journalerne blev oversendt til psykiateren en tid for
konsultationen blev afsat.
Resultatet blev et afslag af humanitær
opholdstilladelse.
Hvordan kan Udlændingeservice
sige til denne flygtning om mandagen, at han skal pakke og tage til Jylland,
udsætter så beslutningen til om torsdagen efter nogle bekymrede borgere
henvender sig. Helt tilfældigt, den samme torsdag, hvor Ministeriet afsender et
afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse.
En lille krølle på halen af
denne historie er, at medarbejderen i Udlændingeservice oven i købet ringer til
psykiateren, og oplyser efter afslaget er afsendt, at vores psykisk syge
flygtning, slet ikke ønsker at komme til psykiater. Hvor ved hun det fra, når
denne lægeerklæring er bestilt for sagsbehandlingen i Ministeriet? Har nogen i
Ministeriet oplyst hende herom? Hvem bad hende ringe og meddele psykiateren
dette? Eller er det hende, som har oplyst nogen i Ministeriet herom, således at
afslaget blev fremmet tilpas hurtigt, så denne erklæring fra psykiateren lige
akkurat ikke kom med i den samlede vurdering af afgørelsen af humanitær
opholdstilladelse? Det får vi aldirg at vide.
SORO![1]
Medarbejderen i Udlændingeservice
skulle jo blot finde ud af, om flygtningen kunne blive på Sandholm og skulle
som sådan vel ikke have noget med Integrationsministeriets behandling af ansøgningen
om humanitær opholdstilladelse at gøre? En mærkværdig sammenblanding af
kasketter hos disse embedskvinder.
Jeg taler med advokaten. Han
tog det ikke så tungt, for der er jo så mange langt mere psykisk syge, der får
afslag. Det ved vi jo alle sammen alt for godt. Men som om det var en
begrundelse og en grund til blot at acceptere dette.
Der manglede en udredning
fra en psykiater i denne sag, det er meget væsentligt. Det kan da godt være, at
advokaten skønner rigtigt, men da der i denne sag findes en årelang sygejournal
og lægeerklæringer omkring denne person, som virkelig er psykisk ødelagt og
tillige har fysiske sygdomme, så er det da ikke uvæsentlig, at sagen nu kun er
blevet vurderet ud fra denne persons fysiske sygdomme, og ikke som et
helhedsbillede, hvor flygtningens psykiske lidelser lægges oveni de fysiske
lidelser. Det sidste giver et billede af et meget skrøbeligt menneske, der i
hvert fald ikke vil kunne klare en tur til Irans fængsler. Man slår ham praktisk talt ihjel med
denne afgørelse, hvis den bliver effektueret.
Det er en falliterklæring,
at vi nu blot accepterer den slags, fordi andre endnu mere dårligt stillede
også får afslag. Det burde få enhver advokat til at fare i penne huset og
reagere, men også advokaterne bliver mere og mere tykhudede i disse sager.
Vores lille samtale endte
med, at han lovede, at han ville rejse den humanitære sag igen, når
psykiaterens erklæring foreligger. Om ikke andet for at det af sagen fremgår,
at her blev begået et justitsmord. Men spørgsmålet er bare, om han vil nå
dette, inden endnu en flygtning i fare er sendt retur til bødlerne i Irans
præstestyre. Det er ikke alene umenneskelige forhold, man byder de danske
flygtninge, det er psykisk tortur, ondt og uetisk.
Den gode nyhed var, at vores
flygtning kan blive på Sandholm og ikke sendes til Jylland. Så sparede han i
det mindste den anstrengelse at skulle pakke sine ting om mandagen for blot at
pakke om igen om torsdagen for at returnere til Sandholm Han sidder nu og
venter på, at hans asylsag bliver genoptaget ved et mundtligt nævn. Der er
stadig håb men timeglasset rinder kraftigt ud.
PS Hvis du har læst de tre
første skrivelser i denne række af breve kan jeg fortælle, at Udlændingeservice ikke ville besvare de
breve, der var sendt fra velmenende borgere omkring flytning til Jylland, fordi
disse borgere ikke havde nogen fuldmagt, men ”du kan jo selv henvende dig hos flygtningen og få
svaret. Så på denne måde afskærer man altså borgeres mulighed for at gøre
indsigelser mod Ministre og Stryelsen, når de behandler sager, hvor advokaten
er medvirkende. Vi har jo ikke blandet os i selve sagens behandling, blot
anmodet om at flygtningen ikke blev flyttet, som en reaktion på han råb om
hjælp. Advokaten sender jo åbenbart ikke sådan en anmodning for ham.
Det lader heller ikke til at
man vil svare på de henvendelser der har været angående lommepengesagen. Det
svar får vi nok en dag når denne flygtning er sendt retur. Afgørelsen af dette
lommepengespørgsmål blev, at det var helt efter reglerne i Udlændingeservice,
idet denne flygtning jo var i sultestrejke i de dage, og ikke til rådighed på
Dansk Røde Kors arbejdshold i Sandholmlejren, hvor den lille mand er i stor knibe.
Se tidligere dele af Ullas
beskrivelse af flygtningemyndighedernes magtfuldkommenhed og dens ofre asylsøgerne:
26.09.06 Udenfor lands
lov og ret (3. del). ”Der er så mange syge i Sandholm” af Ulla Røder