BEKYMRENDE LOVLYDIGHED BLANDT INDVANDRERE?

Rune Engelbreth Larsen, formand for Minoritetspartiet.

Et spørgsmål, der hyppigt rejses i den offentlige debat – ikke mindst af politikere, som øjner en vælgermæssig gevinst – er, hvorfor kriminaliteten blandt danskere med indvandrerbaggrund er højere end blandt danskere uden indvandrerbaggrund. Hvad er det med andre ord for mekanismer og eventuelt kulturelle, etniske og religiøse forhold, som betinger denne uventede kriminalitet – og bør det ikke bekymre os?

Skærer man igennem de forhold, som etniske minoriteter lever under i Danmark, mener jeg imidlertid, at det relevante spørgsmål er et helt andet: Hvad er det for mekanismer, som gør, at danskere med indvandrerbaggrund begår så langt MINDRE kriminalitet end ventet – og bør dét ikke bekymre os?

Forklaring følger.

Lad os først dvæle lidt ved den kendsgerning, at der gang på gang dukker undersøgelser op, som tilsyneladende viser, at de etniske minoriteter generelt begår mere kriminalitet end såkaldt etniske danskere. Senest Rockwool Fondens undersøgelse, som udregner gennemsnittet for 1993-1998 i andelen af mænd i alderen 16-19 år med én eller flere overtrædelser af straffeloven, og opdeler tallene efter oprindelseslandet.

Det viser sig her, at ungdomskriminaliteten blandt alle såkaldt ikke-vestlige, der er blevet dømt for overtrædelser af straffeloven, er på 10,7 procent, mens den for såkaldte danskere er på 3,8 procent – dvs. næsten tre gange så høj blandt unge med indvandrerbaggrund som blandt unge uden.

Eksperter og politikere står nu i kø for at kommentere problemet hos de unge fra de etniske minoriteter – få, om nogen, beskæftiger sig ved de åbenlyse problemer med, hvad sådanne undersøgelser overhovedet kan fortælle.

Det er almindelig kendt, at social marginalisering fører til hyppigere kriser i og uden for familien, at hyppigere kriser fører til større frustration, og at større frustration fører til en øget risiko for at komme på kant med samfundet og loven. Socialt marginaliserede befolkningsgrupper begår slet og ret mere kriminalitet, i hvert fald den type kriminalitet, som implicerer f.eks. tyverier, hærværk og vold.

Det er med andre ord ikke sikkert, at folk, der bor i en ghetto, PR. NATUR ELLER KULTUR er mere tilbøjelige til at blive kriminelle end folk med en bolig blandt Strandvejens luksusvillaer, blot fordi kriminaliteten blandt mennesker med bolig i ghettoer er større end blandt mennesker med adresse på Strandvejen. Dermed ikke være sagt, at mennesket er en viljeløs brik, og at det hele er "samfundets skyld", blot at det nu engang ER sådan, at social marginalisering medfører hyppigere kriminalitet og vold.

Når nu den sociale marginalisering blandt mennesker med indvandrerbaggrund er langt større end blandt danskere uden, kan man selvsagt ikke umiddelbart bruge en "sammenligning" betræffende oprindelseslandets betydning for overtrædelser af straffeloven til noget som helst, sådan som Rockwool Fondens undersøgelse er blevet præsenteret og fremlagt. Det er således heller ikke relevant at tilvejebringe målrettede, kulturelt betingede tiltag mod f.eks. palæstinensere og iranere, som tager afsæt i deres etniske herkomst, hvis en væsentlig del af baggrunden for den hyppigere kriminalitet ikke har noget som helst med deres specifikke etniske herkomst, men derimod med deres sociale marginalisering at gøre.

Desuden glemmer man i behandlingen af undersøgelsen som regel at tage højde for, at politiets og myndighedernes fokus på unge med indvandrerbaggrund konstant er i højeste beredskab, netop pga. den ekstreme overeksponering, disse får af medier og politikere, og det er klart, at man i en befolkningsgruppe som i helt exceptionel grad overvåges og kontrolleres, naturligvis også vil finde og opklare mere kriminalitet, end det er tilfældet blandt befolkningsgrupper, som slet ikke i samme omfang er genstand for en sådan bevågenhed.

Det er altså social marginalisering og deraf følgende øget mistænksomhed, som skal undgås, og så lander årsagen til statistikkens konstatering af øget kriminalitet det rette sted, nemlig på regeringens bord, for det er her nedskæringerne, som medfører marginaliseringen, udspringer.

Dermed turde det også være klart, at politikerne overser problemet med, hvornår statistiske tal overhovedet er direkte sammenlignelige. Hvad fortæller det f.eks. om betydningen af menneskers kulturbaggrund, oprindelse eller religiøse overbevisning, at der er en langt større sandsynlighed for at møde en kræftsyg på Rigshospitalet end på Christiansborg? Hvad fortæller det om betydningen af menneskers kulturbaggrund, at der efter alt at dømme er flere voldelige blandt FCKs unge fodboldtilhængere end blandt journalistelever fra Århus? Intet som helst, for der er ikke tale om rimelige sammenligningsgrundlag.

Men hvor det drejer sig om at hænge indvandrere ud, spiller det ingen rolle, at alle mellemregninger overspringes – det er kulturbaggrunden og opdragelsen, som ensidigt får skylden for en kriminalitet, som tilsyneladende er højere end blandt danskere uden indvandrerbaggrund. For politikerne er undersøgelsen da også blot en kærkommen lejlighed til at fortsætte den velkendte stigmatisering af alle indvandrere, fordi syndebukkemyten nu engang er så dejligt enkel i den forfladigede og populistiske "politiske kultur", som også Danmark er ved at hensynke til.

Alene af disse grunde bliver Rockwool Fondens undersøgelse svært anvendelelig for andet end en ikke særlig velbegrundet kriminalisering af unge indvandrere, som fortsætter den spiral, der atter vil øge fokus på disse grupper og dermed ikke blot opdage større kriminalitet end blandt de øvrige befolkningsgrupper, hvor bevågenheden aftager, men også presse de unge indvandrere yderligere op i en krog – med større frustration og i sidste ende yderligere kriminalitet til følge.

Og dermed er vi allerede strejfet ind på den i virkeligheden allervæsentligste faktor i hele denne problematik, som politikerne heller ikke ofrer megen opmærksomhed – hvis nogen overhovedet.

En befolkningsgruppe, som ikke alene er langt mere socialt marginaliseret end gennemsnittet, som det er tilfældet med de etniske minoriteter, oplever desuden en voldsom politisk og kulturel marginalisering. Hvilken indflydelse har det ikke på graden af frustration over for det omgivende samfund, hvis en befolkningsgruppe konstant udsættes for mistænksomhed, diskrimination og foragt?

Det er en kendsgerning, at næppe nogen anden befolkningsgruppe i Danmark i samme grad som den, der udgøres af de etniske minoriteter, skal opbygge en tilværelse under lige så stor politisk og kulturel marginalisering fra offentlighedens og myndighedernes side. Blot to eksempler skal nævnes:

1) Ifølge en undersøgelse af Lise Togeby fra Aarhus Universitet har 82% af danskerne aldrig nogen sinde talt med en indvandrer, hverken privat eller på arbejdspladsen. Samtidig ligger Danmark helt i toppen, når det gælder erklæret racisme i EU. Hele 43% af danskerne karakteriserer sig selv som "temmelig eller meget racistiske", og hertil kommer 40%, der karakteriserer sig selv som "lidt racistiske". Hvorfor denne mistro, som giver sig udslag i noget så ekstremt som erklæret "racisme"? Ikke pga. KENDSKAB til indvandrerne, for ingen taler jo med dem – altså må en stor del af årsagen nødvendigvis søges blandt politikernes og pressens fremstilling af denne befolkningsgruppe. 2) Danmark har ifølge OECD Vestens absolut højeste andel af arbejdsløse indvandrere i forhold til arbejdsløse indfødte. For hver 100 arbejdsløse danskere er der 350 arbejdsløse udlændinge (til sammenligning er der 120 arbejdsløse udlændinge i USA for hver 100 arbejdsløse indfødte, og 200 arbejdsløse udlændinge i Østrig for hver 100 arbejdsløse indfødte).

Læg dertil, at indvandrere i Danmark dagligt lever med bevidstheden om, at der eksisterer hele partier og bevægelser, hvis erklærede formål det er at fratage dem yderligere rettigheder, hvis ikke ligefrem at smide dem helt ud af landet; at der jævnligt lanceres omfattende pressekampagner med voldsomme angreb på indvandrere; at dokumenterbart fejlagtige politirapporter i flere tilfælde kriminaliserer indvandrere; at toppolitikere også fra regeringen eksplicit benægter eksistensen af den multikulturelle virkelighed, som indvandrerne er en del af …

Lad os for et øjeblik antage, at det ikke var etniske minoriteter, men en anden befolkningsgruppe, som var udsat for det klima, som de etniske minoriteter er i dag. Og lad os for morsomhedens skyld antage, at det var en gruppe, som vi aldrig kunne forestille os blive udsat for det, som indvandrere udsættes for – så er det måske lettere ikke at få samme dårlige smag i munden over, hvad vi som danskere egentlig er med til at acceptere.

Lad os altså forestille os, at f.eks. cyklisterne oplevede en hetz i stil med den, indvandrerne lever med i dag: At 82% af bilisterne aldrig havde talt med en cyklist, mens hele 83% af bilisterne ikke desto mindre direkte erklærede sig som lidt, temmelig eller meget foragtende over for cyklister; at arbejdsløsheden blandt cyklister var 3½ gange så høj som blandt bilister; at flere partier og foreninger med voldsom og stigende opbakning konstant agiterede for at fjerne cyklisternes rettigheder eller smide dem ud af landet; at pressekampagner og dokumenterbart fejlagtige politirapporter lagde alle cyklister for had, og at statsministeren fastslog, at Danmark kun består af én slags trafikanter, nemlig bilister … Og lad os antage at dette klima havde eksisteret og var blevet konstant tilspidset i de seneste 10-15 år.

Mon ikke vi ville se, en voldsom stigning i kriminaliteten blandt cyklister – og mon ikke populistiske politikere, som ønskede cyklisterne ud af landet, straks ville hævde, at det var det forhold, at de var CYKLISTER, som betingede kriminaliteten?

Hvordan ville DU, kære læser, reagere, hvis du i femten år levede under et permanent mistænkeliggørende klima, der var blot halvt så foragtende som det, indvandrerne har oplevet?

Ville ikke ethvert menneske med følelse og hjerte i livet gøre modstand, ja, oprør? Og ville vi ikke forvente, at historiebøgerne efterfølgende ville konstatere det absolut retfærdige heri? Og lod dette oprør vente på sig, ville vi da ikke ethvert tænkende og følende menneske være overordentlig forstående for, at denne foragtede underklasse dog med stigende hyppighed gik amok i frustration, indtil de endelig organiserede sig og krævede lige rettigheder og menneskelig anstændighed?

Jeg tror det.

Det er derfor, jeg er bekymret.

Ikke bekymret over, at kriminaliteten blandt unge indvandrere er højere end gennemsnittet – for jeg er slet ikke overbevist om, at den er højere, hvis alle faktorer vægtes i en rimelig "sammenligning".

Men bekymret over, at indvandrerne finder sig så passivt i de uretfærdigheder, de så indiskutabelt udsættes for. Bekymret over, at de ikke organiserer sig effektivt og kræver deres ret med samlet styrke, som alle undertrykte bør.

Bekymret over, om deres menneskelighed i den grad er blevet dem frataget, at de end ikke kan sige fra længere.

Minoritetspartiet.