Information, 23. december 2000

På vej væk

Af MARYAH GHAURI
Alt for længe har Danmark og danskerne ikke betragtet de unge efterkommere af indvandrerne som mennesker. Nu får de unge hævn – i bestyrelseslokaler og auditorier i andre lande

Jeg har været tavs længe. Jeg har ikke blandet mig i debatter og diskussioner om indvandrere og flygtninge og muslimer og kultur. Jeg har ikke haft meget at sige til, hvad der er blevet sagt. Jeg bryder tavsheden nu – ikke så meget fordi jeg nu vil blande mig; men fordi jeg har en historie, som jeg synes, at De bør høre.

Desværre. Jeg er ikke en af disse underholdende selvbestaltede repræsentanter. Jeg har ingen fine akademiske udtryk med hvilke, jeg vil imponere. Jeg kan end ikke tilfredsstille den offentlige tørst for mening og sammenhæng midt i disse forvirrede tider. Men jeg kan fortælle en historie, som kun få kender. En overset historie om en, ifølge min betragtning, stor ulykke og tragedie, som udspilles i og for det danske samfund.

Min historie handler om indvandrere. Indvandrere som udvandrer. Den handler om unge efterkommere af 60‘ernes og 70‘ernes indvandrere, som ikke ser en fremtid for sig selv her i landet. Og om de mennesker, for hvilke landet tilsyneladende ej heller ser nogen fremtid. Min historie handler ikke om ‘nydanskere‘, den handler om udlændinge. Nu tænker De vel Blågårds Plads, Vollsmose og Gjellerup? Tænk igen. Tænk de største livskunstnere, de mest farverige og fantastiske kosmopolitter, de mest fascinerende kapaciteter – tænk London, Paris og New York. Denne historie handler ikke om voldtægtsforbrydere, drengebander eller tyvagtige asylansøgere. Den handler om et par af mine venners skæbner. Læs her lidt om dem, og bedøm så selv, hvem der er taberen, hvem der er ‘færdig‘, når Danmark gør regnskabet op efter den seneste tids ‘indvandrer-debat‘.

Den første skæbne tilhører min barndomsveninde. Vi er født på samme sygehus i Danmark og er omtrent på samme alder. Aishah – lad os blot kalde hende det – er født af marokkanske forældre og voksede op sammen med mig sydvest for København. Mod alle odds har Aishah gennemført en meget lang og krævende uddannelse inden for medicin. Hun bestod blandt de dygtigste i sin årgang. I dag arbejder hun som læge på et af landets førende hospitaler. Aishah er en usædvanligt smuk kvinde og et meget musikalsk menneske. Hun spiller klaver som ingen anden, jeg har set. Aishah har skrevet mange værker om brydningsfeltet mellem kultur, filosofi og videnskab. Hun er socialt engageret – underviser unge udenlandske piger i samfundsfag og politiske forhold. Kort sagt er Aishah et af de mest fascinerende og fængslende mennesker, jeg har mødt.

Men alt dette betyder jo intet. Dette vidunderlige menneskes skæbne, hendes lidenskaber, engagement og livskraft betyder intet, for Aishah er muslim. Og Aishah bærer tørklæde. Og det passer ikke ind i det danske billede af en muslimsk kvinde, at hun har alle de ovennævnte kvaliteter. For muslimske kvinder har da ikke en personlig identitet? Muslimske kvinder besidder da ikke lidenskaber? Muslimske kvinder kan da ikke være engageret i samfundsforhold? Indtil tørklædet nævnes, er Aishah et smukt og unikt menneske; men med et sæt berøves hun sin menneskelighed, så snart patienten ser, at hendes læge bærer et tørklæde. Og sygeplejerskerne tænker deres, ligesom kollegaerne, kantinedamen, portøren og...

Aishah er blevet træt af ikke at være et menneske. Meget træt. »På den ene side er jeg så træt af de forargede blikke, mit tørklæde foranlediger – jeg er træt af et kvart århundredes nedværdigelser og krænkelser,« siger hun, »men på den anden side kan jeg ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne øve vold på mig selv og kompromittere min tro og overbevisning? Jeg kan jo ikke undskylde min identitet og ofre mit tørklæde; jeg bestemmer over mig selv. Danskerne bestemmer ikke over mig.«

Aishah ryster på hovedet og griner, »der er noget grundlæggende patetisk ved det fordækte synspunkt, der først agiterer emancipation blandt muslimske kvinder for dernæst at afvise kvindens ret til religionsfrihed.«

Hvad svarer denne milde kvinde, når jeg spørger hende om, hvorfor hun dog ikke deltager i debatten og deler sine synspunkter?

»Har du læst de græske tragedier, Maryah? De siger, at æsler altid vil fortrække hakkelse frem for guld. Hvad skal jeg sige til dem, der ikke hører, ikke ser, ikke taler, men skriger – vildelse uden indsigt og uden viden? I lægeverdenen medicinerer vi folk, når de rabler sådan, som danske politikere og ministre gør.«

For nyligt blev Aishah glad. Meget glad. Hun har gennem en slægtning fået tilbudt en position i Emiraterne på et privat hospital. Hun begynder om to måneder.

»Jeg er så glad, Maryah,« sagde hun, »og hvor ser jeg frem til ikke længere at skulle leve i omgivelser, hvor det er leverpostej, Robinson og julefrokoster, der udgør parametrene, med hvilke civilisationen måles.«

Aishah er glad. Men jeg vil savne hende.

Den anden skæbne tilhører min nærmeste og mest fortrolige ven – lad os kalde ham Iman. Iman er født her i landet af pakistanske forældre og er opvokset i Danmark, England og Pakistan. For et par år siden slog han rekorder med årets højeste gennemsnit ved sin studentereksamen. I dag specialiserer han sig i internationale virksomhedsledelsesstudier og arbejder tæt sammen med ledende konsulentfirmaer og investeringsbanker. Han er en af de førende unge kapaciteter inden for New Business Management, han deltager jævnligt i internationale tænketanke om Corporate Strategy, Organisation and Management og har i øvrigt fungeret som mentor for flere unge såkaldte start-ups. Ved siden af arbejdet og studierne er Iman optaget af fundraising til hjælpearbejdet med nødlidende børn – for tiden leder han et enormt velgørenhedsprojekt, der vil fundraise på tværs af grænser.

Iman er gennem de sidste år ustandseligt blevet opfordret til at deltage i debatter og interviews omkring indvandrer/flygtningetemaer. Journalister, bekendte, forretningskontakter, venner – selv politikere – siger »Iman – du er jo exceptionelt succesfuld og et fornemt forbillede«. Men hver gang er svaret »nej tak« – Iman ryster på hovedet og skjuler sit generte ansigt.

Jeg har selv spurgt ham, hvorfor han på trods af al denne opbakning ikke bryder tavsheden? »Der er mange meget personlige og principielle grunde, Maryah,« svarede han. »Jeg bekymrer mig ikke længere om disse emner. Jeg interesserer mig ikke for social kompleksitet – jeg er optaget af eksistentiel kompleksitet. Jeg ønsker for alt ikke at blive en del af dette cirkus – denne såkaldte debat.«

Andre unge indvandrere er ellers faldet for chancen for at forklare dem selv, men Iman fastholder, at han ikke har noget behov for at legitimere sig selv. Han lever ikke for danskernes accept, siger han – men han eksisterer for sin Gud og sine kære. Det er ellers underligt at høre disse ord fra den samme person, som brugte det meste af sin gymnasietid på at forklare og forsvare sin religion og sin identitet. Den samme, som rådgav og støttede frafaldne kriminelle unge om dagen og skrev essays om kultur og religion, om natten. For mig er det, som om Iman ikke længere tror på det at ændre mennesker. Men hvis De mødte ham, ville han ændre Dem. For altid. Hans øjne – hans ord. Hans hjerte og hans sjæl. Han er yngre, end jeg er – men har altid været min storebroder; så vis, så omfavnende og så inspirerende.

Men Iman debatterer ikke længere udlændingepolitik, integration eller ghettoer. Når vi samles blandt venner på hans kontor i den indre by, som regel efter fyraften, er det ikke Pia Kjærsgaard eller Naser Khader, der optager hans sind. Og skulle man nævne disse i hans nærhed, mumler han nærmest, at han ikke kan degradere sig selv og forholde sig til deres tankespind. Han anerkender ikke majoritetssamfundets referencerammer og vil ikke nedlade sig til at blive en del af dets diskurs.

»Desuden er de skabninger og de løgne ikke vigtige. De tusinder af børn, som dør hver dag på grund af en ond gældscyklus og konstant forringede levevilkår er vigtige. Deres sult og elendighed betyder noget. De behøver os.«

Så plejer han at hive nogle nye skitser frem, som han hellere vil snakke om eller have hjælp til. Eller også fortæller han om, hvordan han har scoret en ny sponsor til sit nødhjælpsprogram. Så lyser hans øjne op. Iman er en stor maler og poet. Det kan man se i hans øjne.

Snart forlader Iman Danmark. Han skal bruge et år eller to på en MBA-grad ved en af de førende amerikanske business schools. Og så skal han bygge en fremtid for sig selv og sin brasilianske forlovede et sted langt fra Danmark – »jeg vil bare væk herfra,« siger han. Det bliver nok ikke så svært. Desværre tror jeg ikke, at han nogensinde kommer tilbage.

Nu tænker De vel: Hvori består formålet med at beskrive mine venners personligheder og drømme – at tegne deres øjne og skikkelser for Dem?

Formålet er at få Dem til at indse, at de er mennesker. De har hele deres liv været berøvet deres menneskelighed, og altid blev de fortalt, at de aldrig ville blive til noget. Men i stedet for at tage skade af dette samfund og dets syge kultur (som Georg Brandes så nydeligt har beskrevet), har de disciplineret og uddannet sig selv – og er i dag større mennesker, end de fleste af os nogensinde vil blive. De har ikke adopteret disse tidstypiske og selvbedrageriske illusioner om, at de er danskere – hverken af den nye eller gamle slags. De har bevidstgjort sig selv om deres egne historier og deres egen baggrund. For selvom de er født her, har de aldrig kaldt Danmark deres hjem. Og samfundet har aldrig tilladt dem at udvikle identitetsproblemer – de har altid fået at vide, at de var fremmede. De taler en halv snes sprog hver, de har rejst fra Arabien gennem Afrika til Antarktis, og de er belæste i den litteratur og den kunst, som danske universiteter og forfattere ikke har ‘opdaget‘ endnu. Og disse to skæbner står ikke alene. Mange andre andengenerationsindvandrere, nydanskere, eller etniske minoriteter – mennesker – er som dem. Det er sørgeligt, at Danmark mister deres talenter, evner og ressourcer – men det er den største tragedie, at Danmark mister dem som mennesker.

I designbranchen er vi normalt ikke forundrede over, at så mange ting når Danmark så sent. Men jeg er forfærdet over og frastødt af, at tolerancen og menneskeligheden i den grad har ladet vente på sig hertillands. Og nu – nu er det alt for sent. Denne historie har ingen optimistisk pointe. I hvert fald ikke for Danmark. Jeg forlod selv Danmark af arbejdsmæssige årsager. Men disse mennesker forlader Danmark på grund af den danske (u)kultur og misstemning. Og jeg ved ikke, om denne historie nogen sinde kommer frem. Men De kan jo beholde den lidt. Og så kan De hive den frem igen om et årti eller to, når forsørgerbyrder, innovations-inerti eller voksende ventelister får Dem til igen at spørge, hvad der dog gik galt.

Maryah Ghauri er af pakistansk-italiensk oprindelse og er født og opvokset i Danmark. Hun er 24 år og arbejder nu som designer og konceptudvikler i Paris.