|
|
|
Genopbygningen
af strandområderne i Thailand
er ifølge kritikere ikke genopbygning af det, der gik
tabt under tsunamien, men en total overgivelse af områderne til
udenlandske selskaber og turistindustrien
Foto: Barbara Walton/Scanpix
|
|
|
|
|
|
|
|
|
[SOCIAL INGENIØRKUNST]
I en døsig augusts medieslummer blev
Bush-regeringens doktrin om præventiv krig sidste sommer udvidet med et lidet
bemærket, men afslørende tiltag. Den 5. august 2004 oprettede Det Hvide Hus
et nyt regeringsorgan: Kontoret til Koordination af Genopbygning og
Stabilisering. Udpeget som dets chef blev Carlos Pascual, en tidligere
amerikansk ambassadør i Ukraine, og dets opdrag blev at udarbejde detaljerede
'post-konflikt'-planer for op til 25 lande, der kan anses for potentielle
konfliktzoner. Ifølge Pascual vil kontoret være i stand til at koordinere tre
storstilede genopbygningsoperationer i forskellige lande på samme tid i over
fem til syv år.
At en regering, der
har viet sig selv til vedvarende forebyggende dekonstruktion, har fået et
permanent beredskabskontor til vedvarende forebyggende rekonstruktion, er for
så vidt meget passende.
Forbi er åbenbart
de dage, hvor man var nødt til at vente på, at krigene brød ud, før tiden var
inde til at lægge ad hoc planer om, hvordan skårene kunne klinkes igen. I
nært samarbejde med Det Nationale Efterretningstjeneste skal Pascuals kontor
sætte højrisikolande på sin observationsliste og sammenstykke hurtige
udrykningshold, der kan tage fat på at planlægge allerede i en førkrigsfase,
og siden hurtigt sættes ind, så snart en konflikt er raset ud. Disse hold
består typisk af private selskaber, NGO'er og eksperter fra tænketanke. Nogle
af disse aktører, oplyser Pascual, får sågar mulighed for at sikre sig på
forhånd udfyldte kontrakter på at genopbygge lande, der endnu ikke er blevet
smadret. Ved således at have ordnet en mængde papirarbejde på forhånd, skulle
det være muligt at fremskynde genopbygningsprocesserne med op til seks
måneder.
Som han selv har
forklaret i en tale, han i oktober holdt i Center for Strategic and
International Studies, går de planer, som Pascuals hold udarbejder i dette
lidet kendte kontor under USA's udenrigsministerium, grundlæggende ud på at
forandre "selve en nations sociale struktur". Kontorets opgave er
ikke at genskabe gamle statsstrukturer, som de så ud før, men at opbygge
"demokratiske og markedsorienterede" stater fra grunden af.
Eksempelvis - og dette eksempel er sikket helt tilfældigt - fremhævede
Pascual, at hans 'udrykningsgenopbyggere' vil kunne hjælpe den pågældende
nation med "at frasælge statsejede virksomheder, der har bidraget til at
skabe en ikke-levedygtig økonomi". For som han præciserede: "Nogle
gange betyder at genopbygge at nedrive det gamle."
Få ideologer kan
modstå den renvaskede tavles dragende magt. Således var kolonialismens
forførende løfte, at man kunne 'opdage' nye lande, hvor utopier forekom mulige.
Nu er kolonialismen officielt erklæret død. Der findes ikke flere nye områder
tilbage at opdage, intet terra nullius (ingenmandsland, red.) - det var der i
øvrigt aldrig - ikke flere blanke sider, hvorpå, som Mao engang sagde,
"de nyeste og smukkeste ord kan nedskrives". Der er imidlertid
masser af ødelagte lande, der er smadret til ruiner - enten som følge af
såkaldte Guds-handlinger eller som følge af Bush-handlinger (som jo også er
på ordre fra Gud). Og hvor der er ødelæggelse, er der også genopbygning og en
chance for at sætte ind over for "den forfærdelige goldhed", som en
FN-embedmand for nylig beskrev ødelæggelsen i Aceh i Indonesien, og udfylde
den med de mest fuldkomne, vidunderlige planer
"Før havde vi
vulgærkolonialisme," siger Shahmali Guttali, indisk forsker ved den
globaliseringskritiske NGO Focus on the Global South. "Nu har vi fået
sofistikeret kolonialisme - de kalder det bare 'genopbygning'".
Det ser unægtelig
ud, som om stadig større dele af kloden er under en aktiv genopbygning, hvis drivende
kraft er en parallelregering, der består af den velkendte alliance af
profitbegærlige konsulentfirmaer, mega-NGO'er, regerings- og FN-agenturer og
internationale finansinstitutioner. Og fra befolkningerne, der lever i disse
genopbygningszoner - fra Irak til Aceh, fra Afghanistan til Haiti - kan man
da også høre et enslydende kor af beklagelser: Arbejdet skrider alt for
langsomt frem, hvis det overhovedet er kommet i gang. Udenlandske konsulenter
lever på stor fod med udgiftskonti og lønninger på op til 1.000 dollar om
dagen, mens de lokale udelukkes fra hårdt tiltrængte job og fra uddannelse og
beslutningsdeltagelse. Eksperter i 'demokratiopbygning' belærer regeringer om
vigtigheden af gennemsigtighed og god regeringsførelse, samtidig med, at udenlandske
entreprenører og NGO'er nægter at åbne deres bøger for de selv samme
regeringer, endsige give dem kontrol over, hvordan deres egne penge skal
bruges.
Tre måneder efter,
at tsunamien ramte Aceh, kørte New York Times en deprimerende historie om, at
"genopbygningen næsten ingen vegne er kommet". Samme melding kommer
fra Irak, hvor Los Angeles Times for nylig kunne berette, at de vandværker,
som storkoncernen Bechels skulle forestille at have genetableret, nu er
begyndt at bryde sammen, det ene efter det andet i en endeløs jammerdal af
genopbygningsskandaler. Den kunne også være kommet fra Afghanistan, hvor
præsident Hamid Karzai for nylig tordnede mod korrupte udenlandske selskabers
"uansvarlige ødselhed med Afghanistans knappe hjælperessourcer".
Eller fra Sri Lanka, hvor 600.000 mennesker, som mistede deres hjem i
tsuanimen, stadig må vansmægte i midlertidige lejre. 100 dage efter
kæmpebølgerne slog til, sendte Herman Kumara, leder af en
solidaritetsbevægelse for srilankanske fiskere, en desperat email ud til
kolleger verden over: "De midler, vi har modtaget til at hjælpe ofrene,
bliver brugt på at begunstige de priviligerede få og kommer ikke de virkelige
ofre til gode," skrev han. "Vores stemmer bliver ikke hørt. Vi får
ikke lov til at komme til orde."
At
genopbygningsindustrien er så forbløffende dårlig til at gennemføre en reel
genopbygning kan imidlertid meget vel hænge sammen med, at genopbygning ikke
er dens hovedformål. Ifølge Guttal, "er målet slet ikke at at
genopbygge, men at omforme alt". Om noget tjener korruptions- og
inkompetenceskandalerne til at tilsløre den egentlige skandale: Fremkomsten
af en en rovglubsk katastrofekapitalisme, som udnytter den desperation og
frygt, som er skabt af katastrofer, til at engagere sig i en dybtgående social
og økonomisk ingeniørkunst. Og det er på denne front, at
genopbygningsindustrien arbejder så hurtigt og effektivt, at privatiseringer
og jordovertagelser når at blive til fuldbyrdede kendsgerninger, før det går
op for de lokale befolkninger, hvad der ramte dem. I en anden email advarer
Kumara om, at Sri Lanka nu er ved at blive overskyllet af en ny tsunami: de
store selskabers globalisering, der potentielt er endnu mere ødelæggende end
den første. "Vi ser nu udfoldelsen af en handlingsplan, der skal udnytte
tsunamikrisen til at overdrage havets ressourcer og Sri Lankas kystlinje til
udenlandske selskaber og turistindustrien."
Som amerikansk
viceforsvarsminister blev Paul Wolfowitz hovedansvarlig for at udforme et
lignende projekt i Irak. Ildebrandene efter bombardementet af Bagdad var end
ikke slukket, før amerikanske besættelsesembedsmænd havde omskrevet Iraks
investeringslove og fastslået, at landets statsejede selskaber ville blive
privatiseret. Nogle har henvist til dette synderegister som argument for, at
Wolfowitz er uegnet til at lede Verdensbanken. Men faktisk kunne intet have
forberedt ham mere optimalt til sit nye job. I Irak gjorde Wolfowitz jo bare
det, som Verdensbanken allerede gør på talrige måder i næsten hvert eneste
krigshærgede og katastroferamte land i verden, om end med færre
bureaukratiske omsvøb og højere ideologisk cigarføring.
'Post-konflikt'-lande
modtager nu 20-25 procent af Verdensbankens totale lån imod 16 procent i
1998, der igen repræsenterede en 800 procents forøgelse i forhold til 1980,
viser en undersøgelse bestilt af den amerikanske kongres. Hurtige reaktioner
på krige og naturkatastrofer har traditionelt været en opgave for
FN-agenturer, som samarbejdede med NGO'er om at fremskaffe nødhjælp,
indkvarteringsmuligheder osv. Men nu har genopbygningsarbejdet vist sig at
være en overordenlig lukrativ industri, der er for vigtig til at overlade til
FN's godgørenhedsfolk. Så i dag er det Verdensbanken, der allerede har
helliget sig princippet om at afbøde fattigdom igennem profitskabelse, der
fører an.
Og der kan ikke
herske tvivl om, at det er muligt at skabe sig store profitter i
genopbygningsbranchen. Milliardkontrakter er i spil for entreprenører og
leverandører - f. eks. har Halliburton i Irak og Afghanistan fået kontrakter
til over 10 milliarder dollar. 'Demokratiopbygning' er i den grad eksploderet
til at blive en milliardindustri, og tiderne har aldrig været bedre for de
konsulentvirksomheder og private firmaer, der rådgiver regeringerne til at
sælge ud af deres statslige aktiver og ofte selv overtager udførelsen af
disse offentlige tjenester via underselskaber. Bearing Point, et af det
førende af disse firmaer i USA, oplyser således, at intægterne for dets
offentlige sektor-division er blevet firedoblet på kun fem år - og profitterne
er enorme: 342 millioner dollar i 2002 - en avanceprocent på 35.
Men ødelagte lande
er også af en anden grund tiltrækkende for Verdensbanken: De er nemme at få
til at makke ret. Efter ødelæggende katastrofer vil regeringer i reglen gøre,
hvad det skal være for at få hjælpedollar - også selv om det måtte indebære,
at de kommer til at oparbejde store gældsbyrder og må indvilge i omfattende
politiske reformer. Og så længe lokalbefolkningen har nok at gøre med bare
finde husly og mad, må en politisk organiseret modstand imod privatisering
forekomme som en urealistisk luksus.
Hvad der fra et
bankperspektiv er endnu bedre, er, at mange krigshærgede lande befinder sig i
en tilstand af 'begrænset suverænitet'. De betragtes som for ustabile og
inkompetente til selv at administrere de hjælpepenge, der strømmer ind, så
derfor overlades dette ofte til en særlig fond, som Verdensbanken forvalter.
Dette er tilfældet i Østtimor, hvor banken kun udbetaler penge til
regeringen, i det omfang den kan vise, at den bruger dem ansvarligt. Åbenbart
menes der hermed nedlæggelse af job i den offentlige sektor (den
østtimoresiske stat er nu kun halvt så stor, som den var under Indonesiens
besættelse) og udbetaling af ødsle lønninger til de udenlandske konsulenter,
som banken insisterer på, at staten ansætter. Ben Moxham fra Focus on the
Global South, refererer således, at "en enkelt international konsulent
ansat af et østtimoresisk ministerium tjener det samme om måneden, som hans
20 timoresiske kolleger til sammen tjener på et helt år."
I Afghanistan, hvor
Verdensbanken også administrerer landets hjælp via en fond, har den allerede
formået at privatisere sundhedsvæsenet ved at nægte det afghanske
sundhedsministerium midler til selv at opbygge hospitaler. I stedet har den uddelt
pengene direkte til diverse NGO'er, som driver deres egne private klinikker
på treårs-kontrakter. Den har også krævet "en øget rolle for den private
sektor" i Afghanistans vandvæsen, telekommunikation, olie-, gas- og
minedriftserhverv og presset den afghanske stat til at "trække sig ud af
elsektoren og overlade denne til udenlandske private investorer." Disse
omfattende forandringer af det afghanske samfund er aldrig blevet diskuteret
eller belyst offentligt, eftersom kun få uden for Verdensbanken overhovedet
vidste, at de fandt sted. Forandringerne blev fastsat i et 'teknisk tillæg'
til de retningslinjer, der blev formuleret for at yde nødhjælp til
Afghanistans krigshærgede infrastruktur - to år før landet havde fået en
folkevalgt regering.
Historien er
forløbet omtrent på samme måde i Haiti, efter at præsident Jean-Bertrand
Aristide blev afsat. Til gengæld for et lån på 61 millioner dollar kræver
banken partnerskaber mellem det offentlige og det private, og at den får en
styrende rolle i uddannelses- og sundhedssektoren - dvs. får mulighed for at
overlade til private selskaber at drive skoler og hospitaler. Roger Noriega,
amerikansk viceudenrigsminister, har gjort klart, at Bush-regeringen deler
disse mål. "Vi vil opfordre Haitis regering til at omstrukturere og
privatisere nogle af dens offentlige sektors virksomheder, så snart tiden er
moden", sagde han til American Enterprise Institute den 14. april 2004.
Dette er
kontroversielle planer i et land, hvor socialistiske sympatier traditionelt
har stået stærkt, og banken indrømmer da også, at det netop er derfor, den
presser så hårdt på for at få planerne gennemført, mens Haiti stadig er
underlagt noget, der ligner et militærstyre: "Overgangsregeringen giver
os et vindue af muligheder for at implementere økonomiske reformer... som det
vil blive vanskeligt for fremtidige regeringer at gøre om."
For haitianerne er
dette en særligt bitter ironi. Mange beskylder de multilaterale
institutioner, deriblandt Verdensbanken, for at have forværret den politiske
krise, der førte til Aristides afsættelse ved at holde lovede lån til
hundredvis af millioner dollar tilbage. Under pres fra USA's
udenrigsministerium gjorde Den Interamerikanske Udviklingsbank gældende, at
Haiti var ikke var tilstrækkeligt demokratisk sund til at kunne modtage
pengene og henviste til mindre uregelmæssigheder ved et parlamentsvalg. Men
nu, da Aristide er væk, er Verdensbanken kun alt for glad for at kunne
operere i en demokratifri zone.
Verdensbanken og
Den Internationale Valutafond har tvunget chokterapi ned over adskillige
lande i løbet af de sidste tre årtier, især efter Latinamerikas militærkup og
Sovjetunionens sammenbrud. Ikke desto mindre siger mange iagttagere, at vore
dages katastrofekapitalisme først for alvor begyndte at rulle sig ud efter
orkanen Mitch. I løbet af en uge i oktober i 1998 fejede Mitch over
Centralamerika, hvor den jævnede talrige landsbyer med jorden og dræbte over
9.000. Allerede forarmede lande var desperate efter genopbygningshjælp - og
den kom, men med vedhæftede krav. I de to måneder, efter Mitch slog til, og
mens landet endnu var knædybt begravet i murbrokker, lig og mudder,
iværksatte den honduranske kongres, hvad Financial Times kaldte "hurtige
frasalg efter stormen". Den vedtog love, der tillod privatisering af
lufthavne, havne og motorveje, og hastede planer igennem for at privatisere
det statslige telefonselskab, det nationale elselskab og dele af
vandsektoren. Den omstødte tidligere jordreformlove og gjorde det lettere for
udlændinge at købe og sælge ejendom. Det var i meget høj grad det samme
billede i nabolandene. Inden for de samme to måneder bebudede Guatemala, at
det ville sælge sit telefonvæsen, og Nicaragua gjorde det samme med sit
elselskab og sin oliesektor.
Alle
privatiseringsplanerne blev aggressivt tvunget igennem af the usual suspects.
Ifølge Wall Street Journal, "lagde både Verdensbanken og Den
Internationale Valutafond deres fulde vægt bag salget af
telefonvæsenet", og gjorde det til en betingelse for at udbetale de
omkring 47 millioner dollar hjælp årligt over tre år og knyttede det til en
gældslettelse på 4,5 milliarder dollar for Nicaragua.
Nu bruger banken
den asiatiske tsunami til at gennemtvinge samme slags politik. De mest
ødelagte lande har næsten ingen gældslettelse set, og det meste af
Verdensbankens nødhjælp er blevet ydet i form af lån, ikke donationer.
Snarere end at understrege behovet for at hjælpe de små fiskerisamfund, hvor
over 80 procent af kæmpebølgernes ofre skal findes, presser banken på for
ekspansion af turistsektoren og industrielle fiskefarme. Hvad den ødelagte
offentlige infrastruktur såsom veje og skoler angår, vurderer banken, at en
genopbygning af denne, "kan presse de offentlige finanser" og
anbefaler derfor, at regeringerne overvejer privatiseringer (ja, de har
simpelt hen ikke andre ideer på repertoiret). "For visse
investeringer", fastslår banken i sin tsunami-genopbygningplan,
"kan det være passende at anvende private finansieringer"
Som i andre
genopbygningsområder fra Haiti til Irak har tsunaminødhjælpen ikke bidraget
stort til at genskabe det, der gik tabt. Mens genopbygningen af hoteller og
industri allerede er godt i gang på de tsunamihærgede kyststrækninger i Sri
Lanka, Thailand, Indonesien og Indien, har de pågældende landes regeringer
vedtaget love, der hindrer tusindvis af familier i at genopbygge deres
kysthjem. Hundredtusinder af mennesker er blevet tvangsforflyttet til det
indre af landet, til miltærkaserner i Aceh eller til præfabrikerede
betonelementboliger i Thailand. Kystsamfundene med deres små fiskerlandsbyer
bliver ikke genopbygget, som de var. I stedet opbygger regeringer,
internationale koncerner og udenlandske donorer området, som de gerne vil
have det: Strandene skal være legepladser for turister, oceanerne vandveje
for store fiskeriflåder, og begge serviceres af privatiserede lufthavne og
motorveje bygget for lånte penge.
I januar vakte det
forargelse, da Condolezza Rice betegnede tsunamien som "en storartet
chance for at udvikle nye forretningsmuligheder". Mange var rystede
over, at hun kunne finde på at se positive aspekter ved en så grufuld og
massiv menneskelig tragedie. Men om noget underdrev Rice. En gruppe, der
kalder sig selv Thailand Tsunami Survivors and Supporters, siger, at for
forretningsmænd og politikere kom tsunamien næsten som svaret på deres
bønner, eftersom den i vidt omfang rensede disse kystområder for de
lokalsamfund, der hidtil havde stået i vejen for deres planer om at udvikle
ferieområder og bygge hoteller, casinoer og rejefarme. For dem er alle disse
kystområder nu åbent land!
Katastrofer, kunne
det se ud til, er de store muligheders nye land.
weekend@information.dk
Naomi Klein er canadisk
journalist og forfatter og har bl.a. skrevet de globaliseringskritiske
hovedværker 'No Logo: Mærkerne - Magten - Modstanden' og 'Hegn og Led'
©The Nation og
Information
Oversat af Niels
Ivar Larsen
|
