Artikel bragt i Politiken d. 25. marts 2006 – skrevet af forfatterne Suzanne Brøgger og Stig Dalager – efter deres besøg i ”asylcentret” Avnstrup.

Ansøgning om at blive menneske

"Vi har set Danmark portrætteret som et lukket og intolerant samfund.

Sandheden er den modsatte."

Sådan har vores statsministeren i de sidste brændende tider for

alverdens tv-stationer besværget vores lands ry og omdømme.

Samtidig svirrer rygtet, at vi i mange år har haft noget nær

koncentrationslejre i Danmark.

Hvordan hænger de to ting sammen ?

Man orker ikke mere at høre ordet "flygtning", kan vi ikke bare blive

fri ?

Men vi er også trætte af at være dem, der for eftertiden må sige: "Vi

vidste det ikke !"

Derfor tog vi til Avnstrup for at få syn for sagn. Måske var det hele

ikke så slemt. Men det er ikke nemt at komme til at se noget med egne

øjne, for Avnstrup-lejren ligger langt ude i ingenmandsland, dybt inde i

en skov, i et oprindeligt sindssygehospital, annex til Sankt Hans,

fjernt fra normaldanskerens blik.

Befolkningen kan med god ret hævde, at den "intet vidste."

Det er ikke Auschwitz, slet ikke - selvom det første man ser, da

"slottet" tårner sig op midt i den mørke skov - er en høj skorsten i

forbindelse med en politistation.

Vi er kommet til "fase 3-mennesker", til det sted, hvor de får lov at

sygne hen og dag for dag udfases af livet . Det er dem, der ikke er

blevet tortureret nok til at få asyl. Et sted, hvor børnene har

meget gamle blikke. Et sted med lange klamme kodyl- gange, kun oplyst

af somalikvindernes sørgmodige gevandter, cyklamen og appelsin, farver

der skriger til himlen. Et sted, hvor de unges lange anklagende øjne

hægter sig fast i én som mørke spørgsmålstegn, man ikke kan ryste af

sig, mens ældre medicinerede spøgelser, der ikke kan gå uden hjælp,

stavrer forbi. En flygtning sidder i en kørestol, uden ben.

"Fase 3." er dem, der i årenes løb har fået afslag på alt og som ikke

kan få status som flygtninge, end ikke humanitært ophold. I fase 3.

lades alt håb ude. Ingen penge, ingen fremtid. I Avnstrup sidder folk,

principielt for evigt, og brænder op inde fra. Deres eneste fejl er, at

de engang flygtede fra et land i krig, fra forfølgelse eller anden nød.

De afviste har i op til syv år haft en ansøgning inde hos myndighederne

om bare at blive menneske.

-Vi kan ikke engang blive hunde, siger den 18-årige Helin. -Når man ser

danskerne gå tur med deres hund, bliver den nusset og plejet. Hunden får

mad og omsorg. Vi skal bare stille op hos politiet hver mandag.

Så siger de: "Vil du samarbejde?" Skrive under. På "hjemsendelse".

-Men vi har ikke noget hjem at blive sendt hjem til !

-Nu er der fred i Irak, siger politiet

-Nej. Før var der én Saddam Hussein, nu er der 1000 Saddam Husseiner.

-Før kunne vi ikke trække vejret af angst. Nu bliver vi bare myrdet.

Specielt nu, hvis vi kommer fra Danmark.

Helin og hendes familie er kurdere fra Mosul oppe ved den syriske

grænse. De mange dialekter i området

betyder givetvis, at deres identitet er for indviklet for myndighederne,

der gang på gang har afvist dem. Nægtede faderen, der er professionel

musiker, at spionere for Saddam Hussein oppe i grænseområdet og må han

nu bøde herfor ? Vi ved det ikke. Alle mennesker er grænsetilfælde. Vi

ved bare, at Helin og hendes familie nu har ventet syv år i Danmark.

Vi sidder i et typisk flygtningeværelse med orientalsk tæppe på gulvet,

sovesofaer langs væggene. I dette værelse bor Helins familie på syv

personer. For enden, ovenover skabene, er stablet kufferter og papkasser

med alt, hvad de ejer.

-I Irak bliver vi myrdet fysisk. Her bliver vi slået ihjel psykisk.

Regeringen vil have, at vi skal blive sindssyge og miste vores forstand

for at få asyl. Vi må ikke arbejde, ikke uddanne os eller gå i

almindelig skole.

Det er den babyloniske sprogforvirring, der hersker i Avnstrup: -Mine

små søskende har mistet deres oprindelige sprog og har ikke fået

undervisning i dansk.

Stemningen er under nulpunktet. Intet trætter som ingenting. Alle

tørster efter gode nyheder. Drømmen er en dag at blive træt efter at

have arbejdet, studeret eller tjent penge.

-Jeg har ikke en chance, men jeg giver ikke op. Helin holder tårerne

tilbage.

De må kun spise og sove. Men med cafeteria-maden er det svært, det er

umuligt at mætte så mange forskellige nationaliteter, ligesom der er

mange retter i verden, som aldrig kan mætte en dansker.

Både appetitten og søvnen forsvinder gradvis, for man

kan ikke sove, når man er så angst og bekymret for den fremtid, man ikke

har. Alligevel er det myndighedernes hjælpeløse svar på ikke-menneskenes

dilemma i limbo: Mere medicin. Mere psykofarmaka og flere sovepiller.

Sådan er det også for Elhams familie. Hun er ligesom Helin fra Irak,

men shiamuslim og ligeså forskellig fra en irakisk kurder som en islænder er

fra en sicilianer. Vor shia-værtinde er klædt i sort fra top til tå.

Manden er gået i raseri. Først udsat for tortur med ophængning og el-chok

og isolationscelle og det der er endnu værre under Baath-partiet og

nu kraftigt medicineret i Avnstrup. Den mindre dreng er vi nødt til at

bokse med for at få ham dysset lidt til ro. Han er bagud sprogligt,

begge børn er bange.

I den senere tid er to af deres familiemedlemmer blevet dræbt af

bilbomber.

Elham har dækket op på gulvet på aviser med ris og frugt. Hun

fortæller stille og nøgternt, på dansk, at manden vågner midt om natten

og tænder for fjernsynet og begynder at spise morgenmad, mens familien

prøver at sove videre og hun må trøste børnene, fordi faderen skriger om

natten i drømme. Når hun spørger, om han har mareridt, siger han nej.

For han har mistet hukommelsen. Derfor kan han heller ikke hjælpe hende

med at passe børnene, for han har pludselig glemt, at han har børn. Han

tror i sin forvildelse, at det er konen, der er hans fjende, at det er

hende, der har angivet ham til Baath-partiet. Af et vidnesbyrd, han selv har

givet, fremgår det, at han går i selvmordstanker og betragter sig selv som en

ulykke for sin familie og plages af tanker om, de overgreb hans kone var udsat for,

da han gik "under jorden" i Irak, og man tog hende som gidsel.

En dansk undersøgelse blandt 149 asylansøgende familier fra Mellemøsten har vist,

at 28 % af de voksne asylansøgere har været udsat for tortur, og 50 % af de asylansøgende

børn derfor har mindst et familiemedlem, der har været udsat for tortur. Flere undersøgelser

har peget på, at ca en trediedel af aylsansøgere er torturoverlevere - afhængigt af hvor de kommer fra.

Især børnenes tilstand har der indtil nu været alt for lidt fokus på. I Avnstrup sidder

og står der børn i små klynger på de brede trapper. Nogle af dem rækker hænderne

frem mod os i håb om cola og slik, den hvide mands aflad. Nogle er nysgerrige og vil

på gebrokkent dansk have at vide, hvad vi hedder, og hvem vi besøger. En dreng giver

stedet fingeren og siger, at han er i fængsel; en sortkrøllet pige, der siger at hun er fra Libanon,

spørger om hun ikke må køre med os i bilen væk derfra, måske har vi så nogle penge til hende,

så hun kan købe noget nyt tøj til sin mor og far. Og måske kan vi så bagefter komme og køre

dem alle sammen væk.

- Hvorhen? Spørger vi.

- Væk, væk, væk, siger hun og vender ansigtet bort.

Avnstrup er ikke en tilintetgørelseslejr af kroppe, men af sjæle.

Dørene er lavet af gennemsigtigt glas, men man kan ikke se igennem, for de er i virkeligheden spejle.

Hvad er det vi ser i det spejl ?

Vi ser os selv. Danskerne, der engang ville frelse hele verden, men

siden blev skuffede og vrede, fordi verden ikke lige var sådan, som vi

havde tænkt os, ligesom os.

Vi behøver ikke at udnævne illoyale syndebukke, der rejser ud i verden

for at bagtale Danmark. Rygtet om vores forbehold overfor fremmede er

for længst kommet dem i forkøbet. Det er lykkedes gradvist og lige

pludseligt at ødelægge det omdømme, som Danmark har levet højt på i

flere generationer, ja, i stort set hele sin historie.

Derfor lyder vores spørgsmål:

Nu, hvor den ene flygtningelejr efter den anden lukker og slukker,

fordi der rent faktisk ikke kommer flere flygtninge til Danmark og al

indvandring er stoppet, kunne man så ikke i det mindste give amnesti

til dem, der allerede er her, og som kom for så mange år siden ?

Dét har man gjort i andre europæiske lande. I Sverige bor asylsøgere i

egne lejligheder, de må arbejde og børnene må gå i skole. Hvorfor

behandler Danmark flygtninge værre end alle andre lande i EU?

Danmark er et lille land og alligevel stort nok til at have afsides

beliggende lejre, skjult og lukket for offentligheden, fyldt op med personer,

der synes som noget fra et vågent mareridt, personer med en belastet fortid,

næppe en nutid og uden håb for fremtiden; mange års ophold i et mentalt ingenmandsland

i Danmark har gjort dem modløse, ja psykisk syge, adskillige mere psykisk havarerede

end de var i forvejen, da de - som de er flest - flygtede hertil på deres i mange tilfælde

sidste overskud af kræfter. Da de kom, som regel for mange år siden, havde de fleste af

dem håbet om at være ankommet i tryg havn, til det rige Danmark, til det gode og fredelige

Danmark, til landet med mælk og honning. De troede, de var tæt på himlen, i stedet var de

øjeblikkeligt i skærsilden.

Vi har efter cartoon-krisen fået 32 lande imod os. Vi kan ikke længere

hjemsende flygtninge fra Danmark. Hvad med at give de resterende afviste asylansøgere

- under 1000 - samt den gruppe flygtninge, der p.t. lever "under jorden" i Danmark,

opholdstilladelse og dermed vise for alverden, at Danmark ikke er så fremmedangst

og umenneskeligt som rygtet i mange år har villet vide ?

Suzanne Brøgger, Stig Dalager.

Læs også om Kirsten Thorup og Thomas Bobergs besøg i Sandholm-lejren