Venstres lejrliv i nærområderne
Bragt i Berlingske Tidende d. 12. november 2001
af Pernille Frahm, MEP
Venstres bud på, hvordan vi skal tackle verdens flygtninge, harmonerer
meget lidt med partiets påståede menneskesyn. For til festlige
lejligheder hører vi den om, at enhver er sin egen lykkes smed og om ikke
at tage initiativet fra mennesker. Men når det drejer sig om
flygtninge,
så er menneskesynet diametralt modsat. Det får mig mest til at tænke på
de allerværste sovjetkommunistiske karikaturer: Ingen skal
selv bryde sig
om at tage initiativer til noget som helst. Alle skal bare rette ind i
lejren i de såkaldte nærområder og trække et nummer,
mens højere
myndigheder tager sig af sagerne. Venstres menneskesyn
gælder kun for
danskere. Flygtninge skal overlade deres skæbne til
myndighederne, først
og fremmest
fordi vi der får noget for vores penge.
Ifølge Venstre.
Man får indtryk af, at Venstre tror, de fleste flygtninge
kommer til
Danmark
eller Vesteuropa. Så derfor vil jeg anbefale, at Venstre
studerer UNHCRs
statistikker over hvor denne verdens flygtninge egentligt
befinder sig. De
befinder sig nemlig der, hvor Venstre ønsker alle skal
befinde sig: I
nærområderne!
Da situationen tilspidsedes i Kosovo, modtog Makedonien
260.000
flygtninge.
Det svarer til ca. 18 pct. af deres egen befolkning, eller
til at Danmark
havde taget en million. Hvor mange var det nu der kom frem
til EU og
Danmark
dengang?
Situationen i Afghanistan har været et helvede for alle
kvinder og
demokrater i årevis, og det er som bekendt ikke blevet bedre
på det
sidste.
Nærområdet Pakistan lukker nu sine grænser, fordi de i
forvejen er
oversvømmet af flygtninge fra andre nærområder, og
Afghanistans grænser er
dermed så godt
som lukkede. I et
karakteristisk nærområde Parrots
Beak, der hvor Sierra Leone, Liberia og Guinea støder
sammen, lever
250.000 flygtninge i lejre i nærområdet.
Situationen er tilspidset i
området, for Guinea og Liberia truer med krig, og mange
nødhjælpsarbejdere
er for længst flygtet ud af nærområdet. Mad- og
medicinforsyninger er
afbrudt, situationen er så skræmmende, at titusindvis af flygtninge nu
forsøger at vende tilbage til Sierra Leone, der ellers er
kendt for, at
være det nærmeste man kan komme på helvede i Afrika. Tilsvarende kan man
opleve på næsten alle kontinenter i de såkaldte
nærområder. I Asien flygtede en million fra Burma til
Thailand i løbet af
det sidste tiår, og omkring 100.000 af dem lever i lejre tæt
op af
grænsen.
De kan berette om slavearbejde, vold, mord, tortur og
opløsning i deres
hjemland. Nogle af dem bor i lejre, hvor jorden består af
vådt, koldt,
gult
mudder, der gør det næsten umuligt at bevæge sig rundt.
Overfyldte
skolestuer, hvor man intet kan høre, når regnen trommer på
taget, og hvor
børn og unge vender sig til amfetamin i stedet for
uddannelse. Hvor
sundhedsarbejdere kan fortælle om tyfus, malaria og
underernæring. Der er
ingen tvivl om, at der er brug for økonomisk hjælp til
UNHCRs arbejde i
verdens flygtningelejre. Men at gøre lejrlivet til en
forudsætning for
overhovedet at blive accepteret som flygtning er udtryk for
et
menneskesyn,
der dels harmonerer dårligt med »enhver er sin egen lykkes
smed« dels
ignorerer den faktiske situation omkring fordelingen og
forholdene for
verdens flygtninge.
Venstres politik er uden hold i den virkelighed, hvor nærområderne for
længst har nået smertegrænsen for, hvad fattige lande kan
løfte. Den er
ude
af trit med et menneskesyn, der giver ethvert menneske ret
til at søge
lykken eller i hvert fald bare at slippe for katastrofen.
Med en borgerlig
regering, hvor Pia Kjærsgaard skal levere de afgørende
stemmer, er der al
mulig grund til at frygte, at denne politik vil forsøges
gennemført.
Venstres tilbud til mennesker på flugt er at rette ind i
køen og vente på
almisserne fra de rige. Ren Sovjet.