D. 10. juli 2006

Fotoudstillingen ”Må jeg være her” og filmen ”Og hjertet er sort” kan ses på Frederikshavn Bibliotek Parallelvej 16 - fra d. 238 – 23/9.

Asylsøgerbørnenes foto udstilling ”Må jeg være hér”. 

Indtryk fra åbningen af udstillingen i Øksnehallen i København , om projektet, samt en lille meningsmåling.

Ferniseringen af asylsøgerbørnenes fotoudstilling fortjener en særomtale. Dels er det blevet til en flot udstilling, og efter 8 måneders samarbejde med asylsøgerbørnene om fotoprojektet, så blev åbningen et klimaks både for ungerne og os andre, der deltog i den.  Det havde været umuligt for børnene at deltage, hvis de skulle have været med det offentlige. Transportproblemet fik vi løst ved at leje 2 store busser, medlemmer med bil supplerede, og Hellebæk friskole stillede også med to minibusser. Bortset fra en en halv times forsinkelse på den store bus fra Sandholm, forløb transporten perfekt og meget livligt. En ting der slog, og stak i hjertet. Flere af børnene kom ned til bussen med den lille hvide flamingopakke med mad, de får udleveret i kantinen. Så selvfølgeligt, og derfor så tydeligt, at de ikke kender til at få invitationer, hvor der også bydes på mad.  

Men mad var der, masser af mad, og lækker mad, det havde Øksnehallen sørget for. Og colaer ikke at forglemme. Sjældent er der vist blevet drukket så mange colaer på en enkelt aften. Det at der bare var rigeligt af alt, kunne man se på børnene, at det var en fantastisk oplevelse for dem i sig selv. Plads var der også nok af. Selvom der var mange mennesker, er Øksnehallen kæmpe stor. Ungerne myldrede rundt og var med til at skabe en god stemning, og de blev selv venligt  modtaget af alle. Tre brasilianske samba-dansere der nu bor i Norge, og er fotograferet af Henrik Saxgren til hans udstilling ”krig og kærlighed”  var til stede life, og dansede udstillingerne ind. De var en kæmpe succes også for børnene. En anden succes: Elisabeth havde fået skaffet røde roser. Meningen var egentlig, at børnene skulle have haft overrakt en rød rose hver sammen med et diplom. Det måtte vi droppe. Børnene blev så begejstrede, da de hørte at roserne var til dem, så de ikke kunne vente på en eller anden ceremoni, og selv tog for sig af roser. Aftenen sluttede med, at nogle af pigerne og drengene optrådte med danse de havde indøvet til lejligheden, også en succes.

I de år vi er kommet i lejrene, er det første gang, vi har set børnene bare nyde, og endda  flere timer i træk. For os var det en stærk oplevelse i sig selv.  De 8 måneder, vi har arbejdet sammen med børnene om fotoene har været spændende, men også hårde. Ikke så meget på grund af børnene, men transporten og de dårlige faciliteter i lejrene til fællesaktiviteter med børn, uroen og den nervøse atmosfære. Børnene har selvfølgelig haft glæde af, når vi er kommet og har givet dem opmærksomhed, men det kunne vi også have givet dem på anden måde. -At opleve børnene i fredags til åbningen, det gjorde det hele alle anstrengelserne værd.

Formålet med at lade børnene selv fortælle med deres foto, er overordnet at hjælpe dem med at nå ud til den danske befolkning.  For til syvende og sidst er det den danske befolkning, der bestemmer, om asylsøgerbørnene skal ud af deres nødsituation. Dem der er ligeglade bestemmer med deres ligegyldighed, det tror vi de færreste er. Dem der ser passivt på og tror andre tager sig af det, er der mange flere af, selvom de heldigvis er blevet færre efter de sidste måneders mediefokus på asylsøgerbørnene. Men der er stadig en stor gruppe i befolkningen, der er passive på trods af deres indignation. Indignation er ikke nok, alle de mange passive er nødt til at sige ”ja – i må gerne være hér”. Det er det eneste, der kan hjælpe flygtningebørnene og deres forældre ud af deres nød. – Børnenes nød hænger ganske nøje sammen med forældrenes, for ellers var de ikke her.   

En anden side, fotoprojektet har vist, at der er mange, der gerne vil involvere sig, men måske bare ikke helt ved, hvor og hvordan at komme til det. Næsten alle Støttekredsens medlemmer har involveret sig i noget praktisk arbejde i forbindelse med asylsøgerbørnenes fotoprojekt. Om det så har været ovre i Jylland, selvom fotoudstillingen er i København, så er der nogen, der har hjulpet, hvis det var noget, der kunne ordnes fra computeren. Det har været lige så stærk en oplevelse, at det har været et fælles projekt, og ikke bare nogle få personers.  Det havde ganske simpelt heller ikke kunnet lade sig gøre at få alt klappet og klart til udstilling og fernisering med børn, hvis ikke så mange havde bidraget til forberedelserne. Mange har også givet et ekstra økonomisk bidrag. Alle der kunne, har bidraget på en eller anden måde, og mange på flere.

 Med venlig hilsen

Støttekredsen for flygtninge i fare.

Kontaktperson: Mona Ljungberg, Skoleholdervej 41, 1. 2400 Kbh., Tlf. 2883 1318, e-mail: mona@stoettekredsen.dk

Og hjertet er sort – en dokumentarfilm af Maria Mac Dalland
En kunstners dokumentariske skildring af livet som afvist asylsøger i Danmark
 
Dybt inde i skovene på Midtsjælland ligger Avnstrupcenteret; et
udsendelsescenter for afviste asylansøgere. Her anbringes de mennesker, som ikke
kan sendes tilbage, hvor de kom fra, og som ikke kan få lov at blive i Danmark.
På centeret lever de en skyggetilværelse, frataget almindelig menneskelig
værdighed. Især går det hårdt ud over børnene. De fleste afviste flygtninge er
sat på "motivationsfremmende foranstaltninger", som indebærer fratagelse af alle
kontante ydelser, muligheden for at arbejde og deltage i undervisning. Dertil
kommer ugentlig meldepligt hos Politiet og i sidste ende frihedsberøvelse.
Filmen er optaget gennem halvandet år hos irakiske familier som har boet på
asylcentre i Danmark mellem 4 og 7 år.
 
Maria Mac Dalland:
Den danske regering har besluttet, at Danmark skal modtage så få flygtninge som
muligt. Den danske asylpraksis arbejder med dette mål for øje. Enkelte får asyl,
fordi vi er tvunget til det af hensyn til internationale aftaler og
konventioner. Men den humanistiske baggrund for underskrivelsen af
menneskerettighedskonventionen og flygtningekonventionen efter 2. verdenskrig
afspejler sig ikke i regeringens asylpraksis. Udgangspunktet synes at være: Hvor
lidt kan vi tillade os at hjælpe de flygtninge i nød, som søger tilflugt i
Danmark, så vi på den ene side ikke alt for åbenlyst overtræder de
internationale konventioner, og på den anden side sørger for at folk får det så
dårligt, at de på trods af alt foretrækker at rejse ud til en uvis skæbne?
 
Afviste asylansøgere, der ikke frivilligt medvirker til deres udsendelse,
indkvarteres i udsendelseslejre og sættes på "motivationsfremmende
foranstaltninger". Det er en af regeringens sproglige omskrivninger for
konsekvenserne af de senere års meget hårde danske flygtningepolitik.
 
I filmen 'og hjertet er sort' har jeg ønsket at vise hvordan nogle irakiske
familier, der er underkastet den danske regerings "motivationsfremmende
foranstaltninger", lever på et af Røde Kors' udsendelsescentre: Umyndiggørelsen,
ydmygelsen og ventetiden gør folk syge og fortvivlede - især går det hårdt ud
over børnene.
 
Og hjertet er sort er produceret af Wake Film ApS med støtte fra
Det Danske Filminstitut, TalentDok-Redaktionen
 
Manuskript, instruktion & animation / Maria Mac Dalland
Fotograf / Jane Vorre
Komponist & tonemester / Manuel Espasandin
Klipper / Mette Esmark
Online & colorgrading / Lars Beyer
Executiv producer / Dino Raymond Hansen
 
Distribution på dvd til skoler, biblioteker og institutioner / Det Danske
Filminstitut
 
Ovenstående ligger på
http://www.dfi.dk/NR/rdonlyres/E01C2603-5BED-4411-AC0B-B0C4233CC5A9/0/pm_oghjertet.doc
 
Man kan se fotos på http://www.dfi.dk/aktuelt/pressroom/kd/17554.htm 
 
(videresendt med opfordring til at se dokumentarfilmen Og hjertet er sort som
jeg lige har set og på det varmeste vil anbefale alle at se - og som alle de
der har udtalt sig om dansk flygtningepolitk bør se før de næste gang udtaler
sig. Ah)