[ANALYSE]
Udredningen fra DIIS om Den Kolde Krig var en
trussel mod Foghs magt - derfor angriber han den
Ifølge rapporter
fra Venstres landsmøde i weekenden fik Anders Fogh Rasmussen endeligt
begravet den 'liberalistiske hulemand'.
Det er derfor
ekstra bemærkelsesværdigt, at en anden hulemand stadig stod fuldt oprejst på
scenen.
Han blev kaldt frem
af en herre fra Nærum, Peter la Cour, som bad Fogh tage afstand fra
redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig fra Dansk Institut for
Internationale Studier (DIIS).
"Jeg er,"
svarede Fogh, "langt fra tilfreds med den udredning" og "jeg
er slet, slet ikke enig i dens konklusioner".
Så kølleslaget
skulle være umisforståeligt, tilføjede han, at rapporten giver et
"forskønnet og rosenrødt billede" af truslen fra Øst.
Rapporten er
udgivet på DIIS-bestyrelsens ansvar. Foruden en række forskere har tre af
regeringens egne embedsmænd altså et medansvar. Det er chefen i
forsvarsministeriets internationale afdeling, Kristian Fischer, ambassadør
Carsten Staur fra Udenrigsministeriet og for Statsministeriet ambassadør, K.
Erik Thygesen. Mens rapporten blev skrevet havde statsministerens daværende
sikkerhedspolitiske rådgiver, Michael Borg Hansen, plads i bestyrelsen, og
deltog altså i dens opsyn med projektet.
Bestyrelsen har den
2. november bekræftet sit ansvar med en udtalelse, som kalder udredningen
"resultatet af et stort og fortjenstfuldt" arbejde, der helt efter
hensigten udgør "et fagligt kompetent og solidt grundlag" for
vurdering af Danmarks situation under Den Kolde Krig.
Ingen af
embedsmændene har trukket sig fra bestyrelsen, så man må gå ud fra, at de er
uenige med deres chef, og at statsministeren er uenig med tre-fire meget
centralt placerede embedsmænd. Det er jo ikke en bagatel, hvis de accepterer
et forskønnet og rosenrødt portræt af landets fjender. Måske har deres
dømmekraft også aktuel betydning?
Foghs fortid
Det er en lidt
bizar situation, og den bliver først forståelig, hvis man ser nærmere på
forbindelsen mellem Peter la Cour, spørgeren på landsmødet, og Fogh
Rasmussen. La Cour er en veteran fra den yderste højrefløjs
anti-kommunistiske agitation. Han er så rodfæstet i fortidens opgør, at han i
sit spørgsmål genoplivede beskyldninger mod en tidligere justitsminister, som
i marts 1981 blev udnævnt til spion af britiske kilder. Hvis man har blot
minimal tro på det danske retssamfund, er det nærliggende, at påstanden for
længst er blevet undersøgt og afvist. Men i La Cours hoved huserer den helt
store sammensværgelse, hvor myndighederne dækker over fjendens infiltration
af det danske samfunds top.
Til
statsministerens ros tjener det, at han ikke ville kommentere denne del af
spørgsmålet. Foghs teknik er den mere indirekte bagvaskelse. For seks år
siden skrev han eksempelvis forordet til en lille bog, som blev udgivet af
netop Peter la Cour. Den hed: Hvem holdt de med?. Den senere statsminister
beskyldte bredt venstrefløjen, som i hans optik bestod af socialdemokrater,
kommunister m.m. for "intellektuelt og moralsk forræderi".
Bogens øvrige
artikler, som var redigeret af Bertel Haarder, var ikke mindre bagvaskende -
og udokumenterede.
Udtalelserne på
landsmødet viser dog, at statsministeren holder fast ved denne del af sin
fortid. Forklaringen er, at den har tjent ham godt. Kun den rabiate
liberalisme var blevet en hæmsko.
Fogh har med stor
ihærdighed gjort den såkaldte fodnote-periode til et magtinstrument, som både
beskytter hans udenrigspolitik imod kritik og retter kulturkampen mod dele af
den intellektuelle elite. Redskabet blev brugt til splittelse af
Socialdemokratiet i 90'erne, og da dansk deltagelse i krigen mod Irak var
undervejs, angreb han modstandere med henvisning til, at de under Den Kolde
Krig havde gået Sovjetunionens ærinde. Metoden anvendes fortsat nu, hvor han
vil gøre den samme venstrefløj til terroristers allierede.
Direkte trussel
Udredningen fra
DIIS var derfor en direkte trussel imod statsministerens magt. Hvis fortiden
ikke længere kunne gøres til en tjener, ville magten smuldre. Kun gennem grov
forvanskning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske traditioner, var
retfærdiggørelse af hans vidtrækkende brud med disse traditioner mulig.
Det har næppe
heller styrket forholdet til DIIS, at instituttet i flere årbøger har påpeget
og dokumenteret dette brud - hvad bind fem og seks i Dansk Udenrigspolitisk
Historie også har. Nok udfordrer han med angrebet på DIIS-rapporten egne
embedsmænd og adskillige forskere, men de vil nok, som det er blevet sædvane,
bøje hovedet, thi hvis de gik til modangreb, ville de "kun bekræfte
anklagerne" - mener nogle af dem. Men anklagerne hænger ved og gør den
kritiske forskning til politiske produkter, som kan afvises, hvis man vil tro
noget andet.
Rent faktisk er
DIIS-redegørelsen så nuanceret, at den kan udsættes for kritik fra
forskellige politiske holdninger. Politik bygger på myter, mens god forskning
skal splitte myter. Fogh har med sin kritik og med 10 mio. kr. på Finansloven
til yderligere forskning signaleret, at god forskning skal bekræfte hans
myter.
Sådan tænker og
handler en hulemand fra totalitære stater. Men sådan tænker og handler
magtmennesker i demokratier tilsyneladende også.
jodr@information.dk
|