Venstres lejrliv i nærområderne

Bragt i Berlingske Tidende d. 12. november 2001

af Pernille Frahm, MEP

 

Venstres bud på, hvordan vi skal  tackle verdens flygtninge, harmonerer

meget lidt med partiets påståede  menneskesyn. For til festlige

lejligheder hører vi den om, at enhver er sin  egen lykkes smed og om ikke

at tage initiativet fra mennesker. Men når det drejer sig om flygtninge,

så er menneskesynet diametralt modsat. Det får mig  mest til at tænke på

de allerværste sovjetkommunistiske karikaturer: Ingen skal selv bryde sig

om at tage initiativer til noget som helst. Alle skal  bare rette ind i

lejren i de såkaldte nærområder og trække et nummer, mens  højere

myndigheder tager sig af sagerne. Venstres menneskesyn gælder kun for

danskere. Flygtninge skal overlade deres skæbne til myndighederne, først

og  fremmest fordi vi der får noget for vores penge.

 

Ifølge Venstre.

Man får indtryk af, at Venstre tror, de fleste flygtninge kommer til

Danmark

eller Vesteuropa. Så derfor vil jeg anbefale, at Venstre studerer UNHCRs

statistikker over hvor denne verdens flygtninge egentligt befinder sig. De

befinder sig nemlig der, hvor Venstre ønsker alle skal befinde sig: I

nærområderne!

Da situationen tilspidsedes i Kosovo, modtog Makedonien 260.000

flygtninge.

Det svarer til ca. 18 pct. af deres egen befolkning, eller til at Danmark

havde taget en million. Hvor mange var det nu der kom frem til EU og

Danmark

dengang?

Situationen i Afghanistan har været et helvede for alle kvinder og

demokrater i årevis, og det er som bekendt ikke blevet bedre på det

sidste.

Nærområdet Pakistan lukker nu sine grænser, fordi de i forvejen er

oversvømmet af flygtninge fra andre nærområder, og Afghanistans grænser er

 dermed så godt som lukkede.  I et karakteristisk  nærområde  Parrots

Beak, der hvor Sierra Leone, Liberia og Guinea støder sammen, lever

250.000 flygtninge i lejre i  nærområdet.  Situationen er tilspidset i

området, for Guinea og Liberia truer med krig, og mange nødhjælpsarbejdere

er for længst flygtet ud af nærområdet. Mad- og medicinforsyninger er

afbrudt, situationen er så skræmmende, at  titusindvis af flygtninge nu

forsøger at vende tilbage til Sierra Leone, der ellers er kendt for, at

være det nærmeste man kan komme på helvede i Afrika.  Tilsvarende kan man

opleve på næsten alle kontinenter i de såkaldte

nærområder. I Asien flygtede en million fra Burma til Thailand i løbet af

det sidste tiår, og omkring 100.000 af dem lever i lejre tæt op af

grænsen.

De kan berette om slavearbejde, vold, mord, tortur og opløsning i deres

hjemland. Nogle af dem bor i lejre, hvor jorden består af vådt, koldt,

gult

mudder, der gør det næsten umuligt at bevæge sig rundt. Overfyldte

skolestuer, hvor man intet kan høre, når regnen trommer på taget, og hvor

børn og unge vender sig til amfetamin i stedet for uddannelse. Hvor

sundhedsarbejdere kan fortælle om tyfus, malaria og underernæring. Der er

ingen tvivl om, at der er brug for økonomisk hjælp til UNHCRs arbejde i

verdens flygtningelejre. Men at gøre lejrlivet til en forudsætning for

overhovedet at blive accepteret som flygtning er udtryk for et

menneskesyn,

der dels harmonerer dårligt med »enhver er sin egen lykkes smed« dels

ignorerer den faktiske situation omkring fordelingen og forholdene for

verdens flygtninge.

Venstres politik er uden hold i den virkelighed, hvor  nærområderne for

længst har nået smertegrænsen for, hvad fattige lande kan løfte. Den er

ude

af trit med et menneskesyn, der giver ethvert menneske ret til at søge

lykken eller i hvert fald bare at slippe for katastrofen. Med en borgerlig

regering, hvor Pia Kjærsgaard skal levere de afgørende stemmer, er der al

mulig grund til at frygte, at denne politik vil forsøges gennemført.

Venstres tilbud til mennesker på flugt er at rette ind i køen og vente på

almisserne fra de rige. Ren Sovjet.