Dato: 21. februar 2003

 

 

Udtaler i forbindelse med DR’s Dokumentar d. 22.1.2003

                                                                                      

                                                                 Det Store Asyllotteri

 

 

Foreningen ”Pamelas Venner”, 

Kontaktperson Mona ljungberg, tlf. 28 83 13 18

 

Komiteen ”Flygtninge under Jorden”, 

Kontaktperson Helle Bliddal, tlf. Tlf. 36.17.70 22 )

 

 

Den Irakiske Menneskerettighedsforening i Danmark,

Kontaktperson Saad Al-Zubadeih: 35 81 11 38

 

 

Flygtninge Solidarisk Forum

Kontaktperson Bent Børresen: 44 94 15 22

 

 

 

 

 

 

 

Udtaler i forbindelse med DR’s Dokumentar d. 22.1.2003

                                                                                      

                                                                 Det Store Asyllotteri

 

 

                     

Til

 

 

 

Minister for Flygtninge og Integration, Bertel Haarder

 

Folketingets udvalg for udlændinge og Integration

                                           

                                             

 

Kopi til folketingets medlemmer og til Pressen

 

 

 

(Vi gør opmærksom på, at navn og udlændingenummer vedr. de personer, der omtales i forlængelse af  udtalelsen,  af hensyn til mulighed for identifikation er angivet til  Minister Bertel Haarder og Folketingets udvalg for  Udlændinge. )

 

Åbent brev

 

”Det Store Asyllotteri”

 

DR Dokumentar onsdag d. 22.1.03 ”Det store asyllotteri” viste med al tydelighed at en flygtnings mulighed for at få asyl beror på tilfældigheder. En tilfældig dommer, en tilfældig tolk, en lemfældig sproganalyse. Tilfældigheder der betyder at flygtninge bliver udsendt til tortur.

 

 

 

 

Det er nogle af de såkaldt ”heldige”, fordi det lykkedes for dem at flygte fra deres bødler efter simpelthen at være blevet afleveret i armene på dem. 

 

 

 

 

 

 

I nogle af de sager vi kender til, får flygtningen alligevel afslag som utroværdig.

 

DR dokumentaren viste at der i høj grad er brug for en undersøgelse af på hvilket grundlag Flygtningenævnet træffer afgørelse i asylsager. – At der er brug for en praksis der tager udgangspunkt i Retsprincipper og ikke i nævnsmænds personlige holdninger og tilfældigheder.

 

Vi finder det derfor rigtigt at indstille til Folketingets medlemmer at forlange:

 

 

- En tilbundsgående undersøgelse af Flygtningenævnets afgørelser, her under de store udsving

   i antallet af tilståelser og afslag på asyl.

 

 

- At planlagte udsendelser indstilles til der er foretaget en tilbundsgående undersøgelse.

 

- At asylsagen genoptages for følgende flygtninge omtalt på følgende sider:

 

 

 

 

 

1. Sri fra Sri Lanka

Sri indrejste i Danmark 1997, 20 år gammel. Efter 2½ års ophold i Danmark og et afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen, blev Sri af Flygtningenævnet sendt til torturundersøgelse. Retsmedicinsk undersøgelse beskriver i 26 punkter + et unummereret alvorlige symptomer på tortur over hele kroppen og under fødderne, Falanga. I sagen ligger endvidere flere former for dokumentation for at Sri har været fængslet af singaleserne.

 

Et flertal i Flygtningenævnet  har dømt Sri utroværdig, fordi han ved torturundersøgelsen ikke også udviste alle tegn på PTSD (Post Traumatisk belastnings syndrom), og Sri fik afslag på asyl. 

 

Spørg enhver lægeekspert om hvad der ligger i diagnosebetegnelsen ”Post”. De vil fortælle, at flere af de symptomer, der indgår i syndromet kan dukke op som lyn fra en klar himmel 10 år senere – hos nogle kommer de aldrig.

 

- Og mærkværdigt nok, flygtninge som lider under PTSD, men har været udsat for torturmetoder der ikke giver mærker på kroppen,  får ofte også afslag enten dømt som utroværdige, eller med begrundelsen at PTSD ikke kan føre til asyl, og at man ikke skønner dem forfulgte.

 

Da Sri blev torturundersøgt havde han opholdt sig 2½ år i Danmark. Han havde under opholdet fået det psykisk bedre, dels havde han været i psykiatrisk behandling, dels har han i Danmark familie, der har støttet og hjulpet ham, og nok så væsentligt han befandt sig ikke hver dag i fare for at blive fængslet. 

 

At Sri fik det psykisk bedre er endt med at blive ham lagt ham til last i hans asylsag.  Ingen ved deres fulde fem vil  forsøge at holde et menneske fastlåst i deres traumer, men vil tværtimod forsøge at lindre og afhjælpe. Men det er jo trøsteløst, når denne støtte kan  føre til at asylansøgeren får afslag på asyl.

 

Sri begik en  ”forbrydelse” da han henvendte sig til politiet i Danmark og anmodede om asyl: Sri’s forbrydelse: han løj om sin alder. Agenten havde nemlig sagt til Sri at han for at få asyl skulle sige, at han var mindreårig. Sri var på daværende tidspunkt 20 år men oplyste til politiet, at  han kun var 15 år.

 

Sri’s alder er totalt ligegyldigt for asylmotivet, og den forfølgelse som han har været udsat for på Sri Lanka. Om Sri så var 80 år skal intet menneske udsættes for tortur. Sri’s løgn om hans alder siger mere om det danske asylsystem end om Sri. Man kan med rette spørge, hvorfor skal en forfulgt og tortureret asylansøger føle det er nødvendigt at lyve om sin alder? Hvorfor tror agenterne, at det er et godt råd at give? For agenterne har jo en vis erfaring.

 

Det skal slutteligt oplyses, at når vi har indklaget sagen, er vi blevet afvist med, at den har været behandlet grundigt. Det er  vi enige i, men det vi ser, er at man har været  grundig med, er at søge efter påskud til at give Sri afslag på asyl.

 

Hvis ikke dokumentation for fængsling og tortur er nok til at bevise forfølgelse, hvad skal der så til?

Der foregår stadig tortur og forfølgelse af tamiler på Sri Lanka.

 

 

2. Omid  fra Iran

Omid er 28-årig iraner, og  indrejste i Danmark i oktober 2000. Omid har været aktiv i Den Nationale Ungdomsgruppe i Teheran, hvor han var én af gruppens fem ledere. Han har endvidere deltaget aktivt i en række politiske aktiviteter med det formål at kæmpe for demokrati i Iran og imod det siddende styre. Gruppen arbejdede særligt for ytringsfrihed og frihed for kvinder på universiteterne. I forbindelse med en politisk protestaktion mod det iranske styre blev Omid forsøgt anholdt, men det lykkedes ham at flygte.

 

Efter ankomsten til Danmark har Omid i stort omfang fortsat sit politiske arbejde, nu i hhv. Den Internationale Komite for Iranske Flygtninge (IFIR), Kommunistisk Arbejderpartis Ungdom og Den Iranske Kommunistiske Ungdomsorganisation, der alle arbejder mod det siddende styre i Iran. 

 

Til trods for anerkendelsen af Omids aktiviteter i Iran,  påstår et flertal i Flygtningenævnet, at aktiviteterne i Danmark ikke ligger i naturlig forlængelse af det politiske arbejde, og at hans politiske aktivitet i Danmark er påtaget med sigte på at opnå asyl.

 

Til trods for at Omid har været profileret medlem af Den Nationale Ungdomsgruppe i Teheran og her igennem deltaget i omfattende politiske aktiviteter, har Flygtningenævnet ikke kunnet lægge til grund at han som følge heraf kan blive udsat for forfølgelse af asylbegrundende karakter.

 

Det skal her til oplyses, at I Iran bruger man ikke kun hejsekraner i forbindelse med bygningsarbejder. Man bruger dem til at hænge folk som Omid op i med en strik om halsen.

 

Se de engang så smukke unge mennesker, http://www.krsi.net/common/execution.asp

                                                                    http://www.flygtninge-i-fare.dk  , Iran , execution

 

 

3. Aylin fra Iran , Stop udsendelse.

Aylin er en 22-årig kvindelig studerende fra Iran. Aylin sidder i Sandholmfængslet på vej til at blive sendt tilbage til Iran.

 

Aylin er ateist, og har på universitetet deltaget i studentermøderne vendt imod præstestyret. Aylin var ikke specielt aktiv, men var under de store protestmøder i 1999 og 2001 med på forreste række, og med til at råbe slagord. Mødet mundede ud i uroligheder og arrestationer.   Som Aylin forklarer, der var mange mange deltagere, derfor kan hun ikke angive et antal. (Kan folketingets medlemmer som eksempel på, hvad der forlanges, angive hvor mange der deltog i den seneste demonstration imod krigsangreb på Irak?). 

 

 

Aylin har forklaret, at der blev taget mange billeder under protestmøderne, der mundede ud i arrestationer. Deltagende studenter blev registreret af opsynsfolk, der genkendte dem. Lederne af protestmøderne  blev taget først,  og siden er myndighederne gået i gang med at identificere og forfølge de andre deltagere.

 

Aylin flygtede fra mødet og tog hjem. Da hendes far hørte om hendes deltagelse i mødet piskede han hende. Aylin oplyser for at vise sin afstandtagen overfor naboerne, og selv undgå problemer  med de iranske myndigheder. Aylin blev umiddelbart efter sendt væk fra hjemmet, og kort efter ud af Iran. Under opholdet i Danmark har Aylin oplyst, at myndighederne har opsøgt hendes far, og fremsat en anklage imod hende for homosexualitet og moralsk fordærv . Aylin fortæller at hun ikke er homosexuel. 

 

Endvidere ved indrejse i Danmark oplyste Aylin til politiet at hun er politisk forfulgt, og at en agent fik hendes pas og 43.000 kr. for at hjælpe hende ud af Iran. Agenten tog sig af at få Aylin igennem grænsekontrollen i Iran. Dette fremgår af politiets registreringsrapport.  Agenten beholdt passet, men der er ikke udstedt dansk visum til Aylin. Det har danske myndigheder undersøgt. Aylin er altså udrejst illegalt af Iran..

 

Til trods for ovennævnte påstår Flygtningenævnet at Aylin er udrejst på ægte pas, og at hun på intet tidspunkt har oplyst, at udrejse er sket med bestikkelse.  Hvad den falske anklage om homosexualitet angår, finder nævnet at forklaringen er udbygget og konstrueret til lejligheden. 

 

En af Flygtningenævnets begrundelser for afslag indeholder altså direkte usandheder om de oplysninger, som Aylin har afgivet under asylsagsbehandlingen.

 

Hvad angår deltagelse i studentermøderne, er der stor risiko for at Aylin er blevet fotograferet. Der er optaget mange billeder fra møderne. En del af dem ligger på internettet, andre kun hos de iranske myndigheder. 

 

Nævnet har i Aylins sag både frembragt en usandhed om Aylins oplysninger og fuldstændig tilsidesat princippet ”The benefit of the doubt”.

 

Aylin sidder nu i Sandholmfængslet med henblik på at blive returneret til Iran. Rejser hun ikke frivilligt, bliver hun udsendt med tvang.

 

 

4. Fariba fra Iran

I flygtningenævnet har man accepteret Faribas forklaring  som sandsynlig: at hun blev bortvist fra sin arbejdsplads, for at have kikket i fortrolige dokumenter, som hun ikke havde lovlig adgang til (Fariba kikkede i et ubevogtet øjeblik grundet rygter om virksomheden. Hun blev taget på fersk gerning) . Arbejdspladsen var en stor statsvirksomhed, baggrundsoplysninger bekræfter korrupt.

 

Fariba blev for sin forseelse tilbageholdt i et døgn og gennemtævet. Her efter blev hun løsladt imod kaution (skøderne i hendes mors hus), og med ordre om at afvente besked fra domstolen.

 

På trods af forseelsen, som jo i Iran er alvorlig, fandt Flygtningenævnet ikke at Fariba risikerede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Nævnet henholdt sig til et arrestdokument, vurderet uægte af det Danske Udenrigsministerium.

 

Historien om ægthedsvurderingen af et dokument.

Dokumentet havde Fariba under asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen fået tilsendt af hendes mand, som stadig opholder sig i Iran.

 

Dokumentet er en anmodning fra Revolutionsdomstolen til Justitsvæsnet om at sørge for arrestation.

I Iran er det sådan, at  ønsker en domstol en efterlysning  ud til andre retskredse og grænsekontroller, overgår sagen til Justitsvæsenet.

 

Da Fariba skulle til interview i Udlændingestyrelsen, medbragte hun dokumentet. Fariba vidste på daværende tidspunkt ikke, hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet, ved heller ikke noget særligt om det iranske system, andet end at det er korrupt og på mange planer uforudsigeligt, og at myndighederne havde været i hjemmet for at arrestere hende.  Udlændingestyrelsen bad Fariba om at undersøge, hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet, og  om at fremskaffe en original.  Fariba  tog til centret og ringede til sin mand, og ca. en uge senere videregav hun i et brev til Udlændingestyrelsen sin mands forklaring.

 

Manden havde forklaret, at de myndighedspersoner, der havde opsøgt hjemmet for at arrestere Fariba ikke afleverede en sigtelse (i Iran er det helt normalt, at der ikke udleveres en sigtelse). Faribas mand gik på et domskontor, og ligeså normalt i Iran, ved hjælp af bestikkelse fik han udleveret en kopi af et Retsdokument fra Faribas sag. Det dokument som han efterfølgende sendte til Fariba.  Manden forklarede endvidere at originaldokumentet var umuligt at få udleveret, i Iran beholder myndighederne selv originaldokumentet. Oplysningen  stemmer helt overens med iransk forvaltningsprocedure.

 

Fariba skrev sin mands forklaring i et brev til  Udlændingestyrelsen.  ½ år efter modtagelsen af Faribas brev sendte Udlændingestyrelsen Retsdokumentet til ægthedsvurdering i Udenrigsministeriet og meddelte at Fariba på trods af opfordringer ikke havde afgivet forklaring om hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet.

 

Det fremgik derfor ikke overfor Udenrigsministeriet, at Revolutionsdomstolen havde forsøgt at arrestere Fariba, og ikke havde fundet hende.

 

På de foreliggende oplysninger fra Udlændingestyrelsen erklærede Udenrigsministeriets kilde, at det var usandsynligt at  Revolutionsdomstolen anmodede om Justitsvæsenets assistance, idet Revolutionsdomstolen selv har bemyndigelse til at foretage arrestation (hvad den jo også havde forsøgt, men forgæves, idet Fariba jo var væk). Udenrigsministeriet vurderede her efter, at dokumentet var uægte, og henviste yderligere til at Fariba ikke havde været i stand til at afgive forklaring om, hvordan hendes mand var kommet i besiddelse af dokumentet.

 

Fariba blev her efter indkaldt til nyt interview i Udlændingestyrelsen, og fik forelagt Udenrigsministeriets konklusion. Det var nu ca. 1 år siden Fariba havde sendt sit brev til Udlændingestyrelsen. Fariba selv havde med tiden glemt alt om sit brev, (vidste bare at hun havde afgivet forklaring) men huskede det som om at hun havde afgivet forklaring under det første interview. Fariba fastholdt at hun tidligere havde afgivet forklaring, sagsbehandleren påstod at hun ikke havde, og anklagede nu Fariba for at udbygge på grundlag af de oplysninger, som  hun lige havde fået forelagt  om Udenrigsministeriets vurdering.

 

Da sagen gik til Flygtningenævnet lagde Nævnet  Faribas forklaring om hendes forseelse i virksomheden til grund.  I betragtning af den virksomhed Fariba var ansat i, alvorligt.

 

På grundlag af Udenrigsministeriets konklusion om Retsdokumentet dømte Flygtningenævnet Fariba utroværdig i spørgsmålet om risiko for forfølgelse. Yderligere iranske dokumenter, der senere var blevet tilført sagen, fandt Nævnet på denne baggrund ikke anledning til at oversætte. Det skal oplyses at Faribas mand sidder fængslet i Iran, og har begæret skilsmisse for at komme ud. Det var de forhold de ikke oversatte dokumenter omhandlede.

 

Brevet fra Fariba til Udlændingestyrelsen dukkede op, da vi 2 mdr. efter Flygtningenævnets afgørelse bad om ny aktindsigt hos Udlændingestyrelsen. Der lå brevet, stemplet modtaget af Udlændingestyrelsen ca. 1 uge efter at første interview havde fundet sted, nemlig d. 22.6.01. Retsdokumentet blev sendt til ægthedsvurdering i Udenrigsministeriet  31.1.02.

 

Vi har søgt om genoptagelse af asylsagen, og afventer stadig svar. På baggrund af vores erfaringer om, hvor svært det er at få Flygtningenævnet til at genoptage urimelige afslag og omgøre afgørelsen, har vi taget sagen med her.

 

Afslutningsvis og yderligere: I Retsdokumentet, som Fariba afleverede er der fejl i oversættelsen. Fariba er både anklaget for uforsigtig omgang af fortrolige dokumenter, og for blasfemi. Blasfemi i Iran kan meget vel medføre dødsstraf.

 

 

5. Saida fra iran,  

Saida er en 43-årig iransk kvinde med to døtre, indrejst i Danmark i januar 2001. Saidas Ansøgning om asyl er begrundet med hendes illegale politiske og faglige aktiviteter i ”Foreningen for Cherikah Fadaihan”. Som følge af  deltagelse i kampen for bl.a. kvinders rettigheder er flere af gruppens medlemmer blevet anholdt. Saida nåede at blive advaret af en veninde og  at flygte, og på den måde at undgå arrestation. Saidas ægtefælle er siden blevet opsøgt af revolutionsgardisterne. I dag har hun ingen kontakt med ham. Ifølge oplysninger fra familien i Iran sidder han stadig fængslet som følge af hendes flugt.

 

Til trods for at Flygtningenævnet har lagt Saidas forklaring til grund, har et flertal af nævnets medlemmer ikke ment at der i tilstrækkelig grad er redegjort for, at ansøgers politiske aktiviteter kan afstedkomme forfølgelse af asylretslig karakter.

6. Soheila  fra Iran

Soheila er en kvinde på 42 år og indrejste i 2001 for at besøge sin broder med asyl i Danmark. Meningen var ikke at Soheila ville søge asyl, hun havde forventet at vende tilbage til Iran, og det arbejde hun udførte med at hjælpe gadebørn.

 

Fra 1978 og frem til 1988 var Soheila aktiv i organisationen ”Cherikhaye fadii khalg”. Soheila har frem til 1993 deltaget i demonstrationer, og har haft problemer med myndighederne. I 1982 blev hendes forlovede anholdt og henrettet. Soheila har siden været arresteret og slået, og løsladt igen. Soheila opgav siden at tage sin universitetsgrad.

 

Soheila opstartede i stedet  en gruppe, der arbejdede med at hjælpe gadebørn. Gruppen forsøgte at få børnene væk fra prostitution og narko, og anbragt på institutioner. Undervejs i dette arbejde blev gruppen bekendte med, at der fra institutionerne foregik salg af børnene til prostitution, og at flere højtstående embedsmænd udnyttede børnene sexuelt.

 

En af gruppens medlemmer gik til pressen. Kort for inden Soheilas udrejse forsvandt vedkommende, men de forbandt det ikke rigtigt med, at det kunne have noget med deres arbejde at gøre. Imidlertid er vedkommende aldrig dukket op igen. Endnu en person i gruppen er under Soheilas ophold i Danmark forsvundet. Soheila søgte på trods af oplysningerne hjemmefra dog ikke  i første omgang asyl i Danmark, men der imod sit visum forlænget, for at se om hendes venner skulle dukke op, og problemerne gå lidt i sig selv. Under det fortsatte ophold fik Soheila meddelelse hjemmefra om, at en myndighedsperson  havde  været for at spørge efter hende på hendes egen bopæl. Soheila søgte her efter asyl.

 

Til trods for at Flygtningenævnet har lagt til grund, at Soheila har været med i en gruppe, der har forsøgt at hjælpe hjemløse børn, og at hun i den forbindelse har fået indblik i mulige kriminelle forhold, finder nævnet ikke at Soheila på overbevisende måde har sandsynliggjort at hun vil være i asylbegrundende risiko.

 

De kriminelle forhold Soheila har fået indsigt i, drejer sig bl.a. om dommeres sexuelle misbrug af mindreårige forældreløse.

 

Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at Soheila har forklaret uklart og upræsist om, hvordan hun har fået kendskab til, at myndighederne har forsøgt at aflevere en tilsigelse på hendes bopæl.

 

Vi taler om Iran, og Soheila’s telefonsamtaler med  venner, samtaler der må foregå i kodesprog fordi, de er i myndighedernes søgelys og risikerer at myndighederne lytter med. Hvordan skulle Soheila nogen sinde kunne forklare klart og præcist, om forhold der er sket i Iran efter hendes udrejse.

 

Det skal oplyses, at det er velkendt, at myndighedspersoner i Iran er involveret i narkohandel, sexuel udnyttelse og salg af børn. De myndighedspersoner som blev afsløret, blev aldrig straffet.

 

 

7. Wissam fra Libanon, Wisam har under frivillig tvang været medlem af den sydlibanesiske hær, SLA, hvor han betjente kanoner under beskydning af Hizbollah. Wissam har forklaret at kanonstillingen blev filmet til TV, og at han er derfor er efterstræbt.

 

Flygtningenævnet lagde i afgørelsen til grund, at Wissam har været medlem af den sydlibanesiske hær, men fandt ikke at dette kunne være Hizbollah eller de libanesiske myndigheder bekendt. Nye dokumenter kom til i sagen, flygtningenævnet afslog genoptagelse med begrundelsen, at sagen ikke var tilført nye oplysninger.

 

Nu er et videobånd fra TV kommet frem , og viser Wissam i uniform og  foran kanonerne. Advokaten har søgt sagen genoptaget.

 

Vi ønsker at sikre os, at der ikke sker det samme i denne sag som sker så tit, - at Flygtningenævnet nægter at de nye oplysninger er af betydning og afslår  anmodningen om genoptagelse.

 

 

8. Susan , faily kurder  fra det sydlige Irak,

Susan har oplyst at hun er forfulgt p.g.a. sin mands politiske aktiviteter, manden befinder sig ikke i Danmark. Familien flygtede samlet fra Irak til Tyrkiet, grundet pengemangel fortsatte Susan alene til Danmark.

 

En eller anden, som vi ikke kender navnet på, så sig også af en eller anden grund vred på Susan kort efter hendes indrejse i Danmark, og skrev til politiet at Susan ikke er fra Iram, men  Iran, og er rejst ind med fly over Sverige på ægte visum under et andet navn end opgivet.

 

Dansk politi har to gange spurgt Sverige, først den svenske ambassade i Iran, og siden det Svenske Riksrim, dels om Sverige har haft udstedt visum, dels om lufthavnen har registreret  oplysninger, der kunne tyde på Susans indrejse. Begge gange har Sverige svaret, at de ikke har udstedt visum til Susan under det ene eller det andet navn, eller fundet oplysninger, der tyder på hendes indrejse. 

 

Susan blev så sendt til sproganalyse. Sproganalysen bekræftede at Susan er Failykurder, og efter al sandsynlighed fra Irak. Disse undersøgelser tog 1- 1½ år.

 

Udlændingestyrelsen bad så efter resultatet sproganalysen Udenrigsministeriet om at undersøge om Susan alligevel skulle være rejst ind fra Iran over Sverige. Det var så trejde gang man ville spørge.

 

Sagen kom til at ligge  i Udenrigsministeriet i et år, og Susan fik af Udlændingestyrelsen besked på ikke at rykke for en afgørelse. Som tiden gik blev Susan traumatiseret af at vente, og desuden hun havde været igennem mange forhør om sit oprindelsesland og hvordan hun var indrejst.. Ægteskabet gik med tiden også i stykker, for Susans mand troede ikke på,  at det kunne tage så lang tid at få en afgørelse. Som tiden gik troede manden, at Susan havde fået asyl og fortav det overfor ham.

 

Efter et år og på flere opfordringer fra andre udefra, Centerpersonale m.fl.,  rykkede Udlændingestyrelsen endelig Udenrigsministeriet for et svar. Det viste sig at Udenrigsministeriet intet havde undersøgt, og allerede ved anmodningen om undersøgelse havde meddelt at der manglede et samtykke fra Susan til at rette henvendelse. (Samtykket manglede nu ikke, for Susans samtykke til at Udenrigsministeriet gerne måtte undersøge noget som politiet jo faktisk allerede havde undersøgt, var faxet til Udlændingestyrelsen, inden styrelsens anmodning til Udenrigsministeriet).

 

Uden flere undersøgelser blev Susans sag så sendt tilbage til Udlændingestyrelsen, der endte med at indkalde Susan til en partshøring, som det kaldes. Partshøringen gik ud på, at Udlændingestyrelsen fremlagde resultatet af sproganalysen.

 

Susan fik efterfølgende afslag på asyl både af Udlændingestyrelsen og af Flygtningenævnet.  Hendes sag var under behandling i 3½ år. Og hvilken ”behandling”?

 

Susan har ikke været politisk aktiv, men i Irak er det jo altså nok, at hendes mand er kommet i myndighedernes søgelys. Mindreårige børn af forældre i myndighedernes søgelys bliver arresteret i Irak. I fængslerne bliver de tævet og udsat for tortur sammen med forældrene.

 

Der til kommer den lange sagsbehandlingstid i Danmark. Er man i tvivl om Susans asylmotiv, så har alene det lange fravær fra hjemlandet, og ægteskabsbruddet bragt Susan i fare for at vende tilbage til Irak. Så at sige,  var der tvivl om asylgrundlaget,  har den danske forvaltning i sig selv fremkaldt en risiko for Susan, hvis hun vender tilbage til Irak.

 

9. Habib fra Irak,

Habib tilhører en minoritet af Keldanere fra det regeringskontrollerede område af Irak og  indrejste i Danmark 1999. Han  kom sammen med en gruppe af irakere, der ikke alle på forhånd kendte hinanden, men var blevet fulgt sammen her til  af en agent. De andre i gruppen kom fra Arbil, Habib er fra Al-Anbar.

 

Desværre for Habib registrerede Valby politi i en fælles rapport for alle  i gruppen, at de kom fra Arbil, eller rettere står deres hjemby angivet som ”Erbil”. Det fremgår af Rigspolitiets registreringsrapport 3 dage senere, hvor oprindelsessted blev registreret individuelt, at Habib oplyste at kommer fra Al-Anbar. 

 

Vi skal gøre også opmærksom på, at politiets modtagerrapporter til tider er behæftet med fejl. Vi har eksempler på at personnavne er blevet registreret forkert, og at et barn er blevet registreret med sin fars navn.

 

Men på baggrund af fejlen, blev  Habib efterfølgende  sendt til sproganalyse. Den første analytiker konkluderede, at Habib taler Keldansk med irakisk dialekt. Den anden konkluderede det samme, og at det er usandsynligt at Habib kommer fra Arbil. Den tredje modsat, at dialekten hører hjemme i Arbil.

I bedste fald kan konkluderes at 2 ud af 3 analytikerne når frem til samme resultat, nemlig at Habib er fra det sydlige Irak, i værste fald at testene ikke er til at regne med idet en analytikers konklusion står i fuldstændig modsætning til en andens.

 

Til trods for Sproganalyseresultaterne blev de brugt imod Habib, og til trods for at Habib fra den individuelle registrering har fastholdt at han er fra Al-Anbar, og at sandsynligheden taler for at Valby politi har begået en fejl (gruppen er som nævnt rapporteret kollektivt) afslog flygtningenævnet at tilstå Habib asyl med begrundelsen, at man finder det ubetænkeligt at tilsidesætte Habibs forklaring, og at lægge til grund at han er fra det nordlige Irak.

 

Herefter konkluderer Flygtningenævnet på Erasmus Montanus vis, at  der ikke er forlydende om konflikt mellem parterne i det nordlige Irak, og at Habib ikke vil være i risiko for forfølgelse ved tilbagevenden her til.

 

10. Sabah samt hans kone og datter fra Irak, 

Sabah er skolelærer og  har siden 1954 været medlem af det irakiske kommunistparti. Efter at Saddam Hussein kom til magten blev partiet forbudt, og Sabah blev  jævnligt udsendt for chikane i form af arrestationer, hvor han blev slået . Omkring 1980-82 rejste Sabah med sin familie til de Arabiske Emirater, hvor de opholdt sig i ti år. Han holdt op med at være aktiv i kommunistpartiet, men fortsatte med at betale til partiet. 1991 kunne opholdstilladelsen ikke blive forlænget, og familien vendte tilbage til Irak.

 

Sabah er af britisk-indisk oprindelse (fra oldefars tid), ved tilbagevenden til Irak kunne de ikke bare købe ejendom, eller rettere de kunne købe, men al ejendom ville blive beslaglagt, for de har ingen ret til at eje eller at sælge noget. Men familien klarede sig med slægtninges hjælp, der formelt kom til at stå for ejerskab af værdier.  Efter returneringen til Irak begyndte chikanerierne ligeledes igen, familiens hjem blev ofte husransaget, vinduer blev smadret og en gang blev en flaske med tændvæske smidt ind, så hele hans kontor udbrændte.  I 1995 blev Sabah’s søn indkaldt til militæret og flygtede. Sønnen er i Danmark.

 

Husransagelserne tog efter sønnen flugt til, og  Sabah blev jævnligt arresteret og under fængslingen slået med køller. Fængslingerne har varieret fra 10 dage til en måneds varighed.  Indtil år 2000 kunne bekendte og slægtninge indenfor Bath partiet få Sabah løsladt. Sabah nægtede fortsat selv at blive medlem af Bath partiet, men blev tvunget ind i en militærenhed. I år 2000 meddelte dem der hidtil havde hjulpet Sabah, at de ikke længere havde mulighed for at holde hånden over ham. Sabah flygtede sammen  med sin kone og datter op til sønnen i Danmark.

 

Til trods for at Flygtningenævnet i det væsentligste har lagt Sabah’s forklaring til grund, herunder husransagelser og fængslinger,  finder nævnet at forholdene må  betragtes som chikanerier, der ikke er af en intensitet eller omfang, der kan betragtes som asylbegrundende forfølgelse.

 

Hvad skal manden gøre? Komme med hovedet under armen? Den dag er det altså for sent, Sabah er flygtet for at undgå henrettelse.

 

. 

Hvad angår irakiske flygtning generelt:

 

Vi har for mange afslag til at tage alle sagerne med her. Afslagene er  utrolig læsning med viden vi har om Saddam Husseins regime og de krigstrusler der er frem sat imod Irak p.g.a. Saddam Hussein og co.  

 

Flere flygtninge oplyser endvidere, når de søger om asyl i Danmark, at de har solgt deres indbo for at skaffe penge til flugten. De får afslag med begrundelsen, at iflg. Udlændingestyrelsens  Factfinding mission vil et salg af indbo og huse blive registreret af de irakiske myndigheder som tegn på flugtforsøg.

 

Men i TVs dokumentar ”Tilbage til Bagdad” sendt 20.1.2003 kunne man se at det er ganske almindeligt og accepteret, at irakiske borgere sælger ud af alt for at skaffe penge til mad.

 

Flere og flere flygtninge kommer også og fortæller, at de selv eller deres sønner er blevet indkaldt til Jerusalemhæren. De fortæller, at distriktslederne i Irak har fået ordre til at rekruttere mindst en person fra hver familie i deres distrikt. Folk flygter for at undgå tvangsmobilisering og blive sendt ind som kanonføde i en krig, som de dermed ikke har en chance for at overleve. De pågældende får afslag på asyl i Danmark med begrundelsen, enten at det ikke er strafbart at afslå indkaldelsen, eller at  en hver stat har ret til at lovgive om sine borgere, her under værnepligt.

 

Begrundelserne for afslag taler for sig selv. Men det er ikke forholdene i Irak eller asylansøgerne de fortæller noget om.

 

Med venlig hilsen

 

Forening ”Pamelas Venner” – vedtaget på  generalforsamling i januar 2003

(Kontaktperson Mona Ljungberg:

Komiteen ”Flygtninge under Jorden”

(Kontaktperson Helle Bliddal

Den irakiske menneskerettighedsforening i Danmark

(Kontaktperson Saad Al-Zubadeih:)

 

Flygtninge Solidarisk Forum

Frivillig aktivistgruppe under MS

(Kontaktperson Bent Børresen:)