02.12 2001
JP
Indvandrer: Valgkampen påvirker vore børn
Valgkampen
har fået konsekvenser for indvandrerne i Danmark. Mange af dem føler
integrationen sat flere skridt tilbage på grund af kampen om vælgerne i
indvandrerspørgsmål. Den irakisk fødte flygtning, civilingeniør Raghad
Pedersen, er en af dem, der frygter for konsekvenserne for næste generation.
Det var to dage
før folketingsvalget.
Raghad Pedersen
var lige kommet hjem til familiens hus i Langholt nord for Aalborg.
Hun var kørt
med bus helt fra København, fordi SAS den dag havde måttet tage 43 fly ud af
drift til et check.
Klokken var
2.15, da hun træt satte sig i den hvide lænestol på førstesalen i huset i det
stille nordjyske parcelhuskvarter.
Den 40-årige
irakisk fødte civilingeniør og marketing manager fra firmaet Ericsson Diax med
270 ansatte havde været på en succesfyldt salgsrejse til Kroatien for
selskabet.
Inde i
soveværelset lå hendes danske mand og parrets to børn og sov.
Pludselig hørte
Raghad Pedersen fødder på gulvet, og susende ind i stuen kom den femårige
datter, Yasmin.
Hun kastede sig
op i favnen på moderen og hulkede:
»Mor, mor, jeg
troede aldrig, du kom hjem mere. Der var en mand i fjernsynet, der sagde, at
alle muslimer skulle sendes ud af Danmark og tilbage til deres hjemlande.«
Datteren var utrøstelig og faldt først i søvn, da moderen lagde sig med
hende.
»Jeg kunne
ligefrem lugte hendes frygt,« siger Raghad Petersen.
Hun huskede med
ét, hvordan hun selv som barn oplevede frygten den nat i Irak, hvor
sikkerhedspolitiet hentede hendes egen far midt om natten.
De følgende
dage ringede datteren flere gange til moderen for at spørge, om hun kom hjem
fra arbejde, og hvornår præcist hun ville komme.
»Jeg måtte gang
på gang sige til hende: Danmark er mit hjem og dit hjem. Der er ingen, der kan
smide os ud.«
Uroen ville
ikke forlade datteren, og en aften så den femårige på moderens hud og sagde:
ȁh, mor. Bare
du dog så ud som de andre mødre!«
Og en aften,
Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, tonede frem på skærmen, sagde datteren:
»Han kan heller
ikke lide muslimer. Men han ved jo ikke, at du er en god mor.«
Episoderne med datteren er for Raghad Pedersen et udtryk for, at
valgkampen ikke bare endte med at ændre det politiske billede i Danmark. For
flygtninge, indvandrere og efterkommere var der endnu en effekt:
»Vi var. Vi er.
Og vi vil altid være udlændinge i vores eget land,« siger Raghad Pedersen.
Hun kom selv
til Danmark i 1990 som flygtning fra Irak.
Hun blev gift
med en dansk ingeniør, fik hurtigt arbejde og parret har fået to børn. De gav
bevidst børnene navne, der signalerede både et irakisk og et dansk
tilhørsforhold, Yasmin Elna og Oscar Karem Pedersen.
Små skridt
fremad på vejen til at blive dansker blev efter Raghad Pedersens mening
forvandlet til et kæmpe tilbageskridt i valgkampen op til folketingsvalget.
»Jeg havde troet, at jeg skulle sætte mit kryds efter for eksempel
skatteforhold og velfærd. For jeg har hele tiden betragtet mig selv som
dansker. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg pludselig skulle til at tænke
på mig selv som udlænding og dermed stemme efter, hvem der råbte mindst op mod
indvandrere. Det var jo nærmest som en auktion: Vi kan smide 5000 udlændinge
ud, sagde det ene parti. Jamen, vi kan smide 10.000 ud sagde det andet.«
»Det var jeg
nødt til at forholde mig til, da jeg skulle hen at stemme,« siger Raghad
Pedersen.
Hun håber, at
den siddende statsminister om 50 år officielt vil komme med en officiel
undskyldning for det, hun betragter som en hetz-kampagne mod flygtninge og
indvandrere i Danmark i 2001.
»Hvad kræves
der egentlig mere af mig for at blive accepteret som dansker? Jeg er dansk
statsborger, jeg skaffer penge til det danske velfærdssamfund, jeg betaler
skat, mine børn går i dansk vuggestue og børnehave, vi bor i et almindeligt
hus, og den danske del af familien roser min brune sovs. Alligevel er jeg
udlænding i mit eget land. I valgkampen var det som om, beskeden konstant lød:
Du tror vel da ikke, at du er medlem af klubben for danskere, vel? Det er du
ikke,« siger hun.
Hun føler, at medierne har været med til at skabe en fjendtlighed over
for indvandrere, og at pressen har skåret alle indvandrere over en kam..
»Det gode
eksempel på en integreret og velfungerende indvandrer er blevet fremstillet som
en undtagelse. Det dårlige eksempel med ikke-integrerede indvandrere er blevet fremstillet
og behandlet som det generelle,« siger hun.
»Vi er stemplet
i de næste fire år som andenklasses borgere,« siger Raghad Pedersen, som ikke
længere orker at tænde for fjernsynet af frygt for, hvad
"indvandrerne" nu har lavet af ulykker. .
Raghad Petersen
oplever, at de personer, der i valgkampen sagde, at de ville smide udlændinge
ud af Danmark, næsten ved at få deres vilje med hende:
»Jeg ønsker
ikke, at mine børn skal vokse op i et land, hvor de ikke anses for at være
rigtige borgere, fordi de har en udenlandsk mor og er lidt mørke i det. Vi
skulle måske rejse til et andet land. Men jeg har jo boet her i 11 år, og hele
familien har rødder her. Hvor skal vi gå hen?« siger Raghad Pedersen.
Hun mener, at kun få danskere gør sig klart, hvilke konsekvenser mange
af de udtalelser, der kom i valgkampen, har haft for indvandrerne i deres
dagligliv i Danmark.
Og hun
fremsætter det, hun kalder en appel til danske mødre.
»Prøv at sætte
jer i indvandrermødres sted. Hvordan ville I havde det, hvis jeres børn hver
dag oplevede usikkerhed og mistro, bare fordi deres far og mor ser anderledes
ud?«
»Jeg går rundt
og ved, at nogle folk ikke synes, jeg hører til her. Det er godt nok mit hjem.
Men jeg får så ofte at vide, at jeg er gæst - og tilmed en ubuden en.«
I år er Raghad
Pedersen begyndt at gøre meget ud af muslimske traditioner.
Det har hun
ellers aldrig gjort før i Danmark..
»Men når jeg
ikke føler, at jeg bliver optaget i den danske kultur, bliver jeg nødt til at
holde mere fast i en anden kultur for at have et ståsted. Og det var slet ikke
den vej, jeg ville,« siger Raghad Pedersen.
(Jyllandsposten)