Et åbent brev til alle politikere i det Danske Rigsfællesskab

DANMARK, GRØNLAND OG STORBRITANNIEN SKAL BRUGE DERES INDFLYDELSE TIL AT SIKRE AT USAs "RAKETSKJOLD", NMD, IKKE ØDELÆGGER MEN BIDRAGER TIL VERDENSFREDEN

Kære politikere i det Danske Rigsfællesskab,

Danmark, Grønland og Storbritannien har i øjeblikket en enestående mulighed for at sikre at fremskridt mod den totale afskaffelse af atomvåben fortsætter, fordi den strategiske vigtighed for NMD af Fylingdales-basen i Nordengland og af Thule-basen i Grønland giver disse tre lande to meget stærke kort på hånden. Hvis disse tre lande i fællesskab forstår at spille disse kort rigtigt, kan de yde et uerstatteligt bidrag til verdensfreden . De kan være med til at sikre at USA lever op til den traktatmæssige forpligtelse til at arbejde hen imod den totale kernevåbennedrustning, som USA skrev under på sammen med Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien ved "the Nuclear Non Proliferation Treaty Review Conference" (NPT-konferencen) sidste år.

Jeg retter en appel til jer om at gribe denne chance for at tjene verdensfreden. General Lee Butler, øverstkommanderende for USAs atomstyrker i årene 1991 - 1994, har advaret os om at vi ikke skal tage det for givet at vi vil overleve en ny oprustningsrunde - med sit indgående kendskab til hvor tæt vi har været på ragnarok under den kolde krig, betegner han vores overlevelse dengang som ren og skær HELD. Da vores fælles fremtid - og især vore børns fremtid - skal afhænge af noget mere end held, f.eks. en civiliseret verdensorden baseret på internationale traktater, skal vi aldrig tillade at vi vender tilbage til den kolde krigs terrorbalance. Ingen formodet trussel fra en "state of concern", som "slyngelstater" er blevet omdøbt til, kan retfærdiggøre en ny terrorbalance, som kan være resultatet af NMD hvis de internationale kernevåbentraktater falder fra hinanden. Derfor, kære politikere, opfordrer jeg jer til at melde klart ud til Præsident Bush og hans nye regering, således:

1. Hvis der virkelig findes nogen trussel fra Irak eller Iran, de såkaldte "states of concern", mod USA, så er den forsvindende lille i forhold til den trussel som Ruslands op mod 20.000 kernevåben udgør mod USA og NATO. Derfor må USAs og alle andre NATO-landes første prioritet være "de-alerting", d.v.s. at få USA og Rusland til at aftale at begge parter ophører med at holde flere tusinde missiler i højt beredskab. Derved kommer vi allesammen et skridt længere væk fra den kolde krigs terrorbalance, som i virkeligheden slet ikke er overstået endnu.

Og i øvrigt vil resten af verden gerne vide, hvor ægte truslen er fra to fattige lande, overvåget af amerikanske satelitter, som sandsynligvis ville smugle atombomber ind i USA hvis de skulle lave en terroraktion. Hvorfor bygge raketter og risikere politisk og fysisk selvmord ved et amerikansk første-slag eller gengældelses-aktion, godkendt af en forenet FN? Kina og Rusland ville næppe stå i vejen, da de selv kunne have grunde til at frygte terroraktioner fra fjendtlige grupper. Og resten af verden vil også gerne vide, hvorfor USA ikke kunne prøve at købe Irak og Irans "venlighed" når det ser ud til at kunne lade sig gøre med Nordkorea. Til dette formål kunne USA bruge nogle af de mindst 60 milliarder dollars som magteliten er parat til at ofre på NMD.

2. USAs og alle andre NATO-landes anden prioritet må være at få Rusland til at fortsætte sine nedrustningsbestræbelser med USA, så verden bliver overbevist om at konkrete og irreversible skridt mod opfyldelsen af NPT-traktaten sker. Ved at forpligte sig selv til den totale afskaffelse af atomvåben har både USA og Rusland en traktatmæssig forpligtelse til at reducere deres kernevåbenarsenaler til et niveau hvor alle atommagter bliver inddraget i det sidste nødvendige skridt - NUL ATOMVÅBEN. Fordi som så mange militære eksperter - og jeres EU kolleger fra Irland og Sverige i "the New Agenda Coalition" - har påpeget, er "deterrence" (afskrækkelse) falsk tryghed, en illusion om beskyttelse, da den eneste ægte beskyttelse er den totale globale afskaffelse af atomvåben.

Afskrækkelse er værdiløs mod selvmordsaktioner, eller mod utilsigtede missilangreb - den slags uheld man kunne forvente i den nærmeste fremtid, ikke fra en "state of concern", men med langt større sandsynlighed fra et Rusland hvis atomstyrker er hærget af pengemangel og forfald. Og NMD, hvis det nogensinde kommer til at virke, som mange amerikanske eksperter tvivler på, vil først være parat allertidligst om 5 år. I stedet for at blive fikseret på NMD skulle USA hellere koncentrere sig om at få Rusland til at uskadeliggøre sine kernevåben hurtigst muligt, da der er lange og tvivlsomme udsigter til at NMD kunne yde beskyttelse mod et russisk atomvåbenuheld. Derfor er det også vigtigt at udsende signaler til Rusland om gensidig tillid og respekt, så USA og Rusland kan forhandle sig frem til en "de-alerting aftale" og til yderligere reduktioner i begge landes kernevåbenarsenaler.

Men indtil verden opnår målet NUL ATOMVÅBEN vil det være både ærligt og klogt af jer politikere at fortælle civilbefolkningen sandheden. Fortæl vi almindelige borgere at indtil vi opnår målet NUL ATOMVÅBEN vil der altid være en vis risiko for et kernevåbenuheld, og at den bedste beskyttelse i mellemtiden vil være at tage civilforsvarsøvelser alvorligt, da forholdsvis enkle forholdsregler har gode chancer for at reducere dødeligheden fra radioaktivt nedfald fra eksempelvis 90% af befolkningen til 20%. Egentlig synes jeg det er jeres fornemste pligt at forholde jer til en utilsigtet atomvåbenaffyring som en virkelig mulig hændelse, og ikke kun en slags skrækkampagne fra fredsaktivister. "Kursk" tragedien i august sidste år har med al tydelighed vist at faren er ægte, og at det er ganske uansvarligt at ignorere denne fare. Tillad mig at citerere fra artiklen "Russia's blue water blues" fra januar i år i det anerkendte amerikanske tidsskrift "Bulletin of the Atomic Scientists" (Vol.57, No. 1, 2001): "IT WAS ONLY CHANCE THAT THE KURSK TRAGEDY DID NOT INVOLVE A NUCLEAR MISSILE. THE WORLD MIGHT NOT BE SO LUCKY NEXT TIME".

Jeg vil stærkt anbefale at I får jeres embedsmænd til at læse ovennævnte artikel meget nøje igennem, og at de giver jer en fyldestgørende rapport om indholdet på dansk. (Se www.bullatomsci.org/issues/2001/jf01/jf01chuen.html) . Jeg vil ligeledes stærkt anbefale samme procedure for "Taking Nuclear Weapons off Hair-Trigger Alert" i det anerkendte videnskabelige tidsskrift "Scientific American", november 1997, da denne artikel bekræfter det samme budskab (www.sciam.com/1197issue/1197vonhippel.html).

Jo mere man funderer over budskabet i disse to artikler, jo mere sandsynligt virker det, for mig i hvert fald, at her har vi den mest sandsynlige årsag for USA's NMD planer - Pentagon frygter den utilsigtede affyring af et russisk missil, men det Hvide Hus tør ikke sige det højt, fordi amerikanerne er bange for at fornærme russerne. Og derved skade forhandlingsklimaet Rusland og USA imellem. Det ville jo ikke lyde særlig diplomatisk hvis USAs regering sagde lige ud til den russiske regering, at Pentagon egentlig ikke troede på at Kreml havde styr på sine missiler. Men lad os slå én ting fast med syv-tommer søm; NMD vil være værdiløs mod et ægte gengældelsesangreb fra Rusland, så USA taler sandt når det siger at NMD ikke er en måde, hvorpå USA kan opnå nuklear overlegenhed over Rusland. NMD vil kun virke - måske - mod et enkelt missil eller to, og derfor kan det kun virke - måske - mod et russisk misil affyret ved et uheld. At USA synes at have helt unødvendigt hastværk med at få NMD op at køre skyldes nok at USA frygter, og med god grund, et russisk uheld i den nærmeste fremtid, og at den farlige situation vil fortsætte mange år endnu, da tidshorisonterne for fremskridt i NPT-processen er lange. Alt for lange vil mange sige, da risikoen for et kernevåbenuheld stiger for hvert år der går.

Derfor skal hele verden lægge meget stærkt pres på de to atommagter til at udvise gensidig tillid, og til hurtigst muligt - og helst øjeblikkeligt - begynde på forhandlinger til at reducere faren for uheld. Derfor haster det med at få USA og Rusland til at "de-alerte" og til at lade være med at spille "hårde negle".

Rusland har ikke råd til at udvikle nye våben når det ikke engang har råd til at sikre sig mod uheld med de kernevåben det råder over nu. Og USA har ikke råd til at spille højt spil overfor Rusland, da amerikanerne sagtens kan undervurdere russisk stolthed, og ved at insistere på NMD for enhver pris hurtigst muligt, kan sabotere deres chancer for at opnå de mål som selveste George Bush har sagt er vigtige - "de-alerting" og dybe nedskæringer i kernevåbenarsenalerne. For at løse hele problemet kunne det efter min mening gavne med en mellemmand, et tredje land som mellemled, som kan få USA og Rusland til at udvise forhandlingsvilje. Et land - eller nogle lande - som forstår USAs ægte bekymring og samtidig Ruslands behov for ikke at tabe ansigt og blive ydmyget endnu engang efter kommunismens sammenbrud.

Rent faktisk tror jeg, at netop Danmark og Storbritannien kunne være velegnet til at spille mæglerrollen her. USA vil lytte til disse to lande i kraft af Thule og Fylingdales, og i endnu højere grad, hvis Storbritannien, Danmark og Grønland finder fælles fodslag, og aftaler en fælles politik over for USA. Og Danmark og Storbritannien kan lokke Rusland til at samarbejde ved at love fortsat økonomisk hjælp og investeringer og en tæt kontakt til EU, så Russerne er sikre på at deres meninger og holdninger når frem til EU-systemets top.

3. Den aftale som USA og Rusland når frem til, (eventuelt med Danmark og Storbritannien som mellemled) behøver ikke nødvendigvis hedde ABM-traktaten. Men NPT-processen SKAL fortsætte - fremskridt mod den totale afskaffelse af atomvåben er målet som vi aldrig må bringe i fare. Sådan kan man forstå General Alexander Piskunov, én af Ruslands top-forhandlere i kernevåbenspørgsmål, hvis man læser Oleg Odnokolenko's indslag "Kremlin ponders ameliorating stance on ABM" i CDI Russia Weekly #137 ( 19 jan 2001 ) - se www.cdi.org/russia/137.html.

Derfor skal Kina også inddrages i forhandlingerne. Hui Zhang, forsker i "Science and International Affairs", Harvard University, forklarer hvorfor i sin artikel "US must consider how missile defense plan will play in China" (Boston Globe, 18 jan 2001). Kina, forklarer Hui Zhang, med sine kun 20 langtrækkende atommissiler, har god grund til at frygte at USAs planlagte NMD virkelig kunne forhindre Kina i en gengældelsesaktion mod et amerikansk første-slag. Og derfor kunne Kina se sig nødsaget til at bygge HUNDREDER af missiler for at føle sig sikret mod et US angreb.

Derved, kære politikere, kunne et nyt våbenkapløb være begyndt, hvor ikke kun russiske men også kinesiske langtrækkende atommissiler kunne være rettet mod mål i NATO-territorium, heriblandt det Danske Rigsfællesskab, i en krisesituation. Derfor efter min mening er den nuværende NMD-debat så væsentlig, da en forhandlings-løsning SKAL findes før USA fortsætter med sine planer. Alt andet vil være en opskrift på en selvmorderisk ligegyldighed med det Danske Rigsfællesskabs - og hele verdens - sikkerhed.

Man spørger sig selv om NMD virkelig er det værd, når man tænker på de nye, eventuelt langt større trusler, som kunne være resultatet af NMD, hvis kernevåbentraktat-regimet bryder sammen som følge af russisk og kinesisk utilfredshed. Netto-resultatet kunne jo nemt være det globale mareridt, at ikke-spredningsaftalen rives i stykker, og alle større lande opruster. Herfra er der ikke langt til en global atomkrig før eller senere, med ingen lande tilbage at flygte til, og ingen lande tilbage som kan hjælpe med genopbygning bagefter. Alle som har læst John Herseys forfærdende, men sandfærdig bog "Hiroshima" fra 1946, vil forstå at global kernevåbenoprustning skal undgås for enhver pris.

Men hvis USA for enhver pris vil have NMD må det være Danmark og Storbrit-anniens pligt, i samråd med Grønland, at gøre hvad de kan for at forhindre at hele den globale fred trues. Det vil utvivlsomt være i disse landes egne borgeres interesse hvis de kunne fungere som mæglere, og som jeg allerede har forklaret, tror jeg at dette er en realistisk mulighed. Jeg foreslår en konference hvor Danmark, Grønland og Storbritannien er værtsnationer, og hvor USA, Rusland og Kina skulle forhandle sig frem til en fælles løsning for NMD-problemet. Frankrig skulle også være med så alle de officielle ("declared") atommagter er repræsenteret.

Man kunne godt forestille sig at Rusland accepterer USAs behov for NMD som begrundet, som modydelse for et tilbud om dybe nedskæringer i amerikanske atomarsenaler. Men hovedproblemet kunne være at Kina stritter imod. Hui Zhang antyder dette i ovennævnte artikel. Det er faktisk svært at se en formular som kunne tilfredsstille både Rusland OG Kina.

4. Jeg vil alligevel påstå at der findes en løsning som kan tilfredsstille samtlige atommagter, og hele verdens civilbefolkning oven i købet. Løsningen hedder DEN TOTALE AFSKAFFELSE AF ATOMVÅBEN INDENFOR DEN KORTEST MULIGE TID. Når nu de fem erklærede atommagter Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA er blevet enige om at afskaffe atomvåben, hvorfor trækker de så tiden ud? Hvorfor går de ikke i gang med at gennemføre projektet hurtigst muligt? De kunne formodentlig være færdige om fem år - og så på det tidspunkt kunne FN godkende udvikling af et NMD system som skulle beskytte ALLE lande mod en stat som forsøgte at udøve nuklear afpresning når NUL ATOMVÅBEN var en realitet. .

Og hvis det skulle vise sig at en "state of concern" havde et atomvåben næsten klar til affyring om fem år, kunne FN gennemføre en massiv fælles redningsaktion, og ved brug af massiv konventionel overlegenhed tilintetgøre missilet i dets silo - og pågribe landets regering, og anklage den for forbrydelser mod menneskeheden . Naturligvis skal det være muligt for et land som kan fremlægge beviser for en trussel at få FN til at godkende og iværksætte en redningsaktion.

Den løsning til NMD-problemet som jeg tror vil kunne få størst opbakning er derfor følgende: USA skal ikke droppe men udskyde sine NMD planer indtil hele verden kan være med. Og i mellemtiden skal USA og de andre atommagter have fuld fart på med at skrotte deres atomvåben, så NUL ATOMVÅBEN bliver den endelige og bedste garant mod et atomvåbenangreb.

Med hvad så med de andre medlemmer af atomvåbenklubben, d.v.s. de lande som ikke er "states of concern", men som betragtes som "uofficielle" atommagter, navnlig Indien, Israel og Pakistan? Ved hjælp af en massiv diplomatisk indsats skal disse lande naturligvis inddrages i atomvåbennedrustnings slutfase - NUL ATOMVÅBEN. Og naturligvis skal FN give dem passende sikkerhedsgarantier som kompensation for opgivelsen af deres atomvåben. Her skal alle politiske og religiøse forskelle glemmes til fordel for verdens vigtigste sag - at forhindre en ny global oprustningsrunde, som lynhurtigt kan smadre alles drømme om en bæredygtig fremtid for deres eget folk.

Det vil ikke nødvendigvis være nemt at få disse tre sidstnævnte lande med - men hvis viljen virkelig er til stede i verdenssamfundet, vil det kunne lade sig gøre. På slutfasens tidspunkt skal man huske på at alle verdens økonomiske stormagter, EU inklusiv, vil være forenet i deres ønske om at se en varig fred - og de vil kunne true stater som ikke vil samarbejde med total økonomisk isolation. Ingen stat i den moderne verden vil kunne modstå dette pres i ret lang tid før dens økonomi - og dermed dens krigsmaskine - brød fuldstændig sammen.

5. Mit løsningsforslag vil mange straks afvise, nærmest per automatik, som alt for idealistisk. Men er der noget andet alternativ? Så lad den offentlige debat begynde - for den kommer vi ikke udenom. Det kan ikke være rigtigt at en lille elite altid skal afgøre verdens fremtid. Det kan alt for let ske, at eliten er i lommen på nogle rige tilhængere, eller er forblindet af en bestemt religiøs eller politisk tro. Atomvåben-debatten kræver at man sætter sig ind i nogle grundbegreber, men i den sidste ende handler den om moral, og alle normale mennesker har moralske værdier. Lad os komme i gang med at diskutere atomvåben og moral, på en måde hvor også den almindelige borger kan være med, så almindelige borgere kan være sikre på at deres ledere træffer de bedste beslutninger om fremtiden. Almindelige borgere har en ret til en mening om fremtiden - DERES skattepenge bliver brugt til ledernes planer.

Alle født efter 1945 er vokset op under en konstant overhængende fare for atomvåbnenes rædsler. Men det er ingen naturlov at det skal være sådan! Vi kan sige STOP! NU HAR VI FÅET NOK! Og jeg tror at vore børn og børnebørn, og alle fremtidige generationer, vil være os evigt taknemmelige hvis vi gør det LIGE PRÆCIS NU! Kan vi bede om en større belønning end deres evige taknemmelighed?

David Longworth
Thurøvej 18
DK - 8600 Silkeborg