Modtaget d. 5.09.06 fra Ulla Roder < b_u_r_2003@yahoo.dk

Udenfor Lands Lov og Ret: Flygtninge trues på deres lommepenge.

Af Ulla Røder

Der er kommet et efterspil til sommerens sultestrejke på Christiansborg Slotsplads, hvor flygtninge fra Dansk Røde Kors asylcenter i Sandholm sultestrejkede i protest mod regeringens asylpolitik og over de uanstændige forhold på de danske asylcentre.

Hold Sandholm ren, ellers ryger lommepengene.

Sultestrejken, der var en udløber af asylansøgerens Majid Samaris selvmord i juni måned sidste år, blev afbrudt, da de sultestrejkende blev givet et mundtligt tilsagn om genoptagelse af de sultestrejkendes asylansøgninger fra en endnu ikke dokumenteret kilde. Ikke alene lader disse genåbnede sager stadig vente på sig i Flygtningenævnet, som stadig tænker over, om man nu også vil genoptage de sultestrejkendes asylansøgninger. De sultestrejkende bliver nu måske også frataget deres lommepenge for godt en måned. Det forlyder fra en telefonsamtale med en af de sultestrejkendes advokater, at Røde Kors vil beslutte, hvorvidt alle de dage, hvor de sultestrejkede ikke opholdt sig på Sandholm, var et fravær fra deres rengøring af de trøstesløse lange gange på Dansk Røde Kors Asylcenter Sandholm, og derfor ikke berettiger til udbetaling af lommepenge.

Begrundelsen Dansk Røde Kors giver er nemlig ifølge advokaten, at de ikke har gjort rent på centret i denne periode. Gad vist om de andre beboere så har måttet leve i skit og snavs, eller om de har arbejdet ekstra i den periode. Mon de så har modtaget nogen ydelse i form af ’overarbejdsbetaling’ for denne ekstra rengøringsindsats? I hvert fald ser det ud til, at Røde Kors mener, at hvis de ikke opholder sig på Sandholm og arbejder, så ryger lommepengene. Man skulle tro, det var en børnehave, de administrerede, og ikke et center fyldt med voksne mennesker, med voksne menneskers behov for andet end mad og tøj på kroppen. De få skillinger, der skulle kunne give dem mulighed for i ny og næ at komme lidt væk fra centret, skal nu også bruges som pisk og straf. Dette gør Sandholm til et fængsel. Godt nok har man har frihed til at gå ud, men ingen reel mulighed, med mindre godgørende mennesker bidrager med lidt donationer eller et buskort i ny og næ.

Ikke alene vil denne form for karantæne til flygtninge, der engagerer sig og ytrer sig, være en politisk en krænkelse af deres ret til protest, det vil også være endnu et bevis på, at Dansk Røde Kors administrerer disse centre på en måde, der gør livet uudholdeligt for de indsatte på centrene. Der er ikke noget at sige til at indsatte på Sandholm bliver psykisk syge af at opholde sig på Sandholm, og at nogle altså vælger døden frem for en fortsat tilværelse i helvedes forgård.

Arbejde gør fri.

Det er også kommet frem, at asylansøgere er ansat af Dansk Røde Kors til at vedligeholde centret. Som arbejdstager for Dansk Røde Kors kan man opnå en betaling på 2 kr. i timen. Det er hvad jeg kalder rent udnyttelse af asylansøgere som slaver, samtidig med de ikke har lov til at påtage sig reelt og overenskomstbetalt lønarbejde udenfor Sandholm.

Fratagelse af lommepengene vil tvinge dem ud i sort arbejde og dermed en handling, hvis de bliver grebet heri, der straffes med udvisning – en straf de allerede har modtaget én gang ved asylmyndighedernes afslag på opholdstilladelse her i landet. En straf de sidder angste og venter på bliver eksekveret hvad øjeblik, det skal være.

Kan de danskere, der medvirker til disse ugerninger, virkelig blive ved med at se sig selv i øjnene. Hvornår er der nogle af de ansatte på disse centre, der nedlægger protest mod sådanne forhold.

Det er medvirken til uværdig behandling af mennesker i nød.

Det er klart, at lige så længe at den siddende regering er i flertal, vil ingen andre politikere kunne ændre forholdene ad politisk vej. Den danske regering og Dansk Røde Kors, som regeringen har indgået kontrakt med til at drive asylcentrene er dog ikke udenfor lovens bestemmelser om behandling af mennesker i nød. De står heller ikke udenfor arbejdsmarkedets bestemmelser om lønmodtageres rettigheder.

Hvem er i øvrigt ansvarlig, såfremt nogle kommer til skade under udførelse af deres underbetalte arbejde for Dansk Røde Kors, eller hvis andre indsatte på Sandholm kommer til skade, som indirekte følge af arbejde, der bliver udført af disse underbetalte arbejdere? Har Dansk Røde Kors tegnet de lovpligtige forsikringer?

Der er mange spørgsmål, der trænger til at blive besvaret i hele dette efterspil. Det vigtigste spørgsmål er dog fortsat, hvornår bliver der givet asyl til de iranere, der opholder sig i Danmark, og hvornår stopper man udvisningerne af de afviste iranske flygtninge og de mange andre truede flygtninge fra andre krise- og krigsramte dele af verden?

Udvisningstruede flygtninge har krav på ordentlig behandling.

Indtil da, er det strengt nødvendigt, at den danske regering behandler alle flygtninge ordentligt. Dette gælder for såvel de flygtninge, der ikke kunne gå gennem nåleøjet i den danske udlændingelov, og som sidder angste og venter på at blive hentet en tidlig morgenstund og sendt hjem, som de flygtninge, der stadig venter på svar på deres ansøgninger. Den danske regering har ansvaret for human behandling af alle flygtninge, så længe de befinder sig på dansk grund. En afvist asylansøger er stadigvæk en flygtning, og har krav på fuld beskyttelse, og deres basale fornødenheder og behov dækket. Til basale behov hører ud over mad og drikke, også at kunne have mulighed for at bevæge sig frit og have mulighed for socialt samvær med andre mennesker efter eget valg, der ikke ligefrem sidder på et asylcenter. Hvorledes er dette muligt uden lommepenge, når man opholder sig langt uden for lands lov og ret i Sandholmcentret?

Skulle nogen have lyst at ringe til Dansk Røde Kors, Center Sandholm efter at have læst dette, og bede dem skamme sig, kan de gøre dette på telefon 48 10 77 21.

Jeg vil også opfordre til at skrive til Flygtningenævnet og kræve asyl nu til de plagede mennesker. Det er uanstændigt, at de bliver holdt hen i uvished og må sidde og vente i angst, til de en dag de vælger helt at stå af og måske begår et selvmord i desperation.

Flygtningenævnets adresse er: Store Kongensgade 1-3, 1264 København K. Telefon 33 92 96 00.

Udenfor Lands lov og ret. (2 del).

5. september 2006

Af Ulla Røder

Jeg fortsætter min beskrivelse af dagligdagens små og store problemer for asylansøgere på Røde Kors Center Sandholm.

I får det, som i vil have det. Blot i vil have det, som Regeringen vil.

I dag har talt med chefen for Aktiveringen på Sandholm Brian Svendsen. Anledningen var, at jeg havde læst en formular, underskrevet af en af de sultestrejkende, som var blevet krævet underskrift på et klageformular vedrørende fratagelse af udbetaling af tillægsydelse. Altså en klage over nægtelse af udbetaling af en asylansøgers lommepenge.

Formularen, der blev fremlagt for asylansøgeren til underskrift, var forinden udfyldt af chefen for aktiveringsafdelingen tilsyneladende på asylansøgerens vegne. (Asylansøgeren, der har opholdt sig 18 år i Danmark, kan ellers både skrive og tale dansk: ganske udmærket. Teksten der skulle skrives under på lød sådan:

"Jeg har sultestrejket og demonstreret hver dag foran Christiansborg, og derfor ikke overholdt min kontrakt. Jeg anmoder om at mit politiske arbejde anvendes som aktivering".

Asylansøgeren var temmelig forvirret på dette tidspunkt. Han var lige blevet eskorteret over til Aktiveringschefen af sundhedsplejersken, der havde igangsat en ophidset diskussion med asylansøgeren, da hun ikke ville give en 'sygemelding' til asylansøgeren, som nok ikke var mindre ophidset. Han har en lægejournal på 4 bind i hans sag om ansøgning om humanitær opholdstilladelse fortalte Lone Bundgaard i Integrationsministeriet mig idag, da jeg ringede og spurgte efter nogle sagsakter. Han lider af gigtsmerter, har rygproblemer og psykiske lidelser og har tidligere fået sygemelding fra sundhedscentret, da han ikke kunne deltage i aktiveringsarbejdet, som er for belastende for ham.

Asylansøgeren mener, at sygeplejersken var "sur på de sultestrejkende, og derfor ville straffe på denne måde". At chefen for aktiveringen udfærdiger erklæringen som han gør, får mig til at tænke på, om han i virkeligheden har dækket sig ind ved at få asylansøgeren til at skrive under på at han ikke har overholdt kontrakten. At han samtidig får asylansøgeren til at skrive, at han har været aktiveret under udøvelsen af hans sultestrejke, og derfor således også skulle være i stand til at deltage i rengøringsaktiveringen  i fremtiden, er noget af en tilsnigelse. På grund af hans helbred, som ikke er blevet bedre af at have sultestrejket, kan han jo stadigvæk ikke påtage sig rengøringsopgaver, der er rygbelastende. Han standsede også frivilligt sultestrejken inden de andre, da hans helbred ikke kunne holde dertil med den medicinering han får. Om denne misligholdelse af hans pligter i forhold til kontrakten også vil vise sig at give problemer i hans asyl sag, har jeg stadig til gode at finde ud af, men det skulle ikke undre mig, hvis det er tilfældet.

Motivationsfremmende aktiverings kontrakter.

Jeg talte med Brian Svendsen, der leder aktivering på Sandholm. Jeg spurgte til kontrakterne generelt. De er individuelle, de indeholder ikke noget om, hvem der er arbejdsgiver eller om løn og timetal. Han oplyste at Integrationsministeriet har sat Udlændingestyrelsen til at administrere aktiveringen og at Dansk Røde Kors skulle føre tilsyn med at aktiveringstiderne blev overholdt. Jeg spurgte, hvem der er arbejdsgiver, hvortil han oplyste, at det var forskellige afhængig af arbejdets art. Dette kunne tyde på at Dansk Røde kors måske har kontrakter med forskellige firmaer til diverse opgaver.

Asylansøgeren kunne oplyse, at det var Dansk Røde Kors's personale, der checkede om arbejdet var gjort ordentligt - dvs. arbejdsgiver funktion. Jeg har talt med en fredsvagtkvinde. Hun havde talt med Sandholm, der kunne oplyse, at Dansk Røde Kors var arbejdsgiver.

Jeg spurgte om der fandtes nogle lønningslister. Det gjorde der – nogle lister Dansk Røde Kors førte over, hvor mange forsømmelser de enkelte aktiverende havde. Disse lister bliver så sendt til ’lønningskontoret’, også kaldet Udlændingestyrelsen i andre sammenhænge. Så jeg har nuhar jeg bestilt disse lønningslister, sammen med et kopi af den pågældende asylansøgers kontrakt.

Chefen for aktiveringen mente tarifferne for arbejdets udførelse fremgår af Udlændingestyrelses hjemmeside og kunne oplyse, at der er forskellige tariffer.

Fase 1, der gælder for afviste asylansøgere var 101,25 pr. 14 dag for 20 timers pligt rengøring og 20 timers undervisning, hvilket giver 2.50 i timen. Om undervisningen også er ’pligt tid’ fandt jeg ikke ud af. Det er vist også underordnet. Fase II var lidt højere, men stadig helt til grin, nemlig noget med 346 kr. for 14 dages arbejde. Det dækker dårligt udgifter til slidtage på deres tøj under udførelse af arbejdet.

Dette her har ikke noget med betaling for arbejde at gøre. Det er en ren skændsel, hån og nedværdigelse af voksne mennesker. Det er selvfølgelig godt nok, at Sandholm holder deres indsatte i gang med aktiviteter, men disse ’motivationsfremmende foranstaltninger’ hvor der indgår vedligeholdelse af lejrens områder, burde være at betrate som et reelt stykke arbejde, der skal udføres overenskomstmæssigt. De er jo netop ikke i fængsel.

Jeg gad vide om de reelt er ansat af Staten under udførelsen af dette arbejde. Så må de vel kunne kaldes underbetalte statstjenestemænd uden ret til pension.

Hvem skal nu betale?

 Der er også noget forsikringsmæssigt, som jeg er ved at undersøge nærmere. Enhver arbejdsgiver har ansvar for sine ansattes handlinger og evt. skader der forvoldes under udførelse af arbejdet. Disse regler er nok er en jungle, som kun jurister vil kunne fatte noget som helst af, og som jeg bare ikke orker også at sætte mig ind i. Hvis nogen har lyst at kaste sig ud i dette, så er i meget velkomne.

Der har allerede været i hvert fald en ulykke i forbindelse med arbejdsredskaber på området. I en enkelt sag er et lille barn kommet alvorligt til skade på et af asylcentret arbejdsredskaber, som det havde fundet sjovt at lege med ude på græsset. En jurist i Røde Kors udtalte ved en telefonisk, at barnets forældre havde erkendt, at dette blot var ’et hændeligt uheld’. Jeg kan dog ikke se der foreligger nogen sådan erklæring fra forældrene, hverken i Dansk Røde Kors’ dagsjournal eller skadestuens rapport.

Juristen sagde, at Røde Kors ikke havde nogen ansvarsforsikring, men at dette hørte under Udlændingestyrelsen. Uheldet sket på DRK område i Sandholm indenfor hegnet.

Hvis Røde Kors ikke er forsikret, så skal de plagede asylansøgerforældre til dette barn måske til at føre en retssag for at få anerkendt en erstatning til deres barn, der har fået langvarige, formentlig livsvarige men efter ulykken.

Asylansøgere har jo ikke en husstandsforsikring, der kan dække dem under en sådan retssag. Her står disse udvisningstruede forældre altså med et barn, og udsigten til ikke at kunne klare dette barns behov. Deres eneste brøde er, at de er i den kedelige situation, at de er flygtet fra krig og rædsler og er endt i Sandholm lejren under den danske stats fremmedfjendtlige administration. 

Jeg græmmes.