Af Holger Ross Lauritsen ultimo juli 2006

Den juridiske ekstermination
Frankrigs nye indvandrerlov fratager proletariatet, de illegale indvandrere, dets rettigheder.

Af HOLGER ROSS LAURITSEN

Min senegalesiske ven Sembene (hvis rigtige navn jeg her har ændret) stod forleden dag op klokken fire om morgenen og tog hen til politigården i den parisiske forstad Nanterre.

På den måde lykkedes det ham at komme forrest i den enorme kø, der opstår her hver dag i de tidlige morgentimer. Politigården åbner først klokken halv ni, men hvis Sembene var kommet på det tidspunkt, kunne han ikke have været sikker på, at man havde haft tid til at tage imod ham den dag.

Klokken otte mødte jeg selv op på stedet, for jeg havde lovet at støtte Sembene i hans administrative anstrengelser. Min ven fortalte mig nu, at han var heldig med at bo i Nanterre, for i Bobigny var forholdene værre.

I denne nordlige forstad må man tilbringe natten foran politigården for at få en plads nogenlunde forrest i køen, i hvert fald hvis man som Sembene vil ind på det, der for mange indvandrere er som et forjættet land, det såkaldte Kontor for udlændinge.

Sembene er nemlig papirløs, hvilket betyder, at han ikke har opholdstilladelse i Frankrig, og han lever derfor ligesom de over femhundredtusinde andre papirløse i konstant frygt for at blive arresteret og sendt ud af landet.

Ligesom det store flertal af de andre papirløse arbejder han imidlertid på fuld tid og bidrager således til den franske økonomi, hvilket betyder, at det i virkeligheden ikke ville være klogt af den franske stat at smide ham ud.

Overordnet kan man sige, at hvis man sendte alle de papirløse ud af landet, ville man ikke have nogen til at lave alt det hårde og beskidte arbejde, som de fleste franskmænd takker nej til, selv hvis de er arbejdsløse.

Det er politikerne godt klar over, og den forhenværende socialistiske regering under premierminister Lionel Jospin fik derfor vedtaget en lov, der gjorde det muligt for papirløse at blive legaliseret, det vil sige at få opholds- og arbejdstilladelse, hvis de havde opholdt sig mindst ti år i Frankrig.

Sembene ankom til Frankrig i 1992, og han burde således have været blevet legaliseret allerede i 2002, men politidirektøren har indtil nu givet ham afslag på alle hans ansøgninger, under påskud af at han ikke har beviser nok på at have været bosiddende i Frankrig de sidste ti år.

Det skyldes, at de eneste beviser, politidirektøren vil tage i betragtning, er forskellige former for officielle dokumenter, såsom breve fra kommunen, recepter fra lægen, kontoudskrifter og lønsedler, og sådanne dokumenter har man selvsagt få af, når man officielt ikke eksisterer og enten arbejder sort eller med en falsk opholdstilladelse (og dermed får falske lønsedler).

Også denne dag måtte Sembene derfor gå tomhændet hjem.

Med andre ord fungerer ti-årsloven langt fra optimalt. Og selv om den fungerede bedre, må man holde fast i, at det en rigtig lortelov, for det er en indirekte accept af, at folk lever og arbejder i Frankrig i ti år uden at være beskyttet af almindelige rettigheder overfor arbejdsgiverne og staten.

Mange organisationer, visse fagforeninger og dele af de forskellige kirker (men kun få politiske partier) har derfor længe krævet en afskaffelse af ti-årsloven og en legalisering af alle de papirløse, der har et arbejde.

At der langt fra er tale om utopiske krav fremgår af, at en sådan legaliseringsrunde fandt sted i Spanien i foråret 2005, hvilket i mellemtiden har vist sig at være en økonomisk gevinst for landet, fordi de legaliserede indvandrere nu begyndte at betale skat regelmæssigt.

Der er altså flere gode grunde til at legalisere, men den vigtigste er principiel. Det er simpelthen uacceptabelt, at en stor del af et lands arbejdere grundlæggende ikke har de samme rettigheder som resten af borgerne.

Kun på baggrund af denne generelle situation kan man forstå det virkelig dramatiske ved den nye indvandrerlov, som stort set uden diskussion blev vedtaget af det franske underhus, Nationalforsamlingen, i starten af maj, og som i starten af juni behandles i Senatet.

Ti-årsloven bliver nu nemlig ophævet, men uden nogen generel legalisering. Med et pennestrøg efterlader den franske lovgivende magt således femhundredtusinde mennesker i en situation uden almindelige rettigheder og uden nogen mulighed for at få det.

Man kan formulere det på den måde, at de papirløse dermed fremover vil være forsvundet fra den administrative og offentlige verden, fordi ingen lovartikler tager højde for deres eksistens.

I den organisation, som jeg er medlem af, kalder vi derfor den nye lov for en juridisk ekstermination. Der er nemlig ganske vist ikke tale om et fysisk folkemord, som dem indianerne, jøderne og armenerne har undergået (og dog…, men det kommer jeg tilbage til), men om en udryddelse af rettigheder, en udviskning af de papirløses officielle eksistens.

Den nye lov træder sandsynligvis i kraft henover sommeren, og Sembene og de mange andre papirløse, som har været her i over ti år, står derfor i disse dage i kø foran politigårdene for at nå at aflevere deres ansøgning inden da.

Samtidig har indenrigsminister Nicolas Sarkozy bedt politidirektørerne om på alle tænkelige måder at holde folk hen, indtil hans lov træder i kraft.

For det er selvfølgelig den kontroversielle, men desværre mere og mere populære indenrigsminister Sarkozy (eller Sarko, som man også kalder ham, hvis man ikke kan lide ham), der som en del af sin personlige kampagne op til præsidentvalget i 2007 har udarbejdet denne stramning af indvandrerloven, som han for øvrigt sidst sørgede for at få strammet så sent som i 2003.

I stedet for at legalisere de papirløse hævder Sarko, at han vil smide dem ud af landet, og han har iværksat en veritabel jagt på dem.

De seneste år har man derfor kunnet støde ind i flere og flere identitetskontroller, især i de fattige kvarterer, og med en række love er politiets beføjelser blevet øget.

Underligt nok fungerer politiet altid sådan, at jo mere magt det får, jo mere overskrider det denne magt, og det er der i denne sammenhæng utallige eksempler på.

En anden af mine papirløse venner, den malisiske Traoré (jeg har endnu engang ændret det rigtige navn), havde således en nevø, som var papirløs, og som for halvandet år siden blev anholdt i en kontrol.

Efter to dage i varetægtsfængsling blev han sendt direkte på hospitalet, i koma og med store kvæstelser, og få dage efter døde han.

Adspurgt af en journalist svarede en politibetjent, at nevøens død skyldtes, at han under varetægtsfængslingen med vilje gentagne gange havde banket sit hoved ind i muren. Men den forklaring kan ikke være sand, for nevøen havde ingen kvæstelser i hovedet.

Da den samme journalist nogle dage efter konfronterede en anden betjent med dette problem, svarede denne, at nevøen var død ved under et flugtforsøg at have hoppet ud fra et vindue på tredje etage. Imidlertid har den bygning, hvor han var indespærret, kun to etager. Retssagen er stadig i gang.

Ved hjælp af en politiindsats, der ikke sjældent resulterer i sådanne tragedier, lykkedes det sidste år Sarko at sende 20.000 papirløse ud af Frankrig. I år håber han på at kunne komme op på 25.000.

Man kan hurtigt regne ud, at det selv med det tempo og de metoder vil tage en del år at blive fri for de femhundredtusinde papirløse, og i mellemtiden vil man have forandret Frankrig til en politistat.

Regnestykket er imidlertid ikke så simpelt, for med den nye lov vil antallet af papirløse stige drastisk. Det skyldes for det første, at en anden del af loven har som konsekvens, at mange legale indvandrere ikke vil kunne få fornyet deres midlertidige opholdstilladelse (som oftest gælder et år), og de vil således pludselig kunne tælles blandt de fremover ulegaliserbare papirløse.

Stigningen af antallet af papirløse skyldes imidlertid også, at der hvert år ankommer nye indvandrere til Frankrig og Europa generelt, enten illegalt (som man kan se det ud for De Kanariske Øer i disse dage) eller med et turistvisum, hvis gyldighed på tre måneder de har tænkt sig overskride.

Denne indvandring kan hverken Sarko eller de andre europæiske politikere stoppe.

Ganske vist bliver adgangen til Europa i disse år sværere og sværere. I takt med at grænsekontrollerne mellem de forskellige europæiske lande forsvinder, sætter man pigtrådshegn op ved Europas ydre grænser. Ligeledes forhandler man med de nordafrikanske lande om at forhindre udvandrere fra landene syd for Sahara i at nå frem til Europa.

Fordelen herved er, at visse af disse regimer, for eksempel i Libyen, kan bruge anderledes voldelige metoder end man kan tillade sig i de europæiske lande, hvor de folkevalgte politikere helst ikke vil have et alt for umenneskeligt image.

Selv på denne måde er det imidlertid meget svært at stoppe indvandringen. Mange afrikanere er parate til risikere deres liv for at komme over grænsen, og selv om det af og til varer flere år, ender de næsten altid med at nå frem.

Desuden bliver disse mennesker mere og mere ukuelige, i takt med at de afrikanske lande bliver fattigere og fattigere. Og alt tyder på at disse landes fattigdom netop vil stige, hvilket Frankrigs nye indvandrerlov på flere måder vil have en del af skylden i.

Det lyder måske underligt, at en indvandrerlov kan have sådanne konsekvenser, men det er i virkeligheden meget simpelt.

Lad os som eksempel tage Sembene. I den lille landsby, hvor han kommer fra, er mindst ti personer rejst til Europa eller USA for at arbejde, med eller uden gyldig opholdstilladelse.

Alle disse udvandrere sender en stor del af deres løn hjem til deres familier. Disse penge har stor betydning for landsbyen og har blandt andet gjort det muligt at oprette en skole og bygge et lille hospital. Det er således tydeligt, at denne form for pengeoverførsel er en meget vigtig indkomstkilde for den tredje verden.

På verdensplan vurderer man, at udvandrede arbejdere i 2005 samlet sendte over 160 milliarder dollars til deres hjemlande. Til sammenligning udgjorde den samlede offentlige udviklingshjælp i 2004 kun 79 milliarder dollars.

Hvis den franske stat var interesseret i at hjælpe Afrika (og det påstår den, at den er), ville det således være hensigtsmæssigt at legalisere de papirløse og generelt skabe en mere liberal indvandrerpolitik. Som sagt gør man det modsatte.

Også på en anden måde er den nye indvandrerlov en katastrofe for Afrika. Samtidig med at loven generelt gør indvandringen til Frankrig sværere, skaber den en ny form for opholdstilladelse, der kan tildeles en indvandrer, som »grundet sine kompetencer og talenter er i stand til på en varig og betydningsfuld måde at bidrage til Frankrigs berømmelse i verden« (citat fra lovteksten).

Som den senegalesiske præsident Abdoulaye Wade offentligt har gjort opmærksom på, er hensigten med denne artikel ikke andet end at plyndre Afrika for sin uddannede elite.

Sarkos svar på Wades kritik er kort og tør: »Jeg blander mig ikke i, hvilken indvanderlovgivning, der skal gælde i Senegal, så Monsieur Wade skal heller ikke blande sig i, hvilken indvandrerlovgivning der skal gælde i Frankrig.«

For så vidt som den senegalesiske indvandrerlovgivning ikke har den mindste betydning for Frankrig, er det nemt for Sarko at blande sig udenom. Derimod viger han og andre europæiske politikere som sagt ikke tilbage for at kritisere de nordafrikanske landes regeringer for at tillade indvandrere på vej mod Europa at rejse igennem deres lande.

På lang sigt har den franske og generelt den europæiske indvandrerlovgivning altså en tragisk konsekvens for den tredje verden. Det er forøvrigt et aspekt, som det forekommer mig, at man ofte glemmer i den danske indvandrerdebat.

Her drejer det sig altid om »anstændighed«, om at man skal tage imod truede flygtninge og om folks ret til at have et familieliv.

Det er ganske vist dybt kritisabelt, at den danske lovgivning muliggør, at flygtninge sendes hjem til tortur og dødsstraf, men det skal bare ikke glemmes, at den værste konsekvens af den danske lovgivning er økonomisk.

Når man som et af de rigeste lande i verden har en af verdens strammeste indvandrerlove, betyder det nemlig, at man nægter at dele sin rigdom med denne verdens fattige. Denne rigdom er imidlertid ofte frugten af disse fattiges arbejde. Sådan noget kalder man klassepolitik.

Frankrigs nye indvandrerlov er også et udtryk for klassepolitik. Man adskiller nemlig klasserne, på den ene side ved at forstærke Frankrigs ydre grænser, så de fattige har svært ved at komme ind i landet, på den anden side (og det er umiddelbart den værste konsekvens) ved at forstærke et system, der tager rettighederne fra den egentlige franske arbejderklasse, nemlig de papirløse.

Det er langt fra en overdrivelse at kalde en sådan lov for en juridisk ekstermination.


Holger Ross Lauritsen er filosofistuderende i Frankrig.

Ligger også på http://www.modkraft.dk/magasiner.php?op=vis&artid=473&mid=2