Arne Hansens tale efter modtagelsen af Frederikshavn Integrationsråds pris d. 12.02.043

Ja jeg er meget rørt over så mange mennesker der er kommet i aften og jeg er meget glad for at integrationsrådet har tildelt mig denne pris. Jeg ser dette her som en mulighed for at få sagt tak til alle dem jeg har samarbejdet med. Jeg opfatter dette her som et netværk der har fået denne her pris, hvor der så igennem tiderne har været forskellige deltagere. Alle deltagere har måske ikke holdt ud lige længe. Men jeg opfatter det som jeg repræsenterer et netværk . Det her kan man jo ikke lave alene.

Mange tak til integrationsrådet og alle jer der er mødt op.

Især vil jeg gerne takke de integrationsrådsmedlemmer der mente jeg fortjente deres pris. Men jeg vil gerne her give udtryk for at jeg betragter min indsats som en del af en netværksindsats. Netværk hvor man hver især har gjort sit hvor man nu var i hverdagen, og til andre tider samtidigt fungerede som del af netværk, hvor man selv tog initiativer eller var parat til at påtage sig nødvendige opgaver for at større projekter kunne realiseres

Derfor bad jeg også om at måtte invitere de netværk med som jeg har været en del af og som jeg gerne vil dele æren med her i aften

Det drejer sig om de gamle fra Frederikshavn Flygtningevenner tilbage fra 1986 og alle jer jeg siden har samarbejdet med i Frederikshavn Multietniske Forenings regi - både indadtil og udadtil siden 1995. Og det gælder især alle de flygtninge jeg kender fra de langstrakte sager jeg som rådgiver har haft med at gøre. Jeg har lært at sætte pris på disse flygtninge, kender deres sager og genvordigheder.

Og allermest gælder det de 1-3 flygtninge fra hver flygtningegruppe, som troligt har holdt mig i beskæftigelsesterapi søgn og hellig, når landsmænd kom i klemme. (Husk lige jeg ikke træffes onsdag og søndag)

Og invitationen gjaldt samarbejdspartnere i Frederikshavn Multietniske Radio, nu Frederikshavn Lokalradio. Siden 2001har jeg kørt radioprogrammet Dialog. Og programmets interviewofre - langt over 100 bare i 2003 – dem har jeg også inviteret med. For det har været en fornøjelse at interviewe alle disse folk,. Det er en gave at blive journalist på sine gamle dage.

- og gjaldt samarbejdspartnere i de årlige indsamlinger til flygtninge i verden siden 2001.

Men også SF’ere, freds- flygtningeaktivister, Frivilligråd, gamle kolleger og elever samt godtfolk, der kender mig fra andre sammenhænge. Og det gælder også udenbys af slagsen.

Og jeg kan se I er kommet alle sammen.

Men dem jeg ikke har e-mail på har altså ikke fået, men de har måske hørt det. Mendet er jo heller ikke mig . men det er jo heller ikke mig der har inviteret , det er blot et appandiks.

Så jeg e-mailede: Kom alle de der har lyst til at være med til at fortælle omverdenen og lokalsamfundet at I står ved jeres frivillige integrationsindsats – også i en tid hvor det kan koste at være flygtningeven – ikke mindst for de af jer der selv har været flygtninge.

Jeg er glad for at se mange kendte ansigter, som jeg forhåbentligt når at hilse på i aften

Nu vil jeg fortælle jer om nogle af de oplevelser som jeg kan huske fra samarbejdet.

Jeg fandt hurtigt ud af at det var nødvendigt at begrænse omtalen, så jeg har i aften valgt at gøre som soluret : kun at tælle de lyse timer – selvom det er svært.

Derfor vil I heller ikke høre noget om hverken krige , slagsmål eller trusler i ufredens tjeneste. Ej heller om Danmark i spidsen for en umenneskelig europæisk flygtningepolitik og negligering af den langsigtede bæredygtige politik for en positiv fred med global udjævning og social retfærdighed.

I vil heller ikke høre om en dansk integrationspolitik der spænder ben for sig selv ved at gøre flygtningene ansvarlige for deres eget liv ved hjælp af pisk samtidigt med at man ikke vil give dem gulerødderne og lade dem få de nødvendige teoretiske uddannelser der skal til for at klare sig på arbejdsmarkedet i en situation med skarp konkurrence om jobs og når flygtningene på forhånd er handicappet af mediernes og politikeres ensidige harceleren i negative eksempler på indvandrere.

Og så lader vi det kommunale niveau ligge , da integrationsrådet lykkeligvis nu laver en brugerundersøgelse hvor alle mine fordomme her forhåbentligt bliver manet i jorden.

Året 1986:

Jeg går tilbage til 1986 da de første iranere kom til Frederikshavn

Det første der dukker op for mit indre blik er et billede af et stormfyldt møde med utilfredse iranere der blev forsøgt styret konstruktivt af en Mohammad Daneshjou og Bahram Deghan medens Dansk Flygtningehjælps sagsbehandlere, som det var dengang, forsøgte at forskanse sig bag ved det hidkaldte byrådsmedlem Ib Bjørn Poulsen

Ja faktisk tror jeg også denne episode hører hjemme på solsiden, hvis vel at mærke de ansvarlige myndigheder forstår at udnytte ambitiøse flygtninges engagement i egen fremtid på en konstruktiv måde.

Siden da har det normale været krigsflygtninge som vist af myndigheder opfattes som nemmere at have med at gøre end de revolutionære studenter fra Iran.

Men en konstruktiv kritik og en åbenhjertig dialog er en nødvendighed for at integrationsprocessen til stadighed kan skride fremad.

Og her må vi være mere opmærksomme på hvor vigtig den politiske integration med deltagelse og identifikation med det danske samfunds fremtid er – som et modsvar til den tiltagende resignation og sociale og politiske fremmedgørelse og isolation som i dag er en reel trussel mod den flerkulturelle integration baseret på ligeværdighed og respekt for demokratiske værdier, som for mig at se er den eneste vej , - hvis ikke Søren Krarup og Pia Kjærsgaard skal få ret i deres skræmmende spådomme.

Jeg må huske soluret

Frederikshavn Flygtningevenner.

I vinteren 1985-86 blev et værtshusslagsmål der endte med et knivstik, slået dramatisk op af den daværende Frederikshavn avis så der blev skabt en stemning af frygt i byen. Frederikshavn Flygtningevenner blev så dannet for at bygge bro mellem flygtningene og danskerne.

Jeg ser tydeligt for mig det stiftende møde. Et stuvende fyldt lokale også med mange danskere sågar. Jeg husker der var en mor med sit spædbarn på armen. Siden blev hun kontaktfamilie for mange. Birthe hed hun. Birthe kom også med et barn den her gang, som gav mig en gave. Et barn oppe fra sylcentret, som Birthe syntes skulle have en positiv oplevelse. Det var meget smukt Birthe.

Ja og så er vi tilbage i 1986. snart efter belv Per Naldal formand og blev også foreningens repræsentant i det kommunale ”Rådgivende udvalg vedr. flygtninge”. Det var integrationsrådets forgænger, som blev oprettet allerede i 1987

(Ideen om at flygtningene kunne repræsentere sig selv var endnu ikke modnet blandt kommunalfolkene)

I Frederikshavn Flygtningevenner holdt Bl.a. Ella og Søren Olesen og Anette Nepper ugentlige musik- og sangaftener.

Andre iværksættere i Frh Flygtningevenner var Henny og Anne Marie , som også kørte deres egen filial i Strandby og opnåede at blive kontaktfamilier for de fleste tamiler i kommunen. Og sammen med Naldals holdt de kristent juletræ i Maskinhallen med deltagelse af flere hundrede flygtninge på tværs af religionerne.

Fra julen 1993 blev det også en årlig fridag fra den fangetilværelse, som de nye bosniske krigsflygtninge oplevede de følgende år de var buret inde i bingohallen og senere asylcentret .

Når jeg tænker tilbage på de mere opløftende ting så dukker billeder frem af de iranske flygtninge her i byen , der tilbage i 1989 ivrigt skriver under på en appel til støtte for Salman Rushdie og imod det iranske præsteskabs dødsdom over ham.

Iranske flygtninge som Hossein og Parvis skrev så læserbreve om situationen i deres hjemland, men da de også begyndte at skrive om problemer i Danmark – integrationsproblever - , så fik de trusselsbreve og så blev de bange og begyndte at kigge sig om efter Khomeinis skygger i Danmark.

Men de kunne stadig skrive i Nyt fra Frederikshavn Flygtningevenner, som kommunen endog betalte portoen til . altså indtil nogle artikler blev opfattet, som for kritiske overfor kommunens integrationsindsats. – undskyld jeg glemte at følge soluret .

I et nr. af Bladet Nyt fra Frh Flygtningevenner fra 1989 refereres Søren Krarup for at sige, at halvdelen af de iranske flygtninge var forklædte Khomeini-agenter. Altså ikke så meget nyt under solen.

Bladet Nyt fra Frh Flygtningevenner udkom første gang i august 1987 og det 12. og sidste nr. udkom i januar 1990 i anledningen af et møde med den irakiske flygtning Akram Hawas om golfkrigen.

Netop debatten med politisk engagerede flygtninge om Golfkrigen var for mig en berigende nuancering af mit syn på verden. Og det er jeg stadig taknemmelig for.

Da blev jeg klar over hvor dyb mistilliden var til de gamle kolonimagter og nyimperialistiske magters motiver var og hvor indskrænket vores viden her i vesten egentlig er, når det drejer sig om den tredje verden.

”Danskerne tror jo vi lige er kravlet ned fra træerne”, som en flygtning formulerede det.

Jeg opdagede også hvordan det virkeligt kunne flytte noget i gymnasieelevers forståelse af de globale sammenhænge at få besøg af en flygtning som gæstelærer.

På den led er flygtningene jo en gave til os indfødte, som det bare drejer sig om at få pakket ud.

Men vi indfødte har også gavn af selv at flytte os engang imellem for at opleve andre samfund. Personligt fik jeg endelig chancen da vi Sidste sommer gæstfrit blev inviteret til det smukke men krigshærgede tropeland Sri Lanka på en guidet tur med Karuna og Jeyas familie bl.a Jeyanty .

Sporene af borgerkrigens spiral af vold-offer-had-vold blev skræmmende nærværende.

Men det har nogle nok hørt om i efteråret i mit radioprogram Dialog , med Brentha som interviewoffer – og med Jeyanty til det, at møde sine rødder - ellers ligger de stadigvæk på internetadressen www.arnehansen.net og så skal man bare klikke på den radio der toner frem på forsiden. (www.arnehansen.net/radio/srilanka.htm , www.arnehansen.net/radio/srilankajeyanthy.htm )

Det var for øvrigt en tamil Shan der først bad kommunen om at leve op til sin forpligtelse til at tilbyde modersmålsundervisning . Den drøneffektive skoleinspektør Villy Christensen fandt lynhurtigt en tamilsk mand til at undervise , men forældrene holdt deres børn hjemme fordi manden var dårlig til at skrive tamilsk og ville være et dårligt forbillede for deres børn. De engagerede forældre fik så lov til selv at vælge en lærer. Så sådan skal det gøres, når det kniber for myndighederne at vise den fornødne respekt og seriøsitet over for de nye medborgere.

Dengang kunne kommunens folk ikke se noget behov for at Frederikshavn Flygtningevenner fik egne lokaler. Og det var en væsentlig årsag til at Frederikshavn Flygtningevenner mistede mange aktive danske medlemmer især og skiftede karakter fra forening til et løst netværk som kun trådte i karakter når der var ”nø’ej på fæ’er.” som det hedder i Blichers sang Jyden han er stærk og sej.

Men det gamle netværk er sejt.

Faktisk er det resterne af Frh Flygtningevenner, plus Ingrid fra Skt Georgsgilderne der hvert år organiserer indsamlingen til flygtninge ude i verden. (http://www.arnehansen.net/radio/dfindsamling2003.htm )

Men de har nu også fået stærkt støtte af afghanerne og andre etniske minoriteter der er kommet til byen

Jeg erindrede mit interview med Omid Ali Hosseini efter hans første tur som indsamler for Dansk flygtningehjælp til flygtninge ude i verden. Den aha oplevelse det var for ham at få et mere nuanceret og positivt syn på danskerne. Omid priste især de mange voksne og ældre kvinder , der stod med pengene parat og smilede så venligt. (http://www.arnehansen.net/radio/afghanere.htm )

Jeg kommer til at tænke på Johannes V. Jensens kvad ”.. og milde kvinder hvor har de magt”. Men det er så åbenbart en mangelvare som Omid ikke havde mødt så meget af på det tidspunkt.

Jeg husker Zahra Olawi der første gang hun samlede ind gik ruten 2 gange i håb om at de der ikke lukkede op var kommet hjem i mellemtiden. . Det var de ikke.

Så året efter tog Zahra så og løb hele 4 ruter, når nu der var ruter nok og så fik hun 3 gange så stort et beløb ind. Det er noget af det der gør en varm om hjertet. Men hun ved jo også hvad pengene går til.

Men også i januar 1995 tog de sejeste af de gamle Flygtningevenner initiativ til en demonstration for bosniernes ret til at søge asyl i Danmark og her fik vi støtte fra fagforeninger, godt hjulpet af en Eva Sørensen – kunne jeg se af mine computernotater.

En bosnisk kunstner Drazen lavede plakaterne og så gik vi fakkeltog og hørt taler af blandt andet byrådsmedlem E Sørensen , Hanne Lundholm og Muhamed Fajkovic og Laila.

Vi sang ”Kringsat af fjender” og dernæst ”Desertøren” til Nikolaj Tuxens guitarakkompagnement. Det var det mest gribende han havde været med til sagde han senere.

Og det virkede. Der blev flertal i Folketinget for at lade bosnierne få lov at søge asyl i Danmark.

Men en tyrkisk flygtning Orhan havde dog længe forinden tabt tålmodigheden med folketingspolitikerne og allerede i efteråret 1994 taget initiativ til at byde bosnierne velkomne ved et storstilet tværkulturelt træf i Colosseum

Orhan tabte også tålmodigheden med kommunalpolitikerne der ikke ville give lokalestøtte til Frederikshavn Flygtningevenner og lavede så Backgammonklubbben af 1993 på privat basis og prøvede at køre det som et slags værtshus. Det gik ikke .

I sommeren 1995 blev så Frederikshavn Multietniske Forening dannet og overtog dumt nok gælden for at det ikke skulle hedde sig at de etniske minoriteter løb fra deres gæld.

Heldigvis kunne vi dengang få støtte fra staten til integrationsaktiviteter, og nu kan vi klare huslejen takket være kommunal støtte via integrationsrådet, hvilket vi er meget glade for. Denne støtte er livsnødvendig for at give de frivillige gnisten til at fortsætte

Hvad I får for pengene kan I se på www.fmef.dk . Der kan I også se hvad det koster at være medlem . Alle er velkomne til at besøge vore lokaler i Danmarksgade 78

Frederikshavn multietniske Forenings nye formand Sayed Olawi har sammen med Hassan stået i spidsen for renovering af lokalerne i sommer, men siden han kom i jobtræning har vi nu ikke set så meget til ham.

Han underviser afghanske børn i Dari , svømmer - og arbejder resten af tiden hårdt på at hans jobtræningsplads skal blive til fast arbejde. Jeg håber virkeligt det lykkes.

Hvis ikke vi skaffer arbejde til alle de energiske nyfrederikshavnerne, så ender det bare med de rejser til bedre græsgange og hver gang er det et tab for lokalsamfundet.

Endelig har Frh Multietniske Forening nu selv fået en højtkvalificeret midaldrende kvinde i jobtræning. Lisa Sørensen arbejder så ihærdigt for at få kvindeaktiviteter i gang i lokalerne i gang så man skulle tro der var en fast stilling i sigte . Det er der også hvis kommunen vil sit eget bedste på integrationsfronten.

Lisa underviser selv i svømning og samarbejder med designeren Sabah som skal lære kvinder at sy og tegne (se www.fmef.dk )

Tidligere har Anna Johnsen og Esme Kalkan forsøgt sig med kvindeaktiviteter, men denne gang skal det lykkes takket være bl.a Lisa, Sabah, Sima og Zarah

Det var for øvrigt samme Sabah , som udstillede billeder og plakater på biblioteket efter sidse års demonstrationer mod Irakkrigen – sammen med bosniske kunstmaler Drazen

Semso har i flere år undervist en gruppe børn i bosnisk kultur. I starten var det sammen med Mirela, der også var den store star i den bosnisksprogede del af Frederikshavn Multietniske Radio, som nu har kørt i 3 år. I starten var Drazen med og Kerem sendte på kurdisk og Dixon m.fl. lavede tamilsk radio . I øjeblikket er der kun mit dansksprogede program Dialog søndage kl. 18-20 på 106.5 MHz

(http://www.arnehansen.net/radio/lydarkivdialog.htm )

Men nu har vi igen mulighed for at optage og redigere på vores nye computere i multietnisk Forening og Frederikshavn Lokalradio vil gerne sende det? og lave nye etniske redaktioner?

Frederikshavn Lokalradio trænger også til flere medlemmer det koster 100 kr. pr for individuelt medlemskab i vores støtteforening

- og man får et institutions- eller virksomhedsmedlemskab for kun 500 kr. med ret til at få bragt servicemeddelelser året rundt. Kig selv på www.frederikshavnlokalradio.dk/

Jeg ser for mig et billede fra december 2001, hvor den nybagte modtager af den alternative fredspris Ulla Røder holdt oplæg på møde i Danmarksgade 78

- og hvor det nyvalgte og engagerede byrådsmedlem Jette Fabricius Toft mødte op som den eneste, men så sendte vi bare mødet bagefter i Radio FMR-Dialog og gad frederikshavnerne ikke lige lukke op den søndag aften, det er jo også et lidt ubehøvlet tidspunkt, så har de og resten af verdens dansksprogede muligheden på internettet til enhver tid (http://www.arnehansen.net/radio/ullaroder.htm )

Ja Mit radio netværk med Henrik, Gitte, Susanne , Søren m.fl. de skal bare høres .

I kan også evt. selv lukke op på 106,6 MHz og høre programmet Dialog søndag kl. 18 –20 og høre fra integrationsrådets fest i aften

Jeg ser den hvidhårede forfatter og foredragsholder Vincent stå med Lene Siel i Hånden og danne kæde ud i vandet sammen med modtagelsesklassen med lærerne Karen, Henrik og Rikke. Vi skulle fotograferes til coveret på Lene Siels Bro over mørke vande.

Nå ja og så har vi linket til Martin, Ali Al Jebory, som har givet mig knaldgode ideer til at lave interviews til Dialog, der hvor han færdes - enten det så er på sprogcentret eller på Martin .

(http://www.arnehansen.net/radio/sprogcenter2003.htm , http://www.arnehansen.net/radio/martin.htm )

Og så er han en af dem der kommer med sager der lige skal ordnes . Men det bliver sværere og sværere og f.eks familiesammenføring for hans landsmænd varer nu over et år, at det kan de slet ikke forstå. Det kan jeg heller ikke. OG i 2002 afskaffede et folketingsflertal jo muligheden for at søge asyl fra udlandet Det er noget forb….. - solur

Det viser at regeringen reelt ikke er interesseret i asylsøgere, der kan have behov for beskyttelse.

Men det er også blevet sværere at få Ali til at give interview om Irakkrigen. Og han og andre flygtninge ansat på Martin har ikke haft tid til at hjælpe med at samle penge ind til flygtninge ude i verden i november måned , fordi de skal passe deres arbejde på Martin . Identiteten som Martin-medarbejder tager jeg dog hatten af for.

Jeg har her kun nævnt nogle af dem jeg har samarbejdet med som jeg lige havde noget at fortælle om, men der er mange flere som jeg også deler æren med . Men pengene dem får I ikke. Men hvis I arbejder videre så vil integrationsrådet sikkert give jer dem til næste år.

Jeg takker endnu engang integrationsrådet for prisen og arrangementet og håber det kan blive startskuddet på en årlig tilbagevendende positiv begivenhed i integrationsrådets regi, hvor vi kan få lejlighed til at mødes og varme os lidt ved hinanden efter behov for at klare strabadser fremover.

Tak alle sammen.

(Arne Hansen)