Nordjyske 17.05.06

VisNyhed

Debat emmede af ytringsfrihed


DANSK FOLKEPARTI: - Afskaf blasfemiparagraffen for at sikre ytringsfriheden



Klik for at se billedet i stort format...

Debatten sattes i gang, da alle fem folketingspolitikere hver fik fem minutter til at ytre sig om deres mening om ytringsfrihed. Her ses Venstres Tina Nedergaard i fuld sving. Foto: Eva Seider


Peg for at se billedet i større format...Peg for at se billedet i større format...

Af Majken Lenskjold majken.lenskjold@nordjyske.dk


FREDERIKSHAVN: Mandag mødtes frederikshavnerne med fem folketingspolitikere for at debattere tidens glødende emne. Ytringsfrihed. Politikerne var Bent Bøgsted (DF), Tina Nedergaard (V) Jakob Axel Nielsen (K), Bjarne Laustsen (S) og Thomas Krog (SF). SF Frederikshavn havde arrangeret aftenen. I alt mødte 36 frederikshavnere frem, heraf var fem muslimer.

1., 2. og 3. grad

SF Frederikshavns formand, Karen Nannastad, åbnede debatten med at forklare, hvorfor SF Frederikshavn havde taget initiativ til denne mandag aften.

- Ytringsfrihed er vores demokratiske grundpille. Kan ytringsfriheden gradbøjes? Det er en vigtig diskussion, der vil blive ved, sagde formanden og affyrede startskuddet til debatten.

Ret til at sige mere

De fem folketingspolitikere fik hver fem minutter til at fortælle om deres holdninger til ytringsfrihed. Det skarpe skyts blev taget i brug, og politikerne krydrede deres holdninger med satiriske stikpiller til hinanden. En satire som Dansk Folkepartis Bent Bøgsted bemærkede, at han synes er en del af at være dansk.

- I Danmark har vi altid været underlagt en form for satire. Det rører ikke mig, at nogen laver satiretegninger.

- Jeg så gerne, vi måtte sige mere, forklarede Bent Bøgsted, og fortsatte med at fortælle, at han gerne vil have blasfemiparagraffen afskaffet.

Rygklappere

Thomas Krog fra SF lagde stor vægt på at fortælle på klingende nordjysk, at han synes, at ytringsfriheden er mere i fare i forbindelse med Irakkrigen end på grund af Jyllands-Postens tegninger.

- Det er et problem for ytringsfriheden, at vi har en statsminister, som i to år ikke har villet udtale sig om krigen i Irak, sagde han og påpegede, at en statsminister burde have ytringspligt.

- Det er et problem for ytringsfriheden, at statsministeren kun inviterer de rygklappende journalister til middag på Marienborg og rydder op i råd og nævn, så der kun sidder folk tilbage med holdninger magen til hans egne, angreb han.

Tina Nedergaard (V) var dybt uenig med Thomas Krog.

- Muhammedkrisen viser, at ytringsfriheden er under pres.

- Jeg kan ikke tilgive eller forstå, at herboende muslimer har rejst rundt og spredt vrede mod Danmark, sagde Tina Nedergaard.

Mod til at tegne

Statsministeren har udtalt, at Jyllands-Posten har ret til at trykke Muhammedtegningerne, men at han ikke selv ville gøre det. Dette emne kom også på tale under debatten, og Venstres Tina Nedergaard havde sin egen mening om dette.

- Jeg kan ikke tage stilling til, om jeg selv ville trykke karikaturerne. Jyllands-Posten gjorde det, fordi ingen tegnere turde illustrere bogen om profeten Muhammed. Jeg synes, det er meget modigt, men jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have modet, forklarede hun.

Sekularisering/Sharia

Jakob Axel Nielsen lagde gennem hele aftenen kraftig vægt på, at politik og religion skal være adskilt, og at man skal tænke sig om, inden man benytter sin ytringsfrihed.

- Enhver må sige det værste sludder og vrøvl. Men hvad er konsekvenserne?, spurgte han.

- Man skal tænke sig om hele tiden. Tænke sig om, inden man gør noget.

Bjarne Laustsen påpegede, at Jyllands-Posten havde ret til at trykke Muhammedtegningerne, men ikke pligt.

- Problemet er, at formålet med at trykke tegningerne var at provokere og håne den muslimske tro, sagde han, og gav tydeligt udtryk for, at han mener, at Jyllands-Posten kom galt af sted.

Input fra Mellemøsten

Et par frederikshavnske afghanere deltog i debatten.

- Jeg elsker ytringsfriheden. Den er god og skal ikke misbruges. Vi skal passe på de danske værdier. Men ytringsfriheden skal ikke lægges som en kniv, der dræber eller krænker andre, sagde den ene af de fremmødte afghanere.

En anden påpegede, at ordet ”muslimer” dækker over mange forskellige mennesker.

- Det er ikke alle muslimer, der har samme mening som Abu Laban. Alle muslimer er ikke fanatikere, fremførte han.

Lagt på www.nordjyske.dk onsdag d. 17-05-2006 kl. 04:00