02.12 2001 JP

Indvandrer: Valgkampen påvirker vore børn

Af ORLA BORG

Valgkampen har fået konsekvenser for indvandrerne i Danmark. Mange af dem føler integrationen sat flere skridt tilbage på grund af kampen om vælgerne i indvandrerspørgsmål. Den irakisk fødte flygtning, civilingeniør Raghad Pedersen, er en af dem, der frygter for konsekvenserne for næste generation.

Det var to dage før folketingsvalget.

Raghad Pedersen var lige kommet hjem til familiens hus i Langholt nord for Aalborg.

Hun var kørt med bus helt fra København, fordi SAS den dag havde måttet tage 43 fly ud af drift til et check.

Klokken var 2.15, da hun træt satte sig i den hvide lænestol på førstesalen i huset i det stille nordjyske parcelhuskvarter.

Den 40-årige irakisk fødte civilingeniør og marketing manager fra firmaet Ericsson Diax med 270 ansatte havde været på en succesfyldt salgsrejse til Kroatien for selskabet.

Inde i soveværelset lå hendes danske mand og parrets to børn og sov.

Pludselig hørte Raghad Pedersen fødder på gulvet, og susende ind i stuen kom den femårige datter, Yasmin.

Hun kastede sig op i favnen på moderen og hulkede:

»Mor, mor, jeg troede aldrig, du kom hjem mere. Der var en mand i fjernsynet, der sagde, at alle muslimer skulle sendes ud af Danmark og tilbage til deres hjemlande.«

Utrøstelig

Datteren var utrøstelig og faldt først i søvn, da moderen lagde sig med hende.

»Jeg kunne ligefrem lugte hendes frygt,« siger Raghad Petersen.

Hun huskede med ét, hvordan hun selv som barn oplevede frygten den nat i Irak, hvor sikkerhedspolitiet hentede hendes egen far midt om natten.

De følgende dage ringede datteren flere gange til moderen for at spørge, om hun kom hjem fra arbejde, og hvornår præcist hun ville komme.

»Jeg måtte gang på gang sige til hende: Danmark er mit hjem og dit hjem. Der er ingen, der kan smide os ud.«

Uroen ville ikke forlade datteren, og en aften så den femårige på moderens hud og sagde:

»Åh, mor. Bare du dog så ud som de andre mødre!«

Og en aften, Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, tonede frem på skærmen, sagde datteren:

»Han kan heller ikke lide muslimer. Men han ved jo ikke, at du er en god mor.«

Altid udlændinge

Episoderne med datteren er for Raghad Pedersen et udtryk for, at valgkampen ikke bare endte med at ændre det politiske billede i Danmark. For flygtninge, indvandrere og efterkommere var der endnu en effekt:

»Vi var. Vi er. Og vi vil altid være udlændinge i vores eget land,« siger Raghad Pedersen.

Hun kom selv til Danmark i 1990 som flygtning fra Irak.

Hun blev gift med en dansk ingeniør, fik hurtigt arbejde og parret har fået to børn. De gav bevidst børnene navne, der signalerede både et irakisk og et dansk tilhørsforhold, Yasmin Elna og Oscar Karem Pedersen.

Små skridt fremad på vejen til at blive dansker blev efter Raghad Pedersens mening forvandlet til et kæmpe tilbageskridt i valgkampen op til folketingsvalget.

Som en auktion

»Jeg havde troet, at jeg skulle sætte mit kryds efter for eksempel skatteforhold og velfærd. For jeg har hele tiden betragtet mig selv som dansker. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg pludselig skulle til at tænke på mig selv som udlænding og dermed stemme efter, hvem der råbte mindst op mod indvandrere. Det var jo nærmest som en auktion: Vi kan smide 5000 udlændinge ud, sagde det ene parti. Jamen, vi kan smide 10.000 ud sagde det andet.«

»Det var jeg nødt til at forholde mig til, da jeg skulle hen at stemme,« siger Raghad Pedersen.

Hun håber, at den siddende statsminister om 50 år officielt vil komme med en officiel undskyldning for det, hun betragter som en hetz-kampagne mod flygtninge og indvandrere i Danmark i 2001.

»Hvad kræves der egentlig mere af mig for at blive accepteret som dansker? Jeg er dansk statsborger, jeg skaffer penge til det danske velfærdssamfund, jeg betaler skat, mine børn går i dansk vuggestue og børnehave, vi bor i et almindeligt hus, og den danske del af familien roser min brune sovs. Alligevel er jeg udlænding i mit eget land. I valgkampen var det som om, beskeden konstant lød: Du tror vel da ikke, at du er medlem af klubben for danskere, vel? Det er du ikke,« siger hun.

Medierne

Hun føler, at medierne har været med til at skabe en fjendtlighed over for indvandrere, og at pressen har skåret alle indvandrere over en kam..

»Det gode eksempel på en integreret og velfungerende indvandrer er blevet fremstillet som en undtagelse. Det dårlige eksempel med ikke-integrerede indvandrere er blevet fremstillet og behandlet som det generelle,« siger hun.

»Vi er stemplet i de næste fire år som andenklasses borgere,« siger Raghad Pedersen, som ikke længere orker at tænde for fjernsynet af frygt for, hvad "indvandrerne" nu har lavet af ulykker. .

Raghad Petersen oplever, at de personer, der i valgkampen sagde, at de ville smide udlændinge ud af Danmark, næsten ved at få deres vilje med hende:

»Jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op i et land, hvor de ikke anses for at være rigtige borgere, fordi de har en udenlandsk mor og er lidt mørke i det. Vi skulle måske rejse til et andet land. Men jeg har jo boet her i 11 år, og hele familien har rødder her. Hvor skal vi gå hen?« siger Raghad Pedersen.

En appel

Hun mener, at kun få danskere gør sig klart, hvilke konsekvenser mange af de udtalelser, der kom i valgkampen, har haft for indvandrerne i deres dagligliv i Danmark.

Og hun fremsætter det, hun kalder en appel til danske mødre.

»Prøv at sætte jer i indvandrermødres sted. Hvordan ville I havde det, hvis jeres børn hver dag oplevede usikkerhed og mistro, bare fordi deres far og mor ser anderledes ud?«

»Jeg går rundt og ved, at nogle folk ikke synes, jeg hører til her. Det er godt nok mit hjem. Men jeg får så ofte at vide, at jeg er gæst - og tilmed en ubuden en.«

I år er Raghad Pedersen begyndt at gøre meget ud af muslimske traditioner.

Det har hun ellers aldrig gjort før i Danmark..

»Men når jeg ikke føler, at jeg bliver optaget i den danske kultur, bliver jeg nødt til at holde mere fast i en anden kultur for at have et ståsted. Og det var slet ikke den vej, jeg ville,« siger Raghad Pedersen.

(Jyllandsposten)