|
|
|
Når indsamlere i en god sags tjeneste ringer på døren
for at samle penge til en konkret sag, ville det være landsskadelig
gernings-
retfærdiggørelse at give dem noget og omvendt helt i sin orden at
smide dem ud, mener Søren Krarup
|
|
|
|
|
|
|
|
|
[INTERMETZO]
Præstepolitikeren Søren Krarup har
gjort bekæmpelsen af godhed til et livsprojekt
Har man fulgt Søren
Krarups politiske agitation og retorik, tegner sig et mønster; en
fremgangsmåde som polemikeren Søren Krarup og den professionelle politiker af
samme navn har fulgt med succes. Metoden består blandt andet i at ophøje en
alment opfattet mindre ædel opførsel eller holdning til en dyd og hævde denne
adfærds sandhed, sundhed og folkelige forankring. Omvendt at nedgøre dens
modsætning til ringere end det ringeste og udtryk for elitens - den politiske
korrektheds - forhånelse og nedgørelse af de enkle, sande og brave af folket.
I denne høje stil forsvarede og forklarede Krarup således allerede for mange
år siden smålighed, nærighed og egoisme ved at relancere begrebet gerningsretfærdiggørelse.
Når indsamlere i en god sags tjeneste, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp,
Amnesty, osv., ringede på døren for at samle penge til en konkret sag, ville
det være landsskadelig gerningsretfærdiggørelse at give dem noget og
omvendt helt i sin orden at smide dem ud.
Dette lutherske
begreb, gerningsretfærdiggørelse, dækker i sit ekstrem over forestillingen
om, at mennesker kan gøre sig bedre eller gode ved at hjælpe næsten og dermed
skaffe sig syndsforladelse. Men kun Gud eller sønlig stedfortræder kan give
mennesker syndsforladelse og frelse, hvilket vil sige, at mennesket vil
ophøje sig til Gud ved at foretage handlinger, der kan anvendes i
syndsforladelsens tjeneste; selvsagt er det en alvorlig sag og syndigt at
ville ophøje sig til Gud. Fortilfælde kendes ganske vist, hvoraf de fleste er
tvivlsomme, mens et enkelt er grundlag for den religion, Krarup mener at
tilhøre og nidkært kæmper for.
Det korte af det
lange kan den, der vedkender sig den krarupske udlægning af gerningsretfærdiggørelsesprincippet,
med ren samvittighed sende pengeindsamleren ned ad trappen med uforrettet
sag. Det gode er det konkrete, den næreste næste, færdig punktum. Godgørenhed
er altså derfor syndigt, da godgørenhed hokus-pokus bliver til selvgod
syndsforladelse oven i købet pr. abstrakt stedfortræder. Den logiske
videreførelse ligger i udtryk som 'godhedsindustrien', vistnok først lanceret
af Ekstra Bladet, hvad det ikke bliver kønnere af, og som i yderste
konsekvens betyder, at godgørenhed er ondskab.
Godt og ondt
Herved er vejen
banet til at kalde det gode ondt og det onde godt. Afvisningen af
pengeindsamleren kan ganske vist betyde, at et eller andet, alt andet end
abstrakt fjernt, men højst konkret godgørenhedsprojekt varetages ringere. Med
mindre man eksempelvis mener, at det er godt, hvis et barn i Afrika dør lidt
hurtigere af sult eller sygdom, må man vel ud fra almindelige forestillinger
om godt og ondt mene, at det i hvert fald for barnet er godt eller bedre at
blive ældre. I den forbindelse kan det jo være ligegyldigt, i hvor høj grad
den godgørende, den der yder skærven føler sig selvgod. Men nej: godgørenhed er
ondskab eller gerningsretfærdiggørelse. Sådan udlægger Søren Krarup
teksten, derfor skal man ikke gøre sig til overmenneske, men trygt overlade
folk Gud i vold og til deres konkrete skæbne.
Denne teologi
anerkendes ikke af - ja undskyld - de bedre teologer, der afviser Krarups
udlægning af næstebarmhjertighedslæren.
Tankegangen falder
imidlertid til jorden, hvis man er gudløs og ikke anerkender
syndsbevidsthedsbegrebet eller synden som følgesvend og dermed heller ikke
Jesu tilgivelse eller nogen anden overjordisk styrelses magt over menneskene.
Så bliver kun tilbage at opføre sig ordentligt, gerne ud fra kristne/jødiske
principper, og give enken en skærv, hvad enten man kender hende eller ej, om
hun bor i Mariager eller Mombassa, eller om hun bærer slør eller er omskåret.
Ideen om godhedens ondskab, når det ikke drejer sig om den næreste næste,
hvor man ifølge Tidehverv gerne må være godgørende, går også i den krarupsk
depraverede forstand i spåner, såfremt den godgørende er i stand til at være
noget sådant uden af den grund at gøre sig til af det eller føle sig særskilt
god. Man kan faktisk begge dele, bestræbe sig på at være god over for de nære
og godgørende over for de fjerne og fortsat føle sig, som forlangt af
Tidehverv og Krarup, lig et ydmygt kryb for den Almægtiges åsyn. Kort sagt:
Krarups selve grundlæggende forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert
såvel i kristendommens misbrugte navn som i det hele taget, er det rene vås.
Dette og andre af
Søren Krarups håndfaste fordringer om synd og fædrelandsfølelse og de
fremmede o.m.a. bringer mindelser om andre totalitære kræfter i den
europæiske politisk-ideologiske tænkning, hvor begreberne også bytter plads.
Skræmmende, men i slægt med Primo de Riveras og de spanske fascisters
ultimative slagord: Viva la Muerte, leve døden! Det totalitæres ultimative
fordring på alt levende. Fascinationen af den brutalitet, der var indlejret i
disse symbol- og folkeforherligende, uforsonlige og kampberedte bevægelser,
og som også betog et krarupsk forbillede i kritikeren, den glødende antisemit
Harald Nielsen, der sympatiserede stærkt med nazismen, er klart at spore i
Krarups hensynsløse og brutale skrivemåde, hvis fysiske konsekvens ville være
vold.
Systemet
Senest erkendes
totalitarismens sprogbrug i det udfald, Krarup i forgangne uge rettede mod
Tøger Seidenfaden. Chefredaktøren kan forsvare sig selv, men bør i
solidaritetens navn have et ord med på vejen. Seidenfaden fremstilles hos
Krarup som en person, der næppe har ret til livet, så ussel han er. Dertil kommer,
og det er mere sigende og endnu en stramning af Krarups metode, at Politiken
konsekvent nu omtales som 'Systemet Politiken', noget Krarup, uden
kildeangivelse, har hugget fra ovennævnte Harald Nielsen (Systemet
'Politiken', 1907).
Her genkender man
også en af 1930'ernes yndede mærkater på modstandere og
modstanderinstitutioner - i øvrigt en sprogbrug, der anvendtes af fascister,
nazister og kommunister i flæng, men hyppigst af det ekstreme nationalistiske
højre, hvortil jo også Krarup føler sig hjemme. Folk, partier eller aviser,
man ikke bryder sig om, er altid en del af et system, hvoroverfor de
retfærdige med retten til riget kæmper en heroisk, men ulige kamp, uanset om
de selv sidder på magtmidlerne. Dette retoriske kneb minder også om 'Bermuda-trekanten',
hvor påstanden var, at der eksisterede en kulturradikal sammensværgelse
mellem Politiken, Danmarks Radio og Gyldendal, hvor Krarup parentetisk
bemærket fik udgivet sine bøger.
En brav mand
Endnu et træk i
Søren Krarups demagogi bør fremhæves. Dette optræder også i nævnte indlæg mod
Seidenfaden: Med mellemrum træffer Søren Krarup en mand af folket; ofte en
komfortabel nabo, som han har kendt i 100 år, og som har været med i
modstandskampen (det tynder ud i rækkerne). Det er altid en brav mand, brav
og venlig, som vender skråen i munden og stilfærdigt, Krarups anonyme vidner
er altid stilfærdige, udsiger en enkel selvfølgelighed om fædrelandet, de
fremmede eller om Krarup, og som pudsigt nok er i overensstemmelse med
Krarups eget standpunkt. Det er aldrig en modstander, der citeres: Hør nu
her, din gamle lede hykler og racist, hold nu din kæft eller tag fjorten dage
til Mallorca og få luft under armhulerne og bliv lidt gladere.
Kendetegnet ved
Krarups brave danskere er netop, at de aldrig er opsporlige. Det er ikke til
at kontrollere Krarups udsagn, som i høj grad fortjener kontrol, da den gode
præstepolitiker ikke altid for nu at sige det høvisk befinder sig i øjenhøjde
med de faktiske forhold.
Man kunne jo være
ligeglad, hvis ikke det var fordi Søren Krarup er en magtfuld mand i det
danske samfund. Statsministeren, hvis tankegang næppe ligger fjernt fra
Krarups, og som regerer landet efter den kreative bogførings princip frem for
statsmandskløgt, har en gang for alle givet Dansk Folkeparti carte blanche i
ideologisk og megen anden forstand. Det er landets ulykke. Trøsten er, at det
(nok) en dag går over. Indtil da må Krarup bestandigt drages til ansvar for
sine udfald og gerninger.
"Han er en
færdrelandsskadende mand for Danmarks omdømme," sagde en mand,
klummisten mødte en mørk nat. En stilfærdig, brav, dansk mand ...
geme@information.dk
|
